Fra landet, hvor ananasserne gror - og fra mit eget køkken. . .

Jeg er blevet helt vild med min hjemmelavede juice, og jeg kan da kun blive super sund med alle de grønne, gule, orange og røde vitaminer, jeg får indenbords. 
For to uger siden blev jeg den lykkelige ejer af en slowjuicer, og det har ændret mit liv. I hvert fald noget af det. Siden den dag er det ikke småting, jeg har hentet hjem fra indkøbsturene af ananas, bananer, æbler, appelsiner, rødbeder, gulerødder, selleri, og hvad der ellers frister. 
Hver morgen laver jeg en herlig drik, som overgår enhver købejuice, og tit om aftenen er min apéritif en vitaminindsprøjtning af rang.

Mit første møde med hjemmelavet juice var i Trivandrum i januar sidste år. Et tidspunkt, hvor der ikke er meget at råbe hurra for med hensyn til frisk frugt på hylderne i supermarkedet. Men her i det sydlige Indien, hvor stjernerne funklede på den sorte tropehimmel, da vi landede aftenen før, kunne de lave juice! Det var stegende varmt, og jeg havde smidt den uldne trøje og de varme strømper og sat mig i restauranten for at få serveret morgenmad. Så var det, den blev stillet foran mig: den smukt lysegule drik med et tykt lag let skum på toppen. Ren, friskpresset, sødtduftende ananassaft. Det var en åbenbaring, en himmerigsmundfuld, en delikatesse, en. . .  
Jeg har ikke ord for, hvor vidunderligt det smagte, og jeg drak det i bittesmå slurke for at lade nydelsen var længst muligt. Jeg var næsten lykkelig - uhm!
Det blev til mange glas ananassaft på den rejse, og jeg fik også set, hvor de rigtige ananasser voksede, og at der var nok af dem. Også af de andre frugter. Guds eget land, kalder de Kerala, den sydligste stat i Indien, og det er til at forstå, for det bugner af frugt, te og krydderier - både stærke og søde, og på markederne kan man købe det hele til ikke ret mange penge. Og så er der altid en bod med friskpresset juice, man kan læske ganen med i den stærke sol. . . 
Det var ikke sjovt at komme hjem igen til februarkulde og købejuice, og hver gang jeg tænker på Indien, så længes jeg. Længes efter sol og palmer og sjove mennesker og hellige køer og pilgrimme, tuktukker - og frisk frugt, der smager af noget. Nu forstår jeg, hvorfor jeg aldrig har været særlig vild med at spise frugt. . .
Et par uger i Marokko i år hjalp lidt på udlængslen, og i de der lande er det altså helt almindeligt med frisk juice. Ja, hvad vidste jeg, før jeg kom ud i den store, store verden? Der fik jeg også juice til morgenmad hver dag. På Fna-pladsen i Marrakech, hvor de råbte grimme ord efter os, når vi ikke ville give penge for at tage billeder, solgte de også friskpresset juice. På havnen i Essouira, hvor mågerne skreg, og én af dem tabte en stor, lyserød klat på skulderen af min kæreste - og han havde ellers været så flink at give dem brød - købte jeg lækker, frisk, syrlig juice i en bod, der var fint udsmykket med guirlander af appelsinskræller. . .
Nu har jeg altså den der slowjuicer. Den gør livet lidt lettere, når jeg nu ikke lige kan sætte mig ind i restauranten på hotellet i Trivandrum, (hvor der i øvrigt var så iskoldt på grund af deres aircondition, at jeg måtte finde den uldne trøje frem igen) - og få et glas af deres bedste ananassaft, men selv må lave det. Bedre end ingenting, for intet kan måle sig med den ægte vare. . . 

På tur i ananasmarkerne

De høje slanke kokospalmer leverer også dejlige drikke

Bananer i juicen gør den mild og blød - og her er nok af dem

Fra banangaden i Margao, Goa - Indien

Hvilken farve skal man vælge?

Juiceboden på markedet i Margao, Goa

Frugten til en himmerigsmundfuld

Solnedgang over Hampi, Indien

Morgenmad i Aid Benhaddou, Marokko - altid med et glad friskpresset juice

De forstår da at udsmykke deres lille butik og lokke kunder til. . . Ved havnen i Essaouira, Marokko 

Nostalgi over en dejlig forårskage. . .

Den gang jeg havde en have, havde jeg også rabarber, og så snart foråret meldte sin ankomst, kunne jeg trække de fine nye rabarber i massevis. Og så lavede jeg ellers kager og tærter og saft og kompot i lange baner. Lige indtil Sankt Hans, for så siges rabarberne at blive for syrlige, og det er ikke godt. . .
Min favorit var kagen med marengslåg. En opskrift, jeg fandt i 'Bo bedre' for meget længe siden. Jeg kan se billedet af den lækre kage for mig. Jeg hev siden ud, og med tiden blev papiret både plettet og krøllet og nusset, som ting gør, når de bliver brugt. Den her opskrift blev meget brugt.

Nu har jeg en altankasse, og det er umuligt at dyrke rabarber i den. Selvom det kunne nu da være meget sjovt at se, hvordan de ville udvikle sig. Nå, men jeg vil ikke forsøge, så siden jeg solgte mig hus og med det også min frodige have, har jeg ikke tænkt i rabarber. Man kan absolut ikke købe et bundt slatne rabarber i Irma, vel?! Jeg kan i hvert fald ikke.

Forleden var jeg en tur på landet og passerede en gårdbutik, hvor jeg af og til har købt kartofler, løg og persille. Nu lå deres sidste bundt rabarber og fristede, så jeg stoppede, lagde ti kroner i deres pengekasse og drog af med de fine, røde tingester. Bladene var knækket af - gad i øvrigt vide, hvad de bruger dem til? Mon de bare ryger på komposten? Hvad ved jeg - jeg kom bare til at tænke på, at min mor engang fortalte mig, at rabarberblade i hendes fattige barndom blev brugt som smørrebrødspapir. De holdt rugbrødsmadderne kølige og friske, når hun og hendes kammerater skulle på skovtur. . .
Nå, men glad var jeg over mit køb, for jeg skulle have en gæst til middag, og jeg vidste, at han ville sætte pris at få serveret barndommens kage på sin 30 års fødselsdag, som det var. . .
Jeg kørte hjem og googlede den gamle opskrift, som i alt mit flytteri er forsvundet. Men på nettet kan man finde alt. Med respekt for Christa Alstrup, som jeg husker, kagedamen hed, tilførte jeg nogle af mine egne gode ideer.
Kagen blev god, men ikke helt perfekt, for jeg lavede den i en springform, og marengsen blev for tyk, så det tog timer at bage den. Næsten - med koldt flødeskum gled den ned.

Ikke mere snak - her er opskriften:

 DEJ:

• 175 g smør - tag det ud af køleskabet i god tid, så det bliver blødt!
• 150 g lyst rørsukker
• korn af en halv stang vanille
• 3 æggeblommer 
• 250 g durummel
• 2 tsk bagepulver
• saft og revet skræl af en halv citron (selvfølgelig øko!)

Pisk smør og sukker og vanillekornene
Pisk æggeblommerne i én ad gangen
Vend forsigtigt mel blandet med bagepulver i sammen med citronsaften

TOP: 

• 3 æggehvider
• 200g lyst rørsukker
• 100g grofthakkede mandler
• et bundt rabarber - skær dem i stykker på en centimeter

Pisk hviderne helt stive og pisk så sukkeret i lidt efter lidt

Bland det hele med mandlerne og rabarberne

Smør et rekstangulært, ildfast fad og drys med rasp

Kom kagedejen i og fordel marengsen ovenpå

Bag i ovnen ved 180 grader i omkring 40 minutter.

Hurra for min cykel!!!

Jeg er så glad for min cykel. I går formiddags bragte den mig på ingen tid ind til centrum, hvor jeg skulle have hjælp til min nye telefon, og hjem igen. Hvad skule jeg gøre uden?

Min første cykel var rød, og jeg fik den på min otteårs fødselsdag. Blev vækket med sang og flag og rundstykker på sengen - og gaver. Én af dem var en seddel fra min fars skrivebord, hvor der stod nogle underlige tegn, og mens jeg var opslugt af at finde ud af, hvad de betød, havde min mor listet cyklen ind til mig. Glad var jeg, og jeg cyklede stolt af sted til skole. De underlige tegn på sedlen var koden til låsen.

Jeg kørte mange kilometer på min røde cykel, og jeg elskede det. Jeg var meget ked af det, når min mor tvang mig til at tage bussen i skole på grund af vejret. 

Siden voksede jeg fra den første cykel, fik en ny og efter den endnu en. . . Jeg har haft mange cykler af forskellige mærker og mange farver. Nogle af dem blev stjålet, andre gik i stykker. 
Det var noget af en revolution, da jeg fik en cykel med gear og håndbremse, og jeg var nær stået på hovedet, første gang jeg brugte håndbremsen.

En gang stod på hovedet lige ud foran en bil. Jeg tog et elegant hovedspring ud over styret, og cyklen landede oven på mig. Utroligt at der ikke skete noget.
En anden gang forsvandt cyklen lige pludselig under mig i et sving på en snedækket vej. Også lige foran en bil. Begge gange rejste jeg mig  selv og cyklen op og kørte uanfægtet videre. Fortalte det ikke til min mor, for så fik jeg bare ikke lov til at køre mere.

Jeg boede på Amager og gik på gymnasiet inde på Frederiksberg, og jeg knoklede frem og tilbage i sol og regn, sne og slud. Jeg hadede busser, og der skulle meget til for at jeg lod cyklen stå. Den dag jeg kom en halv time for sent på grund af snestorm, fik jeg ikke skældud af min strenge engelsklærer. Tværtimod stregede han mit  navn ud i sin lille sorte bog, hvor han havde noteret min forseelse. Det var aldrig sket før, sagde en af mine forbløffede klassekammerater bagefter. . . 
Jeg fik muskler, kondi og energi, for der var kun ét og det samme gear, om det gik op ad bakke eller ned. Og der var ikke altid medvind.
En gang var jeg med til 50 kilometer langt motionsløb, og en af de andre deltagere blev så sur, over at jeg kørte hurtigere end ham, at han på vej op ad en bakke greb fat i min sadel og fik stoppet mig. Jeg skulle ikke tro noget! Hans kammerat var lidt mere galant, så op ad de næste par bakker fik jeg et håndfast skub i bagdelen - hvem der nød det mest, ved jeg ikke. Op kom jeg i hvert fald i en fart, mens ham, den tarvelige, sakkede bagud. 


Som voksen flyttede jeg væk fra byen og ud i lidt mere landlige omgivelser. De første år var jeg stadig cyklist. Det var noget af en revolution, da jeg fik en cykel med gear og håndbremse, og jeg var nær stået på hovedet, første gang jeg brugte håndbremsen. Men jeg vænnede mig hurtigt til det, og hvor blev det meget nemmere at tage de lange bakker i første gear og siden suse ud ad landevejen i femte. Tju hej, hvor det gik. Lidt tungt måske med en unge bag på og to fyldte indkøbsposer på styret, men jeg var stærk.

Så kom bilen ind i  mit liv, og cyklen opholdt sig mere i garagen end på vejen. I flere år havde jeg slet ikke nogen cykel, men jeg blev ikke slap og doven, for motion fik jeg rigeligt af på andre måder. 

Nu er jeg så igen blevet en glad cyklist. En bycyklist.
Det var en stor dag, den dag jeg i mit nye liv som bymenneske fik min cykel med mig ind på stenbroen. Jeg var lige så glad, som første gang, jeg kørte til skole på min røde cykel, da jeg en forårsdag i strålende sol indtog Københavns boulevarder, alleer, gader og stræder sammen med hundredevis af andre cyklister. Der er kommet mere trafik, siden jeg som ung og uforfærdet bevægede mig ind og ud mellem biler, busser og taxaer. Men der er også kommet flere cykelstier, og jeg bruger dem flittigt. . .  

I Sarnath i Indien betalte jeg for at blive kørt rundt i byen. . . 

I ørkenen kan man vel også have brug for en cykel - (Marokko)

Her er både biler og cykler - Sarnath, Indien 

Min egen cykel sammen med alle de andre. . . 

Et déjà vu

Det var første gang, jeg var i Toulon, og jeg havde ikke noget kort over byen. Vi - min familie og jeg - ville ind i den gamle bydel for at se katedralen, torvet og havnen. . . 
'Den vej,' sagde jeg og pegede. Jeg gik efter min intuition, og den fungerede bedre end noget andet.  Da jeg lidt efter stod midt i menneskemylderet, udbrød jeg: 'Den vej og så til højre, så ligger havnen dér. . . ' 
Jeg vidste, at det var her, Jean Baptiste engang havde stået en dag, da hans unge datter kom løbende ham i møde.  Hendes forlovede var på sit skib, der lå i havnen, og hendes far skule hilse på hendes tilkommende. . . 
Ganske rigtigt. Vi gjorde, som jeg sagde, og så stod vi ved det blå Middelhav.
Et déjà vu?

På vej tilbage til parkeringspladsen uden for centrum, kom vi til et torv, hvor der var marked. Mit blik blev fanget af to spændende bøger med smukke billeder, og jeg måtte bare eje dem. Den ene handlede om de franske konger og dronninger. Den anden om den franske middelalder. 

Senere i København var jeg inde i en boghandel, hvor jeg faldt over en brochure om en romankonkurrence. 'Hm,' tænkte jeg, da jeg tog brochuren for at læse den, når jeg kom hjem. 'Så må jeg hellere se at få skrevet den der kedelige bog om min egen sørgelige historie,' tænkte jeg ikke særlig begejstret.
Det viste sig, at konkurrencen handlede om at skrive en middelalderroman.

Så begyndte jeg at skrive historien om Jean Baptiste. En historie, som jeg længe havde gået med i mit hoved. I løbet af et halvt år havde jeg skrevet over 300 sider om den sydfranske vinbondes søn, der blev født i 1385, og som i begyndelsen af 1400-tallet vandrede til Paris for at studere medicin på Sorbonne-universitetet. En lang vej, og der skete mange ting undervejs. 

Historien optog mig i den grad. Jeg tog til Sydfrankrig igen, men nu med en anden indgangsvinkel. Jeg fandt de steder, jeg forestillede mig, at Jean Baptiste havde været, og jeg havde mange underlige oplevelser.
Jeg havde en forestilling om, hvor han var født og opvokset, og at der tæt ved hans hjem havde ligget et lille kloster, men når jeg spurgte mig for, rystede folk på hovedet. Der havde aldrig været noget kloster på de egne. . .
En dag besøgte vi en lille by, Les Arcs, og lige uden for den lå et kapel, hvor man gemmer på det indtørrede lig af Sainte Roseline. Hun var så god og ren i sit hjerte, at hun ikke gik i forrådnelse, da hun døde, så nu lå hun der i en glaskiste klædt i sit nonnetøj, og folk kommer og ofrer til hende og beder om helbredelse til sig selv og deres børn.
Min mand havde problemer med sit ene øre, så han gik hen til kisten og bad om hjælp. Skade kunne det ikke, så det var et forsøg værd. Idet han trådte ud af kapellet, fik han hørelsen tilbage.
'Ah, oui madame,' sagde manden, som jeg straks måtte fortælle det til. Han stod for kapellets salg af alterlys, rosenkranse, postkort og kors. 'Der sker jævnligt mirakler her.' Og så fortalte han mig om et par andre af slagsen.
Jeg fik øje på en bog om egnen. Det va den sidste, der var, og jeg købte den.
Det rislede mig koldt ned ad ryggen, da jeg på et kort over området, fandt optegnelser, der viste, at der i middelalderen havde ligget et abbedi tæt ved det sted, hvor Jean Baptiste's fædrene gård havde ligget. 
Jeg tog derud og så mig omkring i den smukke, sydfranske natur. Der var ingen rester af klostre eller huse eller andet, men jeg var sikker på, at jeg havde fundet det rigtige sted. Floden var der stadig. Den snoede sig med sit sølvglitrende vand ind og ud imellem træerne, og ligesom for knap sekshundrede år siden gav jeg mig til at hoppe fra sten til sten og over på den anden bred.

Og sådan var der mange ting, der faldt sammen.

Forleden fandt jeg historien frem igen, og nu er jeg ved at læse den igennem. . . For nu skal jeg se at få den ud i verden. Forsiden til den har jeg. Et billede af et blomstrende mandeltræ, som en tidligere kollega malede til mig. 

Fra fjerpen til taster. . .

Jeg har skrevet, siden jeg fik en blyant i hånden for første gang. Før jeg kunne læse og skrive, lavede jeg små tegneserier med pindemennesker. Så snart jeg stave, begyndte jeg at lave historier og digte, og jeg skrev side op og side ned. Skrev dagbog. Brugte det som terapi og som en god ven, jeg altid kunne hælde af på, og som jeg kunne stole på.
Da jeg var tolv, fik jeg en smuk læderindbundet rød dagbog med guldkanter af min storebror. Der var lås på bogen, og jeg begyndte at skrive pænt og sirligt i den. Da jeg en dag spurgte min bror, om han ville læse, hvad jeg havde skrevet, kastede han et blik i den og sagde nej. Det var noget helt personligt, som jeg skulle holde for mig selv.
Siden skrev jeg videre, og det blev til mange håndskrevne papirer og fyldte kinabøger købt for ikke ret mange penge. Altsammen tæt beskrevet. Side op og side ned om ferier og følelser, mine overvejelser om livet og meningen med det eller manglen på samme, besværlighederne med det og siden hen om børnenes opvækst. . .
Det hele blev gemt i en skuffe, og jeg viste det aldrig til nogen.
Da jeg for nogle måneder siden ryddede op i mit gamle hus for at flytte fra det og lægge fortiden bag mig, fandt jeg nogle af mine gamle dagbøger i kommodeskuffen. Jeg bladrede dem hurtigt igennem, læste lidt sporadisk - og så smed jeg dem ud. År af mit liv smidt på lossepladsen, makuleret og brændt, og det er fint. Det jeg skal huske, behøver jeg ikke at have sort på hvidt. Det sidder i mit hjerte, i mine muskler, i mine tårekanaler, mine grå hår og mine smilerynker. . .

Noget har jeg dog gemt, og det ligger på den computer, som jeg sidste år skiftede ud til ære for en anden og hurtigere model. . . Siden jeg fik den, har jeg skrevet mere end nogensinde, og måske kan mine skriverier være til glæde for andre end mig selv.

På opfordring fra en god ven meldte jeg mig for en måneds tid siden på et online-forfatterkursus, og i lørdags var jeg på min første kursusdag hos Saxo.com -  en 'selvudgiverdag', der gav mig blod på tanden til at gøre noget ved den drøm, jeg har haft siden min allerførste blyant blev spidset. . .

I går fandt jeg historien om 'Jean-Baptiste' frem igen. En historie om en anden side af mig selv, mit alter ego. En middelalderroman, som jeg skrev for tolv år siden. Dengang havde jeg fat i et par forlag, som begge var interesseret i at udgive den, men tiden eller heldet, eller hvad det nu var, var ikke med mig, og historien blev gemt af vejen.
Nu skal jeg læse de trehundrede sider igennem og se, hvad jeg vil gøre ved dem. . .

Der er så dejligt ude på landet. . .

Selvom jeg er blevet bymenneske, og jeg kan lide det, så skal jeg ud på 'landet' en gang imellem. Det kom jeg i dag, for nogle gange bliver det for meget at være omgivet af en masse mennesker hele tiden. Fred og ro finder man ikke meget af i København, medmindre man bliver hjemme. . . 
Så snart den hjemmelavede juice var drukket og morgenmaden spist, gik søndagsturen til Tokkekøb Hegn. Her blomstrer anemonerne, og bøgen er sprunget ud. Der er små søer dækket af andemad, og en stor sø, hvor et par både skvulper rundt. Alt er, som det skal være på en rigtig forårsdag, og jeg er sjældent mere glad, end når jeg kan vandre ud ad en skovsti og lytte til fuglenes kvidren og tage frakken af og på, fordi solen ind imellem driller mig med at lege gemmeleg. 
Det er som taget ud af en fædrelandssang. . . 'Haven er skøn, skoven er grøn, der risler en bæk, og der rinder en å. . . Det hele er der - også kæmpehøjene. 
Pludselig skifter den idylliske stemning, da vi kommer til en langdysse omkranset af store sten. 
Hvem mon ligger her, og hvordan er de kommet af dage? Jeg finder straks på en god historie om en rødhåret konge, der fik sin hovedskal kløvet i kamp. Han havde i tidens løb tilranet sig en hel del land fra sine omkringboende fjender, og nu ville de hævne sig. Det lykkedes dem ikke at få deres land tilbage. De blev slået tilbage, men før de flygtede, nåede de at dræbe den rødhårede til stor sorg for hans folk. De klarede sig da heller ikke særlig godt efter hans død, men de nåede at give ham en storslået begravelse. Nu ligger han dér under mulde sammen med sin trofaste slave, som blevet slået ihjel for at følge sin herre. . . 

Måske er det bare min livlige fantasi. Hvem ved? Det er 3400 år siden, man lavede langdyssen,  så det er nok ikke helt til at vide, hvad der skete. Men en historie kan man altid lave.

Forår på stenbroen

Jeg er blevet bymenneske. Jeg har ikke jord under neglene og ondt i ryggen af at luge og grave og køre trillebør. Jeg har en lille altankasse i nå-højde, og i den dyrker jeg timian, rosmarin og så lidt blomster, som ikke rigtig vil trives.

Når jeg ser ud af vinduet, kan jeg nyde vores hyggelige lille anlæg med god samvittighed. Magnoliaen, som blomstrer med sine fine, næsten lysende blomster. Den gule forsythia og påskeliljerne. Alle de blå scillaer, der breder sig ligeså meget som altid. Roserne, der ser ud til at komme fint i år trods den megen frost. Og græsplænen, der snart skal slås - bare ikke af mig.

Himlen er blå, og solen skinner. Det er forår i byen, og jeg kan nyde det uden at blive stresset over, at skvalderkålen vokser hurtigere, end jeg kan få den hevet op. Her er mange grønne pletter, og de bliver passet og plejet, hækkene klippet, træerne beskåret og bedene luget. Lige nu eksploderer det hele i lysegrønne knopper efter den alt for lange og alt for kolde vinter. Piletræerne er blevet langhårede, og hylden har store knopper, så der skal nok blive til nogle liter hyldeblomstsaft i år.

Jeg elsker at gå, og jeg skal helst gå langt. Efterhånden har jeg gået mange kilometer herinde. Frederiksberg Have og de andre parker får jeg gennemtravet på kryds og tværs. Jeg slentrer under kastanjetæerne langs søerne, mens jeg bliver overhalet af kondiløberne, der prustende og stønnende forsøger at slå deres egen rekord. Jeg lader dem løbe, mens jeg tæller svaneungerne fra sidste år. Der er mange af dem, og de slås om det tørre brød, de får smidt ud. 

Alle har ventet utålmodigt på foråret - og nu er det der endelig. Selvom luften er kølig, er alle bænkene optaget af solskinselskende mennesker, og caféerne er fyldt godt op. Der bliver sludret og drukket kaffe og læst og daset. Og der er flere smil end før.

Man kan altid opleve noget, når man bevæger sig rundt i byen. Der sker altid noget. Der er selvfølgelig  kunst og kultur og udstillinger. Der er jazzfestival og filmuge. Der er koncerter og biografer og teater, og der er metroen, som kører mig hjem på syv minutter, når jeg er blevet træt i benene.

Men der er også så  meget andet.

Forleden mødte jeg en mand, der kom gående med sin papegøje på skulderen. Den var helt klart opvokset på stenbroen, for den kunne sige ligesom lastbilerne gør, når de bakker. Og så kunne den sige 'Skal vi ud og gå tur?' - og det gentog den og gentog.

Hunde er der også mange af. Især de små buldogger med underbid og rynkede ansigter, der får dem til at se meget alvorlige ud. Der er duer, der kurrer, og gæs og hejrer, og i Frederiksberg Have kan jeg ganske gratis se alle elefanterne, når jeg kommer der omkring middagstid.
Og så er der solsorten, der synger så smukt fra tagryggen på huset henne om hjørnet. Jeg tror, det er 'min' solsort fra Humlebæk, der er fulgt med mig her ind til byen.

Svanetræf

På udkig efter lidt tørt brød

Der er dejligt i Kongens Have - jeg kommer nok til at gå derind mange gange

Operaen har jeg kun set udefra indtil videre

Tænk at jeg tog helt til Firenze for at se ham her - han står jo lige dér og kigger ud over vandet. . . 

Ved kastellet, hvor vinden var isnende kold

Broen over til Kastellet

Et sørgeligt syn var det at se Frihedsmuseet, der brændte i nat - de pøsede stadig vand på, da jeg gik forbi.