Slentretur gennem byen fredag eftermiddag. En god måde til at ryste en fyldt arbejdsuge af sig og til at begynde weekenden. . .
Millioner af andre har fået samme idé som jeg. Sådan føles det i hvert fald, da jeg snor mig ind og ud mellem mine medfodgængere, som ikke bruger samme tempo som jeg. Der er så dejligt ude på landet, tænker jeg. Men efter få minutter vænner jeg mig til mylderet.
Blomsterhandlernes georginer minder mig om, at det er sensommer. . .Femogtres kroner buketten.Køber ikke nogen. De vil også bare blive mast i trængslen. Jeg kan tage til Nordsjælland en dag og plukke selv. Kender et sted, hvor de koster toenhalv stykket. . .
En strofe '. . . and the world will be a better one' rammer mit øre. En ældre mand med cowboyhat og hestehale spiller guitar i håb om at tjene lidt ekstra. Længere nede ad Købmagergade er det 'Time to say goodbye' udsat for violin, der skal lokke folk til at give penge. Den har jeg snart hørt i mange udgaver.
Hare Krishna-manden, jeg mødte i metroen, har sat sig ved et hjørne sammen med fem andre i ens orange gevandter og med hvide streger på næsen. Man skal tæt på dem for at høre, at de synger 'Hare Krishna'. En af dem sidder i lotusstilling. Det varer lidt, før jeg kan sidde sådan. Mine knæ vil ikke helt, som jeg vil. . .
Der er mere gang i den henne på Nytorv, hvor en flok unge gutter danser til høj musik. Bare det var mig, der kunne kaste mig selv rundt i luften og lave armbøjninger på én arm. . . Måske skal jeg bare øve mig? Hm - det er sikkert for sent at få lært. . . Gutterne hiver én fra publikum ind i deres kreds. En lille tyk dreng, som de hurtigt får lært et par enkle trin. Så nemt er det. Han får vilde klapsalver, da han let rødmende går tilbage til sin mor.
Mere musik foran kirken. Endnu mere lidt længere henne. De er ret gode.
Vi bliver underholdt, og vi bestemmer selv prisen. . .
Jeg skal lige kigge på vinduerne hos 'La Glace'. Jeg har aldrig været der. Har lovet mig selv, at en eller anden dag skal jeg derind og spise fede kager. Men de store lagkager, der står i til skue, frister mig ikke. Så det bliver en anden dag - eller også laver jeg bare en kage selv.
Det årlige kunsthåndværkermarked på Frue Plads var egentlig det, jeg kom efter. Sytten år siden, jeg var her sidst. . . Tænk hvis jeg var kommet ind på kunsthåndværkerskolen dengang for mange år siden. Så kunne jeg have stået her og solgt mine vævede tæpper. Men sådan blev det ikke, og det er jeg egentlig ikke ked af.
Nu kan jeg gå rundt og betragte alle de andres talenter. Der mange smukke, spøjse, fine, sjove, unødvendige ting at blive fristet af. Men jeg har ikke brug for noget. Jeg har masser af ting selv. Mange af dem er pakket i kasser og opmagasineret til andre tider. Lige nu skal jeg bare købe en fødselsdagsgave. . . Finder et par skåle, som forhåbentlig vil falde i god jord. . .
Går op ad Nørregade og opdager, at den gamle bolsjefabrik har længe åbent. Jeg går ind og lader mig friste af hundrede gram rabarberbolsjer. Mine yndlings. . .
Så lidt indkøb til aftensmaden. . . Hjemad til fred og ro og en kop te: grøn gunpowder fra Perchs med frisk ingefær og citron. Lidt luksus skal der være plads til. . .
