AT REJSE ER AT LEVE

'At rejse er at leve,' sagde H.C. Andersen, og han vidste, hvad han talte om, for han rejste temmelig meget. Både til Italien og Portugal, Jylland og så langt væk som til Tanger i Marokko. Langt væk for folk på hans tid. . . 

Dolomitterne med sne på toppen set fra et flyvindue. . . 

Højt til vejrs på en elefant i Indien

Der er noget om H.C. Andersens ord. Det er vidunderligt at komme ud og se sig omkring. Men hvis man nærmest kun føler, at man lever, når man rejser, er det ikke særlig smart. Især ikke hvis man kun har sine tre ugers årlige sommerferie at tage af sted i. 
Jeg havde det sådan før. Jeg havde det bedst, når jeg kunne tage på sommerferie sydpå. Jeg glædede mig i den grad til at pakke kufferten og køre af sted, og jeg planlagde alt det, jeg skulle se, og hvilke små omveje, vi skulle ud på for at få mest muligt ud af det. Når jeg så kom frem, susede jeg rundt for at se det hele på den halve tid. Jeg fik tit at vide af mine børn, at jeg nærmest gik, som om jeg skulle træne til et maratonløb. Så hurtigt gik det. Strandture kunne der godt blive plads til, for jeg skulle være mørkebrun på rekordtid (ikke særlig sundt, men det tænkte jeg ikke så meget på) - jeg skulle bare ikke dase for længe ad gangen, og når jeg gjorde det, var det altid i selskab med en bog, jeg kunne lære noget af. Dovenskab har aldrig været min stærke side. . . 

Jeg nød det helt bestemt, og jeg tror også, at resten af min familie gjorde det. Der var bare den forskel på dem og mig, at de glædede sig til at komme hjem, mens jeg blev mere og mere ked af det, jo nærmere vi kom feriens afslutning. Som regel tudede jeg i stride strømme, når afskedens time nærmede sig, og jeg måtte vende ryggen til det blå, blå Middelhav, bjergene og de små idylliske, franske landsbyer for ikke at tale om sproget, som jeg kun fik brugt dérnede. Nu var der et år minus tre uger, til jeg kunne komme derned igen - hvis jeg overhovedet nogensinde kom tilbage. 
Når jeg så kom hjem, satte jeg feriebillederne i en mappe og kiggede ikke mere på dem. Jeg kunne ikke rigtigt glæde mig over dem, for det var jo for altid slut. . . 

Nu har jeg heldigvis fået det anderledes. Alting ændrer sig hele tiden, og det gør jeg også.
Jeg ser bestemt meget frem til at komme ud igen, og jeg er sikker på, at resten af mit liv gemmer på mange spændende rejser. Jeg har mange drømme og ønsker om steder, jeg gerne vil se. Langt væk, nærved, øst, syd. Tiden vil vise hvor. Men jeg har sat tempoet ned. Jeg behøver ikke se det hele, og det jeg ikke når, ser jeg måske en anden gang. Eller måske aldrig, og det er helt ok. 

Maden i Indien - en drøm for en vegetar!

Så mange munke kan der være i en indisk tuktuk

Jeg elsker tropenætterne!

Indtil for godt to år siden havde jeg aldrig været uden for Europa, og jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle komme det. Så tog jeg til Indien sidste år, og jeg forelskede mig pladask i det meget beskidte, meget modsætningsfyldte og meget spændende land. Det var en del af en transformation af mit liv, og den er kun netop begyndt.

Nu lever jeg ikke kun, når jeg rejser, og jeg pakker ikke mere mine feriebilleder væk, fordi det er for sørgeligt, at ferien er for evigt slut. Jeg er mere end nogensinde til stede i min hverdag, samtidig med at jeg kigger tit både frem og tilbage. Jeg er i stand til at glæde mig over mine oplevelser og den rejse, jeg kan gense på mine billeder. Det gør jeg ofte - og jeg fortæller gerne om alt det, jeg har oplevet, til alle, der vil høre om det, jeg skriver og holder foredrag om det. 

Ved et tilfælde fandt jeg nedenstående citat. H.C. Andersen beskriver det, jeg taler om, bedre end jeg selv gør:

'Den lykkelige erfaring har jeg gjort, at alt, eftersom kunsten og livet er blevet mig klarere, desmere solskin er der udefra strømmet ind i mit bryst; hvilken velsignelse er ikke opgået for mig efter tidligere mørke dage. Ro og forvisning er kommen i min sjæl; en sådan ro lader sig imidlertid godt forene med det vekslende rejseliv; der var en tid, jeg følte mig så hårdt trykket og forpint herhjemme, at det at være ude var idet mindste en ophør af at lide - det fremmede fik herved en fredens glans, jeg fik det kært, og da min natur er at slutte sig let til menneskene, der da igen give tillid og hjertelighed, så følte jeg mig ude vel og kom der gerne. 
At rejse er at leve.'

En drømmer og en  evemtyrer. . . 

Der var engang - og det er der stadig. . . 

En kilopris på 3000 euro

Vi er ved at være færdig med vores middag, da Mafoud kommer og sætter sig for at holde os med selskab. Der er hyggeligt i spisestuen, men koldt, så jeg har pakket mig ind i mit store uldne sjal. Jeg fortæller Mafoud, at jeg tit fryser, og at jeg især har problemer med at få varmen i hænderne. . . 
'Så skal du have safrante,' siger han. 'Cela chauffe! Det varmer!'  
Han går straks ned i køkkenet og beder om at få serveret en kande safrante til os. Der går lang tid, før den endelig kommer, den gyldne te. Men den skal koge længe for at få smagen og virkningen frem, siger Mafoud, som mens vi venter, forklarer os om safran og alt det gode, det kan gøre for os. Det ikke bare varmer som enhver kop varm te gør. Det er godt for hjertet, styrker blodcirkulationen, og det forhindrer blodet i at tykne, siger han. 

Mafoud er ejer af Auberge le Safran i Taliouine, som ligger i 1200 meters højde, og som derfor er det helt perfekte sted at dyrke krokus. Om efteråret er alle byens haver dækket af et smukt blomsterflor, og folk får travlt med at høste de smukke blomster og lægge dem til tørre. Det er et krævende arbejde, for der skal tages varsomt på de sarte støvdragere, som er dem, man køber i dyre domme. Det er ikke mærkeligt, at krydderiet er verdens dyreste, for der går omkring 150.000 støvdragere til et kilo. 
Safran har mange gode egenskaber, men man skal endelig ikke spise for store mængder af det. Så kan det være dødeligt. Nu er du advaret!

Tjeneren kommer med bakken med te og tre fine små glas. Så begynder Mafoud at dekantere teen, som man gør med de bedste vine. Tre gange hælder han den gyldne te i en meterlang tynd stråle fra kanden og ned i glasset, så det skummer, og så tilbage igen. Teen skal iltes, og sukkeret skal opløses. Først når det er gjort, må vi drikke. . . 


Teen smager kraftigt af safran, selvom der kun er brugt nogle ganske få 'tråde'. Mafoud giver mig opskriften, og næste formiddag, før vi tager afsked, køber vi tre gram safran. Ikke meget, men det rækker til mange kopper te. Det er fra sidste års høst, og det bliver nøje vejet, så vi får lidt præcis det, vi skal have. Det bliver behandlet som 24 karats guld.

Jeg er helt ked af, at jeg ikke kommer til at opleve krokus-høsten. Jeg må komme igen en anden gang i oktober eller novembermåned. Så kan jeg måske også være med på en af de trekkingture, som Mafoud arrangerer i blandt andet Rosendalen længere mod øst. Dér, hvor vi var, før vi kørte i retning mod havet. Der skulle være så smukt, men vi kan ikke nå det hele på én gang, og vi har kun fjorten dage. I øvrigt skal jeg vist også lige træne lidt først. . .  Måske vil det hjælpe at drikke den gyldne te?

Der skænkes te efter alle kunsten

Der går mange støvdragere på ét gram. . . 

Der skal mindre end det her til et par store krus safrante

Besøg Mafoud på hans hyggelige hotel. Der er berbertelt i haven, og han er  selv  en meget venlig vært. . . 

                            

Safrante:

Kom 6-7 tråde safran i en gryde og hæld et par krus vand over. 

Lad det koge i 15-20 minutter. 

Hæld drikken i et krus sammen med et brev grøn te

Kom lidt sukker, honning eller eventuelt stevia i

Drik - og nyd det!!!

Safran har været dyrket igennem mange tusind år. Det er verdens dyreste krydderi. 

Det bruges blandt andet i den franske fiskesuppe 'bouillabaisse', i italiensk risotto og indisk biryani. 

Når du køber den ægte vare, kan den holde i mange år, hvis du opbevarer den et tætlukket glas og mørkt og tørt.

Marokkos flydende guld - arganolie. . .

De sidder langs landevejen, mændene med deres hjemmelavede arganolie. På de første mange kilometer efter Taroudant har de stillet borde fyldt med flasker og krukker, og når vi nærmer os, går nogle af de mest ivrige ud på vejen og holder en flaske med det flydende guld frem for at få os til at stoppe. Konkurrencen er hård. Der er ikke ret meget trafik, så jeg tror, at olien kommer til at stå der i solen i mange dage. Nok én af grundene til at vi er blevet advaret imod købe olie ved vejen. Det bedste får man kun i de forskellige kooperativer i byerne, hvor der er kontrol med varerne.

Alligevel stopper vi hos en mand, der sidder alene i skyggen under sin parasol, og som ikke forsøger at rende ud foran bilen. Vi får lov til både at lugte og smage på hans varer, der ikke virker anderledes end det, vi købte i butikken inde i Taroudant. Manden taler ikke fransk, så vi får ikke noget at vide om, hvor han kommer fra, og hvem der har lavet olien, men der er stadig plads i rygsækken til lidt mere olie . . .

Før jeg kom til Marokko havde jeg aldrig hørt om argantræer og deres fortræffeligheder, men det har jeg nu - og efter at jeg er kommet hjem igen, hører jeg jævnligt om, hvad arganolien er god til. Hvilket ikke er småting. . .

Argantræerne vokser i massevis omkring Agadir. På afstand kan de godt minde lidt om oliventræer. De trives også under en brændende sol, men de bliver større, deres blade er mørkere og rundere, og så har de torne. Nogle ret nedrige torne. Hvis det ikke var for gederne, tror jeg ikke, at de ville blive plukket ret mange nødder. Gederne hjælper gerne til, for de elsker argannødder. De flokkes omkring træerne, de hopper op og står med forpoterne op ad stammen og gnasker i sig, og nogle af dem kravler helt op for at fylde maven med nødder. Når nødderne er har været en tur igennem geden, bliver de samlet op af kvinder, og så kan man presse olie af dem. . . Hårdt arbejde er det, og der skal mange nødder til. Det tager tredive timer at få en enkelt liter olie af femten kilo nødder. Og det bliver gjort med håndkraft, så der er ikke noget at sige til, at olien er dyr.

Berberkvinderne har kendt til olien og dens helbredende og forskønnende egenskaber i århundreder. Nu har vi andre også fået del i denne viden.

Arganolie indeholder fem gange så meget E-vitamin som olivenolie. Den siges at virke helbredende på mange forskellige hudlidelser, den virker foryngende, udglatter rynker, hjælper mod hårtab og meget andet, og den kan bruges til massageolie. Skal den bruges til madlavning, bliver nødderne ristet, før man presser olie af dem. Det giver en meget karakteristisk smag. En skefuld over salaten er lækkert. . .
Og så er der den sunde 'nutella', som de kalder den. En pasta lavet af olie, honning og mandler - den giver energi og siges også at være et afrodisiakum.

Kvinderne presser nødderne til olie - et langsommeligt arbejde. I baglokalet kan vi købe cremer, olier og sæber af den fineste kvalitet. 

Stemninger fra Firenze

Firenze er en by med en lang historie, og det kan ses, mærkes og høres, uanset hvor man går.
Selv længe efter jeg er kommet hjem, kan jeg mærke det i benene, at jeg har gået og gået, stået og gået igen. Jeg er fyldt op af indtryk, der skal fordøjes.

Den sidste dag slentrer vi rundt på må og få. Det er påskemandag, og halvdelen af butikkerne er lukket, men museerne er åbne, og mylderet af mennesker var er samme. Man kan altid finde en kø i Firenze. . . Vi lader os følge med strømmen og væk fra strømmen. Lader bykortet blive i lommen og lader tingene ske. Går rundt om domkirken og i modsat retning af, hvor vi før har gået. Finder ind i små snævre gader. Følger et  et skilt, der viser hen til et sted med et navn, der tiltaler mig. En plads, en kirke, en bygning.

Går ned til floden og kigger ned i det brusende, grumsede vand. Går ind i gaderne igen og befinder os pludselig på en plads med en imponerende kirke for den ene ende og på de andre tre sider tre- og fireetagers huse, der har beholdt det samme udseende siden middelalderen.
Et kig gennem en gitterport ind i en klosterhave med søjlegange omkring en fintklippet græsplæne omkranset af blomsterbede og høje cypresser. Et spring tilbage til munkelivet i den gryende renaissance og samtidig nutiden, hvor en masse mennesker står i kø for at komme ind i klosterhaven, hvor man aldrig mere finder den fred til meditation og kontemplation, som det oprindeligt var hensigten.

Midt på pladsen sidder en ung fyr og spiller banjo og akkompagnerer sig selv med en meget insisterende, ensformig rytme fra en rytmeboks. Han bliver ved og ved, mens folk, der trænger til en pause sidder på bænkene på langsiderne af pladsen. En ung fyr, der har givet sig i søvnens vold og ligger med hovedet i favnen på sin kæreste. Måske er han som så mange andre bliver, ramt af Firenze-bacillen? Et par unge piger ligger ved siden af hinanden på maven og studerer deres turistguide midt ude på pladsen, mens en gråhåret marionetfører lader sit dukkeorkester spille og synge neworleansjazz. . .
Underholdning er der mange steder. Der er klovnen, der i sine ternede bukser og hvidmalede ansigt  render rundt midt i vrimlen og får os alle sammen til at grine - især af hinanden, når han tager en af de forbipasserende damer og slæber af med hende og prustende og mat i knæene smider hende på skødet af en fremmed herre. Eller når han låner et kamera af en ung fyr og løber efter folk med de største bagdele og tager billeder af dem. Når han diskret stikker sin arm under en ældre dames og følger med hende, mens hun snakker videre uden at opdage, at det ikke mere er hendes mand, hun går sammen med.
Folk begynder at danne en stor rundkreds om klovnen. I en afstand, så man føler sig i sikkerhed, for hvem kan lide at blive grinet af?

Der er malerne, der udstiller deres billeder foran museerne. Udsigten over Arno-floden med guldsmedebroen, byens røde tage og domkirken er foreviget gang på gang og til salg for en 'rigtig god pris'. Andre tilbyder at lave en hurtig karikatur af folk her og nu. . .

Der er den gamle mand, der spiller violin siddende ved siden af sin sure kone, der konstant skælder ham ud. I hvert fald når vi går forbi. Der er ham, der har sat sig med sin harmonika og spiller især for dem, der står i den kilometerlange kø ved domkirken.
Ved Ufizzi er statuerne, der står helt stille, indtil nogen begynder at nærme sig dem. Så lever de op, begynder at blinke og bevæge sig og vente på, at der bliver smidt penge i den skål, de har stillet foran sig.

Og så er der de rigtige statuer - og de placeret alle vegne både ude og inde.
Dante, Macchiavelli, Donatello, da Vinci, Michelangelo og Medici'erne ser på os fra deres høje sokler eller kigger eftertænksomt hen for sig, mens de tænker deres store tanker, og andre tænker på, om de skal købe en ny taske. . .

Én vigtig person er David. Ham støder man på mange steder. Uden for Palazzo Vecchio står han og lader sig beundre af menneskemængden. Først fik han lagt Goliath ned, og siden har han lagt hele verden for sine fødder. Han må være en af de mest fotograferede mænd.
Der er mange forretninger med hans navn. Lædervareforretninger, caféer og restauranter brger hans billede som blikfang. Man kan ligefrem blive 'davidmaniac', og så har man alle muligheder for at dyrke sin afhængighed her. . . Man kan købe lightere, kalendere, notesblokke, kuglepenne og æsker med hans billede på. Man kan købe figurer af ham i forskellige størrelser. Og forklæder og underbukser i to størrelser til herrer med et billede af Davids ædlere dele. Der er noget for enhver smag.

På Galleria dell'Academia står originalen, som Michelangelo skabte ham i begyndelsen af 1500-tallet. Noget af en kæmpe er han. Godt fem meter høj og nitten tons hugget i det hvideste marmor fra Carrara, der har det smukkeste af slagsen. Og han holder sig godt, selvom han igennem tiden både er blevet ramt af et lyn, har brækket sin ene arm og fået knust tæerne. Han står stadig dér og ser godt ud med sine spændte muskler, årerne, der træder lidt frem på armene, klar til at dræbe Goliath. . .
Mon ikke han bliver stående sådan, til næste gang jeg kommer?

Han kan noget med harmonikaen, ham her 

- og lige i nærheden begynder køen til domkirken. . . Jeg opgav at komme ind! 

Underholdning på Piazza'en foran basilikaen

Fred og ro finder man ikke ret mange steder, heller ikke i klosterhaven 

Arno-floden med guldsmedebroen 

Der er mange, mange museer, og det her fik jeg ikke set - Palazzo Vecchio 

Basilica di Santa Croce ved den hyggelige plads. Også her var køen lang. . .  

Klovnen på lur efter et nyt offer 

Få malet dit eget portræt på et øjeblik. . .  

En engel er landet foran Ufizzi-paladset for at få en sludder med en forbipasserende

Guldsmedebroen med Corridoio Vasariano, som jeg må se næste gang. . . 

På marked i Fiesole

Mandag formiddag er der mere livligt end sædvanlig i vores lille by. Der er marked på torvet, Piazza Mino di Fiesole, så pludselig vrimler det med biler og mennesker. Vi kan ikke lade være med at bruge lidt tid på at se os omkring, før vi tager bussen.
Et pænt lille marked er det. Nydeligt ordnet med boderne placeret i tre rækker, alle med ens hvide markedsparaplyer over. Her er mange mennesker i forhold til ellers, men langt fra så mange som nede i Firenze. Her kan vi komme til boderne uden at stå i kø, og de handlende er ikke særlig pågående, forsøger ikke at lokke os til at købe. Helt anderledes end i Marokko, hvor jeg tit opgav bare at se på tingene, fordi jeg ikke orkede at blive forsøgt overtalt til at købe et eller andet. Her kan vi gå rundt i fred og ro fra det ene sted til det andet, hygge os med at smage på brød, ost, vin, olie og sludre lidt med de handlende - eller rettere høre dem sludre, for jeg kan stadig ikke sige ret mange ord på italiensk.

Boderne med mad og delikatesser tiltrækker flest kunder. Dem med de sydamerikanske pynteting og striktrøjer, smykkerne og sæber er ikke så populære. Italienerne vil åbenbart hellere spise godt. 

Lækkert er det, og det er svært at beslutte sig for den ene eller den anden ost. De kan noget, de italienere, og inden længe har vi fået samlet mere, end vi vil slæbe rundt på resten af dagen, så jeg skynder mig tilbage til hotellet med det. Så er der plads, hvis andre ting skulle friste nede i byen. . . 

Honning, marmelade af bedste slags. . .  

Ansjoser har jeg aldrig kunnet lide, men i en hjemmelavet ostesovs smager det fantastisk. . .  

Lækre kager. . .  

Propolisdråber og - cremer - godt for helbredet. . .  

Hvad skal man nu vælge??? Jeg holder mig selv til osten. . . 

Træskærerarbejde i oliventræ

Et par hele grise ligger klar til at blive skåret i småstykker 

Mandag er alle butikker lukket i Fiesole, så det er godt, at der er marked på 

Mere brød, marmelade, honning og en hyggelig sludder 

Og sådan er udsigten fra vores terrasse - bedre i solskin, men ok alligevel og kønnere end derhjemme 

Gensyn med Fiesole

Fiesole, hvor vi bor, er en lille by en halv snes kilometer fra Firenzes centrum. Jeg har været her engang for længe siden. Jeg var femten og med min skoleklasse på rejse til byernes by, Rom. Først skulle vi til Firenze og derfra på en lille udflugt op til Fiesole. Jeg husker ikke rigtig noget fra vores besøg. Ikke andet end at det var et dejligt sted, og at det var meget varmt. Og jeg havde kun lange nederdele med, fordi jeg skulle være i et katolsk land. Så jeg svedte!

Byen ligger  i 300 meters højde, og der er den skønneste udsigt ned over Firenze på den ene side og bjerge med olivenlunde, cypresser og spredte villaer på den anden.Her er for det meste fredeligt og stille, og jeg er glad, for at vi har valgt at bo heroppe. Det er nemt at komme frem og tilbage. Bus linie syv kører hvert kvarter, og turen tager en lille halv time. Det er rart at kunne forlade mylderet og larmen nede i byen. Dér er en konstant brummen, der næsten lyder som det tordnende hav i Imsouane i Marokko. Her er det bare et hav af stemmer. . .

Etruskerne var de første, der boede heroppe på bjergtoppen, og bagefter kom romerne til. Der er mange minder fra dengang. En flere kilometer lang mur, som etruskerne byggede. Ruinerne af et tempel, som romerne byggede videre på og udvidede kraftigt. En romersk arena, romerske bade med store bassiner og toiletter er der udgravninger af og et arkæologisk museum med mange interessante fund. Her er potteskår, vaser, krukker, køkkenting, øreringe, figurer og drikkeglas. En meget gammel grav med et skelet, der kan give næring til fantasien. I hvert fald til min. . . Den historie, jeg fandt på, må vente til en anden gang.
Jeg er sikker på, at arkæologerne i Italien har rigeligt at lave, for der er vist stadig er meget at grave ud.

Omgivelserne er skønne, og efter vores besøg i ruinerne og på museet blev det til en længere vandretur.  Først ned ad en lille vej, der gik meget stejlt ned ad bakke og så ligeså stejlt op igen. Det var hårdt for benene, der er vant til det flade København. . . Men skønne panoramaer ud over det toskanske landskab og masser af forårsblomster gjorde det nemmere at klare. Og så en smut op i velhaverkvarteret, hvor de store villaer er omgivet af mure og med store jernporte, så man kun kan få et lille kig ind i de velfriserede haver med klippede buske og træer og græsplæner.Vejen er så smal, at folk skal passe meget på ikke at få ridser i deres dyre mercedes og alfa'er.
Om jeg er misundelig? Jeg ville ikke have noget imod at have bare en lille hyggelig villa med udsigt over dalen og en have med et par oliventræer til eget forbrug. Der er en del til salg her omkring, så det er ikke umuligt. Skal bare lige spare sammen. . .

Ved romernes bade

Arenaen bliver stadig brugt til forskellig underholdning - nok ikke så voldelig som oprindeligt

Det går stejlt nedad her - og da jeg kommer længere ned, viser 'min' italienske villa sig at være et gammelt nonnekloster. . . 

Dejlig udsigt at have fra sin indkørsel

Man kommer kun indenfor, hvis man er inviteret

Gad vide, hvad de taler om - de to herrer til hest her på torvet i Fiesole. . . 

Det er ikke nemt at tage gode billeder i gråvejr og slet ikke af en så storslået udsigt som den ud over Firenze. . . Mange har gjort det ti gange bedre end jeg har.

Sol over Toscana

Endelig er der lidt huller imellem skyerne, så jeg benytter mig af chancen og har sat mig på terrassen. Varmt er det ikke, men det minder lidt om, hvordan en lun forårsdag i Toscana kunne være. 

Det er påskesøndag, og kirkeklokkerne vækkede mig tidligt i morges. Klokken syv fik vores værtsfamilie besøg af en flok meget højrøstede kvinder, så jeg opgav at sove mere. 

Det var 'la nanna', bedstemoren, der lavede morgenmad til os. Hun er sød og venlig og  snakkesalig. Jeg gjorde mit bedste for at tale med hende, og det gik nogenlunde. Et par uger sammen med hende og jeg ville tale flydende italiensk.
Som traditionen byder, fik vi påskebrød - noget meget gult og sødt brød med rosiner i. Bagt med æg og safran. Lækkert. De kan lave god mad her i landet. Vi har bestemt ikke sultet, tværtimod. I går fik vi en lækker middag på en meget lille restaurant her i byen. Vinandro hedder den, og den ligger nede på torvet. Den er indrettet i et langt, smalt butikslokale, så der er ikke plads til mere end en tolv-femten gæster, hvis man sætter sig tæt. Der er en lang bænk langs den ene væg, et smalt bord foran og fire stole. På den anden væg er der to små borde med et par skamler. Særlig mageligt er det ikke, men der er hyggeligt - og maden og vinen er lækker!

www.vinandrofiesole.com

De italienske oste er også delikate. Ricotta, pecorino, parmesan, og hvad de ellers hedder. Manden i osteboden på torvet her i går formiddags, havde lidt af hvert, og hans snakketøj var ligeså godt som hans oste. Selvom jeg sagde, at jeg ikke forstod ret meget, blev han ved med at snakke og forklare og give os småbidder at smage. Det virkede. Det var svært at modstå fristelsen, så nu har vi en pæn klump gedeost fra Sardinien til at tage med hjem. 

Olivenolie må vi også have noget med hjem af. Det kan ikke være det samme, vi kan købe i de danske butikker som her, hvor olivenlundene breder sig op og ned ad bjergene. Det må bestemt smage bedre, når det er egen import. Desuden har vi fem kilo luft i vores kuffert, så der er plads til flere souvenirs af den gode slags. 

Måske skulle jeg også købe mig en Dior-model og en Gucci-taske? Og et Versace-jakkesæt eller måske et Armani-sæt og et Tag Heuer-ur til kæresten min? Så ville vi gøre os på marmorgulvene under de venetianske prismekroner i paladserne, ville vi. Mig og så signor Giorgio, som han kalder sig hernede. Han er nemlig tilpasningsdygtig. . . 


Drømme kan man altid, og særudstillingen af kjoler fra før og nu i Palazzo Pitti gav mig lyst til at lege fin dame, som jeg elskede at gøre som barn. Dengang drømte jeg om at leve i en anden tid og klæde mig i lange kjoler af silke og med kniplinger. Helst i en af dem fra empiremoden.

Skulle jeg føle trang til at købe vildt ind, er der er muligheder nok for at forny garderoben med noget helt særlig. De dyre forretninger ligger på side ved side i kvarteret omkring Ufizzi-museet. Indenfor står der altid en ulastelig klædt italiensk herre og åbner døren for én. Hvis man altså vover at gå derind. Men jeg gør det ikke. Jeg tror ikke, at mit budget holder til det, så jeg nøjes med at kigge vinduer og tage billeder, og når jeg ser ind i butikken, er der meget tomt. Jeg tror ikke, de nævnte herrer overanstrenger sig.