Tanker og oplevelser en fredag i Varanasi

De to franske midaldrende herrer har fået lavet en rød plet midt i panden som en anden hindu. Det er der mange, der har, og de tager dem sikkert af, når de tager hjem. Hollænderen har et par fine blå similisten klistret i panden, og den lille russiske unge pige på restauranten havde anskaffet sig en sari. Selv spiser jeg chapati og naanbrød, jeg elsker thali og masala dosi, og måske køber jeg en ankelkæde med små bjælder. Så kan min kæreste altid høre, hvor jeg er. . .

Vi kan lege lidt, at vi er indere, tage det til os, vi kan lide og lade resten ligge. For der er meget at lade ligge.

Hvem gider for eksempel lege tigger og gå rundt med en blikskål og bede turisterne om penge. Eller måske være rorskarl og ro folk op og ned ad floden for småpenge? Eller lege spedalsk? Jeg læste for nylig i avisen, at der i løbet af få måneder sidste år var registreret godt tolvtusind nye tilfælde i Indien. Det er sikkert kun en lille del af virkeligheden, for spedalskhed er en sygdom fyldt med skyld og skam, og mange af de ramte gemmer sig.

Og hvem har lyst til at lege fattig enlig mor til to småpiger og sende dem ud for at sælge blomster til turisterne i stedet for at lade dem gå i skole? Eller gå rundt med et lille barn på hoften og tigge om penge til mælk at komme i sutteflasken? Eller hvad med at gå rundt som sadhu med en madspand og om natten sove på en stenbænk i en tunnel under husene?

Varanasi er en herlig og spændende by, men den er stor og med mange fattige. Omkring 41 procent af alle familier lever i en økonomisk umulig situation med en indtægt på 20-25.000 rupees om måneden (del med godt 10!), der ofte tvinger dem til at sende deres børn ud og tjene penge i stedet for at sende dem i skole. En 'tradition', der er givet videre fra generation til generation.

Kastesystemet, som har eksisteret i hundredevis af år, skulle i princippet være udryddet, men der er stadig folk, der anses for ikke at være værd at røre ved. . . For eksempel dem, der passer ligbålene, hører til den socialt laveste gruppe.

Jeg er taknemmelig for at bo i Danmark. . . Selvom jeg ikke har hjemve.

Mor sidder og sludrer, mens hendes småpiger går rundt og sælger blomster til turisterne. 'Oh, please - buy flowers!'

Vores ven sadhu'en har netop redt op til natten nede i tunellen mellem gyderne og en ghat - (trapper ned til floden). Jeg sneg mig til at fotografere. . . 

Nogle har dog et arbejde, selvom de mangler en hånd. . . Mig på cykelrickshaw på vej hjem til Anshu

Der bliver gjort mange ting for at bryde den dårlige spiral. Der er masser af forskellige projekter med fundraisere og frivillige arbejdere. Gratis skole for 4 til 10 årige børn. Projekter, der støtter kvinder i at lave håndarbejde og sælge det for dem.

Jeg har besøgt et par af stederne. Det ene er en forretning ved den sidste ghat – den hedder 'Open Hand'. En skøn forretning med en café, der sælger rigtig kaffe og lækre kager, der er frit wifi, og man kan få forskellig former for behandling – plus købe kvalitetsting lavet af indiske kvinder. Det er mest europæere, der kommer her, der er faste priser, ingen, der forsøger at prakke én noget på, og man kan gå rundt og kigge i fred. Det er helt rart – og helt ualmindeligt.

Et lignende sted er 'The Brown Bread Bakery', hvor de ansatte har ordentlige forhold med ok løn og sygesikring. Der hører et skoleprojekt til stedet med gratis undervisning for både børn og forældre. Selve 'bageriet' ligger i et fireetageshus i et af de smalle stræder. På de første to etager er der forretning med tøj, tørklæder, smykker som alle andre steder – bare i en bedre kvalitet end så meget andet. Og der bliver solgt delikatesser, fremstillet af lokale kvinder.

På tredje sal er der restaurant, hvor man sidder på puder på gulvet, spiser lækker mad og lytter til levende musik hver aften.

Det var her, vi mødte Anshu første gang, vi var her i 2012, og vi faldt begge to både for hans musik og ham selv. Han er et rart menneske og en fænomenal musiker. Vokset op i en familie med lutter tabla-spillere. Selv begyndte han som tre-årig at spille sarod – et meget smukt strengeinstrument, der er lavet af kobber og træ. Hele hans liv er musik. Han underviser, han optræder, og hvert år tager han til forskellige lande i Europa og spiller. Dog har han ikke været i Danmark endnu. Det skal nok komme.

Gensynet med Varanasi blev også et glædeligt gensyn Anshu. Vi havde aftalt at møde ham på 'bageriet' vores anden aften her, og han tog imod os med åbne arme. Det var dejligt at snakke med ham igen og skønt at høre hans musik. Han spiller på skift sammen med sine to brødre, der begge spiller tablas. De er ligeså formidable som han er, og jeg nyder bare at sidde og drømme, mens jeg lytter.

'I rejser ikke, før I har været på besøg hos mig,' sagde Anshu til os den første aften.

Det var en aftale, og fredag mødtes vi ved rundkørslen, hvor trafikken er et stort uoverskueligt virvar for alle andre end inderne selv. De har deres eget system til at finde ind og ud mellem hinanden – biler, tuktuk'er, motorcykler og cykelrickshaws dytter, trutter, ringler, mens politibetjentene blæser i deres fløjte. Jeg bliver lidt stresset, må jeg indrømme – og jeg er glad, hver gang jeg er kommet over på den modsatte side af gaden i god behold.

Anshu hyrede en cykelrickshaw til os, og med ham foran på motorcykel blev vi kørt gennem trængslen til en lidt mere fredelig bydel.

Vi blev budt velkomne af Anshu's mor og svigerinde, der trak sig tilbage, så snart de havde serveret chai og frokost for os. Bønnesalat og den bedste dhal, jeg har fået endnu. Så sad vi der i sofaen, hvor far og bedstefar holdt øje med os fra deres billeder på væggen, og snakkede, kiggede i scrapbogen og spillede lidt. Men jeg var ked af, at jeg kun fik vekslet ganske få ord med moren. Det er ikke nemt at komme til at tale med kvinderne her. De færreste kan ret meget engelsk, og der er så meget, jeg er nysgerrig efter at få at vide. Jeg er nødt til at få lært noget mere af det sprog, der bliver kaldt gudernes sprog, og som bliver talt af næsten 500 millioner mennesker. Der skulle være nogen at øve sig på. . . 

Men en hyggelig eftermiddag var det. Godt at have en ven her – og jeg er sikker på, at vi kommer til at ses igen. Og i aften skal vi hen på 'bageriet' igen og høre et par raga'er eller tre.

Det må snart være min chai nummer 200 eller mere?! Her serveret på den gammeldags måde i engangskrus af ler. . . 

Venter på kunder. . . 

En af de mere farverige ghat'er

Her kan man lige se et glimt af brændestablerne og bålene, som man ikke skal tage billeder af. Men her er vi på vandet, så det går. . . 

Heldig er den, der dør i Varanasi

Varanasi er byen, hvor ligbålene brænder døgnet rundt, hvor hinduerne vasker sig rene for deres synder i floden, hvor køerne går rundt i de smalle gyder, og de handlende har hård konkurrence.

Fra vores lille altan, der er lukket af med gitter, så aberne ikke kan komme ind på værelset og hugge vores ting, har jeg en fantastisk udsigt. Vi bor højt over byen, og jeg kan se hen over tagterrasserne, hvor kvinderne vasker op, renser ris og grøntsager til middagen og hænger tøj til tørre, mens børnene leger, græder, bliver trøstet, vasket, lullet til ro.

Jeg kan se floden, hvor små robåde sejler frem og tilbage hele dagen med turister, der vil se ghat'ene fra vandet eller med indere, der skal over på den modsatte bred og lave deres puja'er – ritualer. Jeg kan høre lyden fra deres små trommer på lang afstand.

Sidst på dagen, når tusmørket falder på, er der rigtig mange både. Små lys i skåle fyldt med gule blomster bliver sat i vandet, og de skinner som små stjerner derude. Imens kan jeg lytte til larmen fra den store puja – trommerne, hornene, folks råb – og jeg kan lugte røgen fra bålene ikke så langt fra vores hotel.

Heldig er den, der dør i Varanasi, for gør man det, er man sikker på en plads i hinduernes paradis.

Man bliver mindet om sin egen dødelighed her i byen. De store brændestabler er ikke til at tage fejl af, og lugten fra bålene er tung og kvalm. Passerer man forbi den store ghat, kan man se, hvor travlt ligbrænderne har, og måske får man et glimt af et lig, der endnu ikke er helt brændt. Men vi skal endelig ikke tage billeder, så får vi ballade.

Jeg stjæler mig til et glimt.

Den døde bliver vasket og smurt ind i æteriske olier derhjemme, og hyllet i gult og orange silke bliver han eller hun ført gennem byen på en båre lavet af bambusrør omviklet med bananpalmeblade. Et optog følger den døde på den sidste rejse. Kun mænd er det, for de græder ikke ligesom kvinderne, der må blive hjemme. De råber højt: 'Ram, ram - guds navn er sandt', så alle flytter sig og lader dem komme frem i de smalle gyder. Forrest går brændemanden med sin cykel læsset med brænde, der nøje bliver vejet af på en kæmpe vægt. Brænde er dyrt, især sandeltræ, som kun de rigeste har råd til, og der skal være akkurat nok til liget. Hverken mere eller mindre.

Nede ved floden bliver brændet lagt til rette med den døde ovenpå og mere brænde over sig. Så bliver der sat ild til. Den får hurtigt fat i ligklæderne, og det ryger og slår gnister.

Flere bål er i gang. Der dør altid nogen. . .

Asken bliver hældt i floden fra en af bådene, og så er den døde på vej til det sted, alle hinduer ønsker at havne. Derfor har maharaja'erne fra hele Indien bygget paladser langs med floden for at have et godt sted at dø.

Det har været en utrolig flot by engang. Nu er pragten falmet og forfaldet, og jeg kan kun fantasere mig til, hvordan det har været, og med tanken om min egen død nyde dagen i dag. .  . 

Her er stadig utrolig livligt, farverigt og fornøjeligt, og her er masser at se på.

Langs floden er de mange ghats – brede trapper - , der fører ned til vandet.

I går gik vi en lang tur helt hen til den sidste ghat, dér, hvor floden Assi løber sammen med Ganges.

Der er så meget at kigge på. Masser af billeder at tage.

Mændene, der sæber sig ind og hopper i floden. Ham, der jager sine bøfler i floden og vasker dem. Dem, der vasker tøj og hænger det til tørre på mure og rækværk eller breder det ud på de sammenstyrtede ghat'er.

Der er sadhu'erne, der går rundt i deres safranfarvede gevandter med en madspand i den ene hånd og en stok i den anden. Tigger måske eller nøjes med at hilse på os. Beder om at blive fotograferet for derpå at kræve nogle rupees. Eller de ligger og sover på trappetrinene i solen.

Der er sadhu'en, der sidder og ryger en beedee – en lille meget tynd cigaret. Jeg forsøger meget diskret at tage et billede af ham uden held, for han bliver ved med at kigge på mig. Jeg undrer mig over, hvad han har i de lerpotter, han har stående foran sig. Det finder jeg snart ud af, da han ser smilende op på mig, mens han hiver det stof af, der dækker den ene. . . En halvstor dreng tager en slange op af den, og jeg løber straks fem meter væk.

'No problem,' råber manden efter mig.

Så åbner han den næste krukke, og en større slange stikker hovedet op.

'Bvadr,' siger jeg og giver mig til at fotografere på tryg afstand. Tak for zoom'en. . .

'Boa no bite,' råber han til mig.

Godt med ham. Jeg bliver aldrig ven med en slange. . .

De bider ikke, slangerne, påstår han, men jeg skal ikke for tæt på. . . 

Der er alle de andre turister, for Varanasi har en stor tiltrækningskraft. Her er tyskere, englændere, japanere, russere og franskmænd. Unge og ældre. Nogle med filtret hår og hippietøj, som om 70'erne ikke er overstået.

Jeg kan nogle gange føle mig som den eneste turist, og så lige pludselig på en trappe møder vi en flok andre, der sidder og kigger ud og vandet. Eller møder dem på en café. . .

'Hello, ma'm, hello sir, you want boat,' råber bådmændene efter os.

Jeg har lært at sige: 'Jeg skal ikke have noget' på hindi. Det har jeg klaret mig ret godt med.

'Good hindi,' siger folk til mig og griner, men for det meste forstår de, hvad jeg mener, og jeg kan gå videre i fred. Indtil den næste kommer og spørger, om jeg ikke vil ud og sejle en tur eller se hans shop.

Når vi går væk fra floden, ligger husene tæt, klistret sammen, og en labyrint af snævre gyder og stræder – nogle af dem overdækkede - fører igennem byen. Det er nemt at fare vild, men efterhånden kan jeg finde rundt. Det svære er både at balancere uden om kolortene og alt det andet skidt, finde den rigtige vej, samtidig med at man skal kigge på alle de spændende ting.

Der er masser af butikker med sjaler og tørklæder, smykker og sten, figurer, tøj, sengetæpper, puder, blomster og så igen sjaler og tørklæder. . . Ikke kun billigt tingeltangel. Det er det første sted, jeg har haft lyst til at købe noget – og gjort det, men rygsækken giver ikke meget plads til at shoppe amokka. . .

En af de store både bliver ordnet og repareret - nogle arbejder hårdere end andre

Ikke en dag uden en sadhu 

På vej hjemad i robåd. . . 

TIRSDAG d. 18. februar

Nu ved jeg næsten, hvordan det er at sove på en banegård. Det er der jo mange, der gør her i Indien hver nat, så jeg skal ikke klage. Bare konstatere, at jeg højst har fået et par timers søvn i nat. Resten af tiden har jeg ligget og forsøgt at slappe en lille smule af til lyden af dyttende biler, tudende tog og damen, der i højttaleren gentager hvert halve minut: 'May I have your attention, please. Tog til xxx afgår fra spor 3 om få minutter.' Og så var der også lige den underlige konstante hyletone på selve hotellet. Man skal ikke tage til Indien for at få fred og ro.

Hotellerne ligger på stribe lige over for banegården, og vi tog et tilfældigt af dem. Fik et værelse på tredjesal til 650 rupees. Ikke særlig rent, kun koldt vand, halvklamt sengetøj, men hvad – vi skulle kun overnatte, og hvad kan man forlange til den pris?

Til gengæld blev togturen rar. Der var ikke ret mange mennesker med toget, så vi havde en hel kupé for os selv. Jeg fik indhentet lidt af min tabte søvn, fik tænkt over stort og småt, hvilket er ret svært, når der er meget larm omkring én. Og så fik jeg skrevet. . .

I Sarnath – vores næstsidste station – holdt vi i lang tid. Jeg var lige ude og mærke den varme luft og mindes vores sidste besøg der. Et dejligt og fredeligt sted er det. Der hvor Buddha for længe siden holdt sin første 'tale', og vi boede hos mister Jain. En meget venlig mand. Måske tager vi dertil en af dagene og hilser på ham.

Lige nu sidder jeg på 'roof-top-terrassen med udsigt over Ganges. Solen går ned. Små både i massevis sejler rundt, og nu begynder den store, daglige puja. Der messes, ringes med klokker, tudes i horn. Små skåle lavet af tørrede blade og fyldt med lys og blomster bliver sendt ud på vandet, mens drengene flyver med deres drager. . .

Tilføj billedtekst

Nedtur i Nepal. . .

Søndag den 16. februar

Jeg havde glædet mig til at komme til Nepal, men nu glæder jeg mig bare til at komme herfra. Jeg var ved at falde for fristelsen til at tage til Pokhara eller Kathmandu, men valgte det heldigvis fra. Har lige hørt, at et fly på vej til Pokhara er meldt savnet. Det kunne have været os – pyhha! Måske var nogle af de andre rygsækrejsende, vi mødte ved grænsen, med flyet. Der var mange, der skulle op i bjergene.

Sidder her på vores kolde værelse og kigger ud på regnen. Vejret er forrykt, hvad de også siger på BBC, som vi er så heldige at kunne se her, når der ellers er 'rigtig' strøm. Det nyder vi, så længe det varer. Lige pludselig slukker det nemlig. . .

I de sidste dage har der været voldsom regn i Nordindien og Nepal, og det fortsætter noget tid endnu. Driver østover til Bangla Desh, ned ad østkysten i Indien, og helt nede i Cennai kan de forvente regn. Det vil sige, at Kalkata, hvor vi har talt om at tage til, også bliver ramt.

Vi må finde ud af det, når vi kommer til Varanasi. Der er forhåbentlig bedre vejr, og der er internet.

Men nu kan jeg altså sætte endnu et kryds på verdenskortet og sige, at jeg har været i Lumbini, og jeg har set Buddha's fødested. Det ligger inde i en meget stor park, som hollænderen, vi sludrede med i aftes nede på 'Restaurant Buddha', kaldte for 'Disneyland'.

'Bare vent til om tyve år,' sagde han. 'Så er det én stor forlystelsespark.'

Jeg forstår godt, hvad han mener.

Udenfor parken er der boder med bedekranse, buddhafigurer i mange afskygninger og andre souvenirs, og cykelrickshaw'ene holder parkeret på en lang række og venter på passagerer. Indenfor er der templer for alle de buddhistiske samfund: Sri Lanka, Thailand, Vietnam, Korea og Malaysia. I det første blev vi modtaget af en venlig munk, der påstod, at han var 'sotapanna' (en, der er oplyst). Det var vist pral. . .

Thailand er ved at udvide. Cambodia er ved at få bygget et kæmpe tempel, og flere er på vej. Jeg så mindst tre meditationscentre og et par klostre – og der er plads til mange flere.

Indgangen til parken er gratis, men i templerne står der altid en bøsse til donationer, hvis man skulle føle trang.

Så er der et stort museum med billeder fra de vigtige buddhasteder, som vi efterhånden har set nogle stykker af, buddhafigurer og andre. For enden af bygningen er der fire store tibetanske bedemøller. Jeg satte et par af dem i gang og sendte et par fromme ønsker af sted. Det kan vel ikke skade, selvom det måske ikke er det, man bruger dem til.

fint anlagt område med en lang kanal med brede stier på hver side. For den ene ende er der en stor stupa, og for den anden ende er Buddha's fødested.

I et anfald af optimisme havde vi taget en cykelrickshaw og var startet med at se templerne. Solen var kommet frem lidt op ad formiddagen, og det var hurtigt blevet lunt. Men da vi nærmede os det vigtigste – 'The birthplace of Lord Buddha' – var himlen truende sort. Vores cykelchauffør gav mig sin paraply og lovede at vente på os på den anden side.

De første store, tunge dråber begyndte at falde, da vi kom ud fra de udgravningerne af ruinerne fra Buddha's fars kongeslot efter en meeeget hurtig rundgang. Og mens dråberne blev til en meget voldsom byge, og lyn og tordenskrald kom nærmere, løb vi efter chaufføren og satte os op på cyklen.

Vi var gennemblødte, da vi ankom til vores hotel.

Jeg havde helt ondt af chaufføren, da han efter at have slubret en varm kop te i sig, begav sig ud i regnen med sin paraply og trækkende på sin cykel.

Nu – et par timer senere – skinner solen ind af vinduet, mens regnen stadig siler ned. Og for foden af Himmalayabjergene ligger der en skat, som jeg vil hente i morgen, for der ender regnbuen.

*       *       *

Aldrig har jeg været så lettet over at sige farvel til en chauffør, som jeg var, da vi lige før solnedgang mandag aften nåede frem til Gorakhpur og blev sat af foran banegården.

Det var den 17. - en 'otter-dag', som min kæreste sagde fra morgenstunden. Sådan en dag, hvor Saturn hersker, og det kan betyde forsinkelser og besvær.

Og jeg skal lige love for at vi fik begge dele.

Nepal havde været en skuffelse især på grund af vejret, som til gengæld også var vores held. Det fik os fra at tage længere nordpå, og det var jeg glad for, da jeg hørte, at det savnede fly, der havde været på vej til Pokhara, var styrtet ned. Alle 18 ombordværende – deriblandt en dansker - var dræbt. Det sker nu og da oppe i bjergene, når der er dårligt sigte. Og det var der den weekend.

Derudover var alting forkert. Hotellet var ikke det, vores mand i røverkulen Sonouli havde lovet os. 'Ohh, much better than this,' havde han sagt, mens han pegede over på den modsatte side af gaden, hvor vi havde overnattet.

Chaufføren, der kørte os til Lumbini, kunne ikke finde noget hotel med det navn, vi havde fået, så han satte os af på et andet. Da hotelværten fik vores seddel med navnet på, sagde han bare, at vores mand havde misforstået det. Og den hoppede vi på.

Havde det ikke styrtregnet søndag, var vi flyttet, for den dag myldrede det ind med unge indere, der var på druktur i Lumbini – af alle steder! hvem har hørt om party i Lumbini? - og de kom buldrende hjem og smadrede glas midt om natten og vågnede ret tidligt næste morgen og var i højt humør, sang og råbte. Dem om det – det gik bare ud over min nattesøvn.

Der var næsten ingen strøm, og det wifi, jeg var blevet lovet, eksisterede ikke. Så snart solen gik ned, blev der buldermørkt, så igen takkede jeg for professorens lommelygte. Den og månen hjalp os til at finde frem og tilbage ad vores morads af en vej fyldt med mudder og store vandpytter, når vi skulle hen og spise på 'Restaurant Lotus'. Og vores kindle'r blev også værdsat i den grad! De gjorde, at vi kunne læse selv i mørke.

Alt blev vådt og klamt, og ingenting kunne tørre. Der var koldt på værelset og kun koldt vand i hanen.

Den rene jammer!

Som canadieren, vi sludrede med over morgenmaden den sidste dag, sagde: 'Jeg kysser jorden under mine fødder, når jeg kommer hjem til mit eget, hvor alting fungerer.'

Han var et af de oplivende momenter. En midaldrende herre, der arbejder tre-fire måneder om året og ellers rejser for resten. Hans liste over lande, han skulle besøge, var meget lang. Lige nu var det Nepal – dog skulle han ikke op på Mount Everest. Han havde været halvvejs oppe, og der var minus tolv grader om natten, så han var glad for sit tøj lavet af yakokseuld. Men han havde haft den smukkeste udsigt til Himmalayabjergene, så det havde været det hele værd. . . Bare det var mig! Drømmen lever stadig.

Den unge kineser, der kom og satte sig hos os, skulle lige hen og se Buddha's fødested, før han skulle videre på trekking. Men han havde de rigtige støvler – jeg har kun mine teva-sandaler, og det er langtfra nok.

Han så beundrende på mit store sjal, som jeg sad pakket ind i for nogenlunde at holde varmen. Jeg købte det for to år siden i Mysore, og det er så smukt – og så er det praktisk. Fin tynd uld med håndbroderede borter. Har ikke set et mage til.

Sådan et ville han købe til sin mor, sagde han. For ens mor er det vigtigste menneske i hele verden, og hende skal man passe godt på. Hans mor var 52 år og talte allerede om, hvordan det skulle gå hende, når hun blev gammel. Tænk hvis han, hendes søn flyttede til Shanghaj og dermed væk fra hende. . .

Vi skiltes, og vi gik hen for at pakke sammen og vente på taxaen.

Kom endelig tilbage til Indien og ind på rejsebureauet til 'vores mand', der skulle have skældud. Over hotellet. Over den pris, han havde taget for vores pakke-tur. Men først skulle vi have vores togbilletter, hvilket tog sin tid, for nettet var meeeget langsomt, men det lykkedes. Og så ville vi godt lige have en forklaring på, hvordan billetterne kunne blive så dyre?

Manden blev sur og gav os en sang fra de varme lande.

Er der noget, inderne ikke kan lide, er det at blive kaldt 'snyder'. Så bliver de sure og kommer med alle mulige forklaringer, og det er de ret gode til. Vi kom heller ikke nogen vegne med ham her, så vi tog billetterne, sikrede os, at de var rigtige, og så ventede vi på at blive kørt videre.

Vi satte os ind i taxaen, en stor af slagsen med plads til mange, men med lovning på, at der ikke kom andre passagerer end os.

En fyr fra bureau'et skulle med. Jeg spurgte hvorfor og fik en mærkelig forklaring, jeg ikke fattede et ord af.

Jeg var ikke særlig godt tilpas, og det blev ikke bedre, da vi et stykke uden for byen holdt ind til siden. Her kom en anden fyr hen til bilen og stak hovedet ind gennem det nedrullede vindue.

'Give me simcard,' sagde han.

Min kæreste fandt simkortet frem og gav ham. Fyren stak hånden ind af vinduet.

'600 rupees,' sagde han og så meget sur ud.

'For hvad?'

'600 rupees charge,' sagde han endnu mere surt.

Min kæreste var vred. Vi havde fået et nepalesisk simkort af 'vores mand'. Det kunne vi bare låne, havde han sagt, så vi havde taget det med, selvom vi ikke regnede med at bruge det. Og det gjorde vi heller ikke – og kunne heller ikke, fordi det ikke virkede.

'Du får ingen penge,' sagde min kæreste til fyren, der efter en del palaver med de andre gik hen og satte sig op bag på en ventende motorcykel, og de kørte tilbage mod byen. Den første fyr blev siddende på forsædet, da vi kørte et lille stykke for endnu en gang at holde ind til siden. Min mave roterede.

'Hvad sker der?' spurgte jeg.

'Hvor meget har min boss givet jer tilbage?' spurgte han på dårligt engelsk.

'Ingenting,' svarede vi måbende. Fattede stadig ingenting.

Jeg troede først, at han var på vores side, men det var han ikke. Nu begyndte han også at snakke om 600 rupees. Min kæreste var rød i hovedet af raseri, og jeg var ved at dø af skræk. Forestillede mig alt muligt om, hvad de kunne finde på. Jeg så mig om – der var selvfølgelig ikke en betjent i nærheden. Jeg tænkte på, hvad mr. Sarnath på vores guesthouse i Sravasti havde sagt om sine landsmænd: 'They are not violent, but they will always cheat you.' Så jeg kunne være helt tryg, tilføjede han, for politiet ville altid hjælpe en udlænding, hvis der var nogen problemer.

Så dumme var de ikke at holde ind, hvor jeg kunne få hjælp.

Jeg tog min pung op.

'Jeg betaler,' insisterede jeg. 'Lad os blive fri for ham.'

'Han skal ikke have nogen penge,' sagde min kæreste, og det havde han ret i. Jeg var bare utryg. Hellere betale mig fra det.

Jeg gav fyren mine sidste to 500-sedler.

'No change?' spurgte han stadig ret så uvenligt.

Det føltes som meeeget lang tid, mens min kæreste meget modstræbende vekslede den ene seddel til 100- sedler, men endelig fik fyren sine 600. Stak dem i lommen, så skummelt på os og gik.

'Now Gorakhpur,' sagde jeg til chaufføren, der ikke kunne et ord engelsk. Han nikkede og startede bilen.

Det føltes som en evighed, før vi endelig nåede frem

Over grænsen til Nepal

Jeg fik da set Himmalayas på afstand. . . WOUW!

. 

Et billigt grin kan man altid få - og en cykelrickshaw for 200 rupees

Ved Buddha's fødested i Lumbini, før tordenvejret brager løs

ADVARSEL:

Lad være med at bede et rejsebureau om at ordne din rejse. Gør det selv. . . Nu er vi hoppet på krogen to gange på den her tur. Først i Delhi, så i Sonouli. Dumt og ærgerligt, men det var svært at undgå. Uden en internetforbindelse er det ikke nemt at finde ud af noget som helst.

Men så skal man jo heller ikke græde over spildt mælk. Det gør jeg lidt – for det værste var, at jeg mistede min super gode jakke, som jeg havde købt på udsalg på Gammel Kongevej til rejsen. Nu er der en eller anden røvers kone, som går rundt med den på. ØV!

På vej til Nepal

FREDAG den 14. februar

Tænk at man kan gå rundt i mudder og pløre og være glad. Men det kan jeg. . .

Det har regnet det meste af dagen. Det lagde op til det allerede i går, da vi sad i parken i Sravasti – jeg med computeren på skødet – himlen blev helt grå, og vejrudsigten på dmi sagde 'regn og torden'. Jeg troede ikke, at det kunne regne i Indien andet end i regntiden. Og nej, det mente hotelværten heller ikke, at det kunne. 'Nej, det regner ikke på den her årstid,' sagde han, da vi fortalte ham, at det ville blive regnvejr. Men jo, vejret er ikke, hvad det har været.

I taxa'en på vej gennem Balrampur, hvor vi prøvede tre forskellige ATM'er uden at få en rupee ud af det, begyndte det at dryppe, og ude på den hullede landevej gav det sig til at styrtøsregne. Pytterne fra nattens regn blev større, vejen blev sølet, og jeg fik mange fantasier om, at vi skred ned i grøften, som på lange strækninger, var temmelig dybe, eller at vi kørte fast i mudder og ikke kunne komme videre. Men bilen var god, chaufføren ligeså, og vi kom frem uden uheld. Det var ellers en af de ture, der er værd at skrive hjem om. Seks timer på bagsædet af en taxa uden sikkerhedsseler, en meget dårlig vej og meget dårligt vejr. Det er anstrengende. Og når jeg siger 'dårlig vej', er det ingen overdrivelse. Jeg har aldrig set en vej med så mange huller. Den var meget værre end sidst.

'Rain no problem,' sagde chaufføren, selvom himmel og jord stod i ét. Dem i oksekærrerne med læs af sukkerrør havde lavet en slags kræmmerhus af et bundt rør og taget over hovedet. Andre gik med et stort stykke plastik over sig. Havde svøbt deres sjal om sig. Eller de var krøbet i ly i de små teboder og skure langs vejen. 'Car good. Road no good. Road problem,' fortsatte chaufføren og forklarede, at bankerne tog alle pengene, så der ikke var råd til at lave vejene.

Nogle få steder var der noget vejarbejde i gang. På et skilt stod der advarende til trafikanterne: 'GO SLOW. MENS ON WORK.'

Der var ikke et øje at se, men det var selvfølgelig ikke vejr til at arbejde udendørs.

På nogle få strækninger var vejen fin, og så speedede chaufføren op. Han kunne de sædvanlige overhalinger, hvor man når ind foran den næste bil, et sekund før man bliver snittet af den modkørende. Jeg er blevet bedre til at trække vejret roligt i de situationer, men jeg er nu meget lettet, når jeg kan stige ud af bilen i god behold, må jeg indrømme.

Nu bor vi femhundrede meter fra Nepals grænse. På et hotel som det i Sravasti – bare til en lidt lavere pris. Et stort og meget grimt hotel, som de kalder 'bungalow', selvom der er tre etager. Der er en meget mærkelig forhal, stor og kold, og da vi ankom, sad der en venlig mand i receptionen og lyste med en lommelygte i bogen, som vi skulle skrive os ind i. Der var strømsvigt, og generatoren, der bliver brugt i nødsituationer, ville først gå i gang senere. Derfor var der buldermørkt. . .

Hovedgaden var et stort opkørt pløre med en lille flod på hver side. Et mylder af kørende og gående kæmpede om at komme frem uden at få våde sokker. Her og der var der lagt murbrokker eller et par plastikkasser ud i vandet, så man kunne komme nogenlunde tørskoet over 'vandet'.

Vi ville bare lige hen og kigge ind i det forjættede land. Nepal.

'Tag med mig til Itsi Bitsi. Vejen er brolagt med rågummisåler. . .Vi skal til lamabal. . . Tag med mig til Nepal. . . ' (En sang, 'Steppeulvene' lavede engang for længe siden)

Frisk frugt og søde sukkerklumper - 10 rupees for en appelsin

Jordnøddesælgeren i Sonouli

I mudder og pløre - alle skal frem alligevel

Sidste skrig inden for damemode i Sonouli

Taler vel for sig selv?!

Tredive meter fra grænseovergangen blev vi stoppet af en grænsebetjent, der skulle kontrollere vores pas. Om vi havde visum? Næh, det havde vi ikke, så vi måtte hellere vente med at kigge indenfor.

En anden fyr greb fat i os og viste os over til en forretning, hvor vi kunne veksle penge. De gav os en rigtig god pris, sagde han. Gebyret var ganske vist højt, og da vi protesterede, fik vi det lidt ned. Og så fik vi fortalt og forklaret om regler og regulationer vedrørende indrejse i Nepal. Vi skal opholde os minimum én nat derinde. Betale 25 dollars per person. Det kunne vekselmanden også hjælpe os med. 'Giv mig hundrede euro, jeg giver dig 50 dollars og resten i nepalesiske rupees. I skal bruge penge derinde til hotel og mad.'

Og i øvrigt – hvis vi kun vil være en dag i Nepal, bare se Lumbini og så tilbage til Indien, kan vi lave en speciel aftale med grænsebetjenten, fik vi at vide. Regler er til for at blive brudt.

'Sørg for at lære reglerne nøje at kende, så kan du bedre bryde dem,' siger Dalai Lama.

Det ville vi lige tænke over, sagde vi, og så balancerede vi gennem mudderet tilbage mod hotellet. Fik et par samosa'er hos Gunjit – en halvstor pige, som stod for serveringen i sin fars lille bod. Købte kiks til aftenteen for en femmer, og gik ind på internetcaféen, der samtidig er rejsebureau, for at få hjælp til at komme videre.

Men den unge fyr, der sad der, kunne kun tre ord på engelsk, og de rakte ikke ret langt. 'Boss, Nepal,' sagde han. Så gik vi hjem med uforrettet sag. . .

I morgen er der atter en dag, og vi må se, hvad vi finder på. Vores hotelvært, der serverede aftensmad til os på værelset, kunne ikke fortælle, om det bliver regnvejr igen. 'It is natural, ma'm,' sagde han og grinede. Det er ikke ham, der bestemmer vejrudsigten.

Fra hinduerne i Orcha til buddhisterne i Sravasti

Fra Orcha til Sravasti

Mange af de andre tog til Varanasi fra Orchha.

Belgierne, som havde planlagt det hele hjemmefra, og som skulle på trekking et par dage oppe i bjergene.

Fyren fra Virginia, som rendte frem og tilbage fra broen ved paladset og til hovedgaden, fordi han var blevet for tyk, og som standsede op ved vores bord på restauranten, hver gang han passerede os.

De australske veninder, som vi spiste middag med vores næstsidste aften, og som begge to for længst var blevet fri for deres mænd – og vice versa, som den ene af dem sagde. Den historie har jeg hørt fra mange – at 'åh, hvor godt jeg slap af med ham.'

Sådan har jeg det altså ikke selv. Jeg er ret glad for ham, jeg rejser sammen med, og her i Indien er der kvinder, der laver puja'er, hvor de beder om, at de må beholde deres mænd rigtig længe. Men sådan er vi så forskellige, og de to veninder har rejst sammen mange gange - både til Ægypten, Kina, Cambodia, Bali og nu for første gang til Indien, og det er jo fint for dem.

Nå, men de skulle som sagt alle sammen til byen ved Ganges' bred.

Italieneren hans canadiske kone, skulle godt nok til Agra, hvor vi selv startede med Taj Mahal. Han var i Indien for 40. gang, de fandt hinanden her for nogle år siden, og de har selvfølgelig begge været i Varanasi før. Nu havde de ligesom vi rejst rundt og havde alt i alt fem måneder. De var startet i Kerala i syd, hvor hun havde været til tandlæge. En god fidus faktisk – et flot stykke arbejde, der ville have kostet godt 100.000 danske kroner, havde hun betalt doctor Singh 1000 kroner for at lave. Det skal jeg huske. Jeg har en tand, jeg skal have lavet, men jeg kvier mig ved prisen hos min danske tandlæge, så det kan være en god grund til at tage hertil igen. .

Venskaber er korte her, men som regel intense og meget uforpligtende. Man mødes, sludrer, udveksler indienserfaringer, drikker måske en kop te eller spiser middagen sammen. Så skilles man, ønsker hinanden en god videre rejse, og hvem ved, om ens veje krydses igen?

Vi blev selv enige om at gemme Varanasi til senere og valgte en anden tur.

Mandag efter overnatningen i den skrækkelige by Gonda ankom vi til Sravasti, som er noget helt andet. Jeg fik set det, jeg kom for. Ruinerne fra klostre og templer fra Buddha's tid. Boddhitræet, som hans nære discipel Ananda har plantet. Alt sammen indhegnet og beliggende i en smuk og dejlig park. Selvfølgelig var der en del pilgrimme – flest omkring boddhi-træet. Flere grupper af især folk fra Sri Lanka slog sig ned der. Alle sammen klædt i hvidt. Det var et meget fornøjeligt skue. Først hængte de bedeflag op, ofrede riskorn og pyntede sirligt med gule og orange blomster og røde rosenblade på muren rundt om træet. Så satte de buddhafigurer op og viklede træstammen ind i røde sjaler. Brændte røgelsespinde og fyrfadslys. Lagde penge til buddhafigurerne. Så satte de sig og lyttede til deres rejseleder – og vel også religiøse leder - der talte i en højttaler, så alle kunne høre. Jeg gætter på, at de fik fortalt lidt om træets historie, før han gav sig til at messe. Den halve snes indiske munke, der sad op ad hegnet klædt i deres røde og orange dragter, enten betragtede det hele, mediterede eller messede deres egne bønner, mens en håndfuld tibetanere lavede glidefald. Det mindede mig om Bodhgaya – der var der bare mange, mange flere mennesker og meget, meget mere larm.

Her var der også lige aberne, der gjorde det ret morsomt at se på. De kom løbende i store flokke hen over græsplænerne og troede, at det hele var til ære for dem. De forsøgte at stjæle flagene, de gnaskede riskornene i sig, spredte blomsterne eller åd dem, svingede sig fra gren til gren i Anandas træ, mens en mand med en stor gul parapsol i hånden jagtede dem og kastede sten efter dem, og en af de indiske munke skød efter dem med sin stenslynge.

Bortset fra det var der mange fredelige steder rundt om i parken, hvor jeg kunne gå rundt hele dagen, sidde og meditere eller bare nyde at være der. Sravasti var et af de vigtigste steder på den her rejse. . .

Den ene dag gik vi inden for resterne af de gamle bymure, der har omkranset byen Maheth fra før Buddha's tid. Ned til floden på den anden side af det, der engang var en stor og rig by i et mægtigt kongerige. Som nu er en stor lund med palmer, bodhitræer og andre, som jeg ikke kender navnene på.

Historien fortæller, at Buddha blev så glad for området, at han vendte tilbage gang på gang for at tilbringe regntiden der sammen med sit stadigt voksende følge. En velhavende købmand, der var tilhænger af Buddha's lære, købte et stort område op for at bygge en 'vihara', og man siger, at han bragte vogne fulde af guldmønter til stedet for at betale den pris, kongen forlangte af ham.

Omkring femogtyve regntider opholdt Buddha sig der, og det var også her, han udførte et stort mirakel,

før han drog til Kushinagar, hvor han drog sit sidste suk og gik over i Nirvana.

Nu er Sravasti et af stederne, der bliver opsøgt af pilgrimme i massevis - især fra Sri Lanka, Korea og Thailand. Der bliver arrangeret rundrejser til buddha-stederne med firmaer, der kalder sig Buddha-tours eller Dhamma-tours og lignende. Et hotel lidt oppe ad hovedvejen i forhold til os hedder 'Lotus-hotel', og det har filialer i et par andre byer, og de kan hjælpe med at organisere den helt rigtige buddha-tur.
Lækkert hotel i øvrigt, og så har de gratis wifi , der virker om aftenen, og superlækker mad. Det benyttede vi os af den sidste aften, da vi var blevet grundigt trætte af maden på vores eget sted. Eller rettere af tjenerne – nogle unge gutter, der er meget søde, men som ikke har talent for at organisere ret meget. De er syv lange og syv brede om at lave maden, når de efter en del besvær har forstået, hvad det er, man vil bestille. Og først kommer maden til den ene, og så går der en halv time, før maden til den anden kommer. Til morgenmaden kan man nå at spise sin omelet tre gange, før det ristede brød kommer. Og te og kaffe kommer også i etaper og gerne, når man er ved at være færdig med at spise.

Jeg ku' lære dem et og andet, ku' jeg.

Vi sad i de magelige stole i Lotus-hotellets foyer med computeren, da en af de ansatte kom og spurgte, hvor vi var fra. Det sædvanlige spørgsmål. . . 'Why you not stay here?' var næste spørgsmål.

Svaret var til at forstå: fordi det er for dyrt. Prisen for det billigste værelse er mere end fem gange så dyrt som vores simple, og middagen var den dyreste, vi hidtil har spist. Syvhundrede rupees – knap halvfjerds kroner, men så var det tag-selv-buffet med hovedsageligt koreanske retter, og der var en tjener til hver finger.

Jeg var godt nok lige ved at flytte derhen efter den nat, hvor jeg ikke fik sovet ret meget. Den næstsidste var det. Midt om natten begyndte folk at larme ude på verandagangen foran værelserne. Der havde ellers været så stille før, men nu var der pludselig et hav af folk, der rendte frem og tilbage og snakkede højlydt og ramlede og skramlede. . . Min kæreste var først ude og skælde ud. Lidt efter var jeg derude. . . Det hjalp ikke. De forstod ikke en bønne, og næste dag var jeg grædefærdig af træthed.

Det viste sig, at der var ankommet to turistbusser fulde af pilgrimme fra Sri Lanka. Og der midt i den mørke nat skulle de have anvist værelser, og de skulle lave mad til hele selskabet udenfor. Det gik ikke stille for sig. . . Næste morgen hang der vasketøj på meterlange snore ude foran hotellet, for de havde også vasket tøj, og tjenerne gik og samlede tomme plastikflasker og andre af deres efterladenskaber op. De havde medbragt alt fra tøjsnore og klemmer til mad hjemmefra, men affaldsposer havde de glemt. . .

Jeg var godt nok sur – og jeg må indrømme, at jeg ville ønske, at aberne kom og hev deres nyvaskede tøj ned. Det gjorde de desværre ikke. I stedet forsøgte de frækkeste af dem at hugge min omelet, da vi sad udenfor og spiste morgenmad. Nemesis?

På den anden side af floden Betwa, der løber igennem Orcha

Ved floden Betwa - der bliver både bedt, badet og vasket tøj

En af vennerne - han tog ti rupees for at blive fotograferet - noget for noget, ik'!

Solnedgang i Orcha

Et kig ud over paladset i Orcha - engang imponerende, nu forfald alle vegne

Ørneungerne holder øje med os

Verdens værste by -

Tirsdag den 11. februar

Det er utroligt, at jeg overhovedet faldt i søvn i nat. Nede på gaden foran vores hotel stod en maskine, der lød som et trykluftbor. Og den blev ved og ved - og ved.

Det var i Gonda – den værste by, jeg har været i overhovedet. Den er grim, trøstesløs, støvet, fattig, mørk og larmende. Der er næsten ingen, der kan engelsk, og der er ikke den sædvanlige imødekommenhed og nysgerrighed.

Hotellet, vi havde booket på forhånd, var tilsyneladende det eneste i byen og ikke ligefrem overfyldt. De tre unge gutter, der tog imod os, virkede bedøvende ligeglade med os. På spørgsmålet om, hvordan vi kom videre til Sravasti næste dag, var svaret: 'No idea.' Fyren i receptionen bad om tusind rupees for værelset. 'I telefonen sagde I 950,' protesterede min kæreste. 'Ok, 950,' sagde fyren på samme ligeglade måde.

Jeg skal aldrig tilbage tilbage til Gonda - aldrig!!!

Vi var ankommet ved elve-tiden om aftenen efter en af de her togture, hvor man ikke ligefrem får slappet af . . . Godt firehundrede kilometer på ni timer for et såkaldt eksprestog. Denne gang havde vi fået en anden klasses sleeper, og jeg havde glædet mig til en fredelig tur, hvor jeg kunne læse og måske skrive lidt. Men mine kupéfæller – en flok mænd, der var på vej hjem til Lucknow fra en bryllupsfest, og som ikke kunne ret meget engelsk, som ignorerede mig og lod mig sidde halvt mast op ad armlænet ud mod gangen – gjorde ikke livet nemt for mig.

Ved syv-tiden kravlede jeg op i min overkøje og forsøgte at slappe lidt af uden det store held, så jeg var træt, da vi endelig nåede frem.

Masser af mennesker lå og sov på gulvet i banegårdshallen. Udenfor var der ikke en eneste tuktuk var at se, derimod masser af cykelrickshaws. Jeg sagde nej til de første fem, der ville køre os, men der var ikke andet at gøre end at hoppe op på en af cyklerne. Jeg kan ikke lide at sidde på de cykler. Sædet er så smalt, at vi dårligt kan være to, og jeg har en følelse af, at jeg glider ned, eller cyklen vælter eller brækker midt over. Og så med vores to store rygsække også. . .

Men også denne gang kom vi frem i god behold, og fyren, der stod op hele vejen for at trampe i pedalerne og kørte os hen ad den buldermørke hovedgade, blev meget glad for den seddel, han fik. Og det var jo godt.

Vi blev indkvarteret i et værelse ud til gaden – der var ikke andre, for huset var kun et værelse bredt. Den ene af gutterne, der havde meget bedrøvede øjne og et stort kors hængende om halsen, slæbte vores rygsække op, kom med et varmeapparat, som ikke virkede, og hentede te til os. Dagen efter viste det sig, at han havde puttet de penge i lommen, som vi havde givet ham for teen.

Sengetøjet var næsten vådt – kan det blive værre? - så jeg var glad for min sovepose. Trak den helt op over hovedet og koncentrerede mig om min vejrtrækning det bedste, jeg har lært. . . Vi skulle være glade for den støjende maskine, der fik huset til at ryste.

Den sørgede nemlig for elektricitet til hotellet.

Næste morgen – meeget tidligt – gik vi hen ad den støvede, beskidte hovedgade og fandt et sted at spise morgenmad. Og stadig var der ikke nogen hjælp at hente. Dem, vi spurgte, så ligegyldigt på os. Vi forsøgte os apoteker-shoppen – manden her kunne lidt engelsk.

Efter hans råd tog vi en tuktuk – en af de større, der nærmest er en minibus, så vi var flere passagerer - hen til busholdepladsen, hvor der holdt nogle taxaer.

Chaufførerne kastede sig over os som gribbe. En lille tyk mand var den første. En anden sprang til. 'Tusind rupees,' råbte han op i hovedet på mig. Den tykke slog ud efter ham og gav ham et ordentligt puf. Der var virkelig konkurrence.

Vi valgte ham til de tusind rupees, hoppede ind og kørte. Pyhha, nåede jeg at tænke lettet, da vi stoppede på en tank.

'Betal mig nu,' gætter jeg, at chaufføren sagde. Temmelig hidsigt. Nogle mennesker tror, det hjælper at råbe højt, til andre, der ikke forstår deres sprog.

Heldigvis kan jeg sige 'tag det roligt' på hindi. Det gjorde jeg, og det hjalp, og vi blev enige om betalingen. 'Halvdelen nu og resten, når vi er fremme.'

Det tog flere timer, før vi nåede vores mål. Undervejs skulle vi have en masse andre passagerer med. Hver gang der stod nogen i vejkanten og vinkede, stoppede vi og tog dem med. På et tidspunkt sad der fire mænd plus et barn på forsædet. Ud over chaufføren og hans medhjælper selvfølgelig. I 'bagrummet' var der en seks-syv stykker stuvet sammen. Og så skulle vi lige stoppe, når chaufføren skulle sludre med nogen, han kendte, eller han skulle ind og købe en beedee (en meget lille og tynd cigaret). Og landevejen var nærmest ikke andet end huller, så jeg hoppede op og ned med fare for at banke hovedet op i taget eller få rystet indvoldene løs.

Ikke noget at skrive hjem om for en inder – men for mig - JO! og så ved I andre det også

Ankommet til Jhansi, hvor vi skal  med toget videre til Gonda - her er kun en brøkdel af byens tuktuk'er

Hold jer både fra hotellet og byen her - jeg er kun glad for at være sluppet derfra!

Vores taxa, der holdt til den utroligt hullede vej til Sravasti. . . 

PS: vi kom godt frem, og vi fandt et ok sted at bo i Sravasti, men det bliver den næste historie, og den er god. . . 

Men en lille smagsprøve er her i form af et par billeder: 

Ved te-boden foran ruinerne fra 'klosteret', hvor Buddha opholdt sig under sine sidste 25 regntider, hænger munkene ud. Her er Naga - en af de knap 30 indiske munke fra klosteret nede på hovedvejen

Så bliver der delt is ud til plageånderne, der jagtede os - 'they have no education,' som manden her sagde. 'They are muslims. . . '

'Du skal da lige luses af, søster - og SÅ skal vi hen og lave sjov med alle de der underlige mennesker, der hænger spændende ting op på det store træ'

En flok af byens munke sammen med pilgrimme fra Korea

Bodhi-træet, som Ananda - en af Buddha's nære disciple - plantede. Her er et mylder af pilgrimme, der hænger flag op,  lægger blomster,  brænder røgelse, laver glidefald og messer, og hvor aberne huserer og gør alt, hvad de kan for at få fat i de spændende ting. . . 

Monkey-munken står klar med slangebøssen. Det skal nok få aberne til at holde sig væk - i hvert fald et par minutter