En riad i Marrakech. . .

Ude fra ser vores riad ikke ud af noget særlig. Kun den pæne dør med dørhammeren adskiller sig fra de andre i den smalle gyde, vi er gået nedad.
Der går aldrig ret lang tid, så åbner den venlige madame, hvis navn vi aldrig får at vide. Hun kan ikke ret mange franske ord, men hun kan smile, og hun kan servere te. Begge dele gør hun gerne.
Det første, der byder mig velkommen, er duften af orangeblomster, og jeg føler mig tryg og beskyttet, så snart jeg er inden for riad'ens mure. Det er som at være i en lille fæstning. Der er ingen vinduer ud til den livlige by.
I den lille skyggefulde gård i midten af huset er der fyldt med planter i krukker og et bassin, som man om sommeren kan gå i, hvis heden udenfor er for stærk. Lige nu har madame kastet røde rosenblade i for at byde os velkomne. Rundt om gården ligger værelserne. Der er kun forhæng for døråbningerne, så varmt er her ikke på denne årstid.
En smal trappe fører op til de næste etager. Vores værelse ligger på første. Et lille nydeligt indrettet rum med ikke meget andet end en seng, man kun lige kan komme rundt om. Et par murede hylder til vores tøj. Et fint badeværelse med alt, hvad man har brug for - det tager bare meget lang tid for vandet at bliver varmt.
Døren indtil værelset er meget trang, og vores nabo - en amerikansk dame med en temmelig stor overkrop, bliver stående udenfor, da jeg vil vise hende, hvordan vi bor. Selv har hun husets største værelse med badeværelse med et badekar, hun ligger i blød i, fordi hun har problemer med sin ryg. . . Jeg foreslår, at hun tager ud i ørkenen og graver sig ned i det varme sand.

Nej, det er ikke ment som en dårlig vittighed - det er en almindelig kendt kur mod alskens smerter at grave sig ned i Saharas brændende sand. . .

Øverste etage er tagterrasse. Heroppe er et lille hus med et værelse, og det unge australske par, der bor her, har direkte adgang til havemøblerne, potteplanterne. . . En vindeltrappe i smedejern fører helt op til en solterrasse med et par drømmesenge - og den mest fantastiske udsigt over byen med slanke palmer, der strækker sig op over de lave huse. Vi kunne næsten tro, at vi er langt væk fra alting, når vi er nedenunder i de stille, dunkle værelser, men heroppe kan vi ikke undgå byens støj. Folk, der råber, en hane, der galer, og ind imellem råbene fra imamen, der runger ud over det hele. 'Allah akbar!'

Den anden dag, efter vi er kommet hertil, er jeg træt og sætter mig på en af solstolene for at slappe af. Pludselig går det op for mig, at jeg har udsigt over mere end bare byen. Det gyser i mig, da jeg får øje på bjergene i det fjerne. De rejser sig mod himlen med snedækkede tinder, de folder sig ind og ud, bukker sig. På nogle af dem har en hvid sky svøbt sig om dem, som om de har fået et tørklæde om skuldrene. Skyggerne bevæger sig hen over dem, farverne skifter. . Hvor har de gemt sig henne, siden jeg ikke har opdaget dem før nu? Jeg kan ikke få øjnene fra dem. . . Efter kun ganske kort tid i det her land finder jeg ud af, at bjergene gemmer på de største overraskelser. . .

I argantræernes land. . .

Damen på sædet bag ved mig har hele familien med, og hun udbreder sig højlydt om, hvor fantastisk et land, Marokko er. 
Ved Pyrenæerne skiller skyerne, og på resten af turen kan jeg se det hele fra ti kilometers højde. Vi passerer Portugal, flyver hen over havet, og så er vi over det land, som jeg snart selv skal finde ud af, er fantastisk. Under os viser Atlasbjergene sig i forskellige nuancer. Veje snor sig igennem dem, og hist og her er der små bitte huse. De højeste tinder er gemt i solnedgangsdis, og kystlinjen strækker sig mod langt mod syd.
Solen er ved at gå ned, da vi stiger ud af flyet. En stor ildrød kugle, der giver os løfter om varme dage, forsvinder for enden af landingsbanen.

I ankomsthallen kigger jeg forventningsfuldt efter ham, der skal hente os. Der står flere mænd med papskilte med navne skrevet på. De spejder efter de nyankomne turister, og snart har de fundet dem, de skal bringe videre. Men uanset hvor mange gange jeg ser efter, og uanset hvem jeg spørger, er der ikke nogen for at hente os. 
Så må vi klare os selv. . . 
Det er hurtigt blevet mørkt, og vi finder en taxachauffør, som vi beder om at finde et billigt hotel til os. 
'Femten euro pr. nat,' siger han, sætter vores bagage ind i bilen og kører os til Inzeguane, en forstad til Agadir. Her bliver vi installeret på Hotel Amandier, og Muamen, som vores taxachauffør hedder, giver os sit nummer, hvis vi skulle få brug for hans hjælp.
Jeg er lidt ærgerlig over vores start på ferien og føler mig meget underlig til mode, da vi går ud på gaden for at finde et sted, vi kan spise. Jeg er stort set den eneste kvinde blandt en masse kutteklædte mænd, der sidder på caféerne og sludrer over en kop te. Vi må spørge efter en restaurant og bliver vist hen til 'Restaurant de Paris', der ikke har meget at byde på. Men mad får vi. En af gæsterne, der taler tysk og mindst ti andre sprog, er meget ivrig efter at hjælpe os, og han får forklaret værten, hvad vi gerne vil have. At jeg er vegetar er lidt af et problem, så jeg må klare mig med spaghetti med ketcup. En ret, jeg ikke har fået, siden jeg var barn. Men jeg er sulten, så det glider ned. 

Næste morgen får vi morgenmad på hjørnet. Croissanter og friskbagte flûtes med appelsinmarmelade serveret med den berømte, søde myntete. Den skal jeg få drukket mange kopper af i de næste par uger. . .

Så ringer jeg til Omar, som skulle have booket et hotelværelse til os i Marrakech. Stor er min lettelse, da jeg hører hans stemme i telefonen. Alt er i orden, hotellet venter - vi skal bare finde ud af, hvordan vi kommer dertil. Vi vælger den nemmeste og dyreste løsning. Ringer efter Muamen og aftaler, at han henter os i sin taxa ved middagstid. 

Da vi kommer tilbage efter en tur rundt i den lille forstad, står Muamen uden for hotellet og venter på os. Snart er vi på motorvejen, der fører ind imellem Atlasbjergene og til vores bestemmelsessted. Bjergene er imponerende. De skifter i farve fra rød til grøn til gullig. På det første stykke vokser argantræer i massevis. Her og der går der gedeflokke og et sted en større flok kameler. Nogle få steder er der mandeltræer i blomst. Det er smukt, men meget øde. De små landsbyer ligger gemt væk fra vejen, så vi ser næsten ingen mennesker, og trafik er der ikke meget af. Men Muamen er venlig og snakkesalig, og på vores lange tur får jeg lært en hel del om handel og priser, om berbere og om arganolie. 

Efter fire timers kørsel nærmer vi os Marrakech, og der begynder at se beboet ud. Først dyrkede områder og små primitive huse, så kører igennem forstæder med nyere bebyggelse og en hel del til leje. Får et kig ind i haven til det store luksushotel, der koster 6000 kroner pr. nat. 

Vi parkerer på en plads i den gamle, jødiske bydel, hvor vi skal mødes med Omar. Han dukker snart op, og vi får taget hjertelig afsked med Muamen. Tager billeder og ønsker hinanden alt godt. Og 'Inshallah' - måske mødes vi igen. Men nu skal vi først nyde nogle dage i storkenes by. . . 

På vej til Marokko

Det bliver godt at opleve noget andet end flyttekasser! Lige om lidt tager jeg af sted til Marokko. . . 
Der er 31 millioner mennesker, og heldigvis taler de fransk, for jeg kan kun ganske få ord på arabisk. Jeg kan sige 'tak', og det er selvfølgelig nyttigt. Tak for te og tak for mad og tak for hjælpen.
Jeg kan sige 'nej', og det kan man altid have brug for. Nej til alle dem, der vil prakke mig et tæppe eller et tørklæde eller et par snabelsko på. Nej til dem, der vil vise mig rundt i deres by eller vise mig vejen til Rabat.
Så kan jeg sige 4, og jeg kan sige 55. Det er fint at kunne tallene, jeg har bare glemt de fleste af dem. Det første er praktisk, hvis jeg vil købe 4 dadler. Ellers ved jeg ikke, hvad jeg skal bruge det til. Det sidste - 55 - har jeg lært, fordi jeg syntes, det lød sjovt at sige. . . 
Så kan jeg sige 'hold op!' - og det håber jeg ikke, jeg får brug for. Jeg lærte det, da jeg underviste en klasse urolige unge, som slet ikke gjorde det, jeg bad dem om. Jeg havde tit brug for at sige 'hold nu op!' Det virkede bare sjældent.

Vi tager ned sydpå. I aften lander vi i Agadir, og i morgen tager vi til Marrakech. Dér bliver vi i nogle dage, og så ser vi, hvad vi finder på. . . Og vi har allerede venner dernede. Som de siger: 'En fremmed er en ven, du ikke har mødt endnu. . . '
Jeg drømmer om kameler, oaser, sand, indendørs bade, blå døre, frisk luft, hav, storke, dejlig mad og bazarer med tæpper, tasker, sko, guld og sølv. Selvom vi kun har to uger, skal jeg nok få oplevet en masse. 

Tanker fra en flyttekasse. . .

Da jeg var ung og lige flyttet hjemmefra, var noget af det første, jeg anskaffede mig, et leksikon. Det var vigtigt at have noget at slå op i, for jeg havde mange spørgsmål om det ene og det andet, og jeg var videbegærlig. Så ud af mine få penge betalte jeg 100 kroner hver måned i knap to år og fik tilsendt de ti bind, efterhånden som de udkom. Jeg har brugt dem flittigt, og de har pyntet i bogreolen. 
Nu ligger mit gamle leksikon i en kasse og er klar til at blive kørt til genbrug. 

Jeg er ved at indskrænke. . . Sorterer, overvejer, hvad jeg skal gemme og smider ud med hård hånd. Mit leksikon er noget af det, der ikke skal med i mit nye liv. For hvem har brug for flere tusind siders viden, der i mange tilfælde er forældet? Det er meget nemmere at google sig frem til det, man vil vide noget om. Fagre nye verden!

Alle ting har en historie,og jeg kan huske rigtig mange af dem! Men jeg behøver ikke gemme alle tingene. De fylder bare op, og de binder en masse energi. Så i den sidste tid har jeg foræret væk til folk, der kunne bruge det, jeg ikke ville have. Jeg har kørt masser på lossepladsen og til genbrug. Jeg har fundet ting, jeg troede, var forsvundet, og som jeg har glædet mig over at finde. Jeg har grædt og grinet og bandet over fortiden. Jeg har pakket ind og puttet i kasser. 

Jeg har holdt lange samtaler med mig selv om, hvad der var nødvendigt at gemme, og hvad jeg kunne leve uden. For eksempel var der et par tekopper, som jeg først kasserede, men som jeg alligevel besluttede mig for at gemme. Jeg købte dem engang på en ferie i Sydfrankrig, og jeg har aldrig drukket af dem, men de er rigtig pæne, og måske vil jeg bruge dem en gang i fremtiden. . .
Jeg har prøvet kjoler og bluser, som har hængt for længe i skabet og ikke har set dagens lys i årevis, og som jeg havde på til en bestemt anledning, og som jeg ikke har gået med siden. Jeg har kigget på billeder og læst gamle breve. 
Jeg har kigget i bøger, og dem har jeg mange af. En del af dem har jeg kun læst lidt i, men de ser ret spændende ud. Måske skulle jeg lige lægge et par af dem til side og få læst dem snart? 
Så var der skufferne med metervis af stof samlet gennem tiden. Jeg har syet en hel del, men alligevel fandt jeg noget fra dengang, jeg var med i en forretning, jeg syede til. Pænt var det, og jeg kunne sagtens se mulighederne i det. Også i de skjorter, jeg har gemt for at lave dem om til et eller andet sjovt. For ikke at tale om garn og strikkeopskrifter og mønstre. Eller mapper fyldt med noter fra kurser, jeg har været på. Tro mig - jeg har været på mange kurser, og at dømme ud fra de mange tætskrevne sider har jeg lært en hel del. Både om terapi, behandling af forskellig slags, pædagogik. . . 

Damerne i genbrugsbutikken er blevet så glade, hver gang jeg er kommet med en fyldt kasse med ting og sager. Og jeg kan se noget af mit tøj hænge rundt omkring i butikken med prismærker på. Så hvis nu jeg får brug for mit fint strikkede sjal eller trøjen, der var lidt for stor, kan jeg nå at købe det tilbage. 
Men de jeg har smidt i containerne på lossepladsen er blevet bidt i småstykker og kan aldrig tages tilbage. Jeg har smidt ud med hård hånd! 

Det er helt utroligt, så mange ting man kan få samlet sammen i løbet af sit liv. Og det er ikke fordi jeg ikke har ryddet op og smidt ud i ny og næ. Men jeg har altid godt kunnet lide 'pæne ting'. Kunnet lide at anskaffe fine små skåle, stager, fade og glas og indrette og pynte. Været kreativ med garn og stof og tråd. Lyttet til musik og samlet både lp'er og cd'er. Bøger har jeg altid foretrukket at købe frem for at låne. Lige fra jeg var en halvstor pige og havde en halv snes bøger, nød jeg at ordne dem i bogreolen og sætte dem i alfabetisk orden. 

Det er vist meget almindeligt at samle. Nogle samler bare mere end andre. Og nogle har sværere ved at smide ud end andre. Jeg har de også rørt ved folks ømme punkter, når jeg har fortalt om mit projekt. 'Det må du da ikke smide ud!' har nogle sagt. 'Det må du gemme!' 
De ville selv have svært ved at skille sig af med deres. . . 
Andre har sagt, at jeg bare skulle skille mig af med det og det og komme videre. 'Jeg er flyttet flere gange,' sagde en mand. 'Det har været katastrofalt, men jeg har aldrig set mig tilbage.'
Og jeg ved, at jeg også har inspireret andre til at gå i gang med at kigge lidt i skabe og skuffer og begynde at kassere. 

Det giver plads og luft at smide ud. Det er, som om jeg selv er blevet lettere, når jeg har kasseret noget. Og nu kan jeg glæde mig over at se nogle af mine ting have skiftet ejere. Men lidt mærkeligt var det godt nok den første gang, da jeg så min stol stå i en andens stue. Det må jeg indrømme. Min bog i en anden reol . . . Har flere gange været ved at fortryde - men nej, sådan skal det være. Og bare rolig - jeg har stadig masser af ting. Jeg er endnu ikke blevet så asketisk, at jeg som de budhistiske munke kun har ganske få ting. Og sådan bliver jeg nok heller ikke. Men jeg er blevet mere opmærksom på, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er vigtigt. 

Medglæde

Glæden ved andres glæde. . . 

Damen i forretningen smiler bredt til mig. 

Jeg er kommet jævnligt hos hende igennem et par år, men vi har aldrig udvekslet andet end almindeligheder. I dag er vi pludselig faldet i snak, og jeg har fortalt hende, at jeg har det godt. Jeg er ikke i tvivl om, at hun er oprigtig, da hun udbryder:

'Hvor er det dejligt for dig! Der er så mange, der ikke har det godt. . . '

Hendes smil varmer mit hjerte, og jeg går glad ud af butikken. Lidt efter møder jeg en bekendt, som jeg ikke har talt med i lang tid. Også hun giver mig sit største smil, da jeg fortæller, at jeg har det godt. 

'Det har du fortjent,' siger hun. 'Hvor er det godt for dig!'

Min dag bliver endnu bedre efter mødet med de to kvinder, der har vist mig deres 'medglæde'. 

Medglæde er et ord, der nærmest ikke findes, men en dyd, der er værd at være opmærksom på. Jeg slog det op på nettet og fandt ikke andet end en kort kommentar i 'Ordbog over det danske sprog'. Ellers var der forskellige artikler med overskrifter som: 'Betal din skat med glæde'  eller 'Dyrk motion med glæde', og det er jo noget helt andet. Heller ikke i 'En lille bog om store dyder', der efter sigende giver vejledning i at leve det rette liv, skriver forfatteren om medglæde. . . 

Medfølelse ved vi alle sammen, hvad er. Men det handler mere om at føle med andre og være der for dem, når de er kede af det. At glæde sig med andre er noget andet. Noget meget vigtigt, og noget, jeg selv har tænkt en hel del over på det sidste. Jeg har fået så meget af det fra andre, så jeg ind imellem er blevet helt overvældet og rørt. Det har fået mig til at tænke over, hvor god jeg selv er til det?
Vi kan det alle sammen - glæde os over en andens lykke, held eller succes. Og vi gør det tit. Når børnene trives, når det lykkes for dem, når de er glade, bliver vi glade på deres vegne. Som forældre lever man med. Når partneren eller vennerne har det godt, glæder vi os med dem, fordi vi under dem alt det gode. 
Og det at unde andre noget er det, det handler om. 
Jeg tror, at det er nemmest at glæde sig med andre, når man selv har det godt. 
Hvordan er det at glæde sig over, at en anden får noget, man selv ønsker sig. At glæde sig over, at en anden kan noget, man ikke selv kan. Noget, man måske har kunnet engang, eller som man ville ønske, man kunne? Glæde sig uden at føle det der stik af misundelse og tænke: bare det var mig. 
Det er værd at kigge lidt på. . . 

 

Mere mindfulness. . . 

I aftes holdt jeg mit andet arrangement med mindfulness i Den gule Villa på Frederiksberg. Over skriften var 'introduktion og træning'. Mange havde fundet vej denne regnvåde januaraften, og jeg var helt overvældet over deltagelsen, motivationen og interessen for emnet. Alle stole kom i brug. Folk sad tæt, og den øvelse, der krævede lidt plads, måtte jeg droppe. Men der var rigeligt at fortælle om, træne og udveksle.

En helt speciel stemning opstod, og alle havde mod på at forsøge sig med en meditation på tyve minutter. For de flestes vedkommende var det første gang. Sidde dér blandt lutter fremmede mennesker, lukke øjnene og fokusere på vejrtrækningen - det er godt gået, synes jeg.

Der var mange kommentarer.
'Tænk at tyve minutter kan gå så hurtigt, når de fem sekunder, det tager for computeren at starte, virker som meget laang tid,' sagde én.
En yngre kvinde, der var sygemeldt på grund af stress, kunne for første gang i lang tid slappe af, fortalte hun. Det gav hende håb om, at hun nok skulle få det godt igen. En anden var overrasket over, hvor enkelt det var. Hun havde troet, at det skulle være meget kompliceret at meditere.
Og så var der hende, der faldt i søvn, og ham, der ikke kunne få sit åndedræt til at harmonere med vægurets høje tikken.

Mindfulness er selvfølgelig andet og mere end at meditere. Det er en måde at leve på - og meditationen en træning i blandt andet at være nærværende, koncentreret og fokuseret.
Jeg vil ikke påstå, at det er nemt. Det kræver øvelse, tålmodighed, venlighed over for én selv, åbenhed, accept - og det er ikke for tøsedrenge.

Jeg var helt høj, da jeg tog hjem i aftes. Glad og taknemmelig over at kunne give det her videre. . .

Det her, som man kalder 'mindfulness', og som er blevet så moderne.

PS: Den gule Villa ligger på Dirch Passers Allé på Frederiksberg. En smuk gammel patriciervilla placeret midt imellem sterilt nybyggeri og Liedl på den ene side og ældre boligejendomme på den anden side. En sjov blanding.
Her kan man låne lokalerne til at lave arrangementer, som kan være til interesse for borgerne, og der sker mange spændende ting: der er strikkeklub, maleriudstillinger, musik, selvhjælpsgrupper og meget andet.
Og så er der mindfulness igen den 27. februar kl. 19.30 til 21.00. Gratis adgang og tilmelding er ikke nødvendig. SÆT X i kalenderen. . . !!

Du bist wunderbar, Berlin

Nytår i Berlin. . . 

Det tager tid at komme ud af lufthavnen. Vi løber alt, hvad vi kan for at nå toget, som næsten altid kører lige, når flyveren er landet. Trods de lange gange og mange trapper op og ned når vi det i sidste øjeblik. Vi sætter os og får pusten igen, mens vi kører ind mod byen. 

Tyve minutter, så er vi på Alexanderplatz i et mylder af berlinere, turister, sporvogne, biler og cykler og omgivet af høje bygninger, kraner og med fjernsynstårnet stolt knejsende med sin kuppel, der drejer rundt og rundt. Butiksvinduerne stråler og lokker med smart tøj, og jeg håber, at de holder åbent, selvom det er nytår.

Restauranter er der mange af, men der er mange mennekser i byen denne aften. Ikke kun berlinerne selv vil holde nytår her. Der er masser af turister, og den marrokanske restaurant, vi har udset os, er helt fyldt. Vi må drive rundt i gaderne for at vente på et ledigt bord. Men tålmodighed betaler sig, og selvom vi også skal vente meget længe på vores couscous, er det det hele værd. Et hyggeligt sted er det , og vi begynder straks at drømme om at rejse til landet med de høje bjerge, spændende markeder og smukke farver.

Men én ting ad gangen, og først skal vi fejre nytårsaften. Jeg spiser mit livs første og måske eneste østers, drikker champagne og lærer at sige 'Gut rutsch!' ligesom de indfødte, Jeg 'rutscher' ind i det nye år oppe på tagterrassen i 'vores' hus. Fyrværkeriet er overdådigt, og det varer ved til langt hen på morgenen. Hvem kan sove i den larm? Ikke jeg - og måske er det på grund af søvnmangel, at jeg er mere åben for indtryk end ellers. For nytårsdag, da hele byen flyder med pap og papir og knuste flasker, begynder jeg at se på flere planer på samme tid.

Berlin er ikke kun en spændende by med seværdigheder i massevis og så mange, at vi kun kan nå at se ganske lidt af den. Det er også en by med en historie. En grum historie, og noget af den dukker pludselig og helt spontant op og viser sig tydeligt for mig.
Vi er på vej hen til café for at spise morgenmad. Vi passerer et lille område, hvor nogle børn løber og spiller bold. Om sommeren er det sikkert en grøn græsplæne, men nu er det hele gråt og mudret. Jeg kigger over mod en sidegade på den anden side. Nogle mennesker kommer gående ud mod den store gade, som vi går henad. 
Den første, jeg får øje på, er en halvstor pige. Hun ser mig ikke, men jeg ser hende temmelig tydeligt: en tynd og ranglet pige klædt i en glat, grå, halvlang frakke. Hendes støvler er korte og lidt klodsede, og et par tykke strømper åler op ad pigens ben. Bleg og alvorlig ser hun ud, som hun kommer gående ved siden af et par, som må være hendes forældre. Bag dem aner jeg en gruppe voksne. 
Så løber det koldt ned ad ryggen på mig, og jeg forstår, hvad det er, jeg ser. Et syn fra et andet Berlin, der var engang. 
Jeg ser igen over mod gruppen af mennesker, der langsomt bevæger sig ud mod den store gade. Det er mennesker på vej til en koncentrationslejr. Jeg mere fornemmer end ser soldaterne, der peger på dem med deres geværer. 

Synet forsvinder langsomt, men kuldegysningerne bliver ved med at skylle gennem hele kroppen. Selv da vi har sat os på caféen, bliver de ved, og når jeg  ser ned ad den brede gade, kan jeg se militærkøretøjerne passere forbi i lange rækker. Om det er min fantasi, der er på spil, ved jeg ikke. Jeg har set mange film fra Anden Verdenskrig med scener af den slags, og jeg kan sagtens genkalde mig dem. Men pigen på tolv med det sørgmodige ansigtsudtryk har jeg aldrig set før, og hun bliver stående for mit indre blik længe efter. 

I fortovsbelægningen foran mange af gadedørene er der nedlagt små mindesten. Der er indgraveret navne i dem. Årstal. Navne på lejrene. Hele tiden bliver jeg mindet om dengang. Ikke kun i det tidligere øst, hvor vi bor, men også i rigmandskvarteret med de store villaer. Ingen har kunnet vide sig sikker. 
Og jeg bliver ved med at se den alvorlige, halvstore pige for mig. Jeg ved ikke, hvem hun er, men jeg ved, hvad der er sket med hende. 

Der er andre historier om folk, der får besøg af forlængst forsvundne personer. I huse, der er bygget, hvor andre huse blev bombet sønder og sammen under krigen, kommer tidligere beboere på besøg. Måske kommer de for at få fred med en frygtelig fortid. Måske for at minde os om den Jeg håber, at jeg med mit syn kan hjælpe pigen og hendes familie til at finde ro dér på den anden side. . . 

    

                                               

 



Et andet levn fra fortiden er Nefertite, og fundet af hende fejrer hundrede år. Det er åbenbart helt almindeligt at bruge nytårsdag på at gå på museum. Uden for 'Neues Museum' er der lang køer. En kø for at købe billetter og en kø for at komme ind til udstillingen. Vi væbner os med tålmodighed - også da vi tager fejl af tidspunktet på billetten og må vente en ekstra halv time på at blive lukket ind. 

                                                                      

Der er nærmest højtideligt stille i rummet, hvor montren med Nefertite er.
Hun kigger på mig med et mystisk og uudgrundeligt smil. Som en Mona Lisa, hvis hemmelighed man aldrig opdager. Jeg ser hende i øjnene. Nogle gange smiler hun, nogle gange er hun alvorlig. Jeg er i tvivil om, hun i virkeligheden er en kvinde. Jeg synes, hun ligner en ung dreng. 

Min fantasi har travlt, og jeg forestiller mig, hvordan hendes liv har været blandt pyramider, sphinxer, ørken, paladser, slaver og fornemme faraonere. . .  

Vores sidste dag på vores korte ophold i storbyen bliver brugt på det etnologiske museum. Udstillingen om Indien ville jeg gerne fordybe mig mere i. Reliefferne med buddhalegenden giver længsler efter Sarnath og Bodhgaya, hvor jeg gik rundt for snart et år siden. Og hvor Buddha selv opholdt sig for 2500 år siden. Jeg bliver så opslugt af at undersøge en gammel klippehule, at jeg vover mig for langt ind i den. Alarmen ringer højt, og jeg farer forskrækket ud. Det varer lidt, før det går op for mig, at det var mig, der udløste den. 
Kustoden griner heldigvis bare.

Med et par billeder af Buddha i kameraet skynder vi os tilbage til lejligheden for at pakke sammen og rydde op. Så begiver vi os mod Alelxanderplatz, men vi har god tid og kan lige nå at kigge ind i dansebutikken på hjørnet. Og mig, der drømte om et par røde sko, får mit ønske opfyldt. . . Her er de så - og med dem siger jeg auf wiedersehen, Berlin. . .