Alle templers moder. . .

'Don't go to Sihanoukville,' sagde englænderen, vi spiste hos i går. Vi luftede vores planer om at finde en strand, og der er nogle stykker af dem ved Sihanoukville. Men nej, der skal vi ikke til. For kineserne kommer! Eller rettere: de er allerede kommet i hobetal, de opkøber alt, bygger store hoteller, indkøbscentre og importerer deres egen arbejdskraft i stedet for at bruge de lokale. Ødelægger det hele.
Nu forstår jeg bedre, hvorfor ham englænderen, som jeg kalder 'kong Gulerod', fordi han har et skilt med en fin gulerod uden for sin hyggelige lille restaurant, mener, at fransk er et unyttigt sprog. . . Snart skal vi alle til at tale kinesisk. Men inden den tid er vi taget hjem, og kong Gulerod har solgt sin butik og er flyttet til Columbia. På grund af kinesernes indtog. Æv - alting ændres og desværre ikke altid til  det bedre. Anicca, anicca, som Buddha sagde.

Det var smuk fuldmåneaften, og efter en lækker veggieburger med gulerodsjuice satte jeg mig på vores balkon, mens cikaderne skræppede, og munkene i det nærliggende kloster chantede fra tidlig eftermiddag og hele natten, som de har for vane ved fuldmåne. Jeg blev siddende i den lune luft, indtil moskitoerne opdagede mig.

Det meste af dagen brugte vi på selve Angkor Wat. Kæmpemæssigt og igen overvældende. Ikke samme oplevelse som Bayon, men stadig fantastisk. Angkor Wat siges at være den største religiøse bygning i verden, og det har tjent både som tempel tilegnet hinduguden Vishnu og som mausolæum for en af de gamle konger, Suryavarman ll.
Man kommer ind fra vest, som er dødens verdenshjørne, går ad en lang bro over den brede voldgrav og gennem den midterste af de fem porte i ringmuren.
Wouw - det er stort, alt er stort her, og jeg må stadig nærmest knibe mig i armen. . . Jo, jeg er her, og det er svært at få nok. For der er så meget at se. På hver side af vejen hen til Angkor er der en stor dam med lotusblomster, som templet spejler sig i. Alting er symmetrisk lavet. Indenfor er der så mange lange gange og gallerier, statuer og relieffer, trapper op og ned, at det er svært at finde rundt i, og der er langt at gå - og selv i skyggen er det varmt, så det kræver rigeligt med vand.
Tænk - det er et tempel. Så kæmpe - guderne må have været glade, og man må håbe, at de har passet godt på deresjordiske tilbedere.
I den første afdeling er galleriet, hvor de tusind buddha'er har stået. De fleste er blevet stjålet eller ødelagt, og der er kun nogle få tilbage.  En af dem - den største - er klædt på i orange og blomsterkranse, og foran den er røgelsespinde og folk i bøn og en kasse til donationer.
I samme rum sidder et par unge munke hver for sig. Drenge er de nærmest. Her i landet er det almindeligt, at drengene bliver munke for en periode, og de får uddannelse og lærer engelsk, før de trækker sig fra det religiøse liv og stifter familie.
Jeg sætter mig foran den ene orangeklædte dreng og får en velsignelse af ham. Han stænker vand på mig fra en spand med lotusblomster i og binder en rød snor om min venstre arm, mens han messer noget på pali. Jeg forstår det ikke, og det gør  han nok heller ikke, men det føles godt. Jeg takker og smiler til ham, men han smiler ikke tilbage. En alvorlig gut.
Han har nok at se til med alle dem, der gerne vil velsignes, og hans monotont messende stemme lyder konstant mellem søjlerne..

Jeg går rundt og kommer højere og højere op i byggeriet. Det nederste plan symboliserer helvede, det mellemste jorden og det højeste himlen. Tårnene strækker sig op mod skyerne, og trapperne derop er meget stejle. Det skal ikke være nemt at komme i himlen. . .

På alle mure og søjler er der relieffer, der viser kampe med krigere på elefanter, bueskytter og sårede og dræbte og dem, der sørger over deres tab. Der er dæmoner og devaer, der kæmper mod hinanden, og de gode vinder naturligvis. Der er historien om mælkehavet, som guderne lavede til den drik, der giver udødelighed.  Og alle steder danser de himmelske nymfer, der er så underskønne, at de på et tidspunkt fik forvirret khmerfolkets djævelske fjender så meget, at de mistede deres kraft og tabte kampen.
Åhhh, så mange historier at fortælle. Så spændende. . .
Da jeg på et tidspunkt er ved at falde op ad en trappe, fordi jeg mister et trin, forstår jeg signalet. Tid til en pause, sidde ned og få lidt at spise.
Det er også muligt, for inden for murene er der boder med kolde drinks og masser af mad. . . . Vi får hver en gang stegte ris med grøntsager. Flest ris godt nok og selvfølgelig til overpris. Men hvad gør man ikke med den udsigt, vi har? Til gudernes bolig.
Bagefter må jeg lige en sidste gang rundt i komplekset, og jeg er næsten ked af det, da vi går over til vores ventende tuktukchauffør for at køre hjem. Nej, det er umuligt at få nok.
Men fredag tager vi til Bayon igen.

Magiske, gådefulde Angkor Wat og omegn. . .

Hvor mange sten gik der til  byggerierne i Angkor Wat - verdens største tempelområde?
Nej, det er ikke en dårlig vits. Jeg ved det ikke selv, men jeg ved, at der til Bayon-templet, som vi så i går, blev brugt flere hundrede tusinde slaver og tusindvis af elefanter. Hvis det altså ikke var væsner fra det ydre rum, der byggede det?! Aliens?! Hvem ved? For hvilket menneske har skabt 'paradis på jord', som det bliver kaldt?
Paradisisk, overvældende, imponerende, overdådig er disse mægtige templer, der ligger ude i junglen på et kæmpe område, jeg aldrig får overblik over.
Vi kører med tuktuk ud forbi Angkor Wat, der ligger ude i en stor sø. Derfra kører vi videre ud ad en lang, lige vej, hvor turistbusserne holder side om side, mens de ventende chauffører slapper af i hængekøjer, de har spændt ud mellem træerne.
Angkor Wat har sjovt nok aldrig stået på min ønskeseddel over ting, jeg ville se i det her liv. Jeg vidste knap nok, hvad det var - Cambodia var laaaangt væk i min bevidsthed. Jeg har ikke tænkt på den mulighed, tror jeg. Men nu er jeg  her. Livet er fyldt med overraskelser, og jeg lærer hele tiden nyt.

Ti konger har bidraget til at skabe tempelområdet. Fra det 9. til det 14. århundrede herskede de over khmer-riget,  og de byggede Angkor, der blev større og større. Den ene konge skulle overgå den forrige. 'Se, mit tempel er større end dit,' har de tænkt hver især. Og så fortsatte de byggeriet.

Den sidste i rækken af khmer-kongerne er Cambodias helt. Kongen over alle konger.
Jayavarman d. 7., hed han. og der er mange anekdoter om ham. Han var over halvtreds, da han kom til magten, og han herskede i 40 år. Han startede med at fordrive de cham-folk - muslimer fra Indonesien -, for hvem det var lykkedes uset at sejle op gennem Mekongdeltaet, videre op ad floden, gennem kanalerne ved Angkor og erobre området. I fire år havde de magten, men så kom Jayavarman d. 7., han fik dem overvundet, og så blev der fred i landet.
Jayavarman var buddhist, mild og god.  Han levede efter de fire buddhistiske dyder: medfølelse, medglæde, kærlighed og balance. Hans talemåde var: 'folkets smerte, m i n smerte.' Han byggede gratis hospitaler og sørgede godt for både rig og fattig, og selvom han ændrede området fra hinduisme til buddhisme, forstod han, at man ikke bare kan lave om på sin tro, så han accepterede begge religioner.
Se, han var en rigtig konge.
Og så byggede han Bayon-templet. Det var dér, vi brugte en del timer i går sammen med mange andre, der havde fået samme idé.
Selvom man går rundt i 50 graders varme, så selv cambodianerne sveder, så det drypper, - og de er født i solen - så er det fantastisk. Jeg har næsten ikke ord for det - jeg har aldrig set noget, der har gjort så dybt indtryk, og jeg tror ikke, at jeg nogensinde vil opleve noget, der overgår dette.

Vi siger ja til at få en guide til at vise os rundt, og efter fem minutter står han foran os. En mand på 40 iført lange bukser, støvler og ternet skjorte med lange ærmer og et tørklæde om halsen til at tørre sveden af med. Han hedder pudsigt nok noget i retning af 'Jo'ren' ligesom min kæreste - meget flink er han, fuld af energi, og efter de indledende høflighedsfraser: hvad hedder I, og hvor kommer I fra - fortæller han begejstret om sit lands spændende historie, om Jayavarman og alle hans gode gerninger, mens vi mere eller mindre sveddryppende lyttede og følger med op og ned og ind i det imponerende bygningsværk.
'I har brug for en konge som ham,' udbryder jeg, da jeg har hørt lidt på ham. 'En, der kan tage sig af alle ofrene for den grumme tid, dem, der mangler hænder og arme, og som må overleve ved at tigge.'
Følelserne overtager, jeg er lige ved at græde - det gør jeg nemt. Jo'ren ser alvorligt på mig, han bliver tydeligvis selv rørt.
'Jeg forstår, hvad du mener,' siger han, og giver mig spontant et varmt kram. Så står vi der i lidt tid, og jeg får sundet mig.
En afstand er blevet kortere, han er ikke bare guiden og vi turisterne, der skal vises rundt. Og da vi senere fortæller om vores daglige vipassanameditation (en buddhistisk form af medi), bryder han ud i et begejstret råb, og hans ansigt er et stort smil.
Nu kan vi virkelig snakke sammen.
Mennesker mødes. . . 
 
Overalt i Bayon er der gådefuldt smilende ansigter - 260 ialt. Fire og fire sidder de sammen,  et mod hvert verdenshjørne.  Og de er store - alt er stort her! Tårnene, de sidder på, er ca 45 meter høje.
Nogle siger, at ansigterne er Avaloketesvara's - en kommende buddha - andre siger, at de har en påfaldende lighed med Jayavarman selv. 

Der er relieffer bedre end nogen tegneserie. Her skildres kampe og dagligliv, dans og cirkus. Her er fiskehandleren og dem, der drikker sig fulde og har tømmermænd dagen efter. Her er undersåtter, der med højre hånd over hjertet tilbeder deres gudekonge. Der kærlighed og krig. Og det er nemt at finde ud af, hvem der er hvem: kineserne har fipskæg, muslimerne har langt hår, og de gode khmer'er har ligesom Buddha lange øreflipper. Tegn på et langt liv.
Foran en smuk og stor buddhafigur i et af tårnene,  fyldes jeg med den smukkeste energi, jeg længe har mærket. En ren hjerteenergi, som heler, giver ro og balance. Må den altid være med mig, så jeg kan dele ud af den. . .
 

Jeg er fyldt op af indtryk, da vi skilles fra vores guide Jo'ren og kører videre til Ta Prohm.
Et tempel, som den gode konge lod bygge til  sin moders og dermed visdommens ære, og som nu er noget af det mest eventyrlige, man kan finde derude i junglen. Helt overgroet af mægtige træer, hvis rødder har sat deres store kløer i de stakkels mure. Kæmpe dynger af sten fra sammenfaldne mure ligger allevegne, og vi kan ikke komme ind i ret meget af templet. Restaureringen har stået på i årevis, og der er en hel del at lave endnu. Men det er magisk! Trods et hav af turister, der fylder og snakker og står i vejen for mine perfekte billeder, mærker jeg magien. Jeg går i min helt egen verden.

Da vi forlader Ta Prohm og går ud for at finde vores chauffør, tænker jeg på sangen om Mandalay: . . ' - hvor de ti bud ikke gælder, og hvor en mand kan føle tørst. . ., ' lyder noget at teksten.
Jeg kan føle tørst i den grad! Jeg er tør langt ned i halsen, selvom jeg har drukket ret meget vand, jeg er klistret og klam, og sulten kan jeg slet ikke mærke på grund af varmen.

Og så kører vi hjem og finder køligheden i vores airconditionerede værelse.
Glæder mig til næste tur derud. Vi har købt en tredages billet - den var dyr: 37 dollars pr person, men hvad - en dag er langt fra nok. Så må vi spare på noget andet.

                     Buddha bliver beskyttet af slangen Naga. . .

                    

   Et par rigtige turister - hvem mon jeg ser så beundrende på?

TA  PROHM - templet, som Jayavarman byggede til ære for sin mor. Det var dengang, der var respekt for de ældre. Far og mor betragtedes simpelthen som ens guder.

    - og så tilbage til nutiden og hjemad i tuktuk. . .

På solsiden

De lever i den grad op til beskrivelsen, The Phare Circus.  Der er fart over feltet, når de unge akrobater hopper, springer, slår flikflak, laver salto'er og smider rundt med sig selv og hinanden akkompagneret af intens musik. En times show med et tempo i højt gear, mens der bliver klappet og hujet af et begejstret publikum. Inklusive mig. . .
Jeg var der i går, og jeg var helt vild med det. Jeg har altid ønsket mig at kunne noget lignende selv, men jeg har øvet mig for lidt, så det bliver i et andet liv. Indtil da ser jeg på showet, der er en blanding af moderne teater, musik, dans og akrobatik, og som fortæller en historie om det onde, om magtkampe, survival of the fittest og med - jubiii - en happy end, der siger, at det er bedre at samarbejde end at modarbejde. Og det er så sandt, så sandt. . .

Helt sikkert en problematik, som alle i truppen kender til fra eget liv.

Jeg elsker historien bag pharecircus.org.  . . En af de gode her i landet:
En gruppe unge mænd kommer hjem fra en flytgningelejr efter Khmer Rouge's fald, og da de har opdaget, hvor healende tegnekunsten er, begynder de at undervise gadebørn. Det griber om sig, med tiden har The Phare' åbnet børnehaver og skoler, lavet uddannelse i kunst og kunsthåndværk - og gøgl og musik.
Kommer du en dag til Cambodia, så tag til ringvejen om Siem Reap for at få oplevelsen af de unge talenter i det smukke cirkustelt.  Og så kan man både nyde en god middag først og bagefter købe kunsthåndværk af god kvalitet i butikken, der hører til.

Sååå herligt at se, hvordan alle de gode kræfter, der også er, kan få smukke ting vækket til live.
Jeg bliver så rørt, og mit hjerte glæder sig.

 Beklager billedkvaliteten nedenunder, men det er lidt svært både at fotografere og klappe samtidig. . .

    Så er det mulighed for at blive foreviget med gøglerne. . .

 Ikke alle unger syntes, det var så sjovt - lidt farligt var det også

    Fotos, fotos med de seje. . .

   Desværre fik jeg ikke lavet et billede med mig selv og dem. . .

   Men en tur i shoppen bagefter var ikke forgæves. . . (et par øreringe og et armbånd blev det til)