Landsbyen

Det er begrænset, hvad der kan være af billeder - derfor lidt flere her. Fra turen med Bharat ud til hans dejlige landsby. . . 

En pause fra arbejdet i marken

Bharat's bedstefar stiller med glæde op til fotografering

Og så er isbilen kommet til byen

Vores hyggelige ven, professoren, der ved alt om hulerne i Ajanta

En tur på landet. . .

Jeg er helt ked af at tage afsked med Bharat, Sadeek, Saleem og de andre ansatte på vores guesthouse i Ajanta - dem, som har lært mig lidt mere hindi, og som har lært mig at kalde min kæreste 'Salman Khan 'efter den store Bollywoodstar, noget, der får dem til at grine -

og med den gamle professor Spink, som har fortalt os en del om sit arbejde i hulerne og om en hel masse andre sjove ting. Det var ham, der foreslog os at gå en tur ud til den lille landsby, Thana, som han sagde, ser ud som den har gjort de sidste totusind år. Og det var Bharat, der på sin fridag kom for at følge os derud.

Det blev en herlig, herlig dag. . .

Thana har omkring femhundrede indbyggere, der alle er bønder. Den ligger i et frodigt område ved en lille flod, hvor kvinderne vasker tøj, og hvor Bharat's onkel vander sine køer, og den omgivet af marker med majs, bomuld, hvede, rød chili og linser, så der er nok både til den daglige portion dhal og chapati'erne.

På vejen til byen bliver vi råbt an af alle, vi passerer, og han må gang på gang forklare, hvem vi er, og hvor vi kommer fra, og vi nikker og smiler, og jeg får brugt de få ord på hindi, jeg kan til stor begejstring for gamle og unge.

Skolebørnene er i gang med terperiet, og vi bliver inviteret ind for at se skolen. Hilser på de to mandlige lærere, der har de mindste klasser, hilser på børnene, der artigt tier stille, når vi siger 'shhh', lægger håndfladerne mod hinanden og efter deres lærers 'diktat' svarer i kor, når vi spørger dem om noget.

Fin skole – børnene er så heldige, at et par hollændere har doneret dem skolepulte, så de ikke mere skal sidde på jorden. Små tavler og kridt har de også fået, så de hver især kan lære at skrive, og på væggene er der pædagogiske plakater med tal og frugter og ting.

Da vi siger, at vi gerne vil give dem lidt penge, bliver der vildt postyr. Der bliver hentet stole til os, vi skal tage billeder, børnene skal sige tak – i kor – en ung lærerinde kommer og overrækker os en buket blomster hver, og en af lærerne skriver vores navne ned i en stor bog, så de kan skrive det på en slags 'mindetavle' på væggen udenfor.

Jeg bliver næsten helt flov, men også rørt. Herregud – for os er det småpenge, vi giver. For dem kan det række langt. Men hovedsagen er, at det nytter, og at børnene får lært noget.

'Come into my poor home,' siger Bahrat smilende, da han efter skolebesøget inviterer os ind på en kop te i sit hus. Her bor han sammen med sin mor, sin yndige kone, Simla, og deres tre børn, to piger og en dreng.

'No more children,' siger han og griner. Det må være nok med tre.

Simla har gået ti år i skole, men som så mange andre talte hun ikke engelsk. Ærgerligt – jeg ville gerne have snakket lidt med hende. Jeg er også nysgerrig og kunne godt tænke mig at lære hende at kende. Jeg må gøre noget mere ved det der hindi. . . Men Simla er husmor, passer børnene og landbruget, og hun har ikke været uden for sin landsby siden syvende klasse, hvor hun var oppe i Ajanta-hulerne.

'Hun vil så gerne ud på en tur en gang imellem,' siger Bharat. 'Jeg lover hende at tage hende med ud, men jeg har ikke tid.'

'Du skal holde, hvad du lover,' siger jeg. Bharat griner. Ja, ja, det ved han godt, men han har nok at se til. Hans far døde, da Bharat var tre måneder gammel, og han føler et stort ansvar for sin mor, som han tager sig af. Hende har han lovet aldrig at forlade, og det løfte holder han, og han arbejder både på guesthouse't og i markerne.

Efter teen går vi den dejligste tur ud af byen, over floden, op gennem markerne og til foden af bjergene, hvor Bahrat har sine jorder. Her og der er folk i gang med at høste linseplanter, og han fortæller og forklarer, hvem de er. Landsbyen er som en stor familie.

Da vi er blevet placeret uden for det lille hus i udkanten af Bahrat's mark, hvor Lalya, en af guesthouse-hundens hvalpe, holder vagt, og hvor koen står bundet, kommer Simla op til os med madspanden på hovedet, og så holder vi skovtur. Får serveret en lækker suppe af hjemmelavet yoghurt, spinat og karry med friskbagte chapati'er til, og flere gange undskylder vores værter det ydmyge måltid og den mangelfulde borddækning.

Jeg nyder det bare og ville ønske, at tiden ville stå stille. Nyder freden, fuglenes kvidren, den friske luft, den brændende sol, den smukke udsigt og de venlige mennesker, vi har mødt. Føler mig utrolig heldig.

Simla bliver tilbage i huset ude ved marken, og jeg håber, at vi har givet hende et lille pust fra den store verden.

Så følger Bahrat os hjem ad en 'clean road', som han kalder det. En lidt nemmere vej at gå ad end ind over markerne. Og når vi møder folk, der sidder og spiser i skyggen under et træ, råber de til os, om vi har fået frokost. Ellers er vi velkomne. . .

Hvem der er mest glad for vores tur til Thana, ved jeg ikke. Bharat er et stort smil den næste morgen, da han serverer morgenmad for os og professoren. Og han fortæller både køkkendamen og havemanden og alle andre, der lige kommer forbi, at vi kommer fra Danmark, og at vi har doneret penge til skolen.

Vi tager hjertelig afsked, før vores faste chauffør kører os til Jalgaon. Han kører stille og roligt – 'damse, damse' - men vist kun fordi Sadik har bedt ham om det på grund af mig.

Det er noget af en anden verden at komme til Jalgaon, hvor vi midt på dagen bliver indlogeret på Hotel Plaza. Det lyder måske fornemt, og der er også utrolig rent og ordentligt, men det er kun en mellemstation, for fredag morgen skal vi videre med toget. Heldigvis for vores værelse er næsten som en elevatorskakt med et par højtsiddende vinduer ud til en indre meget lille gård, og som ikke giver noget dagslys. Meget mærkeligt.

Næste stop er Sanchi. . .

Skolen i Thana - most welcome

Namaste. . . søde unger!

Hvad er det dog for nogen, der er på besøg?!

Et par skoleveninder. . . 

 

Velkommen hos Bharat

På vej ud til markerne

Simla, som kommer med madspanden til os

Det sødeste par i hele omegnen

Åh, hvor er her skønt

Skulle han ikke hellere se at komme i skole, Bharat's nevø?

Incredible India

'Incredible India', står der på turistplakaterne, og det er så sandt, som det er skrevet. Indien er utroligt på alle måder. Utroligt sjovt, smukt, fantastisk og anderledes, utroligt beskidt, støjende, overraskende og farverigt, utroligt mange mennesker, meget trafik og os og utroligt mange oplevelser. De er der hele tiden, og de er alle værd at fortælle om. Jeg kan slet ikke følge med. . .

Ajanta er et besøg værd. Vi er kommet for at se de klippehuler, der skulle være mindst ligeså fantastiske som dem i Ellora, og som vi så i lørdags. Vi ankommer søndag, hulerne er lukket mandag, så vi regner med at slappe af indtil tirsdag. Men sådan bliver det ikke.

Jeg har ikke været på nettet i flere dage – ikke rart, vel. Men net er ikke lige sådan at komme til. Vi skal hen i landsbyen og prøve der. Det gør vi så. Går i vejkanten, mens lastbilerne suser forbi, passerer de små boder, hvor de sælger te, samosas og den slags, og vi bliver gloet på af alle, der sidder, står, hænger ud. Der er ikke mange turister her, så vi er selvfølgelig meget interessante at kigge på. Går over floden hen til byen, der ser ud til at slutte, før vi næsten er kommet ind i den. Men en vej til venstre fører ind i den, og der går vi ned. Før vi ser os om, kommer en ung fyr hen til os og spørger, hvad vi søger. Jo, der er en netcafé, og han skal nok vise os derhen. Undervejs bliver vi omringet af børn i alle aldre.

Da vi går tilbage – uden at være kommet på nettet, for det virker selvfølgelig ikke lige i dag – bliver vi fulgt af en flok piger, der fniser og holder hinanden i hånden og forsøger at sige de få engelske ord, der har lært. Mustad følger os hele vejen hjem. . .

Næste dag har vores flinke tjenere en rigtig god idé til, hvad vi kan bruge dagen på: en tur med taxa til 'the viewpoint', hvorfra vi kan se vandfaldene og hulerne, der ligger på rad og række overfor.

Men allerførst skal vi lige have en bog om hulerne skrevet af en amerikansk professor, der ved alt om dem. Han er kommet her årligt de sidste tyve år – og faktisk er han her lige nu. Han bor på værelse nummer tolv, og Sadik, som er kok, og som har kendt professoren, siden han var barn, skal nok sørge for, at vi kommer til at møde ham til middagen i aften.

Vi siger ja til det hele, for hvorfor skulle vi sidde her og kede os, når vi kan komme ud og se os om? Jeg får lært et nyt og meget vigtigt ord på hindi: dam'sei. Det betyder langsomt, og det er meget nyttigt, når jeg skal ud og køre med taxa igen. Men heldigvis får jeg ikke rigtigt brug for det, for vores nye chauffør kører stille og roligt, og jeg føler mig så tryg, at jeg kan nyde udsigten denne gang.

Området er vidunderlig smukt med bjerge med spredte træer, og lige nu blomstrer mandeltræerne. Vi kører et stykke vej for at komme om på den modsatte side af hulerne. Her er et udsigtspunkt, hvor vi stiger af og får det første glimt af hulerne. Men vi slipper ikke så let. Vi skal se de syv vandfald, og for at komme ned til dem, skal vi ned ad 385 trappetrin. Vi talte dem. . .

Før trapperne står der et skilt med en advarsel: pas på vilde dyr og reptiles.

Jeg spørger vores chauffør, der går foran, om det er rigtigt. Han griner og siger ja, der er masser af tigre her. Han peger på et sted under trapperne, hvor der er et hulrum. Der bor de, men der er ikke noget at være bange for. De kommer først frem, når det er mørkt.

Synet af vandfaldene, hulerne på den modsatte side, slugten, som floden har skåret sig ned igennem i tusindvis af år, fuglene, der svæver mellem de lodrette klippevægge, de farvestrålende blomster, gederne, der græsser og den lille landsby, der ligger langt fra alfarvej, er de ømme benmuskler værd. Der er så ubeskriveligt smukt, at jeg kunne sidde hele dagen under den strålende sol med fødderne i det kølige vand i den lille bæk, vi sætter os ved.

* ' * ' * ' *

Vi skrår hen over det åbne stykke jord, der ligger mellem vores guesthouse og byen, Fardabad. Byens halvstore og store drenge er i gang med at spille kricket, og de råber til os, om vi vil være med.

Da vi kommer ind i hovedgaden – en støvet, hullet vej uden asfalt, med kaglende høns og gryntende grise, der roder rundt i affaldet, med lave huse på hver side, folk, der slipper hvad de har i hånden for at hilse på os - bliver vi mødt af Mustad, som må have ventet på os. Han følger os hen til netcaféen, og jeg sidder omringet af fem nysgerrige gutter, der holder øje med hvert bogstav, jeg skriver. Så det bliver ikke til meget.

Bagefter inviterer Mustad os på te hjemme hos sin familie. Vi siger ja tak, men sikrer os, at vi kommer hjem før det bliver mørkt.

Vi følger ham gennem byen, der viser sig at være større, end jeg umiddelbart troede. Og hele tiden bliver vi råbt til af børn i alle aldre.

Rundt om det inderste af byen er en gammel bymur med to byporte. Mustad kan ikke fortælle noget om, hvor gammel den er, men han synes, vi skal med ham op på muren. Ikke nogen helt nem klatretur og ikke helt ufarlig, for den har tydeligvis kendt bedre dage. Den er groet til med ukrudt, trinene er gået i stykker, så det er ikke helt ufarligt at gå rundt på den. Inden for muren ligger koranskolen, hvor børnene læser op i kor. Solen er på vej ned, og vi når en lille kop chai hjemme hos Mustad. Så følger han os tilbage til vores guesthouse. . .

Vi har sat os i restauranten og bestilt aftensmad, da den gamle herre, professoren, dukker op.

'Oh, you must be the guys from Denmark,' siger han ligeså højt, kommer hen til os og præsenterer sig som Walter.

Han er meget snakkesalig, og de næste par timer sludrer vi om både huler og mad og rejser, og de tre tjenere smiler og følger med. Da vi siger godnat, er Walter's stemme så rusten, at han næsten ikke kan snakke mere. . .

Walter er arkæolog og kom ved et tilfælde til at beskæftige sig med hulerne i Ajanta. Oprindelig ville han beskæftige sig med nogle hinduistiske huler et sted mod nordøst, men som ikke-hindu kunne han ikke komme ind. Derfor måtte han finde på noget andet, og så var det, han fandt Ajanta.

Han er kommet her i de sidste tyve år, har sit eget værelse, hvor han arbejder. Lige nu er han i gang med ottende bind om 'the Ajanta Caves'. Jeg vil tro, at han er den i verden, der ved allermest om dem. . .

'Der bliver fortalt meget forkert om hulerne,' siger han. 'Jeg har forsøgt at fortælle de indiske guider, hvad de skal sige til folk, men det hjælper ikke.'

Hvad det er, ved jeg ikke. Engang jeg får tid, må jeg læse hans ottebindsværk. . .Spændende er det i hvert fald.

The Ajanta – Caves. . .

Hulerne ved Ajanta blev opdaget i 1819. En engelsk soldat ved navn John Smith var på tigerjagt. Han havde kig på en tiger, forfulgte den, da den pludselig forsvandt ind i en klippehule på den modsatte side af floden. John prøvede at følge efter den og fik hjælp af en dreng fra landsbyen ved vandfaldene til at finde dens hule. Hans overraskelse må have været enorm ved synet af det, han fandt. En klippehule med udhuggede søjler udsmykket med smukke malerier. Tværs hen over Buddhas bryst på en af søjlerne i hule nummer 10 skrev han: 'John Smith, 28 th Cavalry, 28 th April 1819.' Og på det sted, hvorfra han så tigeren forsvinde, er der i dag en pavillon med den mest imponerende udsigt til hulerne.

Det, John Smith opdagede, var kun en lille del af de mesterværker, der gemte sig under århundreders dække af jord og klippebrokker, og hvis facader var groet til med træer og krat. Der var ikke mange andre end tigeren, der kendte til de imponerende huler.

Hule nummer ti stammer sammen med de fire andre ved siden af fra 100 AC til 150 AD. Dengang var buddhismen på sit højeste i den vestlige del af Indien, og de fem første huler blev skabt. Hugget ud med hammer og mejsel. Efter trehundrede års 'eclipse' fik buddhismen en renaissance, da først kejser Harisena Indiens største vihara'er blive hugget ud i klipperne ved Ajanta. Siden donerede en af hans ministre, en konge og en rigmand fra området store summer for at få skabt flere vihara'er og templer – sikkert i håbet om evig berømmelse.

De dygtigste håndværkere og kunstnere blev hentet fra store byer for at udsmykke hulerne med statuer og billeder, der fortæller legender fra Buddha's liv.

Men i år 477 døde kejser Harisena under mystiske omstændigheder, og der udbrød krig.

Ikke ret længe efter blev hulerne forladt, nogle af dem blev aldrig gjort færdige, og fra først i 480'erne blev de glemt, fyldt op med mudder, groet til med træer og ukrudt. . .

Tirsdag (28. januar) tager vi til hulerne udstyret med Walter's lille hæfte med et kort resumé om hulerne og hver en lommelygte, vi har lånt af ham.

Som han har foreslået starter vi med den sidste hule. På den måde får vi det bedste lys, og vi undgår den værste strøm af turister, som er ret så heftig.

Hule nummer 26 er en imponerende bedehal med hvælvet loft, en række søjler i hver side med fint udhuggede friser, der forestiller episoder fra Buddha's liv. For enden en stupa med en siddende Buddha. Malerier i smukke farver i loft og på vægge og til venstre bag søjlerne en kæmpe statue af den døende Buddha på vej i Nirvana. . .

Da jeg står udenfor og sludrer med en amerikansk dame, ser jeg pludselig nogle store sten ramme jorden med høje bump. 'Hurry, hurry,' råber 'kustoden', for sådan en er der ved hver hule. Han får os gennet i sikkerhed inde ved muren, mens nogle andre mænd prøver at jage de aber væk, der farer rundt oppe på klippevæggen og smider sten efter os. En af dem var nær ved at ramme min kæreste. Heldigvis gjorde den ikke. Møgaber, siger jeg bare.

Vi fortsætter ind og ud af den ene og den anden hule. Der er søjler, små og store figurer og statuer, der er udhuggede friser, og der er malerier i lofter og på vægge. Alt sammen illustrerer episoder fra Buddha's liv, fra hans fødsel til hans vej til oplysning, fra hans tidligere liv, og hans elever.

Vi skal op og ned ad trin og trapper og af med skoene, hver gang vi skal indenfor og have dem på igen udenfor, hvor solen skinner fra en skyfri strålende blå himmel, og luften står stille mellem klippevæggene i den dybe slugt. Det hele er fantastisk, imponerende og overvældende. Så mange ting at se. Hele tiden viser der sig nye detaljer bag en søjle, i en krog, i loftet. Nogle steder er det tydeligt, at man aldrig har gjort arbejdet færdigt, og at hulen er blevet forladt i utide.

Det kan ikke beskrives med ord. Jeg har svært ved at forestille mig, hvordan man dengang for så længe siden har lavet så store kunstværker ud af en klippe. Blot ved at hugge fra oven og nedefter, sikkert på samme måde som Michelangelo, der sagde noget om, at 'figuren er inde i stenen. . . ' Man skal bare opdage den.

Jeg forstår godt, at man som professoren kan bruge så mange år på det sted og skrive så mange sider om det, som han har gjort. Jeg er sikker på, at han stadig vil opdage nye detaljer.

Da vi har set de første 15 huler, er vi fyldt op af indtryk og må lige have en pause. Vi går tilbage til indgangen ad en smuk sti, der løber næsten helt nede ved floden. Et sted ligger en kæmpestor klippesten, som jeg siden hører, er faldet ned fra toppen af klippesiden sidste år sammen med tre, fire andre. Heldigvis er det sket en mørk nat, så ingen mennesker er kommet til skade.

Undervejs bliver vi nærmest forfulgt af en af de sælgende, der dukker op, så snart vi er uden for huleområdet. Nogle af dem forstår ikke ét 'nej' og heller ikke to eller tre. De bliver ved, selvom ingen af os vil have nogen postkort, guidebøger, perlekæder eller grimme buddhafigurer. 'Please, sir,' siger fyren, der nærmest har hægtet sig på min kæreste. Heldigvis ikke på mig. 'Please, sir,' bliver han ved. 'Køb noget af mig. Jeg giver dig en god pris. Please. Du får den her for 300 rupees.' Han begyndte ellers ved 6000 rupees, så nu vil han ligefrem forære sin figur væk. Jeg er lige ved at råbe meget højt af irritation.

Først da der viser sig en betjent for enden af stien, slipper fyren sit greb, vender om og går tilbage.

En anden sælger får jeg overtalt til at gå hen til belgieren, der går et stykke bag ved os, og som jeg har sludret lidt med på fransk. 'Han vil helt sikkert købe noget af dig,' siger jeg om belgieren, der på et tidspunkt kommer hen til mig og spørger, hvorfor danske og svenske kvinder er smukkere end alle andre.

Jeg ved det ikke, svarer jeg ham. Sådan er det bare. . .

'Alors,' siger han. 'Hvis jeg ikke var gift, og De ikke var gift, så ville jeg gøre kur til Dem.'

Der kan man bare se, tænker jeg og undlader at fortælle ham, at jeg ikke ville have bidt på krogen. Men smigrende er det selvfølgelig. . . Og efter en lille let frokost slæber vi os igen opad for at se de sidste ti huler.

Vil du se noget storslået, så tag til Ajanta. Smukt sted, dejlige omgivelser, skøn natur. Det er lidt besværligt at komme dertil. Især når man kommer fra syd, som vi gjorde. Det er nemmere at tage direkte fra New Delhi med toget til Jalgoan. En lang tur, men det er meget hyggeligt og altid en oplevelse at køre med tog. Fra Jalgoan kan man tage en taxa til Ajanta til omkring 1200 rupees. Der er forskellige overnatningsmuligheder – både et government guesthouse og hotel og lidt uden for i retning mod Aurangabad omkring 15 km fra Ajanta ligger et par hoteller ved landevejen.

* * *

Siden sidst

Farvel til Goa – til skrædderen, der syede en tro kopi af min yndlingssommerkjole – bare i lyst hamp, og som lærte mig nogle få ord på hindi. Nu kan jeg også tælle til fem. . .

Farvel til den høje ranglede fyr i de lyserøde bukser til under knæene. Sammen med tre-fire andre gutter havde han slået sig ned på naboværelset et par dage før. Som den sidste aften kom hen til os med en smøg i hånden for at høre, hvordan vi havde det. Han var næsten ikke til at forstå.

'I am a cub,' sagde han og gav et slapt håndtryk, mens han kiggede ud i luften. 'Nice place here,' fortsatte han. 'Vi bor et fredeligt sted.'

Gad vide om han havde hørt om den unge svensker, der få dage før var blevet banket af fire andre, da han til en fest gik ned på stranden for at ryge en smøg. Jeg havde undret mig over hans kæmpe forbinding på siden af halsen under øret. Mærkeligt sted at have et sår, havde jeg tænkt, men da jeg hørte om overfaldet forstod jeg bedre. Man kan selvfølgelig sparke de mærkeligste steder. Han havde stået og grædt i restauranten, da han kom tilbage fra lægen.

Det sagde betjenten ikke noget om. Men da vi fortalte, at vi skulle til Aurangabad, sagde han, mens han så mig direkte i øjnene – sikker for at berolige mig:

'No problem there. . . Der er stille og roligt.'

Det blev også farvel til morgenbadet og til det tyske bageri, hvor vi fik den bedste morgenmad, og hvor alle tjenerne var fra Nepal og altid i strålende humør. . .

Derpå var det samme tur tilbage, som den vi var kommet ad fem dage tidligere – nu med byens bedste chauffør. Tilbage ad hårnålesvingene med cashewnøddetræerne, mangotræerne og eucalyptustræerne. Et sted lå en smadret bil i grøften.

'Folk, der ikke kender Goa,' var chaufførens kommentar. 'Dem, der kommer for at finde piger og for druk, og som kører bil bagefter. . . '

Han kunne flere historier om, hvor galt det kan gå. 'Don't drink and drive.'

Making new friends. . .

Hen på eftermiddagen kunne vi gå ombord på vores tog, der bragte os fra Vasco da Gama til Manmad (ja, det hedder byen altså), hvor vi skulle skifte. Nitten timers togtur – og det kan man godt blive træt af. . .

Men turen var utrolig smuk. Et magisk landskab passerede forbi vores vinduer. En tæt, grøn jungle med palmer, løvtræer og slyngplanter op og ned ad bjergsiderne, hvor et tyndt slør af tåge havde lagt sig og fik det hele til at se drømmeagtigt ud. Ind imellem var der vandfald, der brusede ned ad bjergsiderne, løb videre under skinnerne og kunne ses på den anden side af toget.

Ihhh og åhhhh og se der, måtte jeg sige gang på gang. Og ved min begejstring blev isen brudt mellem os og vores medpassagerer, et par, der var stået på i Margao og fulgt ombord af deres voksne søn. Hun var i fin lyserød sari med blomstrede bukser, han i løs skjorte og bukser i beigefarvet bomuld.

'Kom herover og sæt dig,' sagde hun og lod mig få den ledige plads ved vinduerne i den modsatte side af toget. 'Her kan du bedre se. Jeg har kørt den her tur mange gange.'

Desværre gik solen snart ned, og det blev hurtigt buldermørkt, så jeg fik ikke set nok. Men billederne af de brusende vandfald har sat sig fast i mit sind.

Resten af aftenen gik snakken mellem Herem, Madoura og os, og før vi gik til ro, udvekslede vi adresser. Lovede at komme på besøg næste gang, vi kommer til Goa.

Vi havde mange ting at snakke om, så hvorfor ikke?

Jeg sov mange gange den nat. Faldt overraskende nok hurtigt i søvn på min hårde, smalle hylde oppe under loftet. Og så ved hvert andet bump, rumlen, slinger og stop vågnede jeg. Og da vores nye venner steg af toget klokken halvfire om morgenen i Puna, fik jeg lige et sidste glimt af dem.

Aurangabad

Vi skiftede til bumletoget i Manmad. Det var formiddag, jeg var træt, og det var noget af en bisværm at dumpe ned i, da jeg trådte ned på perronen.
En banegård i Indien ligner ikke nogen anden banegård, jeg har set. Og den i Manmad er bare en af dem. Et mylder af ventende passagerer, bærere, der venter på at finde nogen at slæbe bagage for, folk, der ligger og sover pakket ind i et tæppe, nogle, der går på skinnerne og leder efter ting, de kan bruge, hunde, der prøver at tigge en godbid, bunker af kasser og sække, der skal transporteres videre, handlende, der steger omeletter, samosas eller andet godt i det fri, og som prøver at overdøve hinanden i konkurrencen om at kapre kunder: 'lett', om'lett, om'lett,' råber en. 'Samose, samose, samose,' skriger en anden, mens en tredje råber: 'Chai, chai, masalachai. . . ' Et farverigt blandet kor. . . Og så de blå tog med vogne til 'disabled', godsvogne og 2. og 3. klasses vogne. Store, tunge lokomotiver – der skal noget til at trække de lange, lange tog.
Det gik meeeget langsomt, før vi endelig kom til vores bestemmelsessted, Aurangabad. En by på størrelse med København.
Foran banegården myldrede det med tuktuk'er – der er ligeså mange som der er myg i en sump på en sommerdag, siger Lonely Planet. Det er ikke overdrevet. Der er virkelig mange om buddet, og chaufførerne skal være hurtige for at kapre kunder.
'You want taxi?' lyder det, så snart man stiger af toget. Hvis man overhovedet når at komme ned på perronen, før man er blevet spottet af en chauffør. Og som nogle af de eneste europæere, ligner vi på lang afstand nogle, der har brug for en tuktuk.
Ham, vi fandt – eller rettere: ham, der fandt os, hed Anees. En ung venlig fyr, der kørte os fra det ene hotel til det andet, indtil vi endelig fandt et ok sted til små hundrede kroner pr nat. Og som fik os til at aftale afhentning lørdag morgen til en tur til Ellora. . .
Men først var det en tiltrængt lur – jeg var helt færdig - . . . og så en let middag, før jeg kunne putte mig på en madras, der var ligeså hård som hylden i toget, og med en hovedpude, der var som en sten.

* * *

'Same story as ours,' sagde de to tyskere, vi mødte dér, hvor vi spiste morgenmad. Et par herrer, begge to erfarne indiensfarere, men selv dem kan en inder tage r. . . på. Pudsigt nok var de ankommet til Delhi samme morgen som os. De havde hjemmefra bestilt og betalt et hotel i Pahar Ganj, men ligesom vi oplevede, kunne de ikke komme ind i bydelen, og af venlige medarbejdere på banegården var de blevet henvist til mr. Sharma's rejseselskab. Det var et government-kontor, havde de fået at vide. Men som vi selv fandt ud af, er der ikke meget government ved mr. Sharma – tilfældigvis ligger hans kontor bare i et hus, hvor der står 'government' på.

De to tyskere fik ikke set Taj Mahal ligesom vi, men de var også blevet sendt på en sightseeingtur med taxa og havde brugt en masse penge, de ikke havde regnet med.

Det grinede vi lidt af. Altid rart at vide, at man ikke er alene. Særlig når det handler om at blive snydt.

Vi udvekslede lidt ideer, erfaringer og anbefalede gode steder at bo. De skulle til Goa – vi skal mod Varanasi, hvor de kom fra.

Ellora

I det 7. til det 11. århundrede blev klippehulerne i Ellora skabt med hammer og mejsel. Hugget ind i klipperne ligger der 34 huler på et to kilometer langt stykke. Noget af et mesterværk, imponerende, utroligt og overvældende. Hulerne er lavet af buddhist-, hindu- og jainmunke. Der er templer, klostre, kapeller, haller med søjler, celler, statuer og figurer med så mange detaljer, at man kan bruge timevis på at udforske dem. Nogle huler er i tre etager. En af buddhist-hulerne er lavet som en katedral med buet loft, der engang har været beklædt med træ, med søjler langs siderne og med en mægtig figur af den belærende Buddha for enden.
En anden – en vihara (klosterlignende sted) – er 18 meter bred og 36 meter lang med søjler i hver side, bag dem små celler til at sove i, og i selve salen to lange, lave borde. Her har munkene opholdt sig, fået undervisning, mediteret, spist.
Et af hindu-templerne, nok det kendteste af dem alle, der er hugget ud af én stor klippeblok, er to gange så stort som Parthenon i Athen. Man er begyndt at hugge oppefra og har arbejdet sig nedefter – fjernet alt i alt 200.000 tons klippe. Nu er det et kæmpemæssigt tempel med et mylder af figurer fra det farverige hinduistiske univers.

Ellora ligger tredive kilometer fra Aurangabad, og der tilbragte vi det meste af dagen sammen med masser af andre turister. Alligevel tiltrak vi opmærksomhed, for de fleste var indere, og vi fik ikke lov til at gå i fred ret længe ad gangen. Folk smilede og vinkede til os. Stoppede op for at spørge: 'Which country, sir?' Og så: 'Photo please!'

Aldrig er jeg blevet fotograferet så mange gange på en dag eller blevet bedt om at tage billeder af andre. Unge mænd, kvinder i smukke sarier, en hel familie med børn stiller sig op og beder om at blive fotograferet sammen med os. Pludselig ser jeg min kæreste stå med en lille pige på armen og en halvstor dreng ved sin side. Den glade far er ved at forevige sine børn sammen med den høje dansker. Det skal nok bringe dem lykke.

Vi smiler og griner og svarer tålmodigt på alle spørgsmålene, vinker og siger 'hello', når vi render på de samme igen.

Og så går vi fra hule til hule. Den ene mere imponerende end den anden. De første 14 huler er buddhistiske. Der er buddhafigurer i hver af dem i mange forskellige udformninger og størrelser. Buddha med sine lange ørerflipper og krøllede hår, lukkede øjne og hænderne i forskellige 'mudraer' (håndstillinger, der har forskellig betydning fx beskyttende, belærende, jordforbindende mm.), Buddha, der sidder på en løvetrone eller på en trone af lotusblomster. Buddha i lotusstilling med sine første disciple omkring sig. Buddha siddende alene. Buddha i sine syv tidligere inkarnationer. Buddha med en slange i sin hånd. Buddha omgivet af boddhisatvaer og smukke kvinder.

Det var nemt at forestille sig det mylder af munke, der engang har været. Jeg kunne både se og høre for mig, hvordan de har arbejdet på deres store kunstværker. Høre lyden af mejslen, der blev slået mod stenene. Se dem sidde og meditere. Høre dem mumle Buddham saranam gacciami. . . (Jeg søger tilflugt i Buddha)

Da vi når hen til hindu-templerne, kommer mr. Khan, smykkesælgeren, som vi allerede har sludret med et par gange. Han er en ivrig sælger, og det lykkes ham da også at få mig til at købe en kæde med ametyster. Sikkert lidt for dyr, selvom han bedyrer os, at han ikke snyder. Men han vil ikke fortælle chefen, hvor meget han har fået for den. Så kan han nemlig putte lidt i lommen til sig selv. Snyderi? Hmm, man skal jo leve. . .

Men han er flink og sjov, og han kan fortælle os, at alle de mærkelige huller i gulvene, som vi har undret os over, er blevet brugt til at blande farver i. Det var hele perlekæden værd. . .

Søndag d. 26. 1. - flagdag. . .

Ikke en dag uden overraskelser. Det er søndag i dag, og det er Independence-day. Den 26. januar. Indiens orange, hvide og grønne flag hænger alle vegne. Blev vækket tidligt af sang og råb henne fra hovedgaden. Gætter på, at der var optog af en eller anden slags. Sådan lød det i hvert fald.
Planen var en bus til Ajanta efter morgenmaden. Vi har glædet os til at komme væk fra Aurangebad, som ikke er nogen særlig spændende by. Møgbeskidt, menneskemylder, masser af trafik, os og larm og kke noget særligt at tage sig til. Nu har vi set Ellora, så må vi videre.
Efter morgenmaden på vores sædvanlige sted – alting bliver hurtigt 'sædvanligt', når man bare er to gange et sted – går vi tilbage ad 'de dødsdømte høns' og kyllingers gade', hvor kaglende høns sidder spærret inde i bur stablet oven på hinanden og venter på at få hovedet hugget af for at blive solgt til en eller anden husmor, der skal have noget at putte i gryden, og hvor slagtede dyr hænger på kroge uden for butikkerne. Jeg ser lige ud og koncentrerer mig om den smukke sommerfugl, der flyver foran mig. . . glad for at jeg er vegetar! Ned ad vores egen gade, hvor et par kære smårollinger kommer styrtende hen til os for at give hånd og spørge, hvor vi kommer fra. Ind på hotellet i receptionen, hvor der sidder fire mænd i de slidte mørkerøde lænestole og læser avis eller kigger på mobiltelefonen. Vi forsøger at få at vide, hvornår busserne kører.
'No busses today,' svarer manden med de meget lange negle, og de andre stemmer i. Virrer med hovedet, som kun indere kan. 'Only private taxi today.'
Om der er busser i morgen? spørger vi. Næh, heller ikke i morgen, for da er hulerne i Ajanta lukket.
Jeg tænkte det nok. Havde set mig selv siddende i endnu en taxa på vej nordpå. . .
Kan vi lige betale de 1000 rupees for vores værelse, spørger manden bag disken, og så kan vi ellers selv om at finde ud af resten.
Vi går op på værelset og pakker. Ikke én dag til i den her by! Får fat i Anees, der lover at skaffe en taxa til os, og fem minutter efter ringer han. Han står neden for hotellet og venter på os sammen med en chauffør. Når der er penge at tjene, kan det godt gå hurtigt. . .
Det er en anden chauffør end til Ellora i går. En lille, tynd og meget mørk fyr, der næsten ikke taler engelsk. Anees forklarer ham, hvor vi skal hen og aftaler prisen. Så er det ind på bagsædet og af sted. Ud på den vildeste tur hidtil. Chaufføren kører som tre brækkede arme. Der er meget trafik, tuktukker som fluer på en kokasse, ditto motorcykler, biler og gående. Det tager tid at komme ud af byen og ud på landevejen, hvor chaufføren endelig kan speede op. Og det gør han, og han går ikke glip af en eneste mulighed for at overhale. Dytter konstant, bremser ned og speeder op, lægger sig helt op i bagenden på ham foran, drøner udenom. Mange gange når han lige præcis at komme ind i sin egen bane, før vi bliver snittet af en modkørende. Et sted overhaler han en bil, som selv er på vej ud for at overhale. . . .
Jeg prøver at tage det roligt. Tænker på, at jeg på forhånd har 'set' lidt af, hvordan der er på vores næste sted: i receptionen en mand i lyseblå skjorte. Et værelse med lyse gardiner og lyse vægge og en dør, der åbner ud til en have. . .
Så det går nogenlunde, selvom jeg i den grad er backseatdriver. Sikkerhedsseler er der, men ikke noget til at sætte dem fast i, så jeg holder godt fast i stroppen og stemmer imod med fødderne. Ser de modkørende give os lyset. Ser lastbilen, der kommer faretruende nærmere. Lægger mærke til, om der er plads i rabatten, hvis der skulle blive brug for det.
Det er ellers en smuk tur det meste af vejen, og der er masser at se på. Motorcyklerne, der altid er mindst to personer på. Nogle gange to fyre, der helst kører halvt ude på vejen. Eller mand og kone. Han kører, hun sidder sidelæns bagpå klædt i sin flagrende sari. Måske et barn på hoften. Eller to. Der er plads nok. Ingen med styrthjelm på. .
Så er der kærrerne trukket af okser med blå- eller rødmalede horn og belæsset med sukkerrør eller bomuld. Kvinder, der går i vejkanten med et læs brænde eller en bylt på hovedet. En hyrde med sine geder. Eller en flok køer, der skal over vejen. Så bremser vores chauffør ned for så snart som muligt at sætte farten op igen. . . Ind imellem kører vi gennem en støvet landsby med boder langs vejen, hvor der bliver solgt chai, grøntsager og småting.
Jeg tænker på dengang, jeg blev køresyg for et godt ord. Skulle bare se en bil, så var jeg ved at kaste op. Heldigvis er jeg blevet noget mere robust, men jeg skal i hvert fald ikke have spist ret meget, før jeg skal ud på sådan en tur.
Lidt før Ajanta holder vi for at få en kop te. Ikke på vores opfordring. Chaufføren skal lige tjekke motoren. Kan godt forstå, hvis den er ved at brænde varm. Da jeg sidder og drikker min dejlige masala-chai og falder lidt til ro i skyggen af et neem-træ og med udsigt over en lund med blomstrende mangotræer, lægger jeg mærke til de tre-fire buler, vores bil har i højre side. (Der er venstrekørsel i Indien). Håber ikke, den får flere i dag. . .
Vi betaler for teen og sætter os ind i bilen igen. Der er kun femten kilometer tilbage, men jeg ånder ikke lettet op, før vi er i hus. Vi skal lige ned ad et bjerg med hårnålesving. De modkørende lastbiler snegler sig opad. Her kan han da ikke overhale, tænker jeg om chaufføren, men der er jeg lidt for optimistisk, for det kan han sagtens. Selv lige før et skarpt sving. . . Så det gør han.
Endelig passerer vi indgangen til Ajanta's klippehuler, og lidt efter parkerer vi foran det guesthouse, vi har satset på. En mand i lyseblå skjorte kommer ud og tager imod os. Om han har ledige værelser? Ja, ja, siger han og virrer med hovedet. En lille hundehvalp kommer nysgerrigt hen til mig, og jeg sætter mig på hug for at ae den. Jeg spørger chaufføren, hvad 'hund' hedder på hindi. 'Uddi,' siger han og smiler for første gang.
Nu sidder jeg på den marmorbelagte svalegang foran vores værelse og ser ud på haven gennem smedejernsgitteret, der skal holde aberne væk. Ude på vejen suser lastbilerne forbi, mens de trutter i deres flertonede horn, hundene gør, og folk i boderne snakker. Indenfor er der hvide vægge, og de lyse gardiner er trukket for.

* * *

Sommer i januar

Det bedste tidspunkt på dagen er om morgenen, mens de fleste andre sover endnu, og luften er behagelig kølig. Vi tager et morgenbad i det store ocean, der er lunt og klart. Palmerne kaster skygge på det halve af stranden, de handlende gør deres små butikker klar, hænger varerne frem, fejer med deres riskoste, mens tjenerne på restauranten venter på kunder til morgenmad. Nogle både er på vej ud for at se efter delfiner, livredderne sætter sig for at holde udkig med de få badegæster, der er. En enkelt fyr løbetræner i vandkanten, avissælgerne går rundt med deres nyheder på den ene arm og gule og orange blomsterkranse på den anden. De herreløse hunde er ved at vågne . . .

Åhhhhh - så herligt at plaske rundt i vandet og blive vugget af bølgerne, der er større i dag efter gårsdagens blæst. 

Dagene kommer til at ligne hinanden, og vi får hurtigt vores vaner og rutiner. Slentrer ned ad vejen til byens bedste morgenmadssted, hilser på damen, som har ordnet vores vasketøj, og som hver gang vi går forbi, tilbyder sine hjemmelavede samosas til 20 rupes pr. styk. Siger hej til skrædderen, som er i gang med at sy en kjole til mig, til smykkehandleren, vi ikke vil købe noget af, og til ham, der sælger brugte bøger. Siger nej tak til syv forskellige tilbud om taxa-kørsel eller scooterudlejning. 'Ikke i dag, måske en anden dag,' siger vi.
Jeg har fået min første lektion i hindi. Lært at sige pænt 'goddag' og 'tak'. I dag får jeg fem nye ord, som er praktiske at kunne, og hvis jeg skulle være blevet her, kunne jeg have fået en times undervisning om dagen og hurtigt have lært en hel masse. Det er min skrædder, der hellere end gerne vil lære fra sig.

Men i dag er sidste dag her. Ingenting varer ved - anicca, anicca (forandring). I morgen siger vi farvel til driverlivet. For driverliv har det været. Jeg har været doven. . . Det er svært at være andet. Op ad formiddagen bliver det meget hedt, og det holder til sidst på eftermiddagen. Ikke noget at sige til, at alting går langsomt her, og at livet mest leves om aftenen. Selv inderne stønner over varmen. . . Jeg sveder med glæde, når jeg hører om kulde og sne derhjemme. Hjemve? Nej. . . tænk at have sommer i januar.

Der er god plads på stranden fra morgenstunden

På vej hen i tøjbutikken, men der bliver den jaget ud

Vi kunne nemt blive hundejere - fik lige besøg af en sød, lille hvalp

Honningsælgeren. . .

Hva' så? Har du solgt nogle delfinture???

Tempoet bliver helt automatisk sat ned, når temperaturen kommer op over 30. . .
Der er ikke meget andet at lave end gå i vandet fra morgenstunden, slappe af, dase, meditere, læse, skrive, slappe af igen. . . Jeg er blevet helt god til det - og jeg har fundet ud af, hvor sundt det er for krop og sind. . .

Og selvom alting går langsommere her, hvor bølgerne bruser, palmetræernes blade rasler i vinden, og luften sitrer af hede, er der altid noget at se på og altid en historie at fortælle.

Der er vores tjener her på restauranten, hvor vi drikker vores yndlingste og trækker tiden ud, så jeg kan komme på nettet. Han har fra første øjeblik kastet sin kærlighed på os. Måske i et håb om, at et eller andet godt vi ske. At vi kan hjælpe ham på en eller anden måde?
'Nu har jeg det godt,' sagde han forleden, da vi spurgte, hvordan det gik. 'Når I er her.'
Jeg ved ikke ret meget om ham. Ikke så meget andet end at han ikke er lykkelig . . Han kommer fra Nepal og er som mange andre taget hertil for at tjene penge. Sikkert ikke noget særlig sjovt job. I hvert fald hårdt. Fra tidlig morgen til sen aften skal han være på. Selvfølgelig med stille perioder, men en tjener skal altid være klar.
Vi sludrer, og vi udveksler mail-adresser. Lad os høres ved. . . Han vil  helt sikkert vise os Nepal - og jeg vil vildt gerne dertil.
Livet er fuldt af møder. Vi er på gennemrejse. . . Snart skal vi videre og må tage afsked.

Ginger-lemon-honey - min yndlings. . . 

Ligger og venter på kunder til  en tur til Sommerfugleøen

Forleden var vi i biografen. Det var hverken Palads eller Dagmar, og der var ingen stank af popcorn på lang afstand. Det her er en udendørsbiograf, der ligger lidt nede ad vejen. Når det er blevet mørkt, og det bliver det tidligt, bliver der tændt for BBC-nyheder, så vi kan følge med i, hvad der sker ude i verden. Og klokken tyve viser de dagens film. Nu var det Startrek, som godt nok ikke er min yndlingsfilm, men pyt, vi fik serveret en dejlig middag imens - middagen er adgangsbilletten - og det var lunt og mildt, og fuldmånen lyste ned på os mellem palmetræernes raslende blade. Og jeg havde hele mit bibliotek i tasken, så jeg fik læst et par kapitler af 'The mountains echoed' til lyden af mærkelige maskiner og aliens og slagsmål og den slags. Måske tager vi derhen i aften igen? Ellers kan vi tage til silent-disco. Det har de ikke langt herfra. Jeg forestiller mig en masse mennesker danse rundt med hovedtelefoner på, så man kun kan høre lyden af deres dansetrin.
Det var da også en mulighed. . .

Byens bedste biograf. . . 

Se godt efter: manden, der plukker kokosnødder er på vej ned ad stammen. . . 

Og så er der historien om kokosnødderne. På vores tur langs stranden hen i den næste lille bugt kom vi om bag ved hytterne, der bliver lejet ud til turisterne. Her er der en lille landsby med små hytter lavet af sivmåtter, ler, sten og presenninger. Hønsene rendte rundt og kaglede, nogle børn kom ud og sagde hej til os. Man føler sig hensat til en anden tid - og så lige pludselig kommer en ung fyr drønende om hjørnet på knallert og minder os om, at vi er lige her i 2014. . .
Der lød nogle dumpe dunk, og det var lige, før kokosnødderne fløj om hovederne på os. Højt til vejrs sad fyren, der var sendt op for at plukke nødder. Sådan en palme er meget høj - jeg får sug i maven bare ved synet. Men han var vant til det, og da han havde plukket nok, kravlede han ned så let som ingenting.
Jeg vil ikke derop - jeg håber bare på at få lov til at smage. . .

Paradisstranden

Turen her til Palolem i det sydlige Goa tog halvanden time med taxa, så vi fik set lidt af det smukke landskab, der bugter sig op og ned. Her er grønt og frodigt med træklædte bjerge og i de lavereliggende områder rismarker og områder med mindre jordstykker med chili, løg, kartofler. Mangotræerne blomstrer, og deres blomster udsender en fin parfumeret duft. Cashewnøddetræerne blomstrer. De er først klar til høst i maj. Bougainvilleaerne lyser op med deres stærkt lilla blomster – og så er der alle dem, jeg ikke kender navnet på.

Vores chauffør, Sayed, er muslim, hans chef er hindu, så i bilen er der både en figur af Ganesh i vinduet og en bedekrans hængt om bakspejlet. Der er plads til det hele.

Som indere sædvanligvis gør, spørger Sayed nysgerrigt til os, så snart vi starter vores køretur – hvor vi kommer fra, hvordan der er i Danmark, hvor mange børn vi har, hvad benzinen koster, hvor lang tid det tager at flyve fra vores land – og han fortæller om sig selv.

Han er den yngste ud af en flok på ni børn. Hans far døde, da Sayed var ti, og moren måtte siden leve et slidsomt liv med de mange børn. Men hun klarede at sørge for dem alle sammen.

'My mum is my god,' siger Sayed. 'Først kommer Gud, så kommer min mor.'

Hans kone er længere nede på listen, griner han.

Så ser han lidt bedrøvet på mig i bakspejlet.

'Six year married and no baby,' siger han. Om vi vil bede for ham? Det lover vi og håber, det vil hjælpe ham. Inshallah. . .

Sayed sætter os af ved High Tide, hvor vi får en bungalow med aircon og myggenet. Så får jeg for håbentlig ikke flere myggestik, end dem jeg allerede har. Jeg ligner en, der har skoldkopper, og det klør! – i vores forrige værelse boede der en hel koloni af myg i et skab. Vi opdagede dem desværre først, da vi tog af sted.

Mens vi venter på vores værelse, skal vi lige have den obligatoriske ginger-lemon-honey-tea, og næppe har vi sat os, før et par småpiger kommer hen til os. Den største fører an, går hen til min kæreste, ser bønligt på ham, klapper ham på armen og kysser ham på hånden. Hun tager en seddel op af lommen og giver ham. 

'De er døve,' siger han. 'Vil du give dem noget?'

Jeg siger nej. Jeg er jo kold som is, og med lidt besvær får vi dem til at gå.

Lidt senere på vej ud for at se os om i vores nye område, kommer en lille dreng hen til os. Siger ingenting, men hiver en seddel frem og giver os. Han er også døv. Måske er her en hel døvekoloni?? I det samme råber damen, der står og laver chapaties i sit gadekøkken, til os. 

'Don't give them,' signer hun og fortæller os, at mødrene sidder derhjemme og laver ingenting, mens de sender deres unger ud for at tigge. 

Tja - der kan man se. Min fornemmelse var god nok. Det er ikke alle tiggere, der er ærlige. Børnene her er ikke en pind døve. Drengen, der passerede os på stranden i dag med samme slags seddel som de andre, vendte sig og så efter os, da vi klappede højt. 

Nå, men nu har vi altså slået os ned et nyt sted, og vi bliver boende til torsdag. . .

Vi bor under kokospalmerne ikke mange skridt fra stranden, og vi er ikke de eneste turister. Langt fra. Paradisiske strande har det med at virke tiltrækkende på folk, der vil slappe af, gå i vandet, brune deres vinterblege krop, spise godt, drikke godt, fyre sig en fed, feste. Hippierne har ikke været her forgæves - og nogle af dem er her stadig. . . 

Her er masser af muligheder for det altsammen. Der er hytter i massevis til  leje, nogle af dem helt ud til den smalle strand. Restauranterne, der ligger side om side langs kanten af stranden, udlåner liggestole gratis i håbet om, at soldyrkerne senere vil komme op på deres terrasse og købe en drink. Vandet er lunkent og til at svømme i, for vi ligger i læ i en lille bugt, så bølgerne bliver ikke så store og voldsomme som andre steder langs kysten. 

Og fester? Om aftenen bliver der dækket op til gæsterne nede på stranden, tændt bål, og der er altid levende  musik et eller andet sted - vesteuropæisk selvfølgelig. 

Så fredeligt er her ikke, i går blev det sent, før der faldt ro over festaberne, men det tager vi med, for vores seng er god, og i nat vil jeg sove som en sten.

Vi kan føle os helt trygge i vandet med de her livreddere. . . 

Her er mange både - 'kom ud og se delfiner for 1500 rupees'. . . 

Fra en tur langs vandet til den næste lille bugt

Der er hytter til leje alle steder

Sådan kan man også bo, men det er kun for de lokale