Det er mærkeligt at komme hjem. Det tager tid at lande, selvom de gamle vaner og rutiner er så indgroede, at jeg med det samme kan huske, i hvilken ende af sofaen, jeg plejer at sidde, hvor lyskontakten er, og jeg kan finde ned i Irma uden at tænke over vejen, og jeg kan både køre bil og cykel i den rigtige side, som var det fem minutter siden, jeg gjorde det sidst.

Men en tidsforskel på fire en halv time skulle jeg lige vænne sig til. Først tog de dem fra mig, og så fik jeg dem tilbage, da jeg landede i Kastrup. De første dage herhjemme i DK var mega lange, og lyset var skarpere, end da vi tog af sted. Solen skinnede, og fuglene kvidrede lystigt - jo, jeg kom hjem til forår, som mine venner havde lovet mig. Det ændrede sig nu hurtigt, og jeg har fået både udlængsler og sommerdrømme igen! At have været i Indien er som at have en virus, det tager lang tid at komme over.

For at slå en knude på historien, må vi tilbage til Indien, hvor en stor del af mig stadig svæver rundt. . . 

Fra Santenekitan kørte vi gennem Ganges-flodens delta i Bengalen - har altid syntes, navnet var enormt eksotisk; lige siden jeg var barn og læste Kipling har jeg kunnet lide det - og tænk, nu var jeg dér. Kørte gennem små landsbyer med lerklinede hytter, uendelige rismarker, hvor folk var i færd med at høste.Mod Kolkata's lufthavn, som chaufføren ikke kunne finde, fordi han ikke kunne læse skiltene, så jeg måtte hjælpe ham med at finde vej. Tak for google map, som altid kan vise os, hvor vi er. Det har vi haft stor glæde af. . . 

Ankom til Delhi hen under aften - det er over to uger siden nu - tog metroen til banegården, fandt en tuktuk og bad om at blive kørt til det hotel, hvor vores danske ven havde bestilt et værelse til os. Vi havde kørt tyve meter, da chaufføren standsede.
'I kan ikke komme ind i Pahar Ganj,' sagde han på gebrokkent engelsk. Han tilkaldte en ven, der kunne hjælpe med at forklare. 
Det var rigtigt nok, sagde denne. Der var en festival, så det var umuligt at komme ind.
De tager p. . . på mig, tænkte jeg - ja, undskyld udtrykket, men helt ærligt - havde jeg ikke hørt den historie før?! Den dag vi ankom og måtte bruge både tid og alt for mange penge på at komme videre?! Hørt den samme historie fra et par tyskere, vi mødte i Aurangabad? Dengang var det hinduerne, der festede, nu var det muslimerne. Og dem er der også temmelig mange af, så de kan godt fylde i gadebilledet.

Hvad gør vi nu? spurgte vi hinanden. Prøvede at ringe til vores ven, som vi vidste, havde været på hotellet i flere dage. Han tog ikke telefonen. 
'I kan gå derind,' sagde manden. 'Det tager ti minutter.'
Jeg må have set håbløs ud - og det var jeg også - orkede ikke at slæbe på min rygsæk, så han tilbød at køre os for 250 rupees. 
Hvordan kan det lade sig gøre? tænkte jeg. Er der lukket, eller er der ikke lukket?
Den sædvanlige prutten om prisen var hurtigt klaret, og så satte vi os atter ind i tuktukken. 
Chaufføren kørte os en kæmpe omvej, før han kørte ind ad gaden, hvor vores hotel skulle ligge. Der var masser af liv, turister og indere slentrede rundt mellem hinanden, butikkerne var åbne - ingen tegn på nogen festival.  
Vi blev indlogeret på hotellet, fik et udmærket værelse og gik ned i restauranten - en filial af 'Borwn Bread Bakery', hvor vi havde spist så mange gange på i Varanasi. Her var dog ikke levende musik, men en masse andre turister, der sad med deres bærbare, sludrede om deres oplevelser og drak friskpresset grøntsagsjuice. Og i det ene hjørne var der en forretning med smart tøj, der nemt kunne friste til at proppe rygsækken, i det andet en magelig sofagruppe og en masse bøger om spirituelle emner. 

Så dukkede vores ven op. Hans telefon var løbet ud for penge, så han havde ikke kunnet tage den. Men nu kunne han give os den rette sammenhæng, som vi allerede var begyndt at ane. . 

ADVARSEL: 

Det her er historien om, hvordan den kloge narrer den mindre kloge. Hvordan man kan blive snydt, så det driver eller gør ondt i pengepungen. For nogle så ondt, at de bliver nødt til at rejse hjem før planlagt. 

Tager du til Delhi, så lad være med at tro på alt, hvad folk siger. 
Det kan være svært, når man ankommer midt i det hvirvlende storbymylder og fra alle sider får at vide, at det er umuligt at komme ind i den bydel, man vil ind i. . . Inderne kan virke så overbevisende, og de er gode til at komme med forklaringer på alt muligt. Heller et forkert svar end ikke noget.

Vi gik i fælden som mange andre. Selv erfarne indiensrejsende er hoppet i den. . . 
'Der er en festival, som lukker byen i flere dage,' var beskeden, og da vi hørte det samme fra mindst fire andre, troede vi på det. De var tilsyneladende helt uafhængige af hinanden. 
Men kun tilsyneladende, for i virkeligheden er det aftalt spil. Dem på banegården, der fortalte, at vi ikke kunne komme ind i Pahar Ganj, manden, der med rystende stemme afviste os, da vi endelig havde overtalt en tuktuk til at køre os ind i bydelen, chaufførerne, alle sammen havde aftalt at snyde os blåøjede turister.
'Få turisterne til at tro på, at byen er lukket, kør dem hen til mr. Sharma's rejsebureau og sig, at det er et government-støttet bureau. Så arrangerer han en dyr rundrejse for dem, og de tror, jeg hjælper dem ud af en uheldig situation.'
Noget i den retning bliver der sagt. 

Snedigt og overbevisende. 
Vi fik set Taj Mahal, fordi vi blev lokket til at tage en taxatur til Agra og Jaipur for at tage toget der. Fra Delhi var der ingen pladser at få før en måned senere. 
Vores ven, der skulle videre fra Agra og helt ned sydpå, havde ikke nogen plads i det tog, han var blevet lovet, og som han steg på midt om natten. Vi måtte selv tage flyet fra Mumbai videre til Goa, fordi der alligevel ikke var plads i det tog, vi havde billetter til.
Mange andre som sagt har været ude for det samme. Nogle er blevet snydt til så dyr en videre rejse, at de ikke har haft råd til andet end at tage hjem efter kort tid. 

Så dyrt blev det heldigvis ikke for os, og det kan ikke betale at ærgre sig. Men det har været lidt svært bare at grine af. . . 
Det gode råd: se dig for, pas på og tro ikke på alt, hvad folk fortæller dig. . . 

Bahrat Mata - moder Indien - i Varanasi

En af duemændene i Delhi - ud over byen lyder hans høje kalden, og snart kommer en flok duer og besøger ham.

Udsigt fra vores hotel til en anden tagterrasse - ikke dårligt!

Og så gik det hjemad - hen over Afghanistan. Fantastisk flot, men ikke et sted, jeg ville bo. . . 

Har du fundet din passion?!

Så sad vi pludselig på et hotelværelse og lyttede til levende musik.

Først var det hos canadieren, der spiller citar, og som kommer her hvert andet år for at få undervisning. Hun skulle rejse hjem i dag, men først ville hun spille for os og det franske par, som vi har hygget os med de sidste dage.

Nogle gange møder man et menneske, og det føles, som man har kendt hinanden altid. Sådan var det med Jeanne og mig. Vi faldt i snak en af vores første dage her, da hun sad alene i haven og spiste frokost. Hun var fransktalende, og jeg benytter mig gerne af en mulighed for at praktisere mit franske lidt. Og her var der genklang hos os begge. 

'Man skal følge sin passion,' sagde hun til mig på et tidspunkt. 'Det er derfor, jeg er her.'

Hun er fem år ældre end mig, og hele sit liv har hun drømt om for  alvor at gå igang med at  spille. Men ligesom for så mange andre af os har der været meget andet, der har taget Jeanne's tid: uddannelse, familie, børn, arbejde. Citaren har stået og ventet på hende, og hun har vidst, at en dag så. . . For fem år siden gjorde hun alvor af det. Jeg var imponeret over, hvor dygtig hun er blevet på så forholdsvis kort tid. Men øvelse gør som bekendt mester, og hun øver sig tre timer dagligt. Det er det, hun vil, og nu havde hun investeret i en helt ny citar. Så smukt et instrument!

Jeg var rørt og glad over at høre den raga, hun øver sig på for tiden. En raga er et stykke indisk musik, og der er en raga til enhver lejlighed. Den her var en, man spiller for at få regnen til at komme efter lang tids tørke. Ikke så relevant et valg, eftersom det har regnet hele dagen. Men det var smukt at høre, og det var tydeligt, at det var hendes passion. Et venskab mellem instrumentet og dets udøver. 

Senere på dagen, da Jeanne forlængst var taget af sted, blev vi inviteret ind hos vores naboer - det franske par. De har været her længe og bliver her et par uger endnu. De er her for at lave en dokumentarfilm om baul-folket, og det er deres passion. Deres tolk, Nitya, havde lovet at spille for os, og klokken 17 kom han med sine instrumenter: et lut-lignende strengeinstrument, en kamhook - en meget speciel tromme, som også har et par strenge, man slår an med et plektar - (billede følger senere) - samt små bjælder, han holder mellem tæerne. Han satte sig på gulvet i skrædderstilling og gav sig til at spille. Også han rørte mit hjerte - og fik mig til at smile. Baul-musik er glad musik. 

Før vi kom til Varanasi, havde jeg ønsket mig at høre noget rigtigt musik. Det ønske har jeg fået opfyldt, og nu rejser vi hjem med både en masse cd'er indspillet af musikere, vi har mødt på vores tur, og med den dersens kamhook. 

'I can buy a new one,' sagde Nitya. 'No problem.'

Og så skiftede kamhook'en ejer. 

Næste år, sagde han og smilede lykkeligt, så mødes vi alle sammen igen her. 

Så skal vi se hans landsby og den ashram, han er ved at få lavet. 

Jeg håber det. . . 

Jeg ved ikke så meget om baul-folket endnu. Jeg havde aldrig hørt om dem, før jeg kom hertil Santenekitan og mødte de to franskmænd, som jeg takket være Jeanne kom i snak med. Men jeg lærer hele tiden nyt, og lidt har jeg fundet ud af. 

Baul-folket er et særligt folk, der hører hjemme her i Vestbengalen. Musik er meget vigtigt for dem, og mange er udøvende. Nogle lever i almindelige famlier med kone og børn, andre er som sadhu'er og lever for sig selv. 

De har ikke en egentlig religion. Har ikke nogen gud, man skal tro på, ikke nogen templer, man skal besøge. 

'Min krop er mit tempel,' sagde Nitya. Ethvert menneske besidder det guddommelige indeni, og det er det, man søger. Kærlighed til alle levende væsner er det vigtigste. En filosofi, som har inspireret Tagore meget. 

Jeg må se franskmændenes film, når den er færdig, og få noget mere at vide. . . 

*       *       *

I går var vi på marked sammen med Jeanne. Havde det ikke været for hende, havde vi aldrig hørt om det. Heldigvis for alle disse 'tilfældige' møder og for den åbenhed, der er så meget af på vores rejse. 

Markedet bliver holdt hver lørdag på et stort område ved en lille lund af eukalyptustræer. Der kommer mange handlende med håndlavede varer, og der var et og andet at købe. Sarier, tørklæder, håndskårne ting, håndmalede billeder, smykker, tasker og meget andet til ikke ret mange penge. Jeg havde lyst til at fylde rygsækken med alt muligt. Nogle gange har jeg lyst til at købe bare for at gøre sælgeren glad. 

Åh, at se ind i alle de øjne. . . Det er ikke alle, der har det nemt. 

Og så var der musik, så det rungede mellem træerne. Baul-musik spillet og sunget af folk i det karakteristiske farverige tøj. Man bliver glad af at høre det. 

Santenekitan er et ganske specielt sted. . .  

Først var vi på Tagore museet, hvor fotografering er forbudt

Så var vi på marked

Der var mange ting at købe til ikke ret mange penge

Der var masser af musik

Der blev tækket tag

Og der blev tid til et par frisklavede samosa'er

Fredelige dage i Santenekitan - Vestbengalen

Santenekitan. . . 

Hver dag høres lyden af trommer på et eller andet tidspunkt fra landsbyen, som vi bor ved siden af. Altid en puja. I nat var det Shiva's Nat, og der blev trommet det meste af natten. Shiva selv, der sidder med sin trefork henne i det lille tempel ved indgangen til 'vores' landsby, blev forleden malet, så han kunne se pæn ud til anledningen. Han fik serveret en stor grøn papaya, og der blev tændt lys for ham. Folk fastede det meste af dagen, bad og sang til hans ære. En årlig fest og en meget vigtig dag.

Ellers er Santenekitan et af Indiens mere fredelige steder. Vi bor på et hotel i noget, vi for sjov kalder Klampenborg. Et meget nydeligt kvarter. Her er masser af store villaer omgivet af mure og med låste smederjernslåger. Der er nydeligt anlagte haver med smukke blomster i stærke farver, og to minutter herfra ligger Dyrehaven. Dér gik vi en tur i dag, betalte 100 rupees for at komme ind, men jeg så ikke et eneste dådyr. En enkelt abe, et par smukke sommerfugle og to guldsmede af en art. Det var det hele. Til gengæld var der en hel del unge par, der sad tæt, og som forfjamsket fòr fra hinanden, når vi nærmede os. De stakler – det er ikke nemt at være kærester, for de unge må ikke besøge hinanden, før de er gift. Så de må finde hemmelige steder, hvor de kan mødes, og i 'The deer Park er udsigtstårnet eller bænkene under de tætte træer, der hvor stien ender, gode steder.

Santenekitan er præget af Tagore's arv.

Tagore – digter, musiker, sangskriver, maler – den første ikke-europæer, der har fået nobelprisen i litteratur, har grundlagt en skole og et universitet her.

Jeg synes, han tanker er meget sympatiske, og jeg blev meget bevæget over at besøge museet, der fortæller hans historie i billeder og tekst og med udstillinger af nogle af hans personlige ting. En stor kunstner og et stort menneske har han været. Født den 7. maj 1861 i Kolkata som det fjortende ud af femten børn. Hans familie tilhørte aristokratiet, var meget velhavende, og der var mange kunstnere og musikere iblandt dem.

Han voksede op med en tjener på hver finger, og han måtte nøjes med at opleve verden gennem sit vindue, eftersom det ikke var ham tilladt at gå udenfor. Det satte sine spor.

Han mente – selvfølgelig på baggrund af sin egen skolegang, som ikke har været rar – at 'klasselokalet er et fængsel,' så i 1901 startede han en skole, hvor undervisningen fandt sted udendørs under store, skyggefulde træer. Der var fem elever og fem lærere.

Skolen voksede til det universitet, der nu rummer 9000 studerende og 700 lærere.

Campus breder sig over et område på fem gange to kilometer. En park med mango- og banyantræer. De sidste er jeg vildt fascineret over. De er som en evig cyklus i sig selv med deres grene, der både vokser opad og samtidig danner rødder, der langsomt bevæger sig nedad for at finde fodfæste i jorden.

Rundt omkring er der skulpturer og dekorerede huse. Huse til de ansatte og kollegier til piger og til drenge. Skarpt adskilt tyve af hver. Der er Tagores egne huse, hvor han boede – afhængigt at årstiden boede han det ene eller det andet sted. Femten huse i alt havde han, så han har haft plads nok. Der er værksteder og klasselokaler, for noget undervisning foregår indendørs. Der er pergolaer med slyngplanter, blomsterbede med roser og sommerblomster. Blomsterne er ikke helt sprunget ud – der må være utrolig smukt i midten af marts, når det er rigtigt forår.

Der er en helt særlig stemning i parken, hvor cykler er det helt almindelige transportmiddel. Her og der støder man på folk, der sidder og maler, eller man møder en musiker, der giver sig til at synge vemodige sange, når man nærmer sig. Publikum skal der selvfølgelig til. Om det så er Tagore's poesi, de synger, ved jeg ikke. Men dejligt er det.

Uden for parken venter cykelrickshaws i massevis på at få en kunde, så man kan altid komme hjem, hvis man ikke orker at gå. Og så er der temmelig stille, for på hovedvejene gennem parken er der ikke meget trafik, og en vigtig ting: det er ikke tilladt at bruge hornet. . . Desuden er der rent, jorden under banyantræerne og stierne bliver fejet hver dag, det flyder ikke med affald alle vegne, og langs vejene står der affaldsspande. En helt normal ting hjemme hos os, men ikke noget, jeg har set mange steder i Indien. . .

Har man ikke været i Santenekitan, kan man ikke sige, at man har været i Indien, skal Indiens premierminister have sagt. 

Og nu har jeg været her. . . 

En gris af jern, et mødested, skyggefulde træer og udsmykkkede huse. . . 

En af de smukt dekorerede villaer

Ville ønske, jeg ku' male. . . Så inspirerende!

Sidder på en balkon på drengenes kollegium

Sjov figur i parken

Shiva - nymalet og pyntet til anledningen af sin store årlige fest