Gensyn med Goa

Desværre genså vi ikke Vasco, hunden, der sidst vi var i Vasco da Gama slog følge med os fra parken ved siden af vores hotel, fulgte os troligt gennem hele byen, gøede ad de andre hunde for at forsvare os og ventede tålmodigt på os liggende på fortovet foran restauranten, hvor vi spiste vores glimrende frokost. Den fulgte os med tilbage, og vi tog afsked med den ved parken, hvor den løb ind.

I dag gik vi igen hen til parken, sad på en bænk og ventede for at se, om Vasco skulle dukke op. Men det gjorde den ikke, den gode hund. Et par af dens venner kom, logrede og så på os med deres bløde, brune øjne, men de kunne ikke fortælle, hvor 'vores' hund var henne. Måske er den gået til de evige jagtmarker og har det godt?

Til gengæld genså vi stammekvinden. Hende med den meget brune hud, de store ringlende ørenringe og armbånd helt op til albuerne. Hende, der skældte mig hæder og ære fra, fordi jeg tog et billede af hende uden at give hende baksheesh for det. Hun gik rundt i dag nede ved busholdepladsen og var ligeså farverig og smykkebehængt som sidst. Gad vide, om hun også har det på, når hun sover?

Denne gang nøjedes vi med at tage et billede af hende på afstand. Vi skulle ikke have klinket noget. . .

Hunden Vasco, som vi opkaldte efter den by, vi mødte den i for to år siden

Hun lever i bedste velgående, hende, jeg tog billede af i februar 2012

Vi var taget med skramleramlebussen til Vasco da Gama fra formiddagen for at ordne lidt småting, inden det blev alt for stegende hedt. En halv times køretur til et par kroner pr. person. Der er plads til 28 personer i bussen, herrer til venstre, damer til højre, seniorer forrest, men det er der ingen, der tager sig af. Og der kan altid klemmes en ekstra ind. Det er forbudt at ryge og at spytte – heldigvis - og musikken drøner fra en skrattende højttaler, og billetøren råber navnene på stoppestederne så hurtigt, at det nærmest lyder som en jodlen, der er umulig at forstå. Han skynder på folk for at få dem indenfor og smækker døren i ved at hive i en snor, der er bundet fast i den. Praktisk system.

På vej ned over Goa

I søndags ankom vi efter vores korte flyvetur fra Mumbai til Goa. Blev i turistinformationen anbefalet et privat guesthouse hos et venligt par, og her har vi slået os ned indtil videre. Rart og tiltrængt at slappe af oven på de første meget intense dage uden ret meget søvn.

Vores værelse ligger lige ud til vejen og i samme højde som den.

Fra balkonen kan jeg holde øje med livet, der passerer forbi. Der er altid noget at se på. I dag var der bryllup i kirken overfor. Det vrimlede med fine gæster. Mænd i skinnende jakkesæt og nypudsede sko. Kvinder i smukke sarier og med deres lang hår løst, småpiger i pink strutskørter – alle sammen trippende af sted i guld– eller sølvsko med hæle så høje, at de måtte støtte sig til hinanden for at gå ned ad vejen til nabohuset, hvor festen skulle holdes. Og bruden var i masser af hvidt tyl og slør, og bilen var pyntet med masser af blomster, blandt andet en meget fin ranke, der på et tidspunkt kom til at sidde skævt. Håber ikke, at det er et dårligt varsel. . .

Ellers er der masser af trafik, der drøner forbi. Bussen kører tit. Slæber sig stønnende op ad bakken fyldt med sorthårede passagerer. Der er sjældent turister med. Biler drøner forbi. Knallerter. Gående. Kvinder med store kurve på hovedet. De slæber, gør de. Mændene er generelt mere dovne. . .

Ind imellem går en flok køer forbi. En lille kalv forvilder sig midt ud på vejen og farer forskrækket hen til sin mor, da en bil dytter ad den. På skrænten overfor bor et par papegøjer, og under vores dørtrin bor firbenene.

Trafik i luften er der også. Selvfølgelig. Vi bor ikke langt fra lufthavnen, men hvad der generer mig i den grad, er alle de jagerfly, der suser rundt i ring over hovederne på os og gang på gang brager gennem lydmuren. De øver sig, så snart indenrigsflyene ikke er i luften, og de minder mig alt for meget om det, de skal bruges til. Der er langt til fred i verden. . . 

Fra vores balkon på Tele' guesthouse. . . 

En sød lille kalv leder efter sin moar. . . 

Kokospalmen i vores have. . . de er desværre ikke modne endnu. . . 

Sommer i januar måned

Det blev sommer en søndag morgen i januar. Den uldne trøje og strømperne blev puttet ned i rygsækken.

Vi ankom lidt i syv morgen til Mumbai og knap 30 grader.

Straks vi satte foden på togets nederste trin, blev vi antastet af bærere og chauffører, der mere for betaling end for gode ord ville tage vores bagage og køre os derhen, hvor vi ønskede.

Vi overlod vores rygsække og vores videre skæbne til en af dem, en tynd, ung fyr, der ikke talte særlig godt engelsk. Vi fulgte med ham uden for banegården til virvaret af parkerede tuktukker, der ventede på kunder. Og jeg var bare glad for ikke at skulle slæbe på min alt for tunge rygsæk.

Vi blev kørt til et hotel uden internet. Takkede nej og blev kørt hen til et bedre for at leje os ind et par timer, få et bad, lidt morgenmad og måske et hvil, før vi tog videre.

Men som altid er livet fyldt med overraskelser. Vores togbillet videre til Goa viser sig at være en ventelistebillet. Som vores ven, vi tog afsked med i Agra, skrev til os, er de nogle banditter, mister Sharma fra rejsebureauet i Delhi og hans chauffører. Han var havnet i Bengaluru uden at kunne komme videre, og nu står vi i Mumbai og kan ikke komme med det tog, der skulle køre os sydpå i eftermiddag.

Nu sidder vi så i lufthavnen og venter på vores fly, der vil sørge for, at vi er i Goa halvfem eftermiddag i stedet for klokken halvto i nat. Det er selvfølgeligkun rart, men noget dyrere, end det var meningen.

Det er svært at foretille sig, hvordan Mumbai er, hvis man aldrig har været der. Delhi er stor, larmende, beskidt og tæt befolket, men Mumbai er værre. Når jeg siger, her er mange mennesker, trafikmylder, larm, os, skidt, fattigdom og det modsatte, så underdriver jeg ikke.

En tur gennem den lille del af byen, hvor vi har været, viser det. . .

Allerede på vej med toget ind på banegården ser man det tydeligt storbyens liv. Folk ligger og sover svøbt ind i store sjaler på perronerne - tilsyneladende uden at tage sig af de banegårdsfolk, der går og fejer rundt omkring dem, mens støvet hvirvler op, og togene standser med hvinende bremser på begge sider.

Lige uden for banegården kører vi igennem et stort område af lave, faldefærdige huse med små butikker ud til den hullede vej. Det er stadig halvmørkt, og jernskodderne er stadig rullet ned, men her er masser af liv. Gadekøkkenerne er i gang, folk sidder og sludrer ved små bål, de har tændt på jorden, tuktuk'er snor sig ind og ud mellem hinanden, mens de dytter om kap.

Så snart vi kommer ud af det kvarter, kommer vi ud på en stor flersporet hovedvej med høje bygninger overalt. På den støvede midterrabat under 'highway'en' har folk slået sig ned for at finde ly for sol og vind.

På en rabat med et par træer midt i et mægtig stort vejkryds har en familie slået sig ned. To halvnøgne småbørn leger med noget plastikemballage, de har fundet. . .

Hver gang vi standser for rødt lys, prøver jeg at undgå at se ind i de bedende brune øjne, der kigger på mig. En hånd banker på vores rude. Bliver rakt ind igennem den åbne sprække. En kvinde med et sovende barn i armene. En halvstor pige med lange fletninger. En dreng, der lokker med nogle fine postkort.

Vi lukker ruden til. Helt til, så de ikke kan åbne den udefra.

Jeg føler mig hård og kold, selvom jeg kunne græde indeni, og samtidig bliver jeg vred over, at mennesker skal leve under den slags vilkår. Tænker på mine egne børnebørn, der har ipad, masser af tøj, går i skole – alt det, der er helt naturligt og normalt for os.

Den nydelige dame på bagsædet af bilen ved siden af os stirrer stift ud i luften for at undgå at se på den tiggende pige udenfor. Gad vide, hvad hun tænker? Hun har selv en datter på samme alder, kan jeg se. Hvordan er det at leve så tæt op ad al den fattigdom?

Jeg øver mig i at gøre ligesom damen. Ser lige frem ud af forruden og venter utålmodigt på, at lyset skifter til grønt, så vi kan køre.

Køre – hen til lufthavnen, hvor uniformerede vagter går rundt med gevær, og vi bliver tjekket flere gange, før vi kan gå indenfor.

Hvor det vrimler med rejsende både udlændinge og indere, der skal sydpå for at komme ned til varmen.

Hvor reklameskilte lokker med den nye Iphone til kun 2990 rupees om måneden.

Vi går ind på Starbuck-caféen, hvor en vagt lukker døren op for os og holder øje med vores bagagevogn. Jeg får en grøn te-latte til knap 14 kroner. Men så er den også stor og rigtig lækker.

Rejsens  første ananasjuice

Uhm for en grøn latte - til mere end en dagsløn

Håber, de får min rygsæk med

Farvel til Mumbai og dens mange millioner indbyggere

 

Med eksprestog fra Jaipur. . .

Indiens lyseblå jerntog med tremmer for vinduerne er et kapitel for sig. I et så kæmpe land med de store afstande er der mange tog, de kører tit, og de er som regel fyldt til randen. Man skal gerne booke flere dage i forvejen, og desværre er det ikke til at gøre det fra Danmark. Derfor har vi måttet tage omvejen over Agra og Jaipur for at få et par pladser i et sovetog med aircondition.

Og det er langtfra som derhjemme. Kupeerne er skilt fra hinanden med tykke gardiner, og aircondition er en vifte i loftet. Der er måske halvtreds vogne, og der skal kræfter til at trække det i gang. Men det fungerer, og der bliver holdt nøje kontrol med, hvem man er, og om man har den rigtige plads.

Vi er med eksprestoget fra Jaipur til Mumbai. En tur på 1100 kilometer og 24 timer, så ekspres er så meget sagt. 'Slowexpres,' kalder vores to medpassagerer det og griner. Det går temmelig langsomt. Vi standser ved alle stationer, og dem er der mange af. Venter på alle modkørende tog, og det tager tid. Tålmodighed er godt.

Man kommer ned i gear. Der er ikke meget at tage sig til, og de fleste har sovet i flere timer. Den venlige mand på bænken overfor, der har været på pilgrimstur i byen Ajmer, har snorket højlydt, indtil han vågnede med et grynt og satte sig op i skrædderstilling for at bede. Moren ved siden af har sovet sødt sammen med sin lille dreng i armene, og rundt omkring ligger eller sidder folk og blunder. . .

. . Jeg havde tænkt mig, at jeg skulle sidde og skrive, men det er svært at ramme tasterne, for toget ryster og skramler. I stedet har jeg lavet nærmest ingenting, og hvilket privilegium er det ikke? Hvornår har jeg sidst gjort sådan? Jeg fået læst en halv bog. Slappet af. Mediteret. Tænkt over alting og ingenting. Kigget ud af vinduet på landskabet, der glider forbi: små støvede landsbyer med legende børn, kvinder i farverige sarier og mænd, der arbejder, hyrder med deres flokke af geder, marker med spirende, grøn hvede, spredte træer og bjerge i det fjerne.

Det højeste bjerg er Mount Abu, som vi er ved at lade os friste til at stå af ved. Et spændende sted med mange templer og smukke solnedgange, men der er koldt på den her årstid, og hotellerne er dårligt opvarmede, hvis overhovedet. Og jeg trænger til varme, så vi kører videre med vores lune tog, hvor indisk sang strømmer ud fra højttalerne, og folk er livet lidt op efter at have været ude på perronen og købe lækre grøntsagsboller i krydret sovs serveret i en skål af tørrede blade.

Vi behøver altså hverken sulte eller tørste. Hvis vi ikke henter noget på stationerne – og det er der god tid til, for vi holder i lang tid - er der masser at få indenfor. Hvert andet øjeblik kommer mænd igennem den smalle gang bærende på zinkspande eller plastikbaljer, mens de monotont messer, hvad de tilbyder: varm chai til syv rupees – ti for os, som er de eneste udlændinge i vores kupé, går den, så går den. . . - varme samosas, kolde vand og juice, dal (en linseret) eller pakoras (indbagte grøntsager). . .

Om lidt går solen ned, og mørket vil komme hurtigt. Så bliver det snart sengetid, og jeg vil kravle op på min hylde og lægge mig under det grove tæppe og prøve at sove. Hvis jeg ellers kan, for min meget tykke medpassager har lovet mig, at han vil snorke, så han kan holde hele toget vågent.

'Se her,' siger jeg til ham og peger på min vandflaske. 'Den skal nok få dig til at holde op.'

Han griner over hele hovedet.

'Ja, et kort øjeblik,' svarer han. 'Så vil jeg falde i søvn igen og snorke videre.'

Søndag morgen halvsyv ankommer vi til Mumbai.

Banegården i Jaipur en tidlig morgen

Eksprestoget til Mumbai afgår 8.45

Beklager - fik ikke vendt billedet om, men sådan ser et indisk tog ud, før passagererne myldrer ind

En lækker lille snack fra Udaipur undervejs

 

Welcome to India

Det var ikke planen, at jeg skulle se Taj Mahal, og det var heller ikke noget, jeg absolut behøvede. Jeg kunne godt leve uden, mente jeg. Men torsdag morgen befandt jeg mig foran det verdensberømte vidunder, der gemte sig i en let, hvid tåge. Lidt som mine egne øjne gjorde af træthed.

Vi skulle have siddet i et tog på vej mod syd, men da vi tidligt onsdag morgen ankom til Delhi efter en næsten søvnløs nat i flyveren, var stort set hele byen lukket. Uanset hvem vi spurgte, og hvad vi forsøgte, kunne det ikke lade sig gøre at komme ind til vores hotel, der ligger i bydelen Pahar Ganj. Her er små gader og stræder med bazar, gadekøkkener, billige hoteller og masser af restauranter, og vi havde glædet os til at slappe lidt af, før vi tog videre. Men lige præcis den dag startede en tre-dages festival til ære for hinduguden Shiva, den store nedbryder.
Ingen adgang for turister, fik vi at vide af den vagt, der meget bestemt fik vores tuktuk til at vende om. Regeringen har lukket alle hoteller, og hvis I vover jer derind, er det på jeres eget ansvar. I vil få stjålet jeres pas.
Vi forhørte os på banegården og endte efter en hel del besvær på noget, der viste sig at være et turistbureau.
Alle tog mod syd var booket de næste fem dage, fortalte indehaveren mister Sharma os, og den eneste mulighed, vi havde, var at tage videre med taxa. En tur, der blev meget dyrere og meget anderledes, end vi havde regnet med. Men hvad gør man, når man står der med sin tunge bagage og ikke har sovet i lang tid?

Tja - så siger man ja til noget, man måske ville have forhandlet lidt mere om, hvis man var frisk og klar i hovedet. Og det var ingen af os.
Efter at have besøgt en hel del pengeautomater, der afviste vores kort, lykkedes det os at skrabe penge nok sammen til at betale mister Sharma, og hen på eftermiddagen sad vi i Rahul's taxa.

Nu har vi været på en guidet sightseeing med privatchauffør, der har fulgt os trofast indtil nu. Vi har som sagt set Taj Mahal, vi har spist en god middag i Agra, hvor vi tog afsked med vores rejsefælle, T., der ved midnatstid tog med toget til Bengaluru, vi har kørt rundt i cykelrickshaw i et kæmpe fuglereservat med 376 forskellige fuglearter, antiloper, sjakaler og tretten slags slanger, vi har set en trappebrønd, det imponerende flotte Amber Fort i Jaipur, en tekstilfabrik, en smykkeforretning, et observatorium, bymure og -porte - og også lige handlet lidt småting.

Om jeg er fyldt op af indtryk? Ja. Træt? Ja, lidt.  Om jeg nyder det? JA! I love India!!!

I morgen tidligt sætter Rahul os af på banegården her i Jaipur, og så har vi en togtur på to gange 24 timer foran os. Vi 'mellemlander' søndag i Mumbai, hvor vi har hele dagen, før det går videre til det sydlige Goa.

En tåget morgenstund. . . 

Det er pænere på billetten - og i øvrigt ret dyrt! DIvidér med 10. . . 

Tænk, at jeg står her. . . 

Et magisk landskab med fugle i massevis - så smukt

Step-well - et kæmpemæssigt vandreservoir

Amber Fort i Jaipur - det tog 25 år at bygge det, så der har været arbejdere nok

Der er mange turister. . . 

Udsmykninger i massevis

Bare et vindue. . . 

Tekstilfabrikken, hvor alt bliver håndlavet - jeg ku' have købt mig fattig i bomuld og silke, men jeg skal selv slæbe det. . . 

Foran vores hotel i Jaipur,  hvor vi har fået et kæmpestort værelse med vindue og udsigt til borg og bymure på bjerget

Tanker om livet. . .

En eller anden dag går det op for de fleste af os, at vi er dødelige. . . For mig skete det en sommerdag, da jeg var omkring seks år. Jeg sad på terrassen til mit barndomshjem og tænkte stort og småt, som kun børn kan gøre. Solen skinnede, fuglende kvidrede, og min mor var inde i køkkenet og havde ladet mig passe mig selv lidt. Vi havde haft besøg af hendes kusine og dennes lille søn, Jens Peter.

Som jeg sad der for mig selv, slog det pludselig ned i mig som et lyn fra en klar himmel, at Jens Peter, der var et par år yngre end mig, ville komme til at leve længere end mig. Jeg skulle altså dø en dag. Og det før Jens Peter. . . Klar børnelogik.
Jeg kan tydeligt huske, hvordan min mave knugede sig sammen, og mit hjerte et kort øjeblik stod stille af frygt.

Jeg reagerede som de fleste andre gør, når det går op for dem, at døden findes ikke bare for andre, men også for en selv. Jeg prøvede at glemme det. Jeg voksede op og levede mit liv, så godt jeg kunne, mens jeg forsøgte at finde ud af meningen med det hele. Ledte efter kærligheden. Uddannede mig, fik arbejde, hjem, børn. Gik med på ideer om sundhed og gik væk fra dem igen. Fandt nye. Ville redde verden. Så mig om. Tænkte over tingene. Havde håb, ønsker og drømme om, hvordan mit liv skulle blive. Nogle af dem blev til noget, andre ikke. . .

Mod al sund fornuft havde jeg nok en ide om, at jeg ville leve om ikke evigt så i hvert fald mange år. Kvinderne i min familie bliver gamle. Min farmor blev over 90,  min mor er lige fyldt 91, og de, der ikke blev helt så gamle, glemte jeg. Der var rimelige grunde til, at min ene moster kun blev nogle og halvtreds, og at min mormor døde helt ung. Så der skulle være en god chance, for at jeg hørte til de seje af dem.
Nu er jeg - ja, hvad kalder man det? Mere end midaldrende? Lidt ældre? Gammel er jeg i hvert fald ikke, selvom jeg både har børn, børnebørn og en hel del erfaringer i rygsækken. Jeg vælger at sige, at 'jeg er i min bedste alder', for det er jo den eneste, jeg har. . .
Jeg skal opleve en masse endnu, har jeg tænkt mig. Jeg har stadig mange drømme, for dem, jeg havde som barn, er ikke alle sammen gået i opfyldelse endnu. Jeg skal se mig endnu mere om, lære nyt, blive (endnu) klogere, blive oldemor. Der er steder, jeg ikke har set. Bøger, jeg ikke har læst. Sider, jeg ikke har skrevet. Mennesker, jeg ikke har mødt. Mange ting, jeg ikke har prøvet. Endnu. . .

Indtil forleden troede jeg, at jeg nok skulle nå det hele. I hvert fald det vigtigste.
Så havde jeg en oplevelse, som da jeg var seks år. Vågnede en mørk nat og kunne ikke sove. Mit hjerte hamrede og gjorde ondt. Jeg blev bange. Meget bange. Var min sidste time kommet?
Ligesom dengang stod det lysende klart for mig, at ingenting varer evigt. Heller ikke jeg. Tanker og billeder myldrede gennem min hjerne. Det kunne ikke være rigtigt, hvis jeg skulle forlade den her verden nu. Selvom jeg tror, at der findes en anden og måske bedre, så følte jeg mig temmelig snydt, hvis det skulle ske nu.

En tur på skadestuen viste, at jeg ikke fejlede noget. Jeg var bare stresset og bekymret. . . Så jeg gik hjem igen, beroliget og meget tankefuld.
Livet skal leves hvert minut, det ved jeg godt. Har længe vidst det. Jeg blev bare i den grad mindet om, hvor sandt det er. Og jeg glæder mig over, at jeg gør noget ved de drømme, jeg har, i stedet for at vente, til jeg får bedre tid, bliver pensioneret, har flere penge, vejret er bedre, eller noget helt tredje.

Forleden hørte jeg en radioudsendelse, hvor der blev fortalt om en undersøgelse, en sygeplejerske havde lavet blandt døende. Jeg husker ikke hvor, men jeg husker, at de døende var blevet spurgt om, hvad de fortrød allermest i deres liv. De ting, der var mest udbredte var:

At de ville ønske, at de ikke havde taget sig så meget af, hvad andre forventede af dem. . .
At de havde arbejdet alt for meget og for hårdt. . .
At de havde været bedre til at udtrykke deres følelser. . . 
At de havde været bedre til at holde kontakten til deres venner. . . 
At de havde givet sig selv lov til at være lykkelige. . . 

Turen går snart til Indien. . .

Hverdagen har ikke levnet meget tid til blog-skriverier i lang tid - eller rettere: jeg har simpelthen prioriteret anderledes. 

Jeg skal have noget at skrive om, når jeg skal dele ud af mine oplevelser til omverdenen. Noget anderledes, noget mere spændende end den almindelige hverdag. Selvom den er god nok.

Men det jeg helst vil skrive om, er rejser, og det varer ikke ret længe, før jeg igen tager ud i den store verden og ser mig om. Den 7. januar tager jeg til Indien for at være der et par måneder. Wow - jeg glæder mig vildt. . . Det har været meget uvirkeligt i lang tid, for der har været så meget andet at tage stilling til, end om vi skulle tage til Kerala eller Goa eller Mumbai først. 

Men vores visa er ordnet, vaccinationerne klaret, og der mangler kun lidt småting, før jeg pakker rygsækken og drager herfra. Ned til strand, sol og palmer, til storbyer med et inferno af larm, os, menneskemylder, tuktuk'er, til stærkt krydret vegetarmad, ananasjuice og chai til ingen penge. Til gensyn eller nyt. . .  

Det gælder om at nyde livet så længe, man har det. Lige fra jeg var omkring fem år, og det gik op for mig, at jeg var dødelig ligesom alle andre, har jeg haft det i baghovedet, at alting slutter en dag. Alligevel har jeg troet, at jeg skulle leve evigt. Det skal jeg ikke, så jeg må hellere få set noget af alt det, jeg gerne vil. Og måske finder jeg ungdommens kilde denne gang?

Også 'efter Søren Kierkegaards mening er det den selvfølgeligste af alle sandheder, at man skal glæde sig over livet og nyde det med alle sanser. . . '
Fra Johannes Sløk: Kierkegaards Univers

Herunder er der lidt billeder fra Varanasi ved Gangesflodens bred (2012):
Kogødning ligger til tørre, mens kvinder tørrer sig efter deres hellige bad, en ko får et klap, en mand bliver barberet, nogle drenge leger med deres hjemmelavede drage, mænd diskuterer over en kop te, og brændet til ligbålene ligger i store bunker.

Slentretur igennem byen. . .

Slentretur gennem byen fredag eftermiddag. En god måde til at ryste en fyldt arbejdsuge af sig og til at begynde weekenden. . . 

Millioner af andre har fået samme idé som jeg. Sådan føles det i hvert fald, da jeg snor mig ind og ud mellem mine medfodgængere, som ikke bruger samme tempo som jeg. Der er så dejligt ude på landet, tænker jeg. Men efter få minutter vænner jeg mig til mylderet. 

Blomsterhandlernes georginer minder mig om, at det er sensommer. . .Femogtres kroner buketten.Køber ikke nogen. De vil også bare blive mast i trængslen. Jeg kan tage til Nordsjælland en dag og plukke selv. Kender et sted, hvor de koster toenhalv stykket. . . 

En strofe  '. . . and the world will be a better one' rammer mit øre. En ældre mand med cowboyhat og hestehale spiller guitar i håb om at tjene lidt ekstra. Længere nede ad Købmagergade er det 'Time to say goodbye' udsat for violin, der skal lokke folk til at give penge. Den har jeg snart hørt i mange udgaver.

Hare Krishna-manden, jeg mødte i metroen, har sat sig ved et hjørne sammen med fem andre i ens orange gevandter og med hvide streger på næsen. Man skal tæt på dem for at høre, at  de synger 'Hare Krishna'. En af dem sidder i lotusstilling. Det varer lidt, før jeg kan sidde sådan. Mine knæ vil ikke helt, som jeg vil. . .

Der er mere gang i den henne på Nytorv, hvor en flok unge gutter danser til høj musik. Bare det var mig, der kunne kaste mig selv rundt i luften og lave armbøjninger på én arm. . . Måske skal jeg bare øve mig? Hm - det er sikkert for sent at få lært. . . Gutterne hiver én fra publikum ind i deres kreds. En lille tyk dreng, som de hurtigt får lært et par enkle trin. Så nemt er det. Han får vilde klapsalver, da han let rødmende går tilbage til sin mor. 

Mere musik foran kirken. Endnu mere lidt længere henne. De er ret gode. 

Vi bliver underholdt, og vi bestemmer selv prisen. . . 

Jeg skal lige kigge på vinduerne hos 'La Glace'. Jeg har aldrig været der. Har lovet mig selv, at en eller anden dag skal jeg derind og spise fede kager. Men de store lagkager, der står i til skue, frister mig ikke. Så det bliver en anden dag - eller også laver jeg bare en kage selv.

Det årlige kunsthåndværkermarked på Frue Plads var egentlig det, jeg kom efter. Sytten år siden, jeg var her sidst. . . Tænk hvis jeg var kommet ind på kunsthåndværkerskolen dengang for mange år siden. Så kunne jeg have stået her og solgt mine vævede tæpper. Men sådan blev det ikke, og det er jeg egentlig ikke ked af. 

Nu kan jeg gå rundt og betragte alle de andres talenter. Der mange smukke, spøjse, fine, sjove, unødvendige ting at blive fristet af. Men jeg har ikke brug for noget. Jeg har masser af ting selv. Mange af dem er pakket i kasser og opmagasineret til andre tider. Lige nu skal jeg bare købe en fødselsdagsgave. . . Finder et par skåle, som forhåbentlig vil falde i god jord. . . 

Går op ad Nørregade og opdager, at den gamle bolsjefabrik har længe åbent. Jeg går ind og lader mig friste af hundrede gram rabarberbolsjer. Mine yndlings. . . 

Så lidt indkøb til aftensmaden. . . Hjemad til fred og ro og en kop te: grøn gunpowder fra Perchs med frisk ingefær og citron. Lidt luksus skal der være plads til. . .