Med eksprestog fra Jaipur. . .

Indiens lyseblå jerntog med tremmer for vinduerne er et kapitel for sig. I et så kæmpe land med de store afstande er der mange tog, de kører tit, og de er som regel fyldt til randen. Man skal gerne booke flere dage i forvejen, og desværre er det ikke til at gøre det fra Danmark. Derfor har vi måttet tage omvejen over Agra og Jaipur for at få et par pladser i et sovetog med aircondition.

Og det er langtfra som derhjemme. Kupeerne er skilt fra hinanden med tykke gardiner, og aircondition er en vifte i loftet. Der er måske halvtreds vogne, og der skal kræfter til at trække det i gang. Men det fungerer, og der bliver holdt nøje kontrol med, hvem man er, og om man har den rigtige plads.

Vi er med eksprestoget fra Jaipur til Mumbai. En tur på 1100 kilometer og 24 timer, så ekspres er så meget sagt. 'Slowexpres,' kalder vores to medpassagerer det og griner. Det går temmelig langsomt. Vi standser ved alle stationer, og dem er der mange af. Venter på alle modkørende tog, og det tager tid. Tålmodighed er godt.

Man kommer ned i gear. Der er ikke meget at tage sig til, og de fleste har sovet i flere timer. Den venlige mand på bænken overfor, der har været på pilgrimstur i byen Ajmer, har snorket højlydt, indtil han vågnede med et grynt og satte sig op i skrædderstilling for at bede. Moren ved siden af har sovet sødt sammen med sin lille dreng i armene, og rundt omkring ligger eller sidder folk og blunder. . .

. . Jeg havde tænkt mig, at jeg skulle sidde og skrive, men det er svært at ramme tasterne, for toget ryster og skramler. I stedet har jeg lavet nærmest ingenting, og hvilket privilegium er det ikke? Hvornår har jeg sidst gjort sådan? Jeg fået læst en halv bog. Slappet af. Mediteret. Tænkt over alting og ingenting. Kigget ud af vinduet på landskabet, der glider forbi: små støvede landsbyer med legende børn, kvinder i farverige sarier og mænd, der arbejder, hyrder med deres flokke af geder, marker med spirende, grøn hvede, spredte træer og bjerge i det fjerne.

Det højeste bjerg er Mount Abu, som vi er ved at lade os friste til at stå af ved. Et spændende sted med mange templer og smukke solnedgange, men der er koldt på den her årstid, og hotellerne er dårligt opvarmede, hvis overhovedet. Og jeg trænger til varme, så vi kører videre med vores lune tog, hvor indisk sang strømmer ud fra højttalerne, og folk er livet lidt op efter at have været ude på perronen og købe lækre grøntsagsboller i krydret sovs serveret i en skål af tørrede blade.

Vi behøver altså hverken sulte eller tørste. Hvis vi ikke henter noget på stationerne – og det er der god tid til, for vi holder i lang tid - er der masser at få indenfor. Hvert andet øjeblik kommer mænd igennem den smalle gang bærende på zinkspande eller plastikbaljer, mens de monotont messer, hvad de tilbyder: varm chai til syv rupees – ti for os, som er de eneste udlændinge i vores kupé, går den, så går den. . . - varme samosas, kolde vand og juice, dal (en linseret) eller pakoras (indbagte grøntsager). . .

Om lidt går solen ned, og mørket vil komme hurtigt. Så bliver det snart sengetid, og jeg vil kravle op på min hylde og lægge mig under det grove tæppe og prøve at sove. Hvis jeg ellers kan, for min meget tykke medpassager har lovet mig, at han vil snorke, så han kan holde hele toget vågent.

'Se her,' siger jeg til ham og peger på min vandflaske. 'Den skal nok få dig til at holde op.'

Han griner over hele hovedet.

'Ja, et kort øjeblik,' svarer han. 'Så vil jeg falde i søvn igen og snorke videre.'

Søndag morgen halvsyv ankommer vi til Mumbai.

Banegården i Jaipur en tidlig morgen

Eksprestoget til Mumbai afgår 8.45

Beklager - fik ikke vendt billedet om, men sådan ser et indisk tog ud, før passagererne myldrer ind

En lækker lille snack fra Udaipur undervejs

 

Welcome to India

Det var ikke planen, at jeg skulle se Taj Mahal, og det var heller ikke noget, jeg absolut behøvede. Jeg kunne godt leve uden, mente jeg. Men torsdag morgen befandt jeg mig foran det verdensberømte vidunder, der gemte sig i en let, hvid tåge. Lidt som mine egne øjne gjorde af træthed.

Vi skulle have siddet i et tog på vej mod syd, men da vi tidligt onsdag morgen ankom til Delhi efter en næsten søvnløs nat i flyveren, var stort set hele byen lukket. Uanset hvem vi spurgte, og hvad vi forsøgte, kunne det ikke lade sig gøre at komme ind til vores hotel, der ligger i bydelen Pahar Ganj. Her er små gader og stræder med bazar, gadekøkkener, billige hoteller og masser af restauranter, og vi havde glædet os til at slappe lidt af, før vi tog videre. Men lige præcis den dag startede en tre-dages festival til ære for hinduguden Shiva, den store nedbryder.
Ingen adgang for turister, fik vi at vide af den vagt, der meget bestemt fik vores tuktuk til at vende om. Regeringen har lukket alle hoteller, og hvis I vover jer derind, er det på jeres eget ansvar. I vil få stjålet jeres pas.
Vi forhørte os på banegården og endte efter en hel del besvær på noget, der viste sig at være et turistbureau.
Alle tog mod syd var booket de næste fem dage, fortalte indehaveren mister Sharma os, og den eneste mulighed, vi havde, var at tage videre med taxa. En tur, der blev meget dyrere og meget anderledes, end vi havde regnet med. Men hvad gør man, når man står der med sin tunge bagage og ikke har sovet i lang tid?

Tja - så siger man ja til noget, man måske ville have forhandlet lidt mere om, hvis man var frisk og klar i hovedet. Og det var ingen af os.
Efter at have besøgt en hel del pengeautomater, der afviste vores kort, lykkedes det os at skrabe penge nok sammen til at betale mister Sharma, og hen på eftermiddagen sad vi i Rahul's taxa.

Nu har vi været på en guidet sightseeing med privatchauffør, der har fulgt os trofast indtil nu. Vi har som sagt set Taj Mahal, vi har spist en god middag i Agra, hvor vi tog afsked med vores rejsefælle, T., der ved midnatstid tog med toget til Bengaluru, vi har kørt rundt i cykelrickshaw i et kæmpe fuglereservat med 376 forskellige fuglearter, antiloper, sjakaler og tretten slags slanger, vi har set en trappebrønd, det imponerende flotte Amber Fort i Jaipur, en tekstilfabrik, en smykkeforretning, et observatorium, bymure og -porte - og også lige handlet lidt småting.

Om jeg er fyldt op af indtryk? Ja. Træt? Ja, lidt.  Om jeg nyder det? JA! I love India!!!

I morgen tidligt sætter Rahul os af på banegården her i Jaipur, og så har vi en togtur på to gange 24 timer foran os. Vi 'mellemlander' søndag i Mumbai, hvor vi har hele dagen, før det går videre til det sydlige Goa.

En tåget morgenstund. . . 

Det er pænere på billetten - og i øvrigt ret dyrt! DIvidér med 10. . . 

Tænk, at jeg står her. . . 

Et magisk landskab med fugle i massevis - så smukt

Step-well - et kæmpemæssigt vandreservoir

Amber Fort i Jaipur - det tog 25 år at bygge det, så der har været arbejdere nok

Der er mange turister. . . 

Udsmykninger i massevis

Bare et vindue. . . 

Tekstilfabrikken, hvor alt bliver håndlavet - jeg ku' have købt mig fattig i bomuld og silke, men jeg skal selv slæbe det. . . 

Foran vores hotel i Jaipur,  hvor vi har fået et kæmpestort værelse med vindue og udsigt til borg og bymure på bjerget

Tanker om livet. . .

En eller anden dag går det op for de fleste af os, at vi er dødelige. . . For mig skete det en sommerdag, da jeg var omkring seks år. Jeg sad på terrassen til mit barndomshjem og tænkte stort og småt, som kun børn kan gøre. Solen skinnede, fuglende kvidrede, og min mor var inde i køkkenet og havde ladet mig passe mig selv lidt. Vi havde haft besøg af hendes kusine og dennes lille søn, Jens Peter.

Som jeg sad der for mig selv, slog det pludselig ned i mig som et lyn fra en klar himmel, at Jens Peter, der var et par år yngre end mig, ville komme til at leve længere end mig. Jeg skulle altså dø en dag. Og det før Jens Peter. . . Klar børnelogik.
Jeg kan tydeligt huske, hvordan min mave knugede sig sammen, og mit hjerte et kort øjeblik stod stille af frygt.

Jeg reagerede som de fleste andre gør, når det går op for dem, at døden findes ikke bare for andre, men også for en selv. Jeg prøvede at glemme det. Jeg voksede op og levede mit liv, så godt jeg kunne, mens jeg forsøgte at finde ud af meningen med det hele. Ledte efter kærligheden. Uddannede mig, fik arbejde, hjem, børn. Gik med på ideer om sundhed og gik væk fra dem igen. Fandt nye. Ville redde verden. Så mig om. Tænkte over tingene. Havde håb, ønsker og drømme om, hvordan mit liv skulle blive. Nogle af dem blev til noget, andre ikke. . .

Mod al sund fornuft havde jeg nok en ide om, at jeg ville leve om ikke evigt så i hvert fald mange år. Kvinderne i min familie bliver gamle. Min farmor blev over 90,  min mor er lige fyldt 91, og de, der ikke blev helt så gamle, glemte jeg. Der var rimelige grunde til, at min ene moster kun blev nogle og halvtreds, og at min mormor døde helt ung. Så der skulle være en god chance, for at jeg hørte til de seje af dem.
Nu er jeg - ja, hvad kalder man det? Mere end midaldrende? Lidt ældre? Gammel er jeg i hvert fald ikke, selvom jeg både har børn, børnebørn og en hel del erfaringer i rygsækken. Jeg vælger at sige, at 'jeg er i min bedste alder', for det er jo den eneste, jeg har. . .
Jeg skal opleve en masse endnu, har jeg tænkt mig. Jeg har stadig mange drømme, for dem, jeg havde som barn, er ikke alle sammen gået i opfyldelse endnu. Jeg skal se mig endnu mere om, lære nyt, blive (endnu) klogere, blive oldemor. Der er steder, jeg ikke har set. Bøger, jeg ikke har læst. Sider, jeg ikke har skrevet. Mennesker, jeg ikke har mødt. Mange ting, jeg ikke har prøvet. Endnu. . .

Indtil forleden troede jeg, at jeg nok skulle nå det hele. I hvert fald det vigtigste.
Så havde jeg en oplevelse, som da jeg var seks år. Vågnede en mørk nat og kunne ikke sove. Mit hjerte hamrede og gjorde ondt. Jeg blev bange. Meget bange. Var min sidste time kommet?
Ligesom dengang stod det lysende klart for mig, at ingenting varer evigt. Heller ikke jeg. Tanker og billeder myldrede gennem min hjerne. Det kunne ikke være rigtigt, hvis jeg skulle forlade den her verden nu. Selvom jeg tror, at der findes en anden og måske bedre, så følte jeg mig temmelig snydt, hvis det skulle ske nu.

En tur på skadestuen viste, at jeg ikke fejlede noget. Jeg var bare stresset og bekymret. . . Så jeg gik hjem igen, beroliget og meget tankefuld.
Livet skal leves hvert minut, det ved jeg godt. Har længe vidst det. Jeg blev bare i den grad mindet om, hvor sandt det er. Og jeg glæder mig over, at jeg gør noget ved de drømme, jeg har, i stedet for at vente, til jeg får bedre tid, bliver pensioneret, har flere penge, vejret er bedre, eller noget helt tredje.

Forleden hørte jeg en radioudsendelse, hvor der blev fortalt om en undersøgelse, en sygeplejerske havde lavet blandt døende. Jeg husker ikke hvor, men jeg husker, at de døende var blevet spurgt om, hvad de fortrød allermest i deres liv. De ting, der var mest udbredte var:

At de ville ønske, at de ikke havde taget sig så meget af, hvad andre forventede af dem. . .
At de havde arbejdet alt for meget og for hårdt. . .
At de havde været bedre til at udtrykke deres følelser. . . 
At de havde været bedre til at holde kontakten til deres venner. . . 
At de havde givet sig selv lov til at være lykkelige. . . 

Turen går snart til Indien. . .

Hverdagen har ikke levnet meget tid til blog-skriverier i lang tid - eller rettere: jeg har simpelthen prioriteret anderledes. 

Jeg skal have noget at skrive om, når jeg skal dele ud af mine oplevelser til omverdenen. Noget anderledes, noget mere spændende end den almindelige hverdag. Selvom den er god nok.

Men det jeg helst vil skrive om, er rejser, og det varer ikke ret længe, før jeg igen tager ud i den store verden og ser mig om. Den 7. januar tager jeg til Indien for at være der et par måneder. Wow - jeg glæder mig vildt. . . Det har været meget uvirkeligt i lang tid, for der har været så meget andet at tage stilling til, end om vi skulle tage til Kerala eller Goa eller Mumbai først. 

Men vores visa er ordnet, vaccinationerne klaret, og der mangler kun lidt småting, før jeg pakker rygsækken og drager herfra. Ned til strand, sol og palmer, til storbyer med et inferno af larm, os, menneskemylder, tuktuk'er, til stærkt krydret vegetarmad, ananasjuice og chai til ingen penge. Til gensyn eller nyt. . .  

Det gælder om at nyde livet så længe, man har det. Lige fra jeg var omkring fem år, og det gik op for mig, at jeg var dødelig ligesom alle andre, har jeg haft det i baghovedet, at alting slutter en dag. Alligevel har jeg troet, at jeg skulle leve evigt. Det skal jeg ikke, så jeg må hellere få set noget af alt det, jeg gerne vil. Og måske finder jeg ungdommens kilde denne gang?

Også 'efter Søren Kierkegaards mening er det den selvfølgeligste af alle sandheder, at man skal glæde sig over livet og nyde det med alle sanser. . . '
Fra Johannes Sløk: Kierkegaards Univers

Herunder er der lidt billeder fra Varanasi ved Gangesflodens bred (2012):
Kogødning ligger til tørre, mens kvinder tørrer sig efter deres hellige bad, en ko får et klap, en mand bliver barberet, nogle drenge leger med deres hjemmelavede drage, mænd diskuterer over en kop te, og brændet til ligbålene ligger i store bunker.

Slentretur igennem byen. . .

Slentretur gennem byen fredag eftermiddag. En god måde til at ryste en fyldt arbejdsuge af sig og til at begynde weekenden. . . 

Millioner af andre har fået samme idé som jeg. Sådan føles det i hvert fald, da jeg snor mig ind og ud mellem mine medfodgængere, som ikke bruger samme tempo som jeg. Der er så dejligt ude på landet, tænker jeg. Men efter få minutter vænner jeg mig til mylderet. 

Blomsterhandlernes georginer minder mig om, at det er sensommer. . .Femogtres kroner buketten.Køber ikke nogen. De vil også bare blive mast i trængslen. Jeg kan tage til Nordsjælland en dag og plukke selv. Kender et sted, hvor de koster toenhalv stykket. . . 

En strofe  '. . . and the world will be a better one' rammer mit øre. En ældre mand med cowboyhat og hestehale spiller guitar i håb om at tjene lidt ekstra. Længere nede ad Købmagergade er det 'Time to say goodbye' udsat for violin, der skal lokke folk til at give penge. Den har jeg snart hørt i mange udgaver.

Hare Krishna-manden, jeg mødte i metroen, har sat sig ved et hjørne sammen med fem andre i ens orange gevandter og med hvide streger på næsen. Man skal tæt på dem for at høre, at  de synger 'Hare Krishna'. En af dem sidder i lotusstilling. Det varer lidt, før jeg kan sidde sådan. Mine knæ vil ikke helt, som jeg vil. . .

Der er mere gang i den henne på Nytorv, hvor en flok unge gutter danser til høj musik. Bare det var mig, der kunne kaste mig selv rundt i luften og lave armbøjninger på én arm. . . Måske skal jeg bare øve mig? Hm - det er sikkert for sent at få lært. . . Gutterne hiver én fra publikum ind i deres kreds. En lille tyk dreng, som de hurtigt får lært et par enkle trin. Så nemt er det. Han får vilde klapsalver, da han let rødmende går tilbage til sin mor. 

Mere musik foran kirken. Endnu mere lidt længere henne. De er ret gode. 

Vi bliver underholdt, og vi bestemmer selv prisen. . . 

Jeg skal lige kigge på vinduerne hos 'La Glace'. Jeg har aldrig været der. Har lovet mig selv, at en eller anden dag skal jeg derind og spise fede kager. Men de store lagkager, der står i til skue, frister mig ikke. Så det bliver en anden dag - eller også laver jeg bare en kage selv.

Det årlige kunsthåndværkermarked på Frue Plads var egentlig det, jeg kom efter. Sytten år siden, jeg var her sidst. . . Tænk hvis jeg var kommet ind på kunsthåndværkerskolen dengang for mange år siden. Så kunne jeg have stået her og solgt mine vævede tæpper. Men sådan blev det ikke, og det er jeg egentlig ikke ked af. 

Nu kan jeg gå rundt og betragte alle de andres talenter. Der mange smukke, spøjse, fine, sjove, unødvendige ting at blive fristet af. Men jeg har ikke brug for noget. Jeg har masser af ting selv. Mange af dem er pakket i kasser og opmagasineret til andre tider. Lige nu skal jeg bare købe en fødselsdagsgave. . . Finder et par skåle, som forhåbentlig vil falde i god jord. . . 

Går op ad Nørregade og opdager, at den gamle bolsjefabrik har længe åbent. Jeg går ind og lader mig friste af hundrede gram rabarberbolsjer. Mine yndlings. . . 

Så lidt indkøb til aftensmaden. . . Hjemad til fred og ro og en kop te: grøn gunpowder fra Perchs med frisk ingefær og citron. Lidt luksus skal der være plads til. . . 

Lydløse lynlåse?

Smag og behag er forskellig. Heldigvis. Også når det gælder ferie. Nogle vil have hotel med 'all inclusive', og andre elsker det primitive.

Jeg er ikke spor vanskelig. Jeg kan lide både og. Nyder at bo på hotel og blive forkælet og komme hjem til et rengjort værelse med sengen redt. Og jeg synes også, at campinglivet har sine charmer. Så lidt af hvert til mig, tak. 

På Øland var jeg ude fra morgen til aften, og jeg ved ikke noget bedre, når det er sol og sommer. Jeg fandt ud af, at naturen ikke er spor stille. Faktisk kan den være ret larmende. Fuglene startede deres insisterende kvidren meget tidligt om morgenen. Blæsten ruskede i de høje træer lige bag teltet. En nat trommede regnen voldsomt på oversejlet, så jeg måtte op midt om natten for at se, om teltet holdt tæt. . . Det gjorde det.

Det er faktisk ret hyggeligt at bo i telt, men jeg indrømmer, at der er visse ulemper. For eksempel er det svært at sove ret længe. Man er tæt på andre mennesker, og mange af dem står tidligt op. Især når de skal videre på deres rejse. Og der er altid nogle, der skal af sted, og det skal de gerne fra morgenstunden. Og det undgår man ikke at opdage, for så bliver man vækket af den mest generende lyd. Hvis du har været på camping, så kender du den: Lyden af lynlåsene! Midt om natten er de der selvfølgelig en gang imellem, men det sker, at man sover fra den. Om morgenen til gengæld, når man først er blevet vækket af de tidlige fugle og sollyset, så er det svært at overhøre larmen.

Har du nogensinde lagt mærke til, hvor meget det larmer, når en lynlås bliver hevet op og ned? På et telt? Det har jeg! 

Andre steder smækker folk med dørene, men på en campingplads er det lynlåsen, der bliver larmet med. 'Diiiiiyyyyt - dyyyyyiiiiiit', siger det. Hos naboen og genboen, dem foran og dem bagved. Det er umuligt at åbne og lukke en teltdør stille. 

Så var det, jeg tænkte, at jeg vil give en præmie til den, der opfinder DEN LYDLØSE LYNLÅS! 

Jeg synes, det er en genial ide. . . Den er hermed videregivet, for jeg kan ikke finde ud af det.

Teltet, som blev prøveopsat før afgang - det tager tid, selvom der kun er tre stænger, og lynlåsene larmer. . . 

Bilen kunne faktisk parkeres i forteltet. . . 

Tæt på naturen - udsigten fra teltet den første aften på Gjetnø med solnedgang over søen. 

Langt mod øst. . .

Teltet kom op, og det kom ned og op igen og blev stående i flere dage. Vi blev bofaste på Øland og vænnede os til det primitive campingliv.
Stormkøkkenet fungerede fint, da vi først havde fumlet så meget med det, at en venlig ung gut kom os til undsætning. Det var på Gjetnö - en naturperle, som en anden dansker kaldte det. Et sted, de altid kommer tilbage til. Et gods, der har udlagt deres største ø til campingplads, og hvor store træer giver skygge, og man kan bade i søen fra en lille badebro, og nyde solnedgangen over det stille vand. . . 

Luftmadrassen mistede al luften den anden nat. Det var mig, der lå på den, og selvom den fik kunstigt åndedræt, klarede den det ikke, og jeg lå på den hårde jord en hel nat. Jeg sov nu meget godt alligevel, og dagen efter tog vi til Kalmar og købte en ny.

Bortset fra de par småuheld gik det hele ok. Vejret var med os som med alle jer andre, og Sverige viste sig fra sin bedste side.
Som sagt havde jeg aldrig troet, jeg skulle blive vild med Sverige, men det er jeg blevet. 
Der er ganske enkelt smukt. Og ja, der er myg i massevis, og de stikker, og der er hestebremser, og de stikker endnu mere, men ellers er der fred og ro og store skove og mange søer og 'jordgubbar' og 'morottar' og frisk luft.

Øland er anderledes end resten af Sverige. Det er en stor ret flad kalkslette, hvor der mange steder ikke er mere end få centimeter jord. Derfor det åbne landskab med højt til himlen, megen blæst og en meget speciel flora. På sydspidsen rager 'Lange Jan' op, og når man er klatret op ad de mange trapper, kan man nyde den smukkeste udsigt over vandet, den sydlige del af øen, sælerne, der ligger og soler sig på stenene i strandkanten og nogle af de mange fugle. Og dem er der mange forskellige arter af - jeg kender ikke ret mange af dem - men det gør ornitologerne, der udstyret med kæmpestore kikkerter stiller sig op alle vegne og betragter fuglelivet. 
I 'Naturboghandlen' i Stenåsa kan man købe masser af viden om fugle og blomster. Et eldorado for de interesserede - og man kan prøve de udstillede kikkerter, der koster mere end jeg har råd til.
Der er hjertemuslinger, og der er blomstrende grøftekanter. Der er stengærder overalt - det længste har den gamle Karl den 10. Gustav ladet bygge tværs hen over hele øen i syd for at forhindre hjortene i at æde bøndernes afgrøder.
Der er møller og små idylliske byer, der er en jernalderborg, og der er bautasten. Masser af dem. Der er marker med hvede og majs. Så nu har jeg set, hvor ølandshveden kommer fra.
Nu ved jeg også, hvor min stenene i min barndoms have kommer fra. På Øland er der sten alle vegne, og nogle af dem blev altså i en indkørsel til det hus på Amager, hvor jeg voksede op.

Fra Kalmar går den lange bro over til Øland, og vi ankom om sidst på eftermiddagen til noget, der mindede mig om Rivieraen. Åbne biler, en trafikeret strandvej, store campingpladser og caféer og restauranter.
Ikke lige det, jeg længtes efter. Jeg fik kvalme og havde lyst til at vende om. Men så kørte vi over på den østlige side af øen og fandt en campingplads, hvor der var roligt og fredeligt. Der var campingvogne med hele udstyret og ditto autocampere. Om en af dem havde ejerne sat deres eget hegn op. Måske mest for at deres lille hund ikke skulle stikke af. Der var telte med sammenklappeligt køkken, og der var det hollandske par, der var så organiserede, og ingenting var overladt til tilfældighederne. De var glade amatørornitologer og kom og viste os billeder af den fugl, der med et højlydt bump havde kastet en grankogle ned på taget af vores bil for at få åbnet koglen. De havde hørt rygtet om sensationen: den sorte stork, der havde slået sig ned på nordøen, men ikke set den.
Apropos bil - vi havde den allermindste på hele pladsen, men den var proppet til randen, og vi manglede ikke noget. 
Den eneste slange i paradiset var den hugorm, der en morgen lå midt på stien, da jeg skulle hen i kiosken. . .