Havevandring og stenørken. . .

Fredag er moske-dag, og da imamen's røst gjalder fra moskeens høje tårn, spørger jeg Mohammed, om han ikke skal derhen. Men nej, han er på arbejde, så han behøver ikke, siger han.
Hans arbejde består i at følge os på den dejligste vandretur igennem byens haver, hvor mandeltræerne vokser sammen med abrikostræer, pæretræer og granatæbler. Alting blomstrer og knoppes, og på de afgrænsede stykker jord vokser hvede, ris og bønner. En labyrint af smalle kanaler sørger for at lede vandet fra floden rundt, og vi må springe over dem fra den ene have til den anden. 
Det skulle kun være en lille tur, havde Mohammed lovet. Men jeg er glad for at jeg har taget en flaske vand med, for jeg havde en fornemmelse af, at 'en lille tur' ikke er så lille endda. Når fem minutter er en time i Marokko, kan man ikke være sikker på, at det bare er en halv times spadseretur, vi snakker om.
Mohammed fortæller ivrigt om de forskellige afgrøder, og jeg spørger nysgerrigt. Men de små smukke blå blomster, der gror spredt her og der, kender han ikke. 'Jeg kender kun dem, vi bruger,' siger han.
Vi tager skoene af for at gå over floden. En af de få, der stadig er vand i. Vi sætter os på bredden og tørrer fødderne i varmen. 
'I skulle købe en grund her og bygge et hus,' foreslår Mohammed, da vi viser vores glæde over hans smukke hjemegn. Mohammed forklarer om jord og husbyggeri og regner om fra dirham til euro og skriver beløbet i sandet. 
Det ville være skønt med et sommerhus her, så det er værd at overveje. . . 

LIdt efter nærmer vi os de høje klippevægge, og vi begynder vi at kravle opad. Vi går rundt om et klippefremspring, og med ét har vi forladt naturens stilhed og er dumpet midt ind i kasbah'ens mylder af smalle stræder med handlende. Klædt i lange farverige gevandter og med turban på hovedet ser ud, som om de lige er steget af deres kamel efter en lang karavanetur. De gør, hvad de kan for at lokke os til at købe deres fossiler, tasker, tæpper eller tunge smykker, som dem, berberkvinderne har båret gennem tiderne. Turkiser, sølv og rav fra Sahara. 

Men der er ingen kameler, og det er ikke berbere, der går rundt og tinger om priserne eller forsøger at bytte salt til et tæppe. Alle de gamle huse er blevet forladt for nogle år siden, og familierne er flyttet over på den anden side af floden, hvor de har bygget nyt. 
Sammen med en masse andre turister går vi rundt i en stor filmkulisse, og de handlende har klædt sig ud for vores skyld og stiller gerne op til fotografering for lidt dirham. 
Her i Aît Benhaddou var det nemlig, at en stor del af filmen 'Lawrence of Arabia' blev indspillet, så jeg går rundt nogle af de samme steder, som Peter O'Toole med de blå, blå øjne gjorde i begyndelsen af 60'erne.

Og kulissen er imponerende flot. Den er ikke lavet af gibs og papmaché og med en malet baggrund, der skal ligne noget, den ikke er. Nej, den her er ægte nok. Kasbah'en er af sten, og Saharas ubarmhjertige stenørken med høje rødlige bjerge viser sig for os, da vi kommer på toppen af bygningen. Mellem os og bjergene kan jeg se karavanevejen, der gik fra TImbouktou og til Marrakech. Når jeg skygger med hånden for mine øjne, kan jeg se en flok kameler belæsset med varer bevæge sig af sted mod nordvest. Deres glidende bevægelser, ørkenens skibe. De har gået langt, og der er lang vej endnu. De bliver mindre og mindre og forsvinder helt . . Måske et aftryk af en fortidig historie? Måske bare et syn i det stærke, flimrende sollys?  

Udsigt til karavanevejen

Vi vil lige have en kop te, før vi går tilbage til hotellet - og hvor får man en bedre kop te end hos tæppehandleren, Abdel? Snart sidder vi og bliver beværtet med sød myntete i den kølige butik. Vi skal bare se på varerne, siger tæppehandleren. Vi er gode venner, uanset om vi køber noget eller ej. Og så begynder han at hive det ene tæppe frem efter det andet og fortælle og forklare. De er ret pæne, nogle af dem, og et lille tæppe kunne jeg nu godt tænke mig. Der mangler ét foran min seng derhjemme. . . 

Sådan bliver det også. Halvanden time senere og meget klogere på væveteknikker, plantefarver og handel forlader vi butikken med et lille bitte tæppe, der er pakket, så det fylder ganske lidt. Nødvendigt, for vi har ikke været så forudseende, at vi har taget en stor kuffert med. Og monsieur George, som min kæreste kalder sig på fransk, har fået en rigtig god ven i Abdel. 

Vores gode ven Muhammed. . . 

En fremmed er en ven, du endnu ikke har mødt. . .

De første ti kilometer efter Telouet tager en halv time at køre. Vejen er så hullet, at jeg frygter for, om bilen holder. Jeg er lige ved at fortryde, at vi ikke tog imod tilbuddet fra vores guide om at overnatte på landsbyens homestay. Med det her tempo når vi ikke ret langt, før solen går ned. Jeg trøster mig med, at vi altid kan vende om, hvis vejen ikke bliver bedre. VI er ikke helt uden for beboet område, selvom vi ikke møder et eneste menneske på den første strækning.

Men lige pludselig nærmer vi os en by igen, og med ét er vi omgivet af sandfarvede huse på begge sider af vejen. Mænd i djellabaer kigger nysgerrigt efter os. Æsler bærer på deres last af mennesker eller brænde. Børn leger i vejkanten. . . 

Herfra er vejen nyasfalteret, og de små pittoreske landsbyer ligger tæt. Jeg ånder lettet op, og vi fortsætter mod vores bestemmelsessted, der hedder Ait Benhaddou. Der skulle være en halv times kørsel til, havde vores guide fra Telouet fortalt os. Men der går to en halv time med voldsomme stigninger og fald og mange skarpe sving, før vi er fremme. 

Om muligt er landskabet endnu smukkere og mere malerisk end hidtil.  En flod har møjsommeligt ædt sig igennem de rødlige bjerge, og langs med den har foråret indfundet sig i al sin pragt. Mandeltræerne blomstrer, og birketræernes sartgrønne blade lyser op. Solen skinner, himlen er klart blå og uden en sky. 

Vi stopper ved det første hotel lige før Ait Benhaddou. En kasba, som bliver bestyret af Mohammed, en lille spinkel mand med et venligt smil og et stort hjerte. 

Han viser os et stort værelse i underetagen og bagefter et af de fire tårnværelser med adgang fra den store terrasse med smuk udsigt til bjergene. Jeg er ikke i tvivl om, hvilket et jeg vil vælge, og jeg forsøger ikke at virke alt for begejstret, da vi skal snakke pris Jeg har svært ved at forstå, at vi kan få så megen luksus for så få penge, og jeg er klar til at betale, hvad manden forlanger. Men forhandle - det hører til. 

Og Muhammed forsikrer os om, at hans køkken er bedre end de fleste. 

Aftensmaden er god. Den traditionelle tajine er lidt bedre end dem, vi indtil nu har smagt, og herrens kylling er ikke sej, men til at tygge. . . 

Trætte og mætte siger vi godnat til Mohammed og går op ad trappen til tårnværelset. 

På terrassen bliver vi mødt af ørkennattens overvældende skønhed. Ligeså blå himlen er om dagen, ligeså sort er den nu. En fin ny måne ligger som en skål, der venter på at blive fyldt op med sølvstjernerne, der flokkes omkring den. Og der er så stille, at jeg kun hører mit eget åndedrag. . . 

Den ser dyr ud den kasba', som Mohammed bestyrer, men vi forhandler os frem til en rimelig pris. . . 

Vores tårnværelse - her kunne jeg godt blive i noget tid. . . 

Morgenmad på terrassen. . . 

Næste morgen bliver jeg glædelig overrasket, for før vi er stået op, har Mohammed dækket op til os på terrassen. Lige hvad jeg ønskede mig! Friskpresset appelsinjuice og friskbagt brød. Der er mere, end vi kan spise. . . Jeg kunne blive siddende her i timevis og bare nyde udsigten, solen, stilheden - livet, der er så dejligt! 

Alting forgår. . .

Både Churchill, de Gaulle og Chaplin har været her, fortæller vores guide. Kort efter anden verdenskrig var de tilskuere til et større arrangement med blandt andet berberisk dans i gården til kasbaen. Han peger op mod den balkon, de sad på. Så fører han os hen til indgangen, hvor der sidder to mænd og opkræver entré. De har sikkert sjældent noget at lave, for der er ikke andre besøgende end os. De har heller ingen byttepenge, så vi må finde alt, hvad vi har af småpenge for at betale dem.

Vi passerer fangehullet, hvor forbryderne engang blev pint og plaget - om de så var skyldige eller ej. Kasbaens herre har været en magtfuld mand, som man ikke skulle sætte sig op imod, og at han var rig, bærer stedet tydeligt præg af. Udenfor har der været en større landsby, hvor hans slaver har boet. Indenfor er der smukkere end noget andet sted. Der er fantastiske mosaikker, fint udskårne døre i cedertræ, søjler, lofter med overdådige mønstre og gulve af italiensk marmor. Venteværelset til domssalen, selve domssalen, den kæmpestore spisestue vidner alle om fortidens storhed. For ikke at tale om de to soveværelser, hvoraf det ene har været herrens og det andet hans fem hustruers. Dem blev der ikke gjort forskel på, bedyrer vores guide. Hver hustru fik på skift en nat hos deres ægtemand. . .

Nogle af værelserne kan vi ikke komme ind i. Lofterne er faldet ned. Der bliver ikke givet penge på at sætte kasbaen i stand. Den er ved at falde sammen, og publikum bliver bedt om ikke at røre ved noget - ikke læne sig op ad dørkarmene eller ud af vinduerne.
Som der står i Lonely Planet: 'Se dette mesterværk, mens du endnu kan!'

På vej til paradisets have. . .

Atlasbjergene er en bjergkæde, der strækker sig over 2500 kilometer. Fra Agadir ved Marokkos vestkyst over Algeriet og til Tunesien. Det højeste bjerg er Jebel Toubkal, som ligger syd for Marrakech, og som er 4167 meter højt.

Efter Ait-Ourir begynder vejen at gå opad, og den snor sig mere og mere ind imellem bjergene. Det er om at holde tungen lige i munden i de mange hårnålesving - noget andet end at køre på en flad, dansk landevej, og jeg nyder det! 

Når man kører inde mellem bjergene, kan man ikke se ret langt, og man ved aldrig, hvad der venter efter det næste sving. Men hele tiden viser der sig de smukkeste syn for mine øjne, og jeg er fuldstændig betaget. Hvert andet øjeblik må jeg udbryde et 'åhhh' og 'næhhhh' og 'se dér'. Jeg tror ikke, jeg nogensinde har set noget så fantastisk. Høje tinder med sne og dybe kløfter. Mærkelige formationer, grotter og flade sletter. Små klynger af huse, der altid har samme farve som den jord, de er bygget på. 

Solen skinner tålmodigt på os fra en dybtblå himmel, så lyset er stærkt, og der er knasende tørt. Alligevel er der masser af frodighed. Oliventræer med deres grågrønne blade vokser i massevis, og mandeltræerne har netop foldet de små fine, hvide blomster ud til ære for mig. Mandeltræer i blomst - det er noget, jeg altid har ønsket mig at se - og det ønske får jeg opfyldt i rigt mål. Ind imellem kommer folk ridende på et tungt læsset æsel. Fåreflokke og geder går rundt og gumler i sig, mens deres hyrder holder øje med dem. 

Efterhånden som vejen bliver stejlere, og det klikker for ørerne, kommer der flere og flere boder langs vejen. Her bliver solgt keramik, men især er det kvarts, krystaller og fossiler, der er fundet rundt om i højderne. Vi stopper ved passet Tizi N'Tichka, som ligger i godt 2200 meters højde. Vi nyder udsigten, som er betagende og tager pusten fra mig. Helt heroppe er der udstilling af diverse sten og krystaller. Tre gutter konkurrerer om at lokke mig til at købe nogle af deres varer. Den ene viser mig noget, der ligner et stort, hvidt æg. Men da han åbner det, viser der sig en eventyrverden af glimtende krystaller inden i det. Jeg er fristet, men siger nej tak. Han griner af mig, da jeg siger, at jeg selv vil prøve at finde noget lignende. 
'Åhh, madame, man skal være meget dygtig for at finde sådanne sten,' siger han. 

Efter frokost på caféen lige efter passet kører vi fra hovedvejen og ud på en mindre vej, som bliver anbefalet i 'Lonely Planet'. Som der står, så snyder man sig selv for en vidunderlig tur, hvis man holder sig til N10 (route nationale). . . 

Jeg er lidt spændt. Faktisk meget spændt. Det er uden for sæsonen. Der er ikke mange turister, og der er langt mellem beboelse.Det er kun anden gang, jeg er uden for Europa, og meget er nyt. . . I indien, hvor vi rejste rundt i syv uger sidste år, var vi altid omgivet af mennesker, men her i Marokko er der lange øde strækninger, og man kan køre i timevis uden at møde en sjæl.

Da vi kører ned ad den noget smallere vej, bliver vi til min lettelse fulgt af en autocamper, som vi dog hurtigt mister af syne. 
Men mine bekymringer for hvad der nu kan ske, fordufter hurtigt ved synet af det smukke, smukke landskab. Vi bevæger os ind imellem bjergene i en højtliggende dal langs en flod, der ikke er mange dråber vand tilbage i, men som alligevel giver liv og frodighed. Endnu flere blomstrende frugttræer end hidtil er der, og de mildner det ellers så barske område.Der er en forunderlig modsætning imellem de barske, golde bjerge og den lette livsbekræftende forårsblomstrende dal. 
I lang tid møder vi ikke et levende væsen. Vi er helt alene. Der er højt til himlen, luften er ren og klar, og jeg kan trække vejret frit. . . Hvilken befrielse er det ikke? Hvornår er vi nogensinde alene?

Efter nogle timers kørsel begynder spredte klynger af huse at dukker op, og vi nærmer vi os snart en by, som står på vores kort. Telouet hedder den. Vi bliver stoppet af en yngre mand klædt i en lys djellaba. Han viser os hen til et sted, vi kan parkere, og vi stiger ud og bliver mødt med et venligt håndtryk. Han præsenterer sig som Ahmed. Han er pæn og slank, og når han smiler, viser han sin halvt tandløse mund. . 

Der er pludselig masser af liv omkring os. Overraskende efter den lange ensomme tur. Men ligeså ensomt der er derude, ligeså meget liv er her. Ahmed følger os hen til en café og sørger for, at vi får en kop af den sædvanlige søde myntete, og da et par tiggere dukker op, sørger han også for at få dem vinket væk, så vi kan sidde i fred. 

Ahmed trækker sig lidt tilbage, men holder øje med os, mens vi nyder vores te. Vi betragter de mange lastbiler, der er ved at pakke sammen efter den store souk, som vi desværre er gået glip af. Torsdag er markedsdag i Telouet, og der har været travlt med at sælge alt det, der er nødvendigt for at opretholde hverdagen. Tøj, sko, grønt, plastikbaljer, lamper. . . 
Et stykke fra os venter skolebusserne på at blive fyldt op af børnene, som de skal køre ud til de nærliggende landsbyer, som er så små, at man nærmest ikke kan kalde dem landsbyer. Nogle af de småhuse, vi har passeret på vores vej hertil

Senere får vi at vide at Ahmed, at byen, vi er kommet til, har 14.000 indbyggere. . . For ni år siden fik man elektricitet - og skolebussystemet har ikke fungeret i mere end tre år. Så der er mange fra omegnen, der aldrig har lært at læse og skrive. 

Ahmed spørger, om vi vil se kasba'en i hans by - og heldigvis siger vi ja. Det skal nemlig vise sig at være den smukkeste af slagsen, vi overhovedet kommer til at se. . . Vi følger ham uden for landsbyen, hvor vi kan se kasbaen hæve sig højt over landsbyen og op mod himlen. . . En frodig dal er dens kulisse. En paradisets have. Blomstrende mandeltræer, abrikostræer, brægende får og geder, jordstykker med bønner og hvede. . . Nogle sludrende kvinder slår blikket ned og trækker sig lidt, da vi passerer.
 'Kvinderne er meget generte,' siger Ahmed og beder os om at lade være med at tage billeder. Selvfølgelig. . . Men vi hilser, og kvinderne hilser igen, og vi går videre.

Rendez-vous marrocain

Nu skal vi ud på eventyr. . .
Omar har hjulpet os med at leje en bil til en rigtig god pris, som det hedder. Vi mødes med ham og madame Attika ved tolvtiden for at få bilen. Det tager sin tid. Attika er forsinket, og da hun endelig kommer, skal hun tale i telefon med tre forskellige, leje bil ud til Omar og lave papirer til os på én gang. Så skal hendes mekaniker komme for at vise os, at bilen er i orden.
Langt om længe kan vi sætte os ind i vores dacia - en marokkansk efterligning af en renault made in Taiwan. Vi tager hjertelig afsked med håbet om at ses igen - 'Inshallah!'

Omar, bilen og madame Attika. . . 

Det tager ikke lang tid at komme ud af Marrakech og dens mylder af æselkærrer og mennesker. Men før vi drager mod bjergene, skal vi finde en benzintank, for der er kun to dråber tilbage. Da vi har spurgt nogle vejarbejdere efter en tank, og de viser os hver sin vej, vælger vi at vende tilbage mod byen.
Der bliver fyldt mange liter på, og Mustapha, som bliver vores nye gode ven, lover os, at der er rigeligt med benzin til hele vores tur.
Men ak - så kan et af vinduerne i bilen ikke lukke, og da efterhånden alle mændene på benzintanken har forsøgt at lukke det uden held, bliver vi enige om at opgive. Hvis vi bare sørger for at parkere steder, hvor der er  en vagt, gør det ikke noget med et åbent vindue. Det er jo også varmt nok. . . Men da vi drejer nøglen om, vil bilen ikke starte. Igen kommer alle tankmændene rendende, og de diskuterer, og de prøver at starte, og de lukker motorhjelmen op og ser meget kloge ud.
Jeg forsøger at holde humøret oppe, men min fantasi er rigtig god, og jeg kan meget nemt forestille mig kæresten og mig selv på en øde landevej langt ude i ørkenen med solen bagende fra en skyfri himmel og en bil, der er brudt sammen.

Mustapha ringer til madame Attika, som lover at komme med sin mekaniker inden for et kvarter. Så henter han et bord og et par stole på caféen ved siden af tanken og sørger for at få serveret te til os. Selv sætter han sig på en af blomsterkummerne og holder os  med selskab. Imens sørger hans kolleger for at passe de kunder, der kommer.

Vi får snakket en hel del, for i Marokko er fem minutter lig med en time, siger Mustapha. Han lærer mig, hvad et 'rendez-vous marocain' er, og de andre mænd griner. At komme en time eller to efter aftalt tid betyder ikke noget.
Så det tager tid, før vores hjælp dukker op. Skulle det gå helt galt, siger Mustapha, så skal vi levere bilen tilbage, og så kan hans bror hjælpe os med at finde en ny i morgen. Hotel skal vi ikke tænke på. Vi er velkomne til at bo hos ham og hans kone og deres tre børn.

Vores nye ven, Mustapha, til venstre - og hans to kolleger

Det bliver ikke nødvendigt, for langt om længe kommer mekanikeren og får bilen til at starte. Da jeg fortæller ham om min bekymring for, om bilen kan klare vores tur, beroliger han mig med et stort smil. 'Inshallah,' siger han. Det var da meget værre, hvis bilen var gået i stå i bjergene. Nu skal jeg bare køre ud i det blå og nyde det hele. Og han lover mig, at hvis der er det mindste problem, skal vi bare ringe. Så kommer han straks.

Med nogle timers forsinkelse kan vi endelig køre ud af byen med Mustaphas navn og adresse i min lille notesbog. Jeg vil sende ham et postkort med det danske fodboldhold, når jeg kommer hjem. For han kender brødrene Laudrup, og han kan godt huske, dengang vi vandt EM. At det siden er gået tilbage både for os og for Marokko, gør ikke noget. Vi er ligesom i samme båd.

Vi kører ikke ret langt. Lige før Ait Ourir ligger en dejlig restaurant med en terrasse lige ud til floden. Og ved siden af er der et hotel, som har ledige værelser. Så vi nyder en lille frokost, installerer os på værelse nummer 107 og går en tur op i landsbyen.
En fredelig lille landsby omgivet af oliventræer, med brægende får og geder, en rislende lille flod, store figenkaktus, mænd, der arbejder med fletværk, kvinder, der genert gemmer sig bag dørforhænget, når vi går forbi, børn, der leger.

Senere skal det vise sig, at det her er en af de meget få floder,  der ikke er tørret ud

Om aftenen bliver der til min store begejstring tændt op i kaminen i hotellets spisestue. Det bliver hurtigt koldt, når solen er gået ned, og jeg er så forfrossen. Jeg nyder varmen fra ilden, som får maden til at smage ekstra godt. Da jeg lægger mig til at sove, er det med sokkerne på og to ekstra tæpper over mig. . .

Slangetæmmere og andet godtfolk. . .

På Djemaa El-Fna-pladsen går jeg i en stor bue uden om slangetæmmerne. Jeg har aldrig kunnet lide slanger, og selvom de her er sløve og dovne og ikke særlig farlige, så ser de ikke rare ud. Store og fede er de, og de tiltrækker folks opmærksomhed, så ham, der får slangerne til at danse til sin fløjte, tjener sikkert en ekstra dirham. . .
Ud over slanger er der heldigvis andre ting at se på.  Folk slår rundkreds om dem, der fortæller historier, som jeg ikke forstår. Aber klædt i lyserødt danser for os. Akrobater hopper over hinanden. Skopudserne forsøger at få lidt at lave. Mænd i farvestrålende tøj forsøger at få os til at tage billeder for dernæst at bede om penge. De råber ukvemsord efter os, da vi går videre uden at give dem noget.
Om aftenen, når mørket falder på, bliver der endnu mere livligt end om dagen. Gadekøkkenerne bliver stillet op med lange borde og bænke og kød og grønt i store mængder. Der bliver spillet musik og danset mavedans af et par tilhyllede danserinder, så man hverken kan se mave eller noget som helst andet. Det hele er overladt til fantasien. En gammel mand har sat sig midt på pladsen med sin violin. Han kan kun én tone, som han frembringer ved at save frem og tilbage med sin bue på strengene. an bliver ved og ved, men trods sin ihærdighed har han ikke noget publikum.
Vi spiser hos Ayse - et af gadekøkkenerne. Auberginesalat, couscous med grøntsager til mig og kylling til herren. Der er dækket op med plastikduge og engangsservice, og det går hurtigt både at få serveret og at spise. Der er mange gæster, og tjenerne har travlt.

Næste dag går vi tur i souk'en, det gamle handelskvarter. Her kan man købe alt mellem himmel og jord.  Lædervarer, tæpper, sjaler, krydderier, smykker, keramik, grøntsager, lamper, cremer, olier. . . Den ene bod efter den anden lokker med varer, og de handlende forsøger at få os indenfor.
'Du kan da bare kigge,' siger de gerne. 'Jeg har gode priser!'
Mange af dem er ret vedholdende, så jeg får tit brug for et af de få arabiske ord, jeg kender: 'La!' Det betyder 'nej', og når jeg siger det højt og bestemt, virker det gerne, og jeg får lov til at gå videre. For jeg vil helst kigge og ikke købe. Jeg har ikke meget plads i min rygsæk, og jeg har også fået at vide, at Marrakech er en dyr by. 'Du skal ikke betale mere end en tredjedel af den pris, du får opgivet,' sagde Muamen, vores chauffør fra Agadir til os.
I øvrigt skal vi også andre steder hen i løbet af de næste par uger. Så der bliver rigelige muligheder for at købe.

Vi lader os lokke med af en fyr, der fortæller os, at vi ganske gratis kan komme hen og se 'La tannerie' - det er der, de farver skind. Vi følger ham ind og ud mellem boderne og igennem smalle stræder, som vi aldrig selv kunne finde rundt i. Længe før vi når frem, breder der sig en kraftig lugt, som bliver stærkere og stærkere efterhånden som vi nærmer os.
'Det er . . . , siger vores guide, og før vi drejer ind på farveriet, får vi hver stukket en dusk mynte i hånden. Så kan vi snuse til den.
Vi bliver der ikke ret længe. Det er for ulækkert, og jeg fortryder, at jeg er gået med. Jeg lover mig selv aldrig at købe andet end plastiksko og gummistøvler fremover. . .

Det er en lettelse at gå ind på fotomuseet med billeder i sort hvid fra begyndelsen af 1900-tallet. Stærke billeder, der fortæller mit historier om mennesker og steder fra dengang.
Og vi puster ud på tagterrassen med en kop hibiscus-te og udsigt til bjergene rundt om os.

Om eftermiddagen er vi inviteret over til Omar for at se hans riad. Vi bliver vist rundt, hilser på nogle af hans norske gæster, som han har fortalt os om. Han har SÅ travlt med at tage sig af dem og sørge for, at de får det perfekte ophold i Marrakech - inkluderet et besøg i hans landsby. En lille berberby, hvor hans forældre bor.

Så inviterer han os på en kop te. Øverst oppe med udsigt til storkene, som gnækker på murene overfor, slænger vi os i de magelige sofaer.
De kan noget med tagterrasser, de marokkanere! Midt i byens larm og trængsel sidder vi som i en lille oase og sludrer over en kop te. Sammen med Omar og hans køkkenhjælp, som serverer småkager, hendes mor har bagt. Desværre får jeg ikke bedt om opskriften.

Stork, Stork Langeben. . .

Jeg kan huske en sang, fra jeg var barn. 'Stork, Stork Langeben! med de røde hoser', sang vi. 'Lykken vil du bringe.' Og: 'Stork, Stork, favre små bringer du vor moder.'
Min farmor fortalte mig, at man skulle lægge en sukkerknald i vindueskarmen, så kom storken flyvende med en lillebror eller lillesøster. Jeg prøvede ikke, og jeg har aldrig set mere end en eneste stork. Det var i Ribe. 

Marrakech er storkenes by. Der er storke på alle de høje mure rundt omkring, og de bor tæt ved siden af hinanden i deres kæmpe reder. Selv på minaretens tårn, der rager op over alle andre bygninger, bor et storkepar. De virker helt uanfægtede, når imamen giver sig til at råbe sine bønner, så det runger ud over det hele. De er selvfølgelig vant til det.  

Stokene har rigtigt nok røde hoser på deres meget lange ben. De holder øje med, hvad der sker - og så snakker de. Man kan høre dem hele tiden. Det lyder, som når man slår to stykker træ mod hinanden. 'Gnæk, gnæk, gnæk,' siger de til hinanden. 'Har du set alle de underlige mennesker dernede?' Ind imellem lægger de hovederne tilbage og skraldgriner. Sikkert af os. 

Fra barens tagterrasse, hvor vi drikker te sammen med Omar, har vi en fin udsigt til storkene, der bor på bymuren. De har travlt med at ordne og reparere deres reder. En kommer flyvende med en lang pind. Stiller sig på muren og viser den til sin nabo. 
'Vil du have et stykke?' spørger den, knækker pinden over og deler den med naboen. Venlige og hjælpsomme er de, storkene. Ligesom marokkanerne selv i øvrigt - og de bor her hele året rundt. Ingen af dem tager på sommerferie til Danmark, og det kan jeg godt forstå. Jeg ville også selv blive hernede i solen, hvis jeg kunne. Selvom det er koldt om natten og om morgenen på denne årstid, så er det ret varmt om dagen. Hanan, som serverer vores overdådige morgenmad på  riad'en går rundt med vinterfrakke på. 'Det er meeeeget koldt,' siger hun. 'Det er kun femten grader.' 
Men storkene kan åbenbart lide det.

.