Det bliver en tur til Sverige. . .

Så bliver det altså en telttur til Sverige. . .
Nu har jeg kigget på afbudsrejser og tilbudsrejser og sidste øjebliks-rejser, og hvad ved jeg, så jeg blev helt blå i hovedet. Har været på vej til både Kreta, Alanya, Mallorca, Sardinien, Kos, Menorca, Nice, Østrig, Nordnorge og Korsika. Det meste ser bare alt for turistet ud, men det sidste drømmer jeg stadig om. Det er bare dyrt - måske lidt ekstra dyrt i år, hvor Tour de France startede på den skønne middelhavsø. Det må blive en anden gang, når jeg har sparet sammen.

Det ene ord tog det næste forleden aften, da vi for 27. gang (eller mere) snakkede om, hvad vi skulle bruge de næste ugers ferie på. Der er jo dejligt i byen, vi bor et godt sted, der er skønt i Danmark, vi kan tage til stranden, gå hen i parken, vi kan tage i skoven, der er for varmt i Syden, der er for mange turister, var nogle af ordene. Og så kom det ud af ingenting: vi kunne også købe et telt og køre ud i det blå.

Som sagt så gjort. I går købte vi et telt, to luftmadrasser, to festivalstole til ens pris (det er sådan nogle, de alle sammen sidder i til Roskilde Festival eller i Kongens Have til jazz, og der er meget praktisk plads til en bajer i det ene armlæn), et stormkøkken til gas og to plastiktallerkner, og lige om lidt tager jeg til Harald Nyborg og køber en køleboks på tilbud. Så skulle vi kunne klare os et godt stykke ud ad landevejene.

I går prøvede vi at slå teltet op nede på vores bloks fælles græsplæne og frabad os tilskuere, for vi ville ikke grines af. Men op kom teltet. Ret hurtigt for sådan et par ældre nybegyndere som os. Det er faktisk let nok. Telte nu til dags er ikke som i de gode gamle dage, og jeg mener det positivt.
Jeg glemmer aldrig den stakkels familie et sted nede i Frankrig på en campingplads en sen aften. Hele campingpladsen kiggede på, mens de i timevis arbejdede på at få rejst deres splinternye og sikkert ret luksuøse villatelt. De havde ikke øvet sig hjemmefra, og det kunne man tydeligt se. Efter et par timer begyndte tagkonstruktionen at ligne noget, og familiens før så bekymrede børn tøede op og gav sig til at springe badutspring hen over teltpælene. Og da det blev mørkt, kom hele teltet op.

Sådan skulle det nødigt gå os. Tænk at stå på en svensk campingplads og være til grin for alle beboerne, der sikkert er helt vildt prof og har både køleskabe, selvoppustelige madrasser og alt mulig andet med.

Vi får se, hvor langt vi når. Vi kører lørdag - gisp! det er i morgen, så jeg har travlt - nå, men vi kører altså i morgen senest klokken ti, og vi satser på at køre til Øland med et stop undervejs. . . Jeg har set på nettet, at der både er vandrerhjem og bed og breakfast og den slags, hvis det skulle blive alt for besværligt. Men i hvert fald har vi vejret med os. . . .

Send mig lige nogle positive tanker, ikk'!

Vild luksus de næste dage. . . 

Min yndlingsjuice. . .

Jeg har fundet min yndlingsjuice. . . Uhm, siger jeg bare. Har eksperimenteret med 117 forskellige, men forleden fik jeg lavet den hidtil bedste:

Her er ingredienser til 2 store glas:

1/2 ananas
1 æble
1 tyk skive citron
1 lille stykke ingefær
1 banan
1 kvist mynte
1 spsk olivenolie


Skræl ananas og skær i mindre stykker

Skær æblet i både - det eneste, du  behøver at fjerne, er stilken


Så kommer du ananas, æble, citron og ingefær i din slowjuicer

Derpå blender du saften sammen med (den skrællede) banan og myntebladene

Så kommer du en sjat olie i og rører godt rundt. . . 

Voilà - det er det!

Her er ingredienserne til den herligste juice

Jeg har set, hvor ananasserne gror - Sydindien! Åhhh, hvor jeg længes!

Her er en af banangaderne i Goa. . . Længes endnu mere!

Her er den juice, jeg lige har drukket, så nu er jeg frisk og fuld af energi til dagens opgaver og udfordringer. . . 

Naturen har mange gaver til os

Naturen har mange gaver til os. Det er bare om at lægge mærke til dem. De findes overalt - også i byen.
Det er nemt at være mindfull i naturen ved at bruge sine sanser. Lugte, høre, se, smage den. Selv kan jeg ikke lade være med at stoppe op for at dufte til klatreroserne, der lige nu vælter ud over hegn og op ad husmure. Eller glæde mig over solsortens sang, når den sidder højt på en tagryg og lader sin stemme gjalde ud over hele kvarteret. 
I går sad jeg på min sædvanlige bænk i parken med computeren på skødet og skrev. Samtidig nød jeg duften fra de blomstrende lindetræer, der stod rundt om mig.
På vejen hjem plukkede jeg lindeblomster til en dejlig kop te på sengekanten. Det virker nemlig beroligende og giver dermed en god søvn. 

LIge nu blomstrer lindetræerne overdådigt i parker, på pladser og alléer, og de dufter vidunderligt. Lindetræet bliver kaldt kærlighedens træ, fordi dets blade ligner et lidt skævt hjerte, og så har deres blomster helbredende egenskaber.
Det blev en gang sagt, at 'for enhver sygdom er vokset en plante' - og lindeblomsterne kan afhjælpe lidt af hvert.

Lav en kop lindeblomstte, og du har et middel, der efter sigende skulle virke blandt andet:

- feberstillende
- sveddrivende
- beroligende 
- fremmende på fordøjelsen
- mod uro og ængstelse
- mod eksem (udvortes selvfølgelig)


Du kan selvfølgelig købe en pose tørrede blomster i en helsekostforretning, men du kan også gøre som jeg: 

- plukke en håndfuld blomster, putte dem i dit tekrus og hælde kogende vand over. Lad det trække ti minutter, kom eventuelt lidt honning i og nyd det. . . 

PS: jeg tørrer ikke blomsterne. Det skal jeg lige finde ud af, hvordan jeg gør - og så plukke en hel masse. . . 

Lindeblomster klar til at blive til te. . . 

Lindetræet ved siden af 'min' bænk i parken

Dejlige duftende blomster i massevis i juni og juli måned

De vokser alle steder - også lige ved Gråbrødre Torv i København

Lyden af Sommer

På en uge i Kandestederne langt væk fra hverdagen hørte jeg lyde, jeg ikke hører så mange af i byen. Fred og ro er der helt deroppe nordpå. Ikke ret mange mennesker, men til gengæld en vidunderlig natur. Klitter med marehalm, lyng og engelsk græs, vibefedt og soldug. Granplantager og marker med heste, der leger og kvæg, der brøler. . . Og der er et lys så stærkt, at jeg må bruge solbriller, og luften er stærk, så jeg sover som en sten om natten.

Jeg kommer ned i tempo og kan høre mit eget åndedrag og mit hjerte slå. 

Høre den lille dompap, der sidder i toppen af grantræet og synger af fuld hals, som om den ejer det hele.

'Ihhhh,' triller den glad. 'Jeg ka' si' det li' så tit, det skal det være.'

Dens kammerat stemmer i, men ikke helt så godt, og selv bliver den ved fra den lyse morgen, til solen går ned.

Gøgen kukker i det fjerne og fortæller mig 'hvor mange kys og leveår. . .', og fasanerne skrukker. Græshopperne synger, og lærkerne står næsten stille i luften med deres hurtigt baskende vinger. Synge kan de også, så det er en fryd.

Der er lyden af blæsten, der laver sandstorme på milen. Havet bruser bag klitterne som en evindelig torden. Det tørre lav knaser under fødderne, når vi vandrer på heden. Som frossen sne på en vintervej.

Bierne summer, og myggene hviner. 

Og når himlen bliver grå, og regndråberne trommer på taget, så vi må holde os inden døre og tænde op i brændeovnen, kan jeg høre ilden knitre og siderne blive vendt i  min bog.

Ferie, ferie, ferie. . .

Sommerhusferie i Danmark - det er noget af en satsning, er det ikke? Er det andet end nogle få solstrejf, hvis man er heldig, og ellers masser af regnvejr, så man ikke kan komme uden for en dør? Så man må tage den tykke trøje på, tænde op i brændeovnen og se fjernsyn og læse. Drømme om engang at se den vidunderlige nordjyske natur i høj sol og gå lange ture med bare ben og lytte til fuglesang og bølgernes brusen og se solnedgange hver eneste aften. . . Jeg håber på tørvejr og de lange traveture, men jeg har sikret mig mod kedsomheden og taget en god stak bøger med. Lidt af hvert - lidt underholdning, lidt inspiration og lidt til min åndelige udvikling.

'Storm over Jamaica' måtte jeg bare købe forleden, da jeg var inde og 'ose' lidt hos 'Trankebar. Bogen minder mig om min barndoms spændende udødelige klassikere. De røde fra Gyldendal, som man kunne købe for en femmer, og som var noget af det bedste, jeg kunne få til mine klassefødselsdage. 

'Skrivetrang' fik jeg til min fødselsdag, for det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke er noget barn mere, så nu får jeg ikke røverhistorier til en femmer, men skal selv se at få skrevet nogle. 

'Drageløberen' fandt jeg i Netto til halvtreds kroner forleden, og da jeg lige havde hørt den omtale igenigen, tænkte jeg, at 'NU må jeg da også hellere se at få læst den.'

Og så er der lige den tibetanske dødebog, som jeg endnu aldrig har fået læst, og den tibetanske bog om både livet og døden. Sidstnævnte er jeg halvt inde i, og jeg glæder mig til at få tid til at fordybe mig endnu mere i den. . . 

Skulle jeg løbe tør for læsestof, ved jeg, at der er masser af bøger der, hvor jeg skal tilbringe den næste uges tid. Går det helt galt, har jeg for første gang i meget lang tid købt garn til en sommerbluse, som jeg kan bruge næste år. Og så er der mine egne skriverier, som jeg har planer om at bruge en del tid på. Den bærbare skal selvfølgelig med. . . 

Måske er jeg optimistisk, men pyt - glæder mig, det gør jeg i den grad. Og måske bliver vi budt velkomne af den lille gransanger, der kan huske os fra sidste år?

Udlængsel

Jeg længes efter andre breddegrader. . . 
Sommerferien nærmer sig hastigt. Næste fredag slutter min skole, og jeg har mange lange uger foran mig.
Hvor skal jeg tage hen? Ideer har jeg mange af, men det helt rigtige sted har jeg ikke fundet endnu.

Jeg længes efter Indien. De mange farver, ritualerne, de hellige køer, larmen, den stærke mad, det store hav. Men Indien tager man til for at komme væk fra den danske vinter med mørke og kulde. Dér tager man ikke til nu - det er alt for varmt og regnfuldt.

Jeg længes efter Marokko. De fantastiske bjerge. Æslerne. Safran og argantræer. Souk'en med de farvestrålende varer. Længes efter oaserne. Efter at tale fransk. . . Men der er også for varmt og for støvet nu.

Jeg længes efter sol og varme - et stabilt vejr. Ikke for varmt og ikke for koldt. 
Jeg længes efter at komme ud og opleve. Efter at se noget nyt. Noget helt andet. Jeg vil til New York, til Burma, til Thailand, til Peru, til Nordnorge og Toscana. Jeg er ikke kræsen. Er faktisk ret nem at gøre glad. Bare giv mig et par billetter til et dejligt sted, så tager jeg kæresten med til Langbortistan.

Jeg længes efter fred og fritid. Efter ikke at have nogen pligter. Ingen deadline. Efter at blive tanketom og få plads til at lade fantasien folde sig ud og blomstre. Efter at sidde med computeren på skødet og skrive. Gå lange ture, meditere i fuldstændig stilhed og uden støjende naboer. 

Nord, syd, øst, vest - er det virkelig rigtigt, at hjemme er bedst? Det kan jeg jo ikke vide noget om, hvis jeg altid bliver herhjemme og ikke ser andet end det, jeg plejer. Så jeg må finde ud af det. Tømme sparebøssen. Pakke rygsækken. Jeg er meget snart klar!

Skriveblokering og udsættelsesmanøvrer. . .

'Der er ikke noget, der hedder skriveblokering,' siger vores oplægsholder på forfatterkurset. På et sekund når jeg at tænke på nogle af alle de gange, jeg har lidt af skriveblokering. Siddet foran skærmen uden at kunne skrive tre ord. Roteret på stolen. Blevet irriteret på mig selv. Forsøgt og til sidst opgivet og begyndt at lave noget helt andet. Når jeg nu alligevel ikke kunne finde ud af det.
Så fortsætter hun: 'Skriveblokering handler bare om, at man ikke ved, hvad man skal skrive.'

Nåhhhh, tænker jeg. Den køber jeg. Hvor er det enkelt: Jeg skal bare finde ud af, hvad jeg skal skrive, før jeg sætter mig ved computeren. Så går det meget nemmere. . . Og så skal jeg selvfølgelig lukke ørerne for den indre kritiker. Hende, der siger, at det ikke er godt nok, eller at det også kan være lige meget, fordi alle de andre gør det meget bedre. Hende lader jeg blive hjemme -  eller rettere: jeg smider hende ud - og skriver løs. 

Siden den dag på kurset er det blevet nemmere end før. Jeg er så glad, for at skriveblokeringen er blevet aflivet. Jeg lader være med at skælde mig selv ud, når jeg ikke liiiige kan finde ud af at skrive noget. I stedet går jeg en tur i parken og ser mig om. Eller begynder at stryge. Eller lave mad. Imens finder inspiration til at fantasere og brygge videre på min historie. 

Sådan set har jeg altid gjort det. Lavet historier, mens jeg lavede noget praktisk. Når jeg lugede i urtehaven, gjorde rent eller vaskede op. Men det kunne også være en slags overspringshandlinger, og dem er jeg mester i. Eller har været. 
Ligesom Alfons Åberg i den historie, jeg læste for mine børn, da de var små. Jeg skal bare lige, siger han hele tiden, når hans far prøver at få ham til at blive klar til at gå i skole. Men han 'skal bare lige. . . ' 
Det kender jeg godt. Jeg skal bare lige. . .  Der er undskyldninger nok for ikke at lave det, jeg allerhelst vil. I morgen er der atter en dag, og så. . . 
Forskellen er, at nu får jeg på et eller andet tidspunkt sat mig ned og skrevet videre. Og videre. . . Nu kan jeg være temmelig tilfreds med min indsats, for jeg får gjort noget ved det.

Nej, ikke mere sniksnak og udenomssnak og usættelser og dårlige undskyldninger og søforklaringer. Historierne venter på at blive fortalt. Men nu skal jeg bare liiiige ud i solen, for himlen er strålende blå, og jeg kan ikke holde ud at sidde herinde i mørket og blive bleg som en maddike, vel. . . 

Nogle gange bliver det til noget - side op og side ned

Så er der linet op. . . 

Gjort klar til at grifle løs

Hvad skal jeg dog finde på?

Nej, tiden er forbi, hvor jeg fik skrivekrampe - det er blevet meget nemmere nu!