Det røde guld - safran, og hvordan blomsten blev til. . .

Her kan man både spise god mad, sove sødt og komme ud på lange vandreture

Når jeg drikker en kop safrante, sender jeg Mafoud en venlig tanke. Det var ham, der lærte mig at lave det.
Mafoud mødte vi i Taliouine, som er safranbyen over dem alle. En hyggelig lille by i omkring 1200 meters højde og kun en dagsrejse fra passet . . . et par tusind meter højere oppe. Byen ligger på den ene side af en flod midt inde mellem bløde, brune bakker, der ser ud, som om de for nylig er blevet fejet med en stor, bred kost. Hårnålesvingene bliver knap så skarpe, når man nærmer sig byen. Langs vejen går mænd med deres æsler, får græsser, og skolebørn er på vej hjem. Sludrende og smilende. For dem er det en helt almindelig hverdag. For mig er det en helt anden verden end den, jeg er vant til.
Mafoud er ejer af Hotel le Safron, hvor vi overnatter for tohundrede dirham. Det er tydeligt, at han har gjort en masse ved sit hotel de sidste år. Der er pænt og rent, malet i klare farver, og vores badeværelse har den fineste håndvask i mosaik, som jeg nogensinde har set. Vi har vinduer til to sider og dermed den smukkeste udsigt over floden og bjergene på den anden side.
Mafoud selv er en travl mand, som udover at passe sit hotel arrangerer kurser i madlavning, laver trekking-ture og dyrker og sælger safran. Han går klædt i en lang blå djellabah og har en kridhvid turban om hovedet.
Om aftenen ved middagen kommer han og sætter sig hos os for at snakke. Han fortæller om sine trekkingture, som han mener mindst skal være på seks dage, og jeg føler mig meget fristet til en vandretur i de fantastisk smukke bjerge. Men det må blive næste gang - 'inshallah!'
Han fortæller om den safran, man dyrker her i Talliouine. Det røde guld, hedder det, og alle taler om, at den bedste kvalitet findes her, hvor højden er den perfekte. Alle har krokus i deres haver, fortæller Mafoud. De blomstrer  fra midten af oktober til midten af november, hvor man høster og tørrer dem og samler de værdifulde støvdragere sammen.

Jeg sidder pakket ind i mit store uldne sjal, for det er koldt, når solen er gået ned. 'J'ai froid,' siger jeg. 'Jeg fryser. Jeg vil gerne have en kop varm te.'
Jeg fortæller Mafoud, at jeg altid er meget forfrossen og meget nemt får kolde hænder.
'Så skal du have en kop safrante,' siger han, og før han begynder at fortælle om det røde gulds fortræffeligheder, har han været nedenunder og sørget for at få sat en kande safrante til fruen over.
Der går lang tid, før den bliver serveret i en fin sølvkande og med mønstrede glaskrus til hver af os. For safrante skal koge længe, for at man kan få det bedste ud af den. Men så får vi også det bedste af det bedste. . .
Mafoud holder kanden en meter over glasset og lader den gyldne te falde i en fin stråle ned i glaskruset, så det skummer. Så hælder han teen tilbage i kanden og gentager proceduren. En gang til og endnu en gang. 'For at opløse sukkeret,' siger han.
Vi skåler i te, som om det var den fineste vin, og hurtigt breder varmen sig helt ud til mine fingerspidser.
'Ca chauffe,' smiler Mafoud. 'Det varmer.' Safranteen giver energi, sætter gang i blodcirkulationen og forhindrer blodet i at tykne.
Mine hænder holder sig varme hele natten, og før vi tager af sted, køber vi nogle gram af verdens dyreste krydderi. Tredive kroner for et gram. . . Men det er den fineste kvalitet, og der skal kun syv små tråde til en kande te. Så vores tre gram skal nok holde et godt stykke tid. . .

Mafouds hyggelige hotel med berbertelt i haven, bederum og den smukkeste udsigt. . . 

Teen skal iltes og sukkeret opløses, før den kan drikkes. . . 

Den smukke, sarte blomst - krokus. . . 

Der var en gang en smuk ung mand, som var ulykkelig forelsket i nymfen Smilax. Han var dødelig, men alligevel var han gode venner med Hermes, købmændenes og tyveknægtenes gud. 
En dag spillede de to venner diskos. Ved et uheld kastede Hermes sin diskos, så den ramte Krokus i hovedet og dræbte ham på stedet. Fra hans sår dryppede tre røde dråber blod, og dér, hvor de faldt, voksede en fin blomst op. Den havde tre røde støvdragere, og den fik navnet krokus efter den unge mand.
Sådan blev krokus-blomsten til.

Et gram safran er alligevel en hel del. . .

- og her er der støvdragere nok til to kander te

En oase midt imellem golde bjerge. . .

Min forestilling om en oase var nok lidt tegneserieagtig på forhånd. Jeg så for mig en lille grøn plet med lidt palmer og nogle få huse beliggende midt ude i ørkenens hvide sand. . .
Skoura er 200 kvadratkilometer stor, ligger i en stenørken omgivet af høje, rødlige bjerge. Den har flere landsbyer, store kasbah'er, der bor 30.000 mennesker, og der er 100.000 palmer foruden mandeltræer og andre frugttræer.

Vi bor hos Ahmed, som byder os velkommen med te og dadler på den lille kasbah's tagterrasse.
'Danmark,' udbryder han, da vi fortæller, hvor vi kommer fra. 'Ligger det ved siden af Amerika? Eller Rusland?' Han har aldrig været ret langt væk fra sin oase, men er vant til at folk kommer til ham. Vi bliver godt behandlet, og da jeg den næste dag får lidt vrøvl med maven, kommer han med en skål spidskommen. Det vil hjælpe, lover han, tilføjer 'Inshallah' og peger op mod den blå himmel, for vi ved jo godt, hvem der bestemmer.
Jeg vil ikke have ødelagt min korte ferie af et anfald af turistmave, så jeg tager Ahmeds spidskommen i små mundfulde, og sammen med mine egne homøopatiske dråber og ditto piller går der ikke ret mange timer, før jeg er frisk igen.

Om eftermiddagen kører vi med Ahmed en tur ud til palmeriet, som vi aldrig selv vil kunne finde vej til. Her skal være i titusindvis af dadelpalmer og et rigt fugleliv.
Ad små, støvede veje skrumpler vi ind og ud imellem små landsbyer og frodige haver, hvor korn og bønner spirer under frugttræerne. Rundt omkring er der børn, der leger. Unge mænd ræser af sted på knallert, mens de gamle mænd sidder ved vejen og drikker te og sludrer. De vinker til os, når vi kører forbi.
Der er betagende smukt med det lysegrønne løv og lette hvide blomster, men modsætningen til skønheden er iøjenfaldende og trist at se på.
Indtil for tre år siden havde tørken varet i ti år, og hele området bærer tydeligt præg af at have manglet vand i så lang tid. Efter tørkens ophør har det kun regnet få gange. Sidst i oktober måned, og de skyer, der viser sig langt mod vest i dag, kommer nok ikke til at give regn her. 'Inshallah,' siger Ahmed, da jeg spørger, om han tror, det bliver regnvejr.
Nogle steder ligger jordlodderne øde hen. Folk har forlængst opgivet at dyrke dem og har forladt dem. Ikke så meget som et enkelt græsstrå gror der.

Jorden er så tør, at den slår store revner, og den er blevet ligeså hård som sten. De gamle vandingskanaler er flere steder ødelagt, og ingen er i gang med at reparere det. Brønde er udtørret, og de mange floder, vi passerer, er blevet til stenede veje. Ikke en dråbe vand er der i dem. Ørkenen nærmer sig langsomt og vil ubarmhjertigt brede sig mere og mere.
Palmerne bliver syge af tørken. De bliver angrebet af en svamp, og for at undgå smitte brænder man dem. Nu står de som sorte monumenter mellem deres raske venner. Dem, der ikke er gået helt til, begynder snart at give frugt igen.

Ved bredden af en stor udtørret flod ligger den store kasbah, som er afbildet på 50-dirhamsedlerne. For længe siden har her boet femogtyve familier, og berberne har vundet et stort slag over araberne her en gang.
Kun lidt af kasbah'en er restaureret, resten ligger hen i ruiner. Mod entré kan man komme ind og se de sørgelige rester af den engang så imponerende bygning, hvor noget af filmen 'Lawrence of Arabia er indspillet. Udenfor står et æsel med en trækvogn og venter på nogen, der vil have en køretur. Et par piger, der leger i et stort træ, nærmer sig genert og giver os en kamel, de har flettet af siv.

Mohammed leder os op til det eneste udsigtspunkt i den ellers så flade oase. Her er det mest fantastiske panorama ud over oasen. De høje palmer trækker sig højt op over den lavere bevoksning, og husene er næsten ikke til at få øje på. På den ene side viser Midtatlasbjergene sig og i baggrunden er ørkenen med sine røde bjerge og røde sand.
Jeg kan ikke få nok af at kigge på den vidunderlige udsigt og indsnuse den rene, stærke luft. . .

                                Dejlig te i solskinnet på terrassen. Dadlerne er egen avl. . . 

Ahmed ved panoramaudsigten over oasen. . . 

Et palmetræ er nemt at klatre op i - jeg fik også selv prøvet. . . 

En af de mange, mange kasbah'er. Den her er meget stor og temmelig faldefærdig, men flot ser den ud foran den helt udtørrede flod. . . 

Et par søde unger. . . 

En fin dromedar flettede de til os. . . 

Og mandeltræerne blomstrede overalt. . . 

På gensyn næste gang. . .

'Et maintenant,' siger Mohammed, da vi har pakket bilen og er klar til at køre videre. 'Nu vil jeg gerne invitere jer hjem til mig.'
Lidt efter holder vi foran hans hus, og da han stiger ud, kommer en lille pige løbende ham i møde. Han tager hende op.
'Det er Amina på tre år,' siger han og giver hende et knus. 'Min brors yngste. Han døde, da hun var en måned gammel.'
Vi følger efter ham ind igennem en mørk gang. Passerer en tom stald - dyrene er ude - og et redskabsrum. Så kommer vi ud i gården, hvor tre kvinder tager imod os med store smil. Hans mor, hans kone og svigerinden. Tre smådrenge dukker op og ser nysgerrigt på gæsterne. De fniser genert og begynder at løbe efter hinanden. Rundt om gården er værelserne. Jeg bliver vist ud i køkkenet, der er pænt og ordentligt med gasblus og blå forhæng for hylderne. Så skal jeg se stuen, der næsten kun bliver brugt til gæster. Der er bænke langs den ene væg og en reol på den anden. Der er tæpper på gulvet. Den ældste pige sidder og ser 'Tom og Jerry' på et meget lille fjernsyn. Jeg snakker lidt med hende, men hun har ikke lært meget fransk endnu, så det bliver ikke til den lange samtale. 

Jeg går ud i gården, hvor Mohammeds mor er ved at servere te for os. Hun er mindst tres år, siger Mohammed. Hendes præcise alder kender han ikke, for dengang hun blev født, var der ikke nogen form for registrering af nyfødte. Hun smiler venligt til os og siger 'bonjour, ca va?' flere gange. Det er det eneste franske, hun kan. Hun har aldrig lært at læse og skrive og taler kun berbisk. Ærgerligt at vi ikke kan tale sammen, men et smil kan man altid give.
Vi tager med glæde imod tilbuddet om at få lidt frokost. Vores lange vandretur har gjort os sultne, og mens vores vært selv trækker sig tilbage for at bede, får vi serveret den hidtil bedste omelet, grøntsagstajine og hjemmebagt brød med olie til at dyppe det i. Det er, hvad køkkenet lige kunne præstere. . . 
Børnene sidder sammen med os og leger med en mobiltelefon af ældre dato med revnet glas og slidte taster. Men den kan et enkelt spil, og ligesom alle andre børn er Mohammeds helt opslugte af skærmen. 

Det er sen eftermiddag, da vi tager afsked med Muhammed og takker for hans gæstfrihed. Vi siger 'på gensyn' - en typisk skik her i Marokko. Endnu har jeg ikke hørt nogen sige farvel. Altid 'à la prochaine fois'! 'På gensyn næste gang!' Og så lægger man en hånd på sit hjerte og tilføjer 'inshallah' - 'om Gud vil'. For man ved jo aldrig . Det er der kun én, der gør. Og tanken om at vende tilbage en dag og se mere af den frodige floddal, ørkenen og besøge familien her er tiltrækkende. 

Havevandring og stenørken. . .

Fredag er moske-dag, og da imamen's røst gjalder fra moskeens høje tårn, spørger jeg Mohammed, om han ikke skal derhen. Men nej, han er på arbejde, så han behøver ikke, siger han.
Hans arbejde består i at følge os på den dejligste vandretur igennem byens haver, hvor mandeltræerne vokser sammen med abrikostræer, pæretræer og granatæbler. Alting blomstrer og knoppes, og på de afgrænsede stykker jord vokser hvede, ris og bønner. En labyrint af smalle kanaler sørger for at lede vandet fra floden rundt, og vi må springe over dem fra den ene have til den anden. 
Det skulle kun være en lille tur, havde Mohammed lovet. Men jeg er glad for at jeg har taget en flaske vand med, for jeg havde en fornemmelse af, at 'en lille tur' ikke er så lille endda. Når fem minutter er en time i Marokko, kan man ikke være sikker på, at det bare er en halv times spadseretur, vi snakker om.
Mohammed fortæller ivrigt om de forskellige afgrøder, og jeg spørger nysgerrigt. Men de små smukke blå blomster, der gror spredt her og der, kender han ikke. 'Jeg kender kun dem, vi bruger,' siger han.
Vi tager skoene af for at gå over floden. En af de få, der stadig er vand i. Vi sætter os på bredden og tørrer fødderne i varmen. 
'I skulle købe en grund her og bygge et hus,' foreslår Mohammed, da vi viser vores glæde over hans smukke hjemegn. Mohammed forklarer om jord og husbyggeri og regner om fra dirham til euro og skriver beløbet i sandet. 
Det ville være skønt med et sommerhus her, så det er værd at overveje. . . 

LIdt efter nærmer vi os de høje klippevægge, og vi begynder vi at kravle opad. Vi går rundt om et klippefremspring, og med ét har vi forladt naturens stilhed og er dumpet midt ind i kasbah'ens mylder af smalle stræder med handlende. Klædt i lange farverige gevandter og med turban på hovedet ser ud, som om de lige er steget af deres kamel efter en lang karavanetur. De gør, hvad de kan for at lokke os til at købe deres fossiler, tasker, tæpper eller tunge smykker, som dem, berberkvinderne har båret gennem tiderne. Turkiser, sølv og rav fra Sahara. 

Men der er ingen kameler, og det er ikke berbere, der går rundt og tinger om priserne eller forsøger at bytte salt til et tæppe. Alle de gamle huse er blevet forladt for nogle år siden, og familierne er flyttet over på den anden side af floden, hvor de har bygget nyt. 
Sammen med en masse andre turister går vi rundt i en stor filmkulisse, og de handlende har klædt sig ud for vores skyld og stiller gerne op til fotografering for lidt dirham. 
Her i Aît Benhaddou var det nemlig, at en stor del af filmen 'Lawrence of Arabia' blev indspillet, så jeg går rundt nogle af de samme steder, som Peter O'Toole med de blå, blå øjne gjorde i begyndelsen af 60'erne.

Og kulissen er imponerende flot. Den er ikke lavet af gibs og papmaché og med en malet baggrund, der skal ligne noget, den ikke er. Nej, den her er ægte nok. Kasbah'en er af sten, og Saharas ubarmhjertige stenørken med høje rødlige bjerge viser sig for os, da vi kommer på toppen af bygningen. Mellem os og bjergene kan jeg se karavanevejen, der gik fra TImbouktou og til Marrakech. Når jeg skygger med hånden for mine øjne, kan jeg se en flok kameler belæsset med varer bevæge sig af sted mod nordvest. Deres glidende bevægelser, ørkenens skibe. De har gået langt, og der er lang vej endnu. De bliver mindre og mindre og forsvinder helt . . Måske et aftryk af en fortidig historie? Måske bare et syn i det stærke, flimrende sollys?  

Udsigt til karavanevejen

Vi vil lige have en kop te, før vi går tilbage til hotellet - og hvor får man en bedre kop te end hos tæppehandleren, Abdel? Snart sidder vi og bliver beværtet med sød myntete i den kølige butik. Vi skal bare se på varerne, siger tæppehandleren. Vi er gode venner, uanset om vi køber noget eller ej. Og så begynder han at hive det ene tæppe frem efter det andet og fortælle og forklare. De er ret pæne, nogle af dem, og et lille tæppe kunne jeg nu godt tænke mig. Der mangler ét foran min seng derhjemme. . . 

Sådan bliver det også. Halvanden time senere og meget klogere på væveteknikker, plantefarver og handel forlader vi butikken med et lille bitte tæppe, der er pakket, så det fylder ganske lidt. Nødvendigt, for vi har ikke været så forudseende, at vi har taget en stor kuffert med. Og monsieur George, som min kæreste kalder sig på fransk, har fået en rigtig god ven i Abdel. 

Vores gode ven Muhammed. . . 

En fremmed er en ven, du endnu ikke har mødt. . .

De første ti kilometer efter Telouet tager en halv time at køre. Vejen er så hullet, at jeg frygter for, om bilen holder. Jeg er lige ved at fortryde, at vi ikke tog imod tilbuddet fra vores guide om at overnatte på landsbyens homestay. Med det her tempo når vi ikke ret langt, før solen går ned. Jeg trøster mig med, at vi altid kan vende om, hvis vejen ikke bliver bedre. VI er ikke helt uden for beboet område, selvom vi ikke møder et eneste menneske på den første strækning.

Men lige pludselig nærmer vi os en by igen, og med ét er vi omgivet af sandfarvede huse på begge sider af vejen. Mænd i djellabaer kigger nysgerrigt efter os. Æsler bærer på deres last af mennesker eller brænde. Børn leger i vejkanten. . . 

Herfra er vejen nyasfalteret, og de små pittoreske landsbyer ligger tæt. Jeg ånder lettet op, og vi fortsætter mod vores bestemmelsessted, der hedder Ait Benhaddou. Der skulle være en halv times kørsel til, havde vores guide fra Telouet fortalt os. Men der går to en halv time med voldsomme stigninger og fald og mange skarpe sving, før vi er fremme. 

Om muligt er landskabet endnu smukkere og mere malerisk end hidtil.  En flod har møjsommeligt ædt sig igennem de rødlige bjerge, og langs med den har foråret indfundet sig i al sin pragt. Mandeltræerne blomstrer, og birketræernes sartgrønne blade lyser op. Solen skinner, himlen er klart blå og uden en sky. 

Vi stopper ved det første hotel lige før Ait Benhaddou. En kasba, som bliver bestyret af Mohammed, en lille spinkel mand med et venligt smil og et stort hjerte. 

Han viser os et stort værelse i underetagen og bagefter et af de fire tårnværelser med adgang fra den store terrasse med smuk udsigt til bjergene. Jeg er ikke i tvivl om, hvilket et jeg vil vælge, og jeg forsøger ikke at virke alt for begejstret, da vi skal snakke pris Jeg har svært ved at forstå, at vi kan få så megen luksus for så få penge, og jeg er klar til at betale, hvad manden forlanger. Men forhandle - det hører til. 

Og Muhammed forsikrer os om, at hans køkken er bedre end de fleste. 

Aftensmaden er god. Den traditionelle tajine er lidt bedre end dem, vi indtil nu har smagt, og herrens kylling er ikke sej, men til at tygge. . . 

Trætte og mætte siger vi godnat til Mohammed og går op ad trappen til tårnværelset. 

På terrassen bliver vi mødt af ørkennattens overvældende skønhed. Ligeså blå himlen er om dagen, ligeså sort er den nu. En fin ny måne ligger som en skål, der venter på at blive fyldt op med sølvstjernerne, der flokkes omkring den. Og der er så stille, at jeg kun hører mit eget åndedrag. . . 

Den ser dyr ud den kasba', som Mohammed bestyrer, men vi forhandler os frem til en rimelig pris. . . 

Vores tårnværelse - her kunne jeg godt blive i noget tid. . . 

Morgenmad på terrassen. . . 

Næste morgen bliver jeg glædelig overrasket, for før vi er stået op, har Mohammed dækket op til os på terrassen. Lige hvad jeg ønskede mig! Friskpresset appelsinjuice og friskbagt brød. Der er mere, end vi kan spise. . . Jeg kunne blive siddende her i timevis og bare nyde udsigten, solen, stilheden - livet, der er så dejligt! 

Alting forgår. . .

Både Churchill, de Gaulle og Chaplin har været her, fortæller vores guide. Kort efter anden verdenskrig var de tilskuere til et større arrangement med blandt andet berberisk dans i gården til kasbaen. Han peger op mod den balkon, de sad på. Så fører han os hen til indgangen, hvor der sidder to mænd og opkræver entré. De har sikkert sjældent noget at lave, for der er ikke andre besøgende end os. De har heller ingen byttepenge, så vi må finde alt, hvad vi har af småpenge for at betale dem.

Vi passerer fangehullet, hvor forbryderne engang blev pint og plaget - om de så var skyldige eller ej. Kasbaens herre har været en magtfuld mand, som man ikke skulle sætte sig op imod, og at han var rig, bærer stedet tydeligt præg af. Udenfor har der været en større landsby, hvor hans slaver har boet. Indenfor er der smukkere end noget andet sted. Der er fantastiske mosaikker, fint udskårne døre i cedertræ, søjler, lofter med overdådige mønstre og gulve af italiensk marmor. Venteværelset til domssalen, selve domssalen, den kæmpestore spisestue vidner alle om fortidens storhed. For ikke at tale om de to soveværelser, hvoraf det ene har været herrens og det andet hans fem hustruers. Dem blev der ikke gjort forskel på, bedyrer vores guide. Hver hustru fik på skift en nat hos deres ægtemand. . .

Nogle af værelserne kan vi ikke komme ind i. Lofterne er faldet ned. Der bliver ikke givet penge på at sætte kasbaen i stand. Den er ved at falde sammen, og publikum bliver bedt om ikke at røre ved noget - ikke læne sig op ad dørkarmene eller ud af vinduerne.
Som der står i Lonely Planet: 'Se dette mesterværk, mens du endnu kan!'

På vej til paradisets have. . .

Atlasbjergene er en bjergkæde, der strækker sig over 2500 kilometer. Fra Agadir ved Marokkos vestkyst over Algeriet og til Tunesien. Det højeste bjerg er Jebel Toubkal, som ligger syd for Marrakech, og som er 4167 meter højt.

Efter Ait-Ourir begynder vejen at gå opad, og den snor sig mere og mere ind imellem bjergene. Det er om at holde tungen lige i munden i de mange hårnålesving - noget andet end at køre på en flad, dansk landevej, og jeg nyder det! 

Når man kører inde mellem bjergene, kan man ikke se ret langt, og man ved aldrig, hvad der venter efter det næste sving. Men hele tiden viser der sig de smukkeste syn for mine øjne, og jeg er fuldstændig betaget. Hvert andet øjeblik må jeg udbryde et 'åhhh' og 'næhhhh' og 'se dér'. Jeg tror ikke, jeg nogensinde har set noget så fantastisk. Høje tinder med sne og dybe kløfter. Mærkelige formationer, grotter og flade sletter. Små klynger af huse, der altid har samme farve som den jord, de er bygget på. 

Solen skinner tålmodigt på os fra en dybtblå himmel, så lyset er stærkt, og der er knasende tørt. Alligevel er der masser af frodighed. Oliventræer med deres grågrønne blade vokser i massevis, og mandeltræerne har netop foldet de små fine, hvide blomster ud til ære for mig. Mandeltræer i blomst - det er noget, jeg altid har ønsket mig at se - og det ønske får jeg opfyldt i rigt mål. Ind imellem kommer folk ridende på et tungt læsset æsel. Fåreflokke og geder går rundt og gumler i sig, mens deres hyrder holder øje med dem. 

Efterhånden som vejen bliver stejlere, og det klikker for ørerne, kommer der flere og flere boder langs vejen. Her bliver solgt keramik, men især er det kvarts, krystaller og fossiler, der er fundet rundt om i højderne. Vi stopper ved passet Tizi N'Tichka, som ligger i godt 2200 meters højde. Vi nyder udsigten, som er betagende og tager pusten fra mig. Helt heroppe er der udstilling af diverse sten og krystaller. Tre gutter konkurrerer om at lokke mig til at købe nogle af deres varer. Den ene viser mig noget, der ligner et stort, hvidt æg. Men da han åbner det, viser der sig en eventyrverden af glimtende krystaller inden i det. Jeg er fristet, men siger nej tak. Han griner af mig, da jeg siger, at jeg selv vil prøve at finde noget lignende. 
'Åhh, madame, man skal være meget dygtig for at finde sådanne sten,' siger han. 

Efter frokost på caféen lige efter passet kører vi fra hovedvejen og ud på en mindre vej, som bliver anbefalet i 'Lonely Planet'. Som der står, så snyder man sig selv for en vidunderlig tur, hvis man holder sig til N10 (route nationale). . . 

Jeg er lidt spændt. Faktisk meget spændt. Det er uden for sæsonen. Der er ikke mange turister, og der er langt mellem beboelse.Det er kun anden gang, jeg er uden for Europa, og meget er nyt. . . I indien, hvor vi rejste rundt i syv uger sidste år, var vi altid omgivet af mennesker, men her i Marokko er der lange øde strækninger, og man kan køre i timevis uden at møde en sjæl.

Da vi kører ned ad den noget smallere vej, bliver vi til min lettelse fulgt af en autocamper, som vi dog hurtigt mister af syne. 
Men mine bekymringer for hvad der nu kan ske, fordufter hurtigt ved synet af det smukke, smukke landskab. Vi bevæger os ind imellem bjergene i en højtliggende dal langs en flod, der ikke er mange dråber vand tilbage i, men som alligevel giver liv og frodighed. Endnu flere blomstrende frugttræer end hidtil er der, og de mildner det ellers så barske område.Der er en forunderlig modsætning imellem de barske, golde bjerge og den lette livsbekræftende forårsblomstrende dal. 
I lang tid møder vi ikke et levende væsen. Vi er helt alene. Der er højt til himlen, luften er ren og klar, og jeg kan trække vejret frit. . . Hvilken befrielse er det ikke? Hvornår er vi nogensinde alene?

Efter nogle timers kørsel begynder spredte klynger af huse at dukker op, og vi nærmer vi os snart en by, som står på vores kort. Telouet hedder den. Vi bliver stoppet af en yngre mand klædt i en lys djellaba. Han viser os hen til et sted, vi kan parkere, og vi stiger ud og bliver mødt med et venligt håndtryk. Han præsenterer sig som Ahmed. Han er pæn og slank, og når han smiler, viser han sin halvt tandløse mund. . 

Der er pludselig masser af liv omkring os. Overraskende efter den lange ensomme tur. Men ligeså ensomt der er derude, ligeså meget liv er her. Ahmed følger os hen til en café og sørger for, at vi får en kop af den sædvanlige søde myntete, og da et par tiggere dukker op, sørger han også for at få dem vinket væk, så vi kan sidde i fred. 

Ahmed trækker sig lidt tilbage, men holder øje med os, mens vi nyder vores te. Vi betragter de mange lastbiler, der er ved at pakke sammen efter den store souk, som vi desværre er gået glip af. Torsdag er markedsdag i Telouet, og der har været travlt med at sælge alt det, der er nødvendigt for at opretholde hverdagen. Tøj, sko, grønt, plastikbaljer, lamper. . . 
Et stykke fra os venter skolebusserne på at blive fyldt op af børnene, som de skal køre ud til de nærliggende landsbyer, som er så små, at man nærmest ikke kan kalde dem landsbyer. Nogle af de småhuse, vi har passeret på vores vej hertil

Senere får vi at vide at Ahmed, at byen, vi er kommet til, har 14.000 indbyggere. . . For ni år siden fik man elektricitet - og skolebussystemet har ikke fungeret i mere end tre år. Så der er mange fra omegnen, der aldrig har lært at læse og skrive. 

Ahmed spørger, om vi vil se kasba'en i hans by - og heldigvis siger vi ja. Det skal nemlig vise sig at være den smukkeste af slagsen, vi overhovedet kommer til at se. . . Vi følger ham uden for landsbyen, hvor vi kan se kasbaen hæve sig højt over landsbyen og op mod himlen. . . En frodig dal er dens kulisse. En paradisets have. Blomstrende mandeltræer, abrikostræer, brægende får og geder, jordstykker med bønner og hvede. . . Nogle sludrende kvinder slår blikket ned og trækker sig lidt, da vi passerer.
 'Kvinderne er meget generte,' siger Ahmed og beder os om at lade være med at tage billeder. Selvfølgelig. . . Men vi hilser, og kvinderne hilser igen, og vi går videre.