Medglæde

Glæden ved andres glæde. . . 

Damen i forretningen smiler bredt til mig. 

Jeg er kommet jævnligt hos hende igennem et par år, men vi har aldrig udvekslet andet end almindeligheder. I dag er vi pludselig faldet i snak, og jeg har fortalt hende, at jeg har det godt. Jeg er ikke i tvivl om, at hun er oprigtig, da hun udbryder:

'Hvor er det dejligt for dig! Der er så mange, der ikke har det godt. . . '

Hendes smil varmer mit hjerte, og jeg går glad ud af butikken. Lidt efter møder jeg en bekendt, som jeg ikke har talt med i lang tid. Også hun giver mig sit største smil, da jeg fortæller, at jeg har det godt. 

'Det har du fortjent,' siger hun. 'Hvor er det godt for dig!'

Min dag bliver endnu bedre efter mødet med de to kvinder, der har vist mig deres 'medglæde'. 

Medglæde er et ord, der nærmest ikke findes, men en dyd, der er værd at være opmærksom på. Jeg slog det op på nettet og fandt ikke andet end en kort kommentar i 'Ordbog over det danske sprog'. Ellers var der forskellige artikler med overskrifter som: 'Betal din skat med glæde'  eller 'Dyrk motion med glæde', og det er jo noget helt andet. Heller ikke i 'En lille bog om store dyder', der efter sigende giver vejledning i at leve det rette liv, skriver forfatteren om medglæde. . . 

Medfølelse ved vi alle sammen, hvad er. Men det handler mere om at føle med andre og være der for dem, når de er kede af det. At glæde sig med andre er noget andet. Noget meget vigtigt, og noget, jeg selv har tænkt en hel del over på det sidste. Jeg har fået så meget af det fra andre, så jeg ind imellem er blevet helt overvældet og rørt. Det har fået mig til at tænke over, hvor god jeg selv er til det?
Vi kan det alle sammen - glæde os over en andens lykke, held eller succes. Og vi gør det tit. Når børnene trives, når det lykkes for dem, når de er glade, bliver vi glade på deres vegne. Som forældre lever man med. Når partneren eller vennerne har det godt, glæder vi os med dem, fordi vi under dem alt det gode. 
Og det at unde andre noget er det, det handler om. 
Jeg tror, at det er nemmest at glæde sig med andre, når man selv har det godt. 
Hvordan er det at glæde sig over, at en anden får noget, man selv ønsker sig. At glæde sig over, at en anden kan noget, man ikke selv kan. Noget, man måske har kunnet engang, eller som man ville ønske, man kunne? Glæde sig uden at føle det der stik af misundelse og tænke: bare det var mig. 
Det er værd at kigge lidt på. . . 

 

Mere mindfulness. . . 

I aftes holdt jeg mit andet arrangement med mindfulness i Den gule Villa på Frederiksberg. Over skriften var 'introduktion og træning'. Mange havde fundet vej denne regnvåde januaraften, og jeg var helt overvældet over deltagelsen, motivationen og interessen for emnet. Alle stole kom i brug. Folk sad tæt, og den øvelse, der krævede lidt plads, måtte jeg droppe. Men der var rigeligt at fortælle om, træne og udveksle.

En helt speciel stemning opstod, og alle havde mod på at forsøge sig med en meditation på tyve minutter. For de flestes vedkommende var det første gang. Sidde dér blandt lutter fremmede mennesker, lukke øjnene og fokusere på vejrtrækningen - det er godt gået, synes jeg.

Der var mange kommentarer.
'Tænk at tyve minutter kan gå så hurtigt, når de fem sekunder, det tager for computeren at starte, virker som meget laang tid,' sagde én.
En yngre kvinde, der var sygemeldt på grund af stress, kunne for første gang i lang tid slappe af, fortalte hun. Det gav hende håb om, at hun nok skulle få det godt igen. En anden var overrasket over, hvor enkelt det var. Hun havde troet, at det skulle være meget kompliceret at meditere.
Og så var der hende, der faldt i søvn, og ham, der ikke kunne få sit åndedræt til at harmonere med vægurets høje tikken.

Mindfulness er selvfølgelig andet og mere end at meditere. Det er en måde at leve på - og meditationen en træning i blandt andet at være nærværende, koncentreret og fokuseret.
Jeg vil ikke påstå, at det er nemt. Det kræver øvelse, tålmodighed, venlighed over for én selv, åbenhed, accept - og det er ikke for tøsedrenge.

Jeg var helt høj, da jeg tog hjem i aftes. Glad og taknemmelig over at kunne give det her videre. . .

Det her, som man kalder 'mindfulness', og som er blevet så moderne.

PS: Den gule Villa ligger på Dirch Passers Allé på Frederiksberg. En smuk gammel patriciervilla placeret midt imellem sterilt nybyggeri og Liedl på den ene side og ældre boligejendomme på den anden side. En sjov blanding.
Her kan man låne lokalerne til at lave arrangementer, som kan være til interesse for borgerne, og der sker mange spændende ting: der er strikkeklub, maleriudstillinger, musik, selvhjælpsgrupper og meget andet.
Og så er der mindfulness igen den 27. februar kl. 19.30 til 21.00. Gratis adgang og tilmelding er ikke nødvendig. SÆT X i kalenderen. . . !!

Du bist wunderbar, Berlin

Nytår i Berlin. . . 

Det tager tid at komme ud af lufthavnen. Vi løber alt, hvad vi kan for at nå toget, som næsten altid kører lige, når flyveren er landet. Trods de lange gange og mange trapper op og ned når vi det i sidste øjeblik. Vi sætter os og får pusten igen, mens vi kører ind mod byen. 

Tyve minutter, så er vi på Alexanderplatz i et mylder af berlinere, turister, sporvogne, biler og cykler og omgivet af høje bygninger, kraner og med fjernsynstårnet stolt knejsende med sin kuppel, der drejer rundt og rundt. Butiksvinduerne stråler og lokker med smart tøj, og jeg håber, at de holder åbent, selvom det er nytår.

Restauranter er der mange af, men der er mange mennekser i byen denne aften. Ikke kun berlinerne selv vil holde nytår her. Der er masser af turister, og den marrokanske restaurant, vi har udset os, er helt fyldt. Vi må drive rundt i gaderne for at vente på et ledigt bord. Men tålmodighed betaler sig, og selvom vi også skal vente meget længe på vores couscous, er det det hele værd. Et hyggeligt sted er det , og vi begynder straks at drømme om at rejse til landet med de høje bjerge, spændende markeder og smukke farver.

Men én ting ad gangen, og først skal vi fejre nytårsaften. Jeg spiser mit livs første og måske eneste østers, drikker champagne og lærer at sige 'Gut rutsch!' ligesom de indfødte, Jeg 'rutscher' ind i det nye år oppe på tagterrassen i 'vores' hus. Fyrværkeriet er overdådigt, og det varer ved til langt hen på morgenen. Hvem kan sove i den larm? Ikke jeg - og måske er det på grund af søvnmangel, at jeg er mere åben for indtryk end ellers. For nytårsdag, da hele byen flyder med pap og papir og knuste flasker, begynder jeg at se på flere planer på samme tid.

Berlin er ikke kun en spændende by med seværdigheder i massevis og så mange, at vi kun kan nå at se ganske lidt af den. Det er også en by med en historie. En grum historie, og noget af den dukker pludselig og helt spontant op og viser sig tydeligt for mig.
Vi er på vej hen til café for at spise morgenmad. Vi passerer et lille område, hvor nogle børn løber og spiller bold. Om sommeren er det sikkert en grøn græsplæne, men nu er det hele gråt og mudret. Jeg kigger over mod en sidegade på den anden side. Nogle mennesker kommer gående ud mod den store gade, som vi går henad. 
Den første, jeg får øje på, er en halvstor pige. Hun ser mig ikke, men jeg ser hende temmelig tydeligt: en tynd og ranglet pige klædt i en glat, grå, halvlang frakke. Hendes støvler er korte og lidt klodsede, og et par tykke strømper åler op ad pigens ben. Bleg og alvorlig ser hun ud, som hun kommer gående ved siden af et par, som må være hendes forældre. Bag dem aner jeg en gruppe voksne. 
Så løber det koldt ned ad ryggen på mig, og jeg forstår, hvad det er, jeg ser. Et syn fra et andet Berlin, der var engang. 
Jeg ser igen over mod gruppen af mennesker, der langsomt bevæger sig ud mod den store gade. Det er mennesker på vej til en koncentrationslejr. Jeg mere fornemmer end ser soldaterne, der peger på dem med deres geværer. 

Synet forsvinder langsomt, men kuldegysningerne bliver ved med at skylle gennem hele kroppen. Selv da vi har sat os på caféen, bliver de ved, og når jeg  ser ned ad den brede gade, kan jeg se militærkøretøjerne passere forbi i lange rækker. Om det er min fantasi, der er på spil, ved jeg ikke. Jeg har set mange film fra Anden Verdenskrig med scener af den slags, og jeg kan sagtens genkalde mig dem. Men pigen på tolv med det sørgmodige ansigtsudtryk har jeg aldrig set før, og hun bliver stående for mit indre blik længe efter. 

I fortovsbelægningen foran mange af gadedørene er der nedlagt små mindesten. Der er indgraveret navne i dem. Årstal. Navne på lejrene. Hele tiden bliver jeg mindet om dengang. Ikke kun i det tidligere øst, hvor vi bor, men også i rigmandskvarteret med de store villaer. Ingen har kunnet vide sig sikker. 
Og jeg bliver ved med at se den alvorlige, halvstore pige for mig. Jeg ved ikke, hvem hun er, men jeg ved, hvad der er sket med hende. 

Der er andre historier om folk, der får besøg af forlængst forsvundne personer. I huse, der er bygget, hvor andre huse blev bombet sønder og sammen under krigen, kommer tidligere beboere på besøg. Måske kommer de for at få fred med en frygtelig fortid. Måske for at minde os om den Jeg håber, at jeg med mit syn kan hjælpe pigen og hendes familie til at finde ro dér på den anden side. . . 

    

                                               

 



Et andet levn fra fortiden er Nefertite, og fundet af hende fejrer hundrede år. Det er åbenbart helt almindeligt at bruge nytårsdag på at gå på museum. Uden for 'Neues Museum' er der lang køer. En kø for at købe billetter og en kø for at komme ind til udstillingen. Vi væbner os med tålmodighed - også da vi tager fejl af tidspunktet på billetten og må vente en ekstra halv time på at blive lukket ind. 

                                                                      

Der er nærmest højtideligt stille i rummet, hvor montren med Nefertite er.
Hun kigger på mig med et mystisk og uudgrundeligt smil. Som en Mona Lisa, hvis hemmelighed man aldrig opdager. Jeg ser hende i øjnene. Nogle gange smiler hun, nogle gange er hun alvorlig. Jeg er i tvivil om, hun i virkeligheden er en kvinde. Jeg synes, hun ligner en ung dreng. 

Min fantasi har travlt, og jeg forestiller mig, hvordan hendes liv har været blandt pyramider, sphinxer, ørken, paladser, slaver og fornemme faraonere. . .  

Vores sidste dag på vores korte ophold i storbyen bliver brugt på det etnologiske museum. Udstillingen om Indien ville jeg gerne fordybe mig mere i. Reliefferne med buddhalegenden giver længsler efter Sarnath og Bodhgaya, hvor jeg gik rundt for snart et år siden. Og hvor Buddha selv opholdt sig for 2500 år siden. Jeg bliver så opslugt af at undersøge en gammel klippehule, at jeg vover mig for langt ind i den. Alarmen ringer højt, og jeg farer forskrækket ud. Det varer lidt, før det går op for mig, at det var mig, der udløste den. 
Kustoden griner heldigvis bare.

Med et par billeder af Buddha i kameraet skynder vi os tilbage til lejligheden for at pakke sammen og rydde op. Så begiver vi os mod Alelxanderplatz, men vi har god tid og kan lige nå at kigge ind i dansebutikken på hjørnet. Og mig, der drømte om et par røde sko, får mit ønske opfyldt. . . Her er de så - og med dem siger jeg auf wiedersehen, Berlin. . . 

Ryd op og giv slip. . .

Her til morgen fik jeg en mail med teksten:

Respekter dig selv nok til, at du giver slip på det, der ikke mere tjener dig, ikke får dig til at vokse eller gør dig glad. . . 

En kærlig hilsen fra en cypriotisk kvinde, som jeg mødte til min første eft-masterclass for fem år siden. Vi boede på samme hotel i den lille engelske by, hvor konferencen fandt sted, og vi havde det sjovt og hyggeligt sammen
Vi græd, da vi sagde farvel, og vi har ikke mødt hinanden siden. Men jeg får jævnligt en hilsen fra hende. Denne gang med en 'reminder' om at give slip. Nemt sagt eller hvad? Hvor nemt er det at give slip, smide ud, lave om? 
Nogle gange bliver man tvunget til det. Nogle gange bliver man ikke spurgt. Tingene sker bare, og det kan godt være, at man forsøger at protestere, men det nytter ikke noget. Andre gange må man selv tage ansvaret og se på, hvad man skal vælge til og fra. Hvad er godt? Hvad kan man bruge? Hvad tjener én, og hvad gør én glad? 

For nylig havde jeg engageret to mænd til at rydde mit udhus, der var fyldt med gammelt rod og ting, der havde hobet sig op igennem lang tid. Det var efterhånden blevet så uoverskueligt, at jeg måtte have hjælp til det. Jeg stod og kiggede på, at de to sorterede og slæbte af med det.
'Masser af gamle minder,' sagde den ene til  mig, da han satte et par fyldte kasser op på sækkevognen.
'Så er der plads til nyt,' sagde den anden. 
Så sandt som det er sagt. Om det er fysiske ting - eller om det er andre ting, man giver slip på, så giver det luft. 

Selv synes jeg, at det er helt rart at smide ud en gang imellem, og jeg har rigeligt at tage fat på, for jeg har altid holdt af 'pæne ting'. De har det bare med at fylde! Og sikke meget, der gemmer sig i skuffer og på hylder. Ting, jeg ikke har brugt i lang tid. Tøj, jeg ikke kan passe eller aldrig har brugt. Mapper fyldt med noter fra kurser, jeg har været på. Gamle breve og kort. Bøger, jeg aldrig vil læse igen. Det er der bare, og der er ikke nogen, der løber med det. 

Hvis jeg ikke fortaber mig i gamle minder og ikke finder ud af, at jeg faktisk godt kan bruge den bluse, jeg ikke har haft på de sidste fem år, eller hvis jeg ikke giver mig til at genlæse  brevene og bøgerne, så får jeg pludselig en masse plads. Og jeg får det bedre både fysisk og psykisk. Man bruger meget energi på ting, der bare fylder op.

Men at give slip handler om mere og andet end at rydde op i skufferne. Det handler også om at rydde op i sine 'indre skuffer'. At give slip på fortiden. At give slip på bekymringer. Måske at give slip på nogle drømme. . . Det kan være mange ting, og det kan være noget af en udfordring. Skræmmende - man ved jo, hvad man har, men hvad man får, det kan man ikke vide.

Jeg har ikke opskriften, og jeg øver mig stadig. Men jeg synes, det er værd at tænke over, hvad man har brug for, og hvad man bliver glad over. Og så gøre noget ved de ting, man kan gøre noget ved. Dem er der helt sikkert mange af. 
Og dem, man ikke kan gøre noget ved, må man acceptere. . . 

MINDFULNESS - sæt farten ned og træk vejret. . .

Mindfulness har længe været moderne. Hvem har snart ikke hørt om begrebet? Der tilbydes et utal af kurser og foredrag rundt omkring, og det bliver både forherliget og kritiseret. Nogle gange skulle man tro, at det var en helt ny opfindelse. Noget, man skal lære, og nogle gange kan det lyde, som om det er en mirakelkur. . .

I virkeligheden er mindfulness bare et navn for noget, som vi alle sammen kan eller har kunnet. I hvert fald kunnet bedre. Mange af os har bare glemt, hvordan man gør. 

Mindfulness betyder at være opmærksom og fokuseret. At gøre én ting ad gangen. At være til stede og nærværende og at være i sin krop. Man kan sagtens være til stede uden at være nærværende. Men virkelig at være dér, hvor man er - helt i nuet. Det er mindfulness. 

Det er ok at have travlt og ok at skulle nå det hele på den halve tid. Det er bare ikke sundt i længden, hvis man har det sådan hele tiden. Så er det, man bliver stresset, og måske når man alligevel ikke alt det, man skal. Så bliver man endnu mere stresset. 

Buddha underviste sine elever i mindfulness. Han opfandt det ikke, men han vidste, hvor vigtigt det var, og han mente, at meditation kunne føre os ud af 'lidelsen' og til nirvana. 

Man behøver ikke være buddhist eller tro på noget bestemt. De fleste kan have stor glæde af at meditere, og bare at gøre det kort tid hver dag har en positiv virkning. Hellere lidt end ingenting. En pause i hverdagens travlhed er sund.

Men at gøre det, man gør med mindfulness er også virksomt. At sætte tempoet ned. At lægge mærke til verden omkring sig. Bruge sin sanser - lugte, føle, smage, lytte, når man laver mad, gør rent, udfører sine arbejdsopgaver. 

Forleden så jeg en film fra Afrika,hvor nogle mennesker var ved at lave en meget lang vej hen over savannen. En mand, der var sat til at bøje nogle jernstænger og derefter binde dem sammen, sagde, at når han lavede sit arbejde, tænkte han ikke på andet end på det. Hvis han gjorde det, ville der ske en ulykke.

En kvinde, der sirligt flettede vægge af plantefibre, sagde det samme. 'Hvis jeg ikke koncentrerer mig om det, jeg laver, så går det galt.'

Jeg har det selv med at skulle ordne tre ting på samme tid. Vi kvinder kan jo multitaske, siger vi tit - hvorimod mænd kun kan lave én ting ad gangen. Vi er nærmest stolte over, at vi kan klare mange ting på én gang. Og med børn, hjem, arbejde osv. - du kender det sikkert alt for godt - så er det en kunst ikke at blive stresset.

I virkeligheden er det bare ikke nogen god idé at mulitaske, og de gange, jeg selv har skåret mig på min skarpe køkkenkniv, er det sket, fordi jeg var uopmærksom. Havde tankerne et andet sted. 

Så jeg øver mig stadig, og jeg kan blive endnu bedre til det. Og jeg sætter mig hver dag en stund og trækker vejret, mens jeg forsøger at holde opmærksomheden på det. Kun det. . . 

EFT - en metode, der hjælper på lidt af hvert!

Jeg havde hørt lidt om EFT, da jeg var ved at uddanne mig til gestaltterapeut. Det var noget med at banke på nogle punkter, og vips - så havde man det meget bedre! Helt ærligt syntes jeg, at det lød temmelig fjollet! På gestaltuddannelsen lærte jeg noget om, hvordan man skulle føle og mærke og komme ud med sine følelser. Det kunne tage lang tid at få ryddet op i sine gamle traumer, og det gjorde også ondt - og så kom der nogen og sagde, at man på meget kort tid kunne komme af med angst, smerter og alt muligt andet.  Bare ved at banke med fingrene. 
Jeg havde svært ved at tro på det.

Det er snart længe siden, at jeg selv blev grebet af det. Da jeg var færdig med min uddannelse som gestaltterapeut, besluttede jeg, at NU ville jeg lave noget helt andet. Ikke mere terapi. Ikke mere pille mig i navlen. Ikke mere - i hvert fald ikke i noget tid.
Men der gik ikke ret lang tid, før jeg igen faldt over EFT. Jeg kan huske, at jeg sad i solen på min terrasse og læste i en bog om den her mærkelige metode. For selvom jeg ikke troede på, at det kunne være så nemt, og slet ikke på, at det virkede - ja, så ville jeg nu godt vide, hvad det var. Det er nemmere at have fordomme, når man ved, hvad man snakker om.

Et eller andet ved metoden greb mig. Og så begyndte jeg at banke på de forskellige punkter, som opskriften i bogen sagde. Prøvede mig frem, så godt jeg kunne. Der kunne ikke ske noget ved at prøve - og skade kunne det i hvert fald ikke. 
Jeg kan ikke helt huske det, men jeg ved, at jeg med det samme mærkede, at der skete noget positivt. Så jeg blev ved med at banke. Jeg skyndte mig at finde alt det, jeg kunne på nettet om EFT. Fandt materiale på nettet, læste, købte dvd'er og sad i timevis foran skærmen og så Gary Craig (manden bag EFT) behandle andre. 
Jeg gik ture i skoven - og bankede. Når jeg kørte bil, bankede jeg. Så snart jeg havde lidt tid, bankede jeg.

Efter et halvt år havde jeg ikke migræne mere! Det var helt slut, og jeg har ikke haft det siden. Det er fem et halvt år siden i dag. . . Sagen var nemlig, at jeg begyndte at få migræne, da jeg var femten. Og det fortsatte jeg med at have i det næste fireogtredive år. Lang tid, vil jeg sige. I perioder var det lidt, i andre meget. Men det var der altid, og jeg måtte tit tilrettelægge min tilværelse efter det. Meget, jeg måtte sige nej til. Meget, jeg ikke turde binde mig for.

Jeg prøvede alt muligt for at få det godt. Gik til lægen, blev undersøgt og fik medicin, som jeg blev syg af. Så holdt jeg op med det og ledte andre steder. Akupunktur var noget af det første alternative, jeg prøvede. Jeg har stadig en lille akupunkturnål i guld fra dengang som minde. . . Jeg prøvede zoneterapi, massage, kiropraktik. Jeg ændrede min kost, blev vegetar, prøvede at slappe af. 
Senere lærte jeg selv healing, kranio-sakral terapi, clairvoyance og som sagt gestaltterapi. Hver gang jeg fandt noget nyt, var jeg sikker på, at NU havde jeg fundet de vises sten. Men nej, det havde jeg ikke. Alt det, jeg fandt, havde selvfølgelig en virkning, og jeg fik lært en hel masse om mig selv og andre. Migrænen blev bare ved med at komme igen. Ind imellem var jeg ved at opgive og tro, at jeg måtte leve resten af mit liv på den måde. Men jeg blev ved med at håbe - og lede.

Så var det, jeg fandt EFT - og det hjalp.

Jeg var nybegynder og arbejdede på egen hånd i begyndelsen. Jeg havde gået så meget i terapi, og jeg havde ikke lyst til at gøre det mere. . . Derfor tog det nok længere tid, end hvis jeg havde fundet en behandler. Men igen - jeg fik lært en hel del, og jeg fik ryddet grundigt op i gammelt psykisk rod! 

Få måneder efter at jeg var begyndt med EFT, tog jeg til England på min første EFT-masterclass. Vi var trehundrede mennesker fra femogtyve forskellige lande. Det var en fantastisk oplevelse at sidde der blandt så mange mennesker, der var bidt af det samme. Året efter tog jeg af sted igen. Det blev til flere kurser i England, og jeg fik nogle gode venner derovre også. Det var stort, og det var fantastisk. Mit liv havde ændret sig på temmelig kort tid fra noget af en stækket tilværelse til et liv med mod, overskud og energi! 

Jeg er taknemmelig og glad for at jeg fandt en løsning og fik det godt. . . 

EFT - emotional freedom technique - er en metode, der er videreudviklet af tankefeltterapi. Den går ud på, at man samtidig med, at man fokuserer på det problem, man vil arbejde med, banker ganske blidt på nogle punkter på ansigt og overkrop. Nogle af de samme punkter, som man bruger i akupunktur. 
Ethvert problem forårsager ubalancer i ens energisystem, og ubalancen giver symptomer. Når man løser op for ubalancerne, begynder energien at strømme frit, og man får det bedre.
Metoden breder sig mere og mere i det meste af verden. Den er effektiv, blid, anderledes - og den virker. Nogle gange overraskende hurtigt, andre gange tager det længere tid. Det har ikke noget at gøre med, hvor lang tid man har haft problemet. Det, der betyder noget, er hvor sammensat problemet er, og hvor god man er til at komme ind til kernen. 
Jeg har selv mange gode resultater med EFT - både personligt og med klienter. Jeg har også undervist andre i at bruge det og her fået mange positive tilbagemeldinger om, hvor godt det virker. 

Noget af det, EFT kan bruges til er behandling af:
stress - fysiske smerter - traumer - uro - nervøsitet - angst - fobier - præstationsangst - og meget andet. . . 

SJÆLEREJSER

Man kan rejse på mange måder, og uanset måden kan man opleve nyt, når man er åben og nysgerrig. . . 

Sådan er det også med sjælerejser.

Da jeg for en del år siden opdagede det, man kalder 'den alternative verden', var jeg flere gange i regression for at se på tidligere liv for at finde en sammenhæng mellem dem og nogle af de udfordringer, jeg havde i mit nuværende liv. Det var interessant og spændende, og jeg blev meget nysgerrig! Så efter at have oplevet det nogle gange hos en terapeut begyndte jeg at udforske det for mig selv og også med klienter, der kom for at få healing. 
På den måde fik jeg mange spændende oplevelser. Det var som at se en film fra en anden tid, og tit gav det mig forklaringer og sammenhænge. 

Jeg har altid haft en livlig fantasi og altid digtet historier, men når jeg lukkede øjnene og så indad, oplevede jeg ting, som jeg ikke bevidst kunne have fundet på. Nogle gange oplevede jeg ting fra en tid og fra steder, som jeg overhovedet ikke kendte noget til, og som jeg bagefter kunne få bekræftet i mit efterhånden meget brugte leksikon. Det gav mig kuldegysninger at opdage, at det, jeg så, var rigtigt. . . 

Jeg blev efterhånden overbevist om, at dette liv ikke er mit eneste, men at det bare er et ud af mange. Og det er heller ikke kun her på denne jord, jeg har min gang.

Som clairvoyant har jeg kigget efter for andre, hvor de har været før, men ved en sjælerejse har klienten mulighed for at være sin egen clairvoyant. Det er en stor fordel, når folk selv kan se og opleve at gå ind i andre liv eller måske livet mellem livene. 

En gang fortalte jeg om nogle af mine oplevelser til en ven, som syntes, at alt det her med tidligere liv lød meget spændende. Jeg sagde til ham, at han da 'bare kunne lukke øjnene og  se efter', for sådan gjorde jeg jo. Til det svarede han, at han ikke så andet end en sort skærm, hvis han prøvede. 

Måske kunne det have givet ham noget, hvis han havde fået hjælp til at komme ud at 'rejse'. For det er ikke altid, at man kan klare sig uden en vejviser af en eller anden slags. 

På en sjælerejse er jeg 'vejviseren'. Og i de fleste tilfælde sker det, at klienten oplever sig selv i en anden tid og et andet sted og finder en mening med noget af det, som han eller hun tumler med i dette liv.

Der sker det, der skal ske og det, man er klar til. 

Selvom jeg oplever, at der kommer en masse healing med på en sjælerejse, er det ikke en behandlingsmetode. Det er snarere en metode til at opdage eller uddybe nogle temaer, man har brug for at arbejde med i sin personlige udvikling.

Og for mig at stå ved siden af som støtte på rejsen er en smuk og givende oplevelse.