Karma. . .

Solen var SÅ rød som en blodappelsin i aftes. Vi tog til magiske Angkor Wat for at se den gå ned og for at få et sidste glimt af disse imponerende byggerier. Men templerne var indhyllet i en tynd dis, der bare fik dem til  at virke endnu mere mystiske, og skyerne slørede himlen, før solen forsvandt under horisonten. Der blev ikke meget solnedgang den aften.

Vi tæller ned. Det er helt vemodigt og alligevel fint nok at komme videre.Vi har været her to uger og  har set og oplevet en del. Jeg er fyldt op af indtryk, og når jeg lukker øjnene, ser jeg film af livet her for mit indre blik.

Vi har set markedet en hel del gange, så jeg nu kan finde rundt uden at fare vild og i rask trav gå den modsatte vej, når jeg skal hjem. Vi har spist godt og vi er blevet ekviperet, så det er godt, at min kuffert kun var halvfuld, da jeg tog hjemmefra.

Om morgenen har vi set munkene alene eller i små grupper gå målbevidst ud på deres tiggerrunde. De lyser op i gadebilledet med deres gule og orange rober, og de bliver brugt som motiv på mange af de lokale kunstneres billeder. Et sort hvidt billede af Bayon med et par orangeklædte munke med parasol som blikfang. De bærer ikke på en tiggerskål, men en stor lærredstaske, og den er til penge.
Foran en forretning eller uden for en café stiller de sig op og venter i stilhed på en eller anden, der for sin gode karmas skyld putter lidt penge i tasken og bliver gengældt med en velsignelse.

At give en munk mad eller penge er godt for ens karma og sikrer en bedre genfødsel.
Mon ikke lidt af de penge, jeg har givet til både et par munke, nogle nonner og de tiggere, jeg er stødt ind i, sikrer mig en god karma og et nemmere næste liv? Jo, jo, jeg har det godt i forhold til så mange andre, men er der ikke altid noget, man kunne ønske sig bedre, nemmere, mindre udfordrende? Jeg har da et par 'småting', jeg gerne ville have haft anderledes, men det er så mit karma udløst af alt det, jeg har gjort og ikke gjort i mine mange tidligere liv. Og munk har jeg helt sikkert også været, siden jeg er så fascineret af deres liv. .  .

Munkene holder til i Wat Bo klosteret, som ligger ikke ret langt fra vores hotel. Ind imellem kan jeg høre gongongen kalde til samling og høre deres messende stemmer. Et rart akkompagnement til fuglekvidderet, genboernes snakken og den svage gadelarm.

Forleden gik vi derover. Et stort område med tempel, skole, statuer i massevis, et bibliotek, en hæk klippet i form som slangen Naga, grønne træer, blandt andet flere af det obligatoriske boddhitræ plus flere bygninger, hvor munkene bor. Uden for hang deres vasketøj til tørre, og loppebefængte hunde rendte rundt sammen med en stor ildelugtende gris med et grimt sår bag sit ene øre.
Et sted hang et skilt med påskriften 'noble silence' - og jeg mindedes mit vipassanakursus i England for seks et halvt år siden: ti dage i stilhed og indadvendthed. Hårdt, udfordrende og meget givende.
Her i Wat Bo blev den ædle stilhed dog ikke helt opfyldt blandt de munke, der gik rundt og fejede med deres riskoste. Men de talte stille sammen, og der var en dejlig stemning. . . Faldefærdigt og støvet var der, og kirkegården - den første, jeg har set for buddhister - var overgroet med ukrudt og farverne på stenene falmet.

I klosteret bor der 140 munke i alderen syv år og opefter, fortalte en venlig munk, der standsede os og stillede det sædvanlige spørgsmål: 'Where are you from?'
De lever et simpelt liv, og de må kun eje ganske få ting, såsom deres tøj, et bælte, en tiggerskål, en ragekniv og lignende. Otte ting ialt. Men jeg tror, der er lavet lidt om på reglerne, for de fleste har en mobiltelefon, har jeg set, og jeg tænker på munken, jeg så gå over broen ved Angkor Wat, mens han tog en selfie med templet i baggrunden. Anicca, anicca - alting ændrer sig. Også munkelivet. . .

Shhhhh!!!

 Ikke særlig effektive

  Tørresnoren, tørresnoren. . .

 Lidt slidt er han

Med inspiration fra Angkor Wat

 Klar til  tiggergang

 Stakkels, sårede gris

 Kirkegården

Egen radiokanal - jeg har ikke hørt den endnu

Velsignelser og det modsatte

Nu har jeg fået tre velsignelser, mens vi har været her. Det må da være godt. . .
Den første var af vores guide, Jo'ren, ved Bayon-templet. Han bad for, at alt godt måtte ske for os, for vores ophold her, for vores rejse herfra, at den måtte være sikker, for vores hjem, vores helbred og rigdom og for vores kære. En længere klamamse, men til at forstå.
Den næste fik jeg af munkedrengen i Angkor Wat, og den tredje betalte jeg mig til.
Jeg tror, det var den samme gut, der sad i Angkor Wat forleden og delte velsignelser ud med vand og armbånd. En spinkel dreng i gul robe, bare fødder og et alvorligt udtryk i ansigtet stillede sig op foran caféen, hvor for femte gang sad og spiste morgenmad. Han så sig søgende omkring, og jeg gik hen til ham, puttede et par sedler i den rummelige taske, han bar over armen, og så lirede han en uforståelig remse af på pali, mens jeg stod tavs foran ham med rørt hjerte. 

Om det var på grund af velsignelsen, eller fordi vi bare var heldige efter flere dårlige forsøg med overbookede fly og sure kontorfolk, ved jeg ikke, men i hvert fald lykkedes det os at få købt flybilletter til Thailand på tirsdag uden de store problemer. Vi fandt et rejsebureau med flinke mennesker og en sød, tykpelset hund med safirblå øjne, der lå på stengulvet i bureauet og sov sødt. Og den hjælpsomme kontormand fandt den perfekte afgang til os og lovede ovenikøbet, at vi bliver hentet på hotellet og kørt til lufthavnen uden ekstra betaling.
Så er de næste par uger på plads, og vi tæller dagene her i Siem Reap, som nok bliver de sidste nogensinde for vores vedkommende. 

Jeg kan ellers godt lide byen, butikkerne, restauranterne, markedet, folk. . . Man skal ikke have været mere end to gange det samme sted, givet en tigger penge mere end én gang, købt en bog af manden uden arme eller et maleri af den handicappede i kørestolen, før man bliver husket og hilst med smil og 'hello, how are you today?'
Anden gang, vi mødte manden næsten uden arme, og som vi havde købt en bog af, kom han stort smilende hen og hilste, rakte sin højre armstump ud som for at give hånd, og jeg tog den og smilede tilbage. Meget underlig følelse - jeg har aldrig trykket en mand i hånden, som ingen havde. . . eller hvordan jeg nu skal sige det. Og det var ok, at vi ikke ville købe flere bøger af ham. Jeg har heller ikke tænkt mig at læse den, vi  har. Titlen er 'First they killed my father. . . ' - det er for sørgeligt.
Der må være andre købere til den armløse, der har lavet et lille foretagende med kopibøger, som han går rundt og tilbyder fra sin plastikkurv.

Nej, dagene i Siem Reap er talte, for 'tout le monde part,' sagde den ældre franskmand, jeg kom i snak med, da jeg gik lidt rundt for mig selv i de smalle gyder og så mig om. 'Alle tager væk herfra.'
Jeg var faldet for et af hans fine kort trykt på rispapir forestillende det allermest magiske træ i Ta Prohm og en orangeklædt munk. 
'Ved De, hvad jeg betaler i husleje for butikken her, madame?' spurgte han. Nej, det kunne jeg ikke gætte. 
'Totusind dollars,' sagde han. 'Om måneden.' Han vendte øjnene mod loftet og rystede på hovedet. 'Totusind. . . '
Butikken var ikke særlig stor, fyldt med kort, plakater og figurer. 
Franskmanden kom med den samme historie som 'kong Gulerod' forleden. Kineserne kommer. De opkøber det hele, bygger store hoteller, indkøbscentre. De fylder det hele. Og Sihanoukville - nej. 'Frygteligt sted, madame!' Godt vi ikke tager dertil.
'Hvor mange kasinoer tror De, kineserne har bygget dernede, madame?' spurgte han. Igen kunne jeg ikke gætte.
'56,' sagde han. . . 
'Jeg er glad for, at vi er kommet hertil nu,' sagde jeg. Men nej - det var lidt for sent, fik jeg at vide. Han har selv været her i Cambodia's tyve bedste år - og nu tager han også af sted. Tilbage til Frankrig.
Vi ønskede hinanden alt det bedste, og jeg gik derfra i halvdårligt humør. Hjemad med mine små indkøb. . .Væk fra 'old market' og al larmen, over floden, hvor slangen Naga vogter broerne - og så skulle man ellers føle sig sikker - og hen til vores egen støvede gade. 

 Der handles, og der tælles penge

 Kæmpe grønt- og fiskemarked hver dag

 Typisk cambodiansk krydderi: 'amok' - en blanding af hvidløg, citrongræs og galankarod. Og så er den cambodianske peber berømt. . .

 Kan man prutte om prisen på dollars?

 De kan lave kurve i alle størrelser her - desværre er min kuffert for lille til kurvemøblerne, som de også laver

Lillebror ville ikke være med

 Øl som den derhjemme

Men den lokale øl er nu udmærket - en halv af den, så er jeg glad

Pubstreet er pyntet op til fest

 Jeg er vild med friskpresset ananasjuice - uhm!

 Slangen Naga vogter alle steder. Ved broerne, foran tempelportene, på Angkor Wat. . . Naga er vandets gud, den hjalp Buddha, da han havde sat sig under bodhitræet for at meditere, og den onde Mara kom og fristede ham. Men så blev Naga påkaldt, han lod vandene stige, og Mara og alle hans dæmoner druknede. Derfor ses Buddha tit siddende på en sammenrullet slange og med dens hoved bag sig som værn.

Alle templers moder. . .

'Don't go to Sihanoukville,' sagde englænderen, vi spiste hos i går. Vi luftede vores planer om at finde en strand, og der er nogle stykker af dem ved Sihanoukville. Men nej, der skal vi ikke til. For kineserne kommer! Eller rettere: de er allerede kommet i hobetal, de opkøber alt, bygger store hoteller, indkøbscentre og importerer deres egen arbejdskraft i stedet for at bruge de lokale. Ødelægger det hele.
Nu forstår jeg bedre, hvorfor ham englænderen, som jeg kalder 'kong Gulerod', fordi han har et skilt med en fin gulerod uden for sin hyggelige lille restaurant, mener, at fransk er et unyttigt sprog. . . Snart skal vi alle til at tale kinesisk. Men inden den tid er vi taget hjem, og kong Gulerod har solgt sin butik og er flyttet til Columbia. På grund af kinesernes indtog. Æv - alting ændres og desværre ikke altid til  det bedre. Anicca, anicca, som Buddha sagde.

Det var smuk fuldmåneaften, og efter en lækker veggieburger med gulerodsjuice satte jeg mig på vores balkon, mens cikaderne skræppede, og munkene i det nærliggende kloster chantede fra tidlig eftermiddag og hele natten, som de har for vane ved fuldmåne. Jeg blev siddende i den lune luft, indtil moskitoerne opdagede mig.

Det meste af dagen brugte vi på selve Angkor Wat. Kæmpemæssigt og igen overvældende. Ikke samme oplevelse som Bayon, men stadig fantastisk. Angkor Wat siges at være den største religiøse bygning i verden, og det har tjent både som tempel tilegnet hinduguden Vishnu og som mausolæum for en af de gamle konger, Suryavarman ll.
Man kommer ind fra vest, som er dødens verdenshjørne, går ad en lang bro over den brede voldgrav og gennem den midterste af de fem porte i ringmuren.
Wouw - det er stort, alt er stort her, og jeg må stadig nærmest knibe mig i armen. . . Jo, jeg er her, og det er svært at få nok. For der er så meget at se. På hver side af vejen hen til Angkor er der en stor dam med lotusblomster, som templet spejler sig i. Alting er symmetrisk lavet. Indenfor er der så mange lange gange og gallerier, statuer og relieffer, trapper op og ned, at det er svært at finde rundt i, og der er langt at gå - og selv i skyggen er det varmt, så det kræver rigeligt med vand.
Tænk - det er et tempel. Så kæmpe - guderne må have været glade, og man må håbe, at de har passet godt på deresjordiske tilbedere.
I den første afdeling er galleriet, hvor de tusind buddha'er har stået. De fleste er blevet stjålet eller ødelagt, og der er kun nogle få tilbage.  En af dem - den største - er klædt på i orange og blomsterkranse, og foran den er røgelsespinde og folk i bøn og en kasse til donationer.
I samme rum sidder et par unge munke hver for sig. Drenge er de nærmest. Her i landet er det almindeligt, at drengene bliver munke for en periode, og de får uddannelse og lærer engelsk, før de trækker sig fra det religiøse liv og stifter familie.
Jeg sætter mig foran den ene orangeklædte dreng og får en velsignelse af ham. Han stænker vand på mig fra en spand med lotusblomster i og binder en rød snor om min venstre arm, mens han messer noget på pali. Jeg forstår det ikke, og det gør  han nok heller ikke, men det føles godt. Jeg takker og smiler til ham, men han smiler ikke tilbage. En alvorlig gut.
Han har nok at se til med alle dem, der gerne vil velsignes, og hans monotont messende stemme lyder konstant mellem søjlerne..

Jeg går rundt og kommer højere og højere op i byggeriet. Det nederste plan symboliserer helvede, det mellemste jorden og det højeste himlen. Tårnene strækker sig op mod skyerne, og trapperne derop er meget stejle. Det skal ikke være nemt at komme i himlen. . .

På alle mure og søjler er der relieffer, der viser kampe med krigere på elefanter, bueskytter og sårede og dræbte og dem, der sørger over deres tab. Der er dæmoner og devaer, der kæmper mod hinanden, og de gode vinder naturligvis. Der er historien om mælkehavet, som guderne lavede til den drik, der giver udødelighed.  Og alle steder danser de himmelske nymfer, der er så underskønne, at de på et tidspunkt fik forvirret khmerfolkets djævelske fjender så meget, at de mistede deres kraft og tabte kampen.
Åhhh, så mange historier at fortælle. Så spændende. . .
Da jeg på et tidspunkt er ved at falde op ad en trappe, fordi jeg mister et trin, forstår jeg signalet. Tid til en pause, sidde ned og få lidt at spise.
Det er også muligt, for inden for murene er der boder med kolde drinks og masser af mad. . . . Vi får hver en gang stegte ris med grøntsager. Flest ris godt nok og selvfølgelig til overpris. Men hvad gør man ikke med den udsigt, vi har? Til gudernes bolig.
Bagefter må jeg lige en sidste gang rundt i komplekset, og jeg er næsten ked af det, da vi går over til vores ventende tuktukchauffør for at køre hjem. Nej, det er umuligt at få nok.
Men fredag tager vi til Bayon igen.