Lyden af Sommer

På en uge i Kandestederne langt væk fra hverdagen hørte jeg lyde, jeg ikke hører så mange af i byen. Fred og ro er der helt deroppe nordpå. Ikke ret mange mennesker, men til gengæld en vidunderlig natur. Klitter med marehalm, lyng og engelsk græs, vibefedt og soldug. Granplantager og marker med heste, der leger og kvæg, der brøler. . . Og der er et lys så stærkt, at jeg må bruge solbriller, og luften er stærk, så jeg sover som en sten om natten.

Jeg kommer ned i tempo og kan høre mit eget åndedrag og mit hjerte slå. 

Høre den lille dompap, der sidder i toppen af grantræet og synger af fuld hals, som om den ejer det hele.

'Ihhhh,' triller den glad. 'Jeg ka' si' det li' så tit, det skal det være.'

Dens kammerat stemmer i, men ikke helt så godt, og selv bliver den ved fra den lyse morgen, til solen går ned.

Gøgen kukker i det fjerne og fortæller mig 'hvor mange kys og leveår. . .', og fasanerne skrukker. Græshopperne synger, og lærkerne står næsten stille i luften med deres hurtigt baskende vinger. Synge kan de også, så det er en fryd.

Der er lyden af blæsten, der laver sandstorme på milen. Havet bruser bag klitterne som en evindelig torden. Det tørre lav knaser under fødderne, når vi vandrer på heden. Som frossen sne på en vintervej.

Bierne summer, og myggene hviner. 

Og når himlen bliver grå, og regndråberne trommer på taget, så vi må holde os inden døre og tænde op i brændeovnen, kan jeg høre ilden knitre og siderne blive vendt i  min bog.

Ferie, ferie, ferie. . .

Sommerhusferie i Danmark - det er noget af en satsning, er det ikke? Er det andet end nogle få solstrejf, hvis man er heldig, og ellers masser af regnvejr, så man ikke kan komme uden for en dør? Så man må tage den tykke trøje på, tænde op i brændeovnen og se fjernsyn og læse. Drømme om engang at se den vidunderlige nordjyske natur i høj sol og gå lange ture med bare ben og lytte til fuglesang og bølgernes brusen og se solnedgange hver eneste aften. . . Jeg håber på tørvejr og de lange traveture, men jeg har sikret mig mod kedsomheden og taget en god stak bøger med. Lidt af hvert - lidt underholdning, lidt inspiration og lidt til min åndelige udvikling.

'Storm over Jamaica' måtte jeg bare købe forleden, da jeg var inde og 'ose' lidt hos 'Trankebar. Bogen minder mig om min barndoms spændende udødelige klassikere. De røde fra Gyldendal, som man kunne købe for en femmer, og som var noget af det bedste, jeg kunne få til mine klassefødselsdage. 

'Skrivetrang' fik jeg til min fødselsdag, for det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke er noget barn mere, så nu får jeg ikke røverhistorier til en femmer, men skal selv se at få skrevet nogle. 

'Drageløberen' fandt jeg i Netto til halvtreds kroner forleden, og da jeg lige havde hørt den omtale igenigen, tænkte jeg, at 'NU må jeg da også hellere se at få læst den.'

Og så er der lige den tibetanske dødebog, som jeg endnu aldrig har fået læst, og den tibetanske bog om både livet og døden. Sidstnævnte er jeg halvt inde i, og jeg glæder mig til at få tid til at fordybe mig endnu mere i den. . . 

Skulle jeg løbe tør for læsestof, ved jeg, at der er masser af bøger der, hvor jeg skal tilbringe den næste uges tid. Går det helt galt, har jeg for første gang i meget lang tid købt garn til en sommerbluse, som jeg kan bruge næste år. Og så er der mine egne skriverier, som jeg har planer om at bruge en del tid på. Den bærbare skal selvfølgelig med. . . 

Måske er jeg optimistisk, men pyt - glæder mig, det gør jeg i den grad. Og måske bliver vi budt velkomne af den lille gransanger, der kan huske os fra sidste år?

Udlængsel

Jeg længes efter andre breddegrader. . . 
Sommerferien nærmer sig hastigt. Næste fredag slutter min skole, og jeg har mange lange uger foran mig.
Hvor skal jeg tage hen? Ideer har jeg mange af, men det helt rigtige sted har jeg ikke fundet endnu.

Jeg længes efter Indien. De mange farver, ritualerne, de hellige køer, larmen, den stærke mad, det store hav. Men Indien tager man til for at komme væk fra den danske vinter med mørke og kulde. Dér tager man ikke til nu - det er alt for varmt og regnfuldt.

Jeg længes efter Marokko. De fantastiske bjerge. Æslerne. Safran og argantræer. Souk'en med de farvestrålende varer. Længes efter oaserne. Efter at tale fransk. . . Men der er også for varmt og for støvet nu.

Jeg længes efter sol og varme - et stabilt vejr. Ikke for varmt og ikke for koldt. 
Jeg længes efter at komme ud og opleve. Efter at se noget nyt. Noget helt andet. Jeg vil til New York, til Burma, til Thailand, til Peru, til Nordnorge og Toscana. Jeg er ikke kræsen. Er faktisk ret nem at gøre glad. Bare giv mig et par billetter til et dejligt sted, så tager jeg kæresten med til Langbortistan.

Jeg længes efter fred og fritid. Efter ikke at have nogen pligter. Ingen deadline. Efter at blive tanketom og få plads til at lade fantasien folde sig ud og blomstre. Efter at sidde med computeren på skødet og skrive. Gå lange ture, meditere i fuldstændig stilhed og uden støjende naboer. 

Nord, syd, øst, vest - er det virkelig rigtigt, at hjemme er bedst? Det kan jeg jo ikke vide noget om, hvis jeg altid bliver herhjemme og ikke ser andet end det, jeg plejer. Så jeg må finde ud af det. Tømme sparebøssen. Pakke rygsækken. Jeg er meget snart klar!

Skriveblokering og udsættelsesmanøvrer. . .

'Der er ikke noget, der hedder skriveblokering,' siger vores oplægsholder på forfatterkurset. På et sekund når jeg at tænke på nogle af alle de gange, jeg har lidt af skriveblokering. Siddet foran skærmen uden at kunne skrive tre ord. Roteret på stolen. Blevet irriteret på mig selv. Forsøgt og til sidst opgivet og begyndt at lave noget helt andet. Når jeg nu alligevel ikke kunne finde ud af det.
Så fortsætter hun: 'Skriveblokering handler bare om, at man ikke ved, hvad man skal skrive.'

Nåhhhh, tænker jeg. Den køber jeg. Hvor er det enkelt: Jeg skal bare finde ud af, hvad jeg skal skrive, før jeg sætter mig ved computeren. Så går det meget nemmere. . . Og så skal jeg selvfølgelig lukke ørerne for den indre kritiker. Hende, der siger, at det ikke er godt nok, eller at det også kan være lige meget, fordi alle de andre gør det meget bedre. Hende lader jeg blive hjemme -  eller rettere: jeg smider hende ud - og skriver løs. 

Siden den dag på kurset er det blevet nemmere end før. Jeg er så glad, for at skriveblokeringen er blevet aflivet. Jeg lader være med at skælde mig selv ud, når jeg ikke liiiige kan finde ud af at skrive noget. I stedet går jeg en tur i parken og ser mig om. Eller begynder at stryge. Eller lave mad. Imens finder inspiration til at fantasere og brygge videre på min historie. 

Sådan set har jeg altid gjort det. Lavet historier, mens jeg lavede noget praktisk. Når jeg lugede i urtehaven, gjorde rent eller vaskede op. Men det kunne også være en slags overspringshandlinger, og dem er jeg mester i. Eller har været. 
Ligesom Alfons Åberg i den historie, jeg læste for mine børn, da de var små. Jeg skal bare lige, siger han hele tiden, når hans far prøver at få ham til at blive klar til at gå i skole. Men han 'skal bare lige. . . ' 
Det kender jeg godt. Jeg skal bare lige. . .  Der er undskyldninger nok for ikke at lave det, jeg allerhelst vil. I morgen er der atter en dag, og så. . . 
Forskellen er, at nu får jeg på et eller andet tidspunkt sat mig ned og skrevet videre. Og videre. . . Nu kan jeg være temmelig tilfreds med min indsats, for jeg får gjort noget ved det.

Nej, ikke mere sniksnak og udenomssnak og usættelser og dårlige undskyldninger og søforklaringer. Historierne venter på at blive fortalt. Men nu skal jeg bare liiiige ud i solen, for himlen er strålende blå, og jeg kan ikke holde ud at sidde herinde i mørket og blive bleg som en maddike, vel. . . 

Nogle gange bliver det til noget - side op og side ned

Så er der linet op. . . 

Gjort klar til at grifle løs

Hvad skal jeg dog finde på?

Nej, tiden er forbi, hvor jeg fik skrivekrampe - det er blevet meget nemmere nu!

Mit nye legetøj. . .

'Det er sundt at kede sig,' sagde de voksne altid til mig, når jeg som barn ikke kunne finde på noget at lave.
Jeg skulle bare have haft en smartphone af en slags, for så havde jeg altid haft noget at lave, men det havde jeg ikke, så jeg måtte kigge ud i luften og drømme mig langt væk. Noget, jeg er blevet ved med at gøre, og det har jeg haft meget glæde af. Jeg har drømt mig væk fra utallige kedelige undervisningstimer, personalemøder, selskaber og den slags. Gad vide om jeg blev opdaget - jeg var i hvert fald fysisk til stede. . .

Nu behøver jeg ikke kede mig mere, for jeg har langt om længe skiftet min gamle mobil ud med en ny og bedre model. Og hvor er det herligt.
Aldrig havde jeg forestillet mig, at jeg ville blive så glad for en telefon. For det er da helt vildt, så meget den kan - eller rettere: så meget, jeg kan med den. Jeg, der bare skulle kunne snakke og skrive sms'er ligesom på den gamle nokia, der efterhånden var både skrammet og ridset, og som kun virkede, når den havde lyst. . .  Den ny virker hele tiden, og jeg bruger den meget. Faktisk rigtig meget. Jeg ved, hvordan vejret bliver i eftermiddag, og hvor stjernerne står. Jeg kan se, hvorfor jeg har ondt i ryggen, hvis jeg har det, og jeg kan finde vej og tjekke info om planter i Landbohøjskolehaven. Jeg tager billeder og 'deler' dem, og nu har jeg lige lært at få dem til at se ud, som om jeg tager bedre billeder, end jeg i virkeligheden gør.
Det er simpelthen noget af en revolution i mit liv, som en ven sagde til mig for nylig, da vi sad på en café og nød solen. Men især nød vi hver vores legetøj. Ligesom alle de andre omkring os - næsten. Kald mig bare langsom. Smartphone'n er opfundet for længe siden, det ved jeg godt. Jeg har bare først opdaget nu, hvor uundværlig den er.

Så kede mig, nej, det gør jeg ikke, og det er rart, at jeg altid har noget at ty til.
Ganske vist går jeg ikke så tit til kedelige selskaber og møder og den slags mere - men der kunne være andre situationer. Som til en opera for eksempel. Det var jeg til forleden, og det var fint, men operaer er langtrukne - det vil jeg gerne indrømme. Jeg gav mig bare til at se lidt på de andre publikummer, når jeg blev lidt utålmodig. Og hvad så jeg?
Der var flest fra de ældre årgange, og den ældre herre ved siden af mig sov med åben mund på et tidspunkt. Men de unge. Hvad gjorde de? Dem var der en snes af, og de sad dér stadset ud i deres fineste pus og så ud til at være landet et helt forkert sted. Så hvad skulle de have gjort, hvis ikke. . . ?

Den unge mand lidt længere henne ad rækken, ham med de meget sorte øjenbryn og en tatovering på halsen fik sendt en hel del sms'er i løbet af forestillingen. Heldigvis havde vi alle sammen fået et program, og det kan bruges til meget. Blandt andet til at gemme en telefon og nogle aktive fingre. Og så spillede han i øvrig også ind imellem - et spil, jeg selv har fået mange reklamer for på min telefon, men ikke vil have.
Pigen, der sad foran mig, havde en meget rummelig taske, som lå på skødet af hende, så hun kunne skrive sms'er uden at blive 'opdaget'. Hun skrev forøvrigt i et misundelsesværdigt tempo, jeg ikke selv har vænnet mig til endnu.  Det skal jeg nok komme efter, når jeg får øvet mig lidt mere. Nå ja, og så var der også fyren på rækken foran skrev også og ham ved siden af. . .
Og sådan sad de alle sammen, de unge mennesker, og klappede og sms'ede og spillede, mens resten af publikum pænt fulgte med og måske, måske ikke nød det. . .

I går sagde mit ældste barnebarn til mig, at hun kedede sig. 'Hm,' sagde jeg til hende. 'Så tag din telefon - når man har en telefon, så keder man sig aldrig.'
Men jo, hun kedede sig, og hun har endda haft sin telefon kortere tid end jeg har, og hun har hjulpet mig, når jeg ikke kunne finde ud af det. . .
Der kan man bare se. Måske er jeg bare langsom?

Farvel og tak - kasseret efter lang tids tro tjeneste. . . 

Det er godt nok svært at ramme rit

Hvor er der mange muligheder. . .  

Fødselsdag igenigenigen. . .

Og så var det min fødselsdag, og solen skinnede, som den skulle, og jeg fik masser af dejlige hilsener både fra nær og fra den anden ende af verden. Syrenerne blomstrede, som de altid har gjort på den dag, kastanjetræernes lys var tændt, og de japanske kirsebærtræer dryssede, så der var lyserødt sne på vejene.
Maj er min yndlingsmåned - ikke kun fordi jeg har fødselsdag, men simpelthen fordi det er den smukkeste af dem alle. Den måtte godt vare lidt længere. Især den sidste del, hvor vi går ind i tvillingernes tegn, og månen bliver fuld. . . Eller også skulle der bare være flere af min dag, for dér skinner solen altid. Næsten. . . 

I øvrigt synes jeg, at man burde have fri på sin fødselsdag. Jeg kan ikke lide at pjække, så det gør jeg ikke, men passer mit arbejde så godt som muligt. Også den dag, og det var da også hyggeligt, og jeg fik lykønskninger og smil og blomster.  
Da jeg var barn, var det herligt at komme hen i klassen i ny kjole, som min mor havde syet,  og dele bolcher ud og fortælle om alle gaverne. Om eftermiddagen kom nogle af klassekammeraterne med hjem og fik boller og kakao og legede i haven. Når de var gået, kunne jeg gå igang med at læse nogle af alle de bøger, jeg havde fået. Det var dengang en god bog kostede fem kroner, og det passede lige til gavebudgettet. 
Senere var det knap så sjovt at have fødselsdag på en hverdag. En af de værste var, da jeg var til skriftlig eksamen i dansk i gymnasiet, og vi sad ved enmandsborde i gymnastiksalen og svedte over en modbydelig stil, der skulle handle om 'livets mening'. Den var svær at finde den dag, meningen, og jeg fik da også kun et sølle ni-tal. 
Det er også sket, at jeg er kommet glad på arbejde med morgenbrød til kollegerne, som spurgte mig hvorfor. Godt at jeg selv kunne huske min dag, når de andre ikke kunne. 
Der har både været gode og dårlige og runde og mange andre fødselsdage. Jeg vil ikke remse dem alle sammen op. Ikke engang halvdelen. Det minder mig om, hvor  mange der har været, og når man ikke spørger en dame om hendes alder, så skal hun heller ikke selv røbe den. 

Måske handler det her bare om nogle af de tanker, jeg gør mig om livet og meningen og alder. Noget underligt noget - jeg har både børn og børnebørn, og jeg føler mig ikke særlig gammel. Men hvad - livet findes kun i nuet, siger man. Så pyt med alt det andet. Pyt med alle de andre fødselsdage og især med den første af dem, hvor foråret havde ladet vente på sig og først kom et stykke ind i juni. Et symbol på mit liv? Man kan tolke det, som man vil eller lade være. 

Det vigtigste er, at jeg havde en dejlig dag forleden. Blev forkælet af kæresten, var i byen og spiste franske pandekager og gik til koncert i Tivoli. Beethoven udsat for klaver af unge konservatoriestuderende, som nok har flere fødselsdage foran sig end bag, og som nok ikke alle bliver verdensstjerner. 

Jeg sluttede dagen af i sofaen med te og lidt chokolade, som jeg købte til lidt forhøjet pris på hovedbanen, fordi der ikke ventede nogen fødselsdagslagkage derhjemme, og jeg bare måtte have lidt sødt. Og ligesom da jeg blev otte og ni og ti, kastede jeg mig over en bog, jeg havde fået. En bog om det at skrive. Inspirerende og fyldt med gode ideer. En opfordring til at komme videre med skriverierne. Så det gør jeg.
Og så har jeg besluttet at lade min fødselsdag fortsætte på ubestemt tid, for hvor er det dejligt at blive forkælet. 

Bliver så glad, når jeg får blomster.

Flygelet er gjort klar til den håbefulde pianist. . .

Jeg kan da altid læse om, hvordan man skriver. . . 

Måske sku' jeg studere den her nærmere. . . 

Fra landet, hvor ananasserne gror - og fra mit eget køkken. . .

Jeg er blevet helt vild med min hjemmelavede juice, og jeg kan da kun blive super sund med alle de grønne, gule, orange og røde vitaminer, jeg får indenbords. 
For to uger siden blev jeg den lykkelige ejer af en slowjuicer, og det har ændret mit liv. I hvert fald noget af det. Siden den dag er det ikke småting, jeg har hentet hjem fra indkøbsturene af ananas, bananer, æbler, appelsiner, rødbeder, gulerødder, selleri, og hvad der ellers frister. 
Hver morgen laver jeg en herlig drik, som overgår enhver købejuice, og tit om aftenen er min apéritif en vitaminindsprøjtning af rang.

Mit første møde med hjemmelavet juice var i Trivandrum i januar sidste år. Et tidspunkt, hvor der ikke er meget at råbe hurra for med hensyn til frisk frugt på hylderne i supermarkedet. Men her i det sydlige Indien, hvor stjernerne funklede på den sorte tropehimmel, da vi landede aftenen før, kunne de lave juice! Det var stegende varmt, og jeg havde smidt den uldne trøje og de varme strømper og sat mig i restauranten for at få serveret morgenmad. Så var det, den blev stillet foran mig: den smukt lysegule drik med et tykt lag let skum på toppen. Ren, friskpresset, sødtduftende ananassaft. Det var en åbenbaring, en himmerigsmundfuld, en delikatesse, en. . .  
Jeg har ikke ord for, hvor vidunderligt det smagte, og jeg drak det i bittesmå slurke for at lade nydelsen var længst muligt. Jeg var næsten lykkelig - uhm!
Det blev til mange glas ananassaft på den rejse, og jeg fik også set, hvor de rigtige ananasser voksede, og at der var nok af dem. Også af de andre frugter. Guds eget land, kalder de Kerala, den sydligste stat i Indien, og det er til at forstå, for det bugner af frugt, te og krydderier - både stærke og søde, og på markederne kan man købe det hele til ikke ret mange penge. Og så er der altid en bod med friskpresset juice, man kan læske ganen med i den stærke sol. . . 
Det var ikke sjovt at komme hjem igen til februarkulde og købejuice, og hver gang jeg tænker på Indien, så længes jeg. Længes efter sol og palmer og sjove mennesker og hellige køer og pilgrimme, tuktukker - og frisk frugt, der smager af noget. Nu forstår jeg, hvorfor jeg aldrig har været særlig vild med at spise frugt. . .
Et par uger i Marokko i år hjalp lidt på udlængslen, og i de der lande er det altså helt almindeligt med frisk juice. Ja, hvad vidste jeg, før jeg kom ud i den store, store verden? Der fik jeg også juice til morgenmad hver dag. På Fna-pladsen i Marrakech, hvor de råbte grimme ord efter os, når vi ikke ville give penge for at tage billeder, solgte de også friskpresset juice. På havnen i Essouira, hvor mågerne skreg, og én af dem tabte en stor, lyserød klat på skulderen af min kæreste - og han havde ellers været så flink at give dem brød - købte jeg lækker, frisk, syrlig juice i en bod, der var fint udsmykket med guirlander af appelsinskræller. . .
Nu har jeg altså den der slowjuicer. Den gør livet lidt lettere, når jeg nu ikke lige kan sætte mig ind i restauranten på hotellet i Trivandrum, (hvor der i øvrigt var så iskoldt på grund af deres aircondition, at jeg måtte finde den uldne trøje frem igen) - og få et glas af deres bedste ananassaft, men selv må lave det. Bedre end ingenting, for intet kan måle sig med den ægte vare. . . 

På tur i ananasmarkerne

De høje slanke kokospalmer leverer også dejlige drikke

Bananer i juicen gør den mild og blød - og her er nok af dem

Fra banangaden i Margao, Goa - Indien

Hvilken farve skal man vælge?

Juiceboden på markedet i Margao, Goa

Frugten til en himmerigsmundfuld

Solnedgang over Hampi, Indien

Morgenmad i Aid Benhaddou, Marokko - altid med et glad friskpresset juice

De forstår da at udsmykke deres lille butik og lokke kunder til. . . Ved havnen i Essaouira, Marokko