Nedtælling

Forsøger at vænne mig til tanken om snart at skulle hjem. Om præcis en uge lander vi i Kastrup - mærkeligt at tænke på. 
Vi er i Santiniketan nu, godt hundredehalvtreds kilometer nord for Kolkata, og her bliver vi til mandag. Sætter tempoet ned, forsøger at fordøje de mange, mange indtryk fra de sidste to måneder.
Tid er noget underligt noget. Det føles som meeeget lang tid siden, vi var i Agra og gik rundt om Taj Mahal i morgendisen, besøgte Amber Fortet i Jaipur, svedte på stranden i Goa og lyttede til cikadernes sang om aftenen, købte ametystperlekæde af mister Khan i Ellora, spiste middag med professoren i Ajanta og frøs i Nepal. 
Der sker mere her på to måneder end der gør på et helt år derhjemme. Eller også er det bare fordi det hele er så anderledes. Det kan ikke sammenlignes.
Jeg har taget de første par tusind billeder. Der er hele tiden motiver. Og jeg har skrevet de første par tusind ord, for der er altid noget at skrive om. Ord og sætninger myldrer rundt i mit hoved. Jeg formulerer og beskriver alt det, jeg oplever, og jeg kan ikke følge med, for indtrykkene løber hurtigere, end mine ord gør. Under halvdelen af dem bliver skrevet ned. Resten er i min indre notesbog. 
Lige sådan med billeder. 
Dér er hele tiden et godt motiv, og jeg skynder mig at finde kameraet frem: - et par kvinder klædt i sarier og bærende på lange sukkerrør på hovedet. En langhalset hvid fugl flyver hen over en sø og spejler sig i det stille, klare vand. En lastbil fuld af glade unger, der vinker  til mig. 
Og nu da jeg sidder på terrassen og spiser min frokost: - en flok kvinder småløber ned ad vejen. Rødmalede fodsåler, røde streger i panden, klædt i smukke sarier og med skåle i hænderne. Den forreste stænker nogle dråber vand her og der. De andre følger efter. Nogle med et barn ved hånden, andre alene. De eneste mænd i optoget er to trommeslagere, der prydet med store, hvide fjer, slår takt i en intens rytme. Nogle af kvinderne danser henført. Helt i deres egen verden. Bemærker ikke, at jeg står og kigger på. Andre ser genert på mig.
Et farvestrålende motiv - og vips er det væk. Før jeg kan nå at tage et ordentligt billede, er det meste af optoget forsvundet hen om hjørnet, og jeg kan kun høre trommernes larm.
Før jeg får beskrevet oplevelsen, er den væk, og den næste igang. 

To måneder - vips er de væk. . . 
Men det hele har jeg affotograferet på min nethinde, skrevet kladder om i mit indre. Jeg kan genkalde mig det meste. Og det er ikke så lidt.

Jeg har altid været vemodig, når jeg skulle hjem fra en ferie. Det er jeg også nu. Jeg ved ikke, om jeg ville starte forfra, hvis jeg kunne. Det er ikke muligt - men hvis? Jo, jeg tror, jeg ville. I hvert fald tænker jeg meget på den næste gang, jeg kan komme af sted. Hvor vil jeg så hen? Mulighederne er mange, og der er mange steder, jeg gerne vil se, men færdig med Indien er jeg ikke. 

Da jeg kom her for to år siden, var det første gang, jeg var uden for Europa. En helt ny og meget anderledes verden åbnede sig, og jeg faldt pladask for det altsammen. Men ikke lige med det samme. . . Der gik vist et par timer. 
Det var i bazaren i Delhi, hvor jeg gik rundt sammen med min kæreste. Han skule vise mig Indien, havde han lovet. 
Da jeg gik der midt i støvet og skidtet mellem køer, politibetjente, tiggere, mænd, der sludrede over deres te, kvinder i farverige gevandter, blev råbt til af sælgerne i de små bikse, der solgte sarier, vand, sjaler og tingeltangel, lugtede til stegeosen fra gadekøkkenerne, blev døv af støjen fra trafikken, blev gloet på - spurgte jeg først mig selv, hvad jeg dog lavede dér?! Og så lige med ét var jeg solgt. Jeg overgav mig, kom til at elske det hele. 
Derfor måtte jeg tilbage - for at finde ud af, hvad det er, jeg laver her. Svaret er ligeså blandet og mangfoldigt, som Indien selv er. Sikkert er det, at landet og dets indbyggere både får mig til at grine, græde, blive irriteret, taknemmelig, træt, overvældet, nysgerrig, åben, bevæget, lykkelig, foruroliget. . . 

Trommeslageren holder takten

Den årlige puja 

- og vips er optoget væk. . . 

Hotellet, vi bor på - et af de dyrere af slagsen - 125 kroner i døgnet

Cykler til leje for 15 rupees i timen - (knap 1.50 krone)

Manden, der cykler rundt og sælger hjemmelavet curd

Mums, hvor det smagte - serveret i engangsskåle og med et stykke af et blad som teske

Vi behøver ikke sulte, og maden på hotellet er god. Her er en lækker thali til knap 12 kroner

Farvel til Varanasi og på farten igen

En sidste tur ad de små gyder, hvor de handlende endnu en gang forsøgte at lokke os med gode tilbud. Råbte på gensyn til dem, vi havde handlet med – smykkehandleren, manden i 'bageriet', vandsælgeren - og så lige endnu en tur langs med Ganges. Indtrykkene derfra – de mennesker, vi mødte, de ting, vi så, lydene, lugtene - er prentet dybt i mit sind.

Vi løb på de australske unge gutter, der skulle have et bad i floden, før de fløj videre til Kathmandu. Havde jeg haft en dag mere, var jeg måske også hoppet i, men det må vente til næste gang.

Sagde nej tak til de sidste tilbud om massage og bådture til de bedste priser.

Gav for sidste gang lidt rupees til tiggerne, der lå og sov på trinene ved en af de store ghats.

Kastede et sidste blik hen på ligbålene, hvor brændet stadig tårnede sig op, og endnu en båre var ved at blive lagt til rette.

Faldt i snak med en af de gulklædte sadhu'er. Vi bød på en kop te og slog os ned på en trappesten.

Baba Jee, præsenterede den gulklædte sig som og fortalte, at han havde været i Berlin engang. Han havde en ven dér, som kom ud til ham en gang om året for at blive en måned. Baba Jee var på alder med mig og havde for tyve år siden forladt arbejde og familie for at slå sig ned i bjergene og meditere. Nu havde han sit eget tempel i nærheden af vores hotel. Ærgerligt at vi ikke havde mødtes før.

Men han kunne få min flybillet og tage hjem og hente min familie, foreslog han. Han skulle nok tage sig af min mor – hun kunne bo i hans tempel. Og mine børnebørn skulle jeg tage med til Varanasi en anden gang.

'God bless you,' sagde han, da vi skiltes.

'I lige måde,' sagde jeg, men nej, det var ikke nødvendigt, forsikrede han.

'I am so blessed,' sagde han, pegede op mod himlen. 'This is not my home.'  Han pegede på den jord, han stod på - næh, hans hjem var himlen. 

Før vi tog afsked gav han os sine velsignelser til vores rejse, til børnebørnene og til min gravide datter.

Vores ven Anshu på sarod og hans bror på tablas - værd at lytte til!

Bøflerne nyder deres daglige bad i Ganges - jeg må se at hoppe i næste gang. . .  PS: al fnulleret, man kan se på billedet, er blomser fra hinduernes ritualer

Hvad med lidt massage? Bare fem minutter. . . good price, indian price.

Guru'en, der inviterede os og hele vores familie til at bo i hans tempel i Varanasi næste gang - Baba Jee

Jeg elsker at rejse på den måde, vi gør. Uden nogen bestemt plan, kun med nogle ideer, og vi kan lade os inspirere undervejs.

'Tag til Chitrakan,' foreslog franskmanden med cowboyhatten. Der skulle han hen. En meget fredelig miniaturemodel af Varanasi og kun et par timers rejse derfra.

'Trekking i Nepal,' sagde australierne, der havde rejst en del rundt. Også været i Hampi, og der kunne jeg godt tænke mig at tage til igen. Der er så vidunderligt smukt, og der er varmt!

'Hvad med at tage til Thailand?' sagde de to unge franskmænd, der arbejdede i Paris' metro, og som havde to en halv måneds ferie om året. De skulle flyve dertil fra Kolkata den følgende dag. Og det kunne også være rart med sol og strand og hav.

'Rishikesh er det smukkeste sted, jeg har set,' havde mrs. Madura sagt til os på togturen fra Goa til Aurangabad. 'Det er værd at tage til.'

Det sidstnævnte var meget i vores overvejelser. Især da jeg mødte Meike, en ung kvinde fra Holland, nede foran 'bageriet', hvor hun stod og sludrede med en indisk mand i en butik på noget, der lød som flydende hindi. Jeg kunne høre, hun nævnte Rishikesh, så jeg greb fat i hende og spurgte til det.

Jo, hun kom netop derfra, og der var fantastisk. Koldt om natten, lunt om dagen, men smukt og fredeligt. Stedet, hvor Ganges har sit udspring oppe i forbjergene til Himmalaya. Wow – det ville jeg gerne!

Og hindi – jo, hun talte hindi, havde gået til det hjemme i Holland en gang om ugen i de sidste to år, og hun var i Varanasi for femte gang. Alene. Pudsigt nok boede hun på vores hotel. Selvfølgelig – der er så mange sammentræf.

Vi aftalte at mødes om aftenen på tagterrassen, så skulle hun nok lære mig lidt.

Det blev til flere 'møder', flere snakke og flere hindigloser, og måske mødes vi en anden gang på Hotel Puja ved Lalita Ghat. Hvem ved. . .

Rishikesh var højt på vores ønskeliste, vi overvejede for og imod, talte på knapper, men da det var temmelig besværligt at få billetter, og vejrudsigten ikke var for god, tog vi det som det afgørende tegn.

Billetterne til Kolkata var nemme at få ordnet, toget videre til Santiniketan ligeså – og derved blev det.

Den lille spinkle vaskemand slæbte vores rygsække ned til rundkørslen. Den ene på ryggen, den anden på hovedet. Og så var det med tuktuk de få kilometer til banegården. En lille time tog det gennem trafikmylderet.

Så sad vi der på banegården og ventede i flere timer, fordi toget var forsinket. Sludrede med en ung pige fra Thailand, der havde fået stjålet sin rygsæk i toget en nat, mens hun lå og sov i øverste køje. Væk var alt undtagen sovepose, pas og penge.

'Men. . .,' smilede hun. 'Hun havde fået lært, hvor lidt hun i virkeligheden havde brug for.'

Vi sad inde på kontoret hos mr. Abushankar, manden, der hjælper med at bestille billetter til hvorsomhelst, mens han ordnede billetter til ventende rygsækrejsende. Sammen med franskmanden, der havde været i Indien nu i fire måneder og havde syv tilbage, og som skulle med samme tog som os, men af i Bodhgaya, grinede vi sammensvorent af Abushankar's evigt brugte udtryk: 'No problem, no problem.'

Og vi tog os ikke af hans tilbagevendende udbrud: 'Only queue here. This is not a waiting-hall.' 

De er sjove, de indere - og vi blev siddende i noget, der føltes som en evighed. 

Langt om længe kunne vi stige på toget og finde vores pladser. En under- og en overkøje i kørselsretningen. Det er de smalleste, og den nederste har en revne i midten, hvor ryglænene møder hinanden, når de er slået ned. Den 'vandt' min kæreste, og efter en billig gang thali, kravlede jeg til vejrs og lagde mig til at sove, så godt jeg kunne. Det blev til mange gange falden i søvn og venden og drejen. . . 

Til morgen vågnede jeg op til den gode nyhed, at toget havde indhentet forsinkelsen, og at vi kunne nå vores tog til Santiniketan. . .

Vores flinke vaskemand på Puja Guesthouse - beklager billedkvaliteten

Her går vores rygsække 

Gennem gaden med alle de store butikker 

Forbi vores yndlings-frokoststed - byens bedste samosa'er

Hen til banegården og ventetid

Og så - lidt udsigt fra toget. Kan man ikke sidde ned, må man holde sig godt fast

'Same old story'

Musik skal der til - en blanding af vest og øst vakte stor glæde
 

- og der var mange tilskuere

LØRDAG D. 22. februar

Så sad vi dér igen i tæppehandlerens butik. To år efter. . .

Det var hotelværten, Shiva, der absolut syntes, at vi skulle se hans families butik. Jeg sagde ja til tilbuddet, for hvad var der ellers at lave sådan en regnvåd lørdag? Hele dagen stod det ned i stænger, alt var gråt og vådt, og restauranten var propfyldt med gæster, der skulle spise og drikke te og spise igen. Jeg havde siddet alt for meget ned, så det ville være rart at komme ud og se sig lidt om.

Vi hoppede over vandpytterne efter Shiva. Et par gader væk fra vores hotel viste han os ind i en stor indre gård med balkoner hele vejen rundt i flere etager.

'Der bor min onkel og hans familie,' sagde han. 'Og der bor de folk, der arbejder her.'

Han viste os hen til en shiva-linga – et symbol på frugtbarhed, som næsten enhver familie har en udgave af, og som man kan købe i miniature i mange af shopperne i kvarteret. Den her befinder sig nede i en kælder, som man kun kan kigge ned til. Noget begyndte at dæmre. 'Her har vi været før,' sagde min kæreste. Og ja, verden er lille.

'Oh, I know you,' udbrød den tykke mand, da vi trådte ind i et rum, hvor han sad i skrædderstilling på gulvet omgivet af hylder fyldt med sjaler og tæpper.

Stor gensynsglæde. Jeg spurgte efter Prakash, som var ham, der havde fået os med derhen sidst. Og som var årsag til, at min kæreste fik købt sig et sjal til overpris. . .

Prakash mødte vi for to år siden ved en tebod ved en af ghat'erne. Som de fleste andre spurgte han os, hvor vi kom fra, og vi faldt hurtigt i snak. Han virkede flink og venlig med sit hennarøde hår og meget lange negle på sine to lillefingre. Det var mode, fortalte han senere.

Han havde ikke andet at lave end at holde os med selskab, og vi tilbragte to dage sammen med ham. Vi fik set en hel del af Varanasi, fik forklaret traditioner og levevis og fik hørt lidt om ham selv. Han ville ikke have penge for det. . . Men så var det, at vi endte i hans onkels forretning, og det blev dyrt. Prakash har sikkert fået en god procentdel.

Jeg havde kigget efter ham denne gang uden held, og eftersom jeg ikke bærer nag til ham, har jeg ønsket det bedste for ham. Han havde en kæreste i Frankrig og en drøm om at flytte over til hende.

Han var rejst udenlands, fortalte den tykke – bossen. Som altså var onkel til både Prakash og vores hotelvært. Det er åbenbart en stor familie.

Shiva overlod os i tæppehandlernes varetægt sammen med en ung gut fra Australien, der var nysgerrig og ville se på sjaler til sin kæreste. Og så satte vi os på gulvet, mens vi fik vist det ene sjal efter det andet – silke, kashmir, yakuld og pashmina, mens vi ventede på teen, der var meget speciel – nemlig fra Darjeeling, og det varede en evighed, før den kom. Så der var tid til at se mange sjaler.

Vi skulle ikke have noget – jeg har set et pænt sjal et andet sted, og det vil jeg have. Meeeen min kæreste faldt alligevel for ét.

'4800 rupees,' sagde manden.

Jeg bød to, og jeg holdt fast. Næh, det var ikke hans pris.

'Give me your best price,' sagde han. Det var virkelig god kvalitet. Ikke noget syntetisk overhovedet.

Jeg havde givet ham min bedste pris, sagde jeg. Han rystede på hovedet.

Den unge australier købte to små silketørklæder. Fik dem lagt i en pose og betalte.

'Your best price?' gentog manden så og kiggede på mig.

Jeg trak på skuldrene.

Han begyndte at lægge det lækre – (det er virkeligt fint og blød og meget lækket) – tørklæde sammen.

'Ok, 2000,' sagde han og så meget bedrøvet ud. Men som gammel kunde skulle jeg få det trods den meget lave pris. 'If you happy, me happy,' sluttede han.

Vi tog hjertelig afsked med den tykke onkel, så en helt dårlig handel kan det ikke være.

'See you next year,' sagde jeg.

Mon ikke vi begge to grinede lidt. Hvem blev mon snydt mest?

Jeg er alligevel lidt stolt af mig selv, selvom jeg måske kunne have fået sjalet endnu billigere. Men denne gang ærgrer jeg mig ikke, som jeg gjorde sidst. Og nu kan kæresten varme sig i dejligt yakuld af bedste kvalitet. . .

PS: da vi kom ned i receptionen på vores hotel senere, løb vi på Shiva, der straks spurgte, om vi havde købt noget. Vi viste ham tørklædet.

'Oh, very high quality,' sagde han overbevisende. This must be 5-6000 rupees.'

SØNDAG AFTEN. . . 

Solen er gået ned over Ganges, og stjernerne blinker. Lyden af musik og stemmer strømmer op til os nede fra byen, og fårekyllingerne synger. Om lidt bliver der helt stille, som der kun kan være om natten i Varanasi. Folk går tidligt til ro. Nogle har allerede lagt sig med et tæppe helt op over hovedet på stenbænkene i de smalle gyder. De fleste butikker har rullet jernskodderne ned. Kun mælkemanden og den lille bod med vand og kiks har åbent endnu.

Vi har sagt farvel til Anshu og hans bror henne i 'bageriet', hvor vi snart er blevet stamkunder.

Men i morgen pakker vi og tager videre til Kolkata. Togbilletterne er købt og printet ud, flybilletten tilbage til Delhi den 3. marts ligeså.

Udvalget er stort. Det er bare om at vælge

Det ville være dejligt, hvis det blev sådan,  men det kommer til at vare længe!

Et bad i floden blev det ikke til, men et lille lys fik jeg sendt af sted med alle gode ønsker

Moder Ganges tager imod dine bønner. . . Mange lys og blomster bliver sendt af sted hver dag

Tanker og oplevelser en fredag i Varanasi

De to franske midaldrende herrer har fået lavet en rød plet midt i panden som en anden hindu. Det er der mange, der har, og de tager dem sikkert af, når de tager hjem. Hollænderen har et par fine blå similisten klistret i panden, og den lille russiske unge pige på restauranten havde anskaffet sig en sari. Selv spiser jeg chapati og naanbrød, jeg elsker thali og masala dosi, og måske køber jeg en ankelkæde med små bjælder. Så kan min kæreste altid høre, hvor jeg er. . .

Vi kan lege lidt, at vi er indere, tage det til os, vi kan lide og lade resten ligge. For der er meget at lade ligge.

Hvem gider for eksempel lege tigger og gå rundt med en blikskål og bede turisterne om penge. Eller måske være rorskarl og ro folk op og ned ad floden for småpenge? Eller lege spedalsk? Jeg læste for nylig i avisen, at der i løbet af få måneder sidste år var registreret godt tolvtusind nye tilfælde i Indien. Det er sikkert kun en lille del af virkeligheden, for spedalskhed er en sygdom fyldt med skyld og skam, og mange af de ramte gemmer sig.

Og hvem har lyst til at lege fattig enlig mor til to småpiger og sende dem ud for at sælge blomster til turisterne i stedet for at lade dem gå i skole? Eller gå rundt med et lille barn på hoften og tigge om penge til mælk at komme i sutteflasken? Eller hvad med at gå rundt som sadhu med en madspand og om natten sove på en stenbænk i en tunnel under husene?

Varanasi er en herlig og spændende by, men den er stor og med mange fattige. Omkring 41 procent af alle familier lever i en økonomisk umulig situation med en indtægt på 20-25.000 rupees om måneden (del med godt 10!), der ofte tvinger dem til at sende deres børn ud og tjene penge i stedet for at sende dem i skole. En 'tradition', der er givet videre fra generation til generation.

Kastesystemet, som har eksisteret i hundredevis af år, skulle i princippet være udryddet, men der er stadig folk, der anses for ikke at være værd at røre ved. . . For eksempel dem, der passer ligbålene, hører til den socialt laveste gruppe.

Jeg er taknemmelig for at bo i Danmark. . . Selvom jeg ikke har hjemve.

Mor sidder og sludrer, mens hendes småpiger går rundt og sælger blomster til turisterne. 'Oh, please - buy flowers!'

Vores ven sadhu'en har netop redt op til natten nede i tunellen mellem gyderne og en ghat - (trapper ned til floden). Jeg sneg mig til at fotografere. . . 

Nogle har dog et arbejde, selvom de mangler en hånd. . . Mig på cykelrickshaw på vej hjem til Anshu

Der bliver gjort mange ting for at bryde den dårlige spiral. Der er masser af forskellige projekter med fundraisere og frivillige arbejdere. Gratis skole for 4 til 10 årige børn. Projekter, der støtter kvinder i at lave håndarbejde og sælge det for dem.

Jeg har besøgt et par af stederne. Det ene er en forretning ved den sidste ghat – den hedder 'Open Hand'. En skøn forretning med en café, der sælger rigtig kaffe og lækre kager, der er frit wifi, og man kan få forskellig former for behandling – plus købe kvalitetsting lavet af indiske kvinder. Det er mest europæere, der kommer her, der er faste priser, ingen, der forsøger at prakke én noget på, og man kan gå rundt og kigge i fred. Det er helt rart – og helt ualmindeligt.

Et lignende sted er 'The Brown Bread Bakery', hvor de ansatte har ordentlige forhold med ok løn og sygesikring. Der hører et skoleprojekt til stedet med gratis undervisning for både børn og forældre. Selve 'bageriet' ligger i et fireetageshus i et af de smalle stræder. På de første to etager er der forretning med tøj, tørklæder, smykker som alle andre steder – bare i en bedre kvalitet end så meget andet. Og der bliver solgt delikatesser, fremstillet af lokale kvinder.

På tredje sal er der restaurant, hvor man sidder på puder på gulvet, spiser lækker mad og lytter til levende musik hver aften.

Det var her, vi mødte Anshu første gang, vi var her i 2012, og vi faldt begge to både for hans musik og ham selv. Han er et rart menneske og en fænomenal musiker. Vokset op i en familie med lutter tabla-spillere. Selv begyndte han som tre-årig at spille sarod – et meget smukt strengeinstrument, der er lavet af kobber og træ. Hele hans liv er musik. Han underviser, han optræder, og hvert år tager han til forskellige lande i Europa og spiller. Dog har han ikke været i Danmark endnu. Det skal nok komme.

Gensynet med Varanasi blev også et glædeligt gensyn Anshu. Vi havde aftalt at møde ham på 'bageriet' vores anden aften her, og han tog imod os med åbne arme. Det var dejligt at snakke med ham igen og skønt at høre hans musik. Han spiller på skift sammen med sine to brødre, der begge spiller tablas. De er ligeså formidable som han er, og jeg nyder bare at sidde og drømme, mens jeg lytter.

'I rejser ikke, før I har været på besøg hos mig,' sagde Anshu til os den første aften.

Det var en aftale, og fredag mødtes vi ved rundkørslen, hvor trafikken er et stort uoverskueligt virvar for alle andre end inderne selv. De har deres eget system til at finde ind og ud mellem hinanden – biler, tuktuk'er, motorcykler og cykelrickshaws dytter, trutter, ringler, mens politibetjentene blæser i deres fløjte. Jeg bliver lidt stresset, må jeg indrømme – og jeg er glad, hver gang jeg er kommet over på den modsatte side af gaden i god behold.

Anshu hyrede en cykelrickshaw til os, og med ham foran på motorcykel blev vi kørt gennem trængslen til en lidt mere fredelig bydel.

Vi blev budt velkomne af Anshu's mor og svigerinde, der trak sig tilbage, så snart de havde serveret chai og frokost for os. Bønnesalat og den bedste dhal, jeg har fået endnu. Så sad vi der i sofaen, hvor far og bedstefar holdt øje med os fra deres billeder på væggen, og snakkede, kiggede i scrapbogen og spillede lidt. Men jeg var ked af, at jeg kun fik vekslet ganske få ord med moren. Det er ikke nemt at komme til at tale med kvinderne her. De færreste kan ret meget engelsk, og der er så meget, jeg er nysgerrig efter at få at vide. Jeg er nødt til at få lært noget mere af det sprog, der bliver kaldt gudernes sprog, og som bliver talt af næsten 500 millioner mennesker. Der skulle være nogen at øve sig på. . . 

Men en hyggelig eftermiddag var det. Godt at have en ven her – og jeg er sikker på, at vi kommer til at ses igen. Og i aften skal vi hen på 'bageriet' igen og høre et par raga'er eller tre.

Det må snart være min chai nummer 200 eller mere?! Her serveret på den gammeldags måde i engangskrus af ler. . . 

Venter på kunder. . . 

En af de mere farverige ghat'er

Her kan man lige se et glimt af brændestablerne og bålene, som man ikke skal tage billeder af. Men her er vi på vandet, så det går. . . 

Heldig er den, der dør i Varanasi

Varanasi er byen, hvor ligbålene brænder døgnet rundt, hvor hinduerne vasker sig rene for deres synder i floden, hvor køerne går rundt i de smalle gyder, og de handlende har hård konkurrence.

Fra vores lille altan, der er lukket af med gitter, så aberne ikke kan komme ind på værelset og hugge vores ting, har jeg en fantastisk udsigt. Vi bor højt over byen, og jeg kan se hen over tagterrasserne, hvor kvinderne vasker op, renser ris og grøntsager til middagen og hænger tøj til tørre, mens børnene leger, græder, bliver trøstet, vasket, lullet til ro.

Jeg kan se floden, hvor små robåde sejler frem og tilbage hele dagen med turister, der vil se ghat'ene fra vandet eller med indere, der skal over på den modsatte bred og lave deres puja'er – ritualer. Jeg kan høre lyden fra deres små trommer på lang afstand.

Sidst på dagen, når tusmørket falder på, er der rigtig mange både. Små lys i skåle fyldt med gule blomster bliver sat i vandet, og de skinner som små stjerner derude. Imens kan jeg lytte til larmen fra den store puja – trommerne, hornene, folks råb – og jeg kan lugte røgen fra bålene ikke så langt fra vores hotel.

Heldig er den, der dør i Varanasi, for gør man det, er man sikker på en plads i hinduernes paradis.

Man bliver mindet om sin egen dødelighed her i byen. De store brændestabler er ikke til at tage fejl af, og lugten fra bålene er tung og kvalm. Passerer man forbi den store ghat, kan man se, hvor travlt ligbrænderne har, og måske får man et glimt af et lig, der endnu ikke er helt brændt. Men vi skal endelig ikke tage billeder, så får vi ballade.

Jeg stjæler mig til et glimt.

Den døde bliver vasket og smurt ind i æteriske olier derhjemme, og hyllet i gult og orange silke bliver han eller hun ført gennem byen på en båre lavet af bambusrør omviklet med bananpalmeblade. Et optog følger den døde på den sidste rejse. Kun mænd er det, for de græder ikke ligesom kvinderne, der må blive hjemme. De råber højt: 'Ram, ram - guds navn er sandt', så alle flytter sig og lader dem komme frem i de smalle gyder. Forrest går brændemanden med sin cykel læsset med brænde, der nøje bliver vejet af på en kæmpe vægt. Brænde er dyrt, især sandeltræ, som kun de rigeste har råd til, og der skal være akkurat nok til liget. Hverken mere eller mindre.

Nede ved floden bliver brændet lagt til rette med den døde ovenpå og mere brænde over sig. Så bliver der sat ild til. Den får hurtigt fat i ligklæderne, og det ryger og slår gnister.

Flere bål er i gang. Der dør altid nogen. . .

Asken bliver hældt i floden fra en af bådene, og så er den døde på vej til det sted, alle hinduer ønsker at havne. Derfor har maharaja'erne fra hele Indien bygget paladser langs med floden for at have et godt sted at dø.

Det har været en utrolig flot by engang. Nu er pragten falmet og forfaldet, og jeg kan kun fantasere mig til, hvordan det har været, og med tanken om min egen død nyde dagen i dag. .  . 

Her er stadig utrolig livligt, farverigt og fornøjeligt, og her er masser at se på.

Langs floden er de mange ghats – brede trapper - , der fører ned til vandet.

I går gik vi en lang tur helt hen til den sidste ghat, dér, hvor floden Assi løber sammen med Ganges.

Der er så meget at kigge på. Masser af billeder at tage.

Mændene, der sæber sig ind og hopper i floden. Ham, der jager sine bøfler i floden og vasker dem. Dem, der vasker tøj og hænger det til tørre på mure og rækværk eller breder det ud på de sammenstyrtede ghat'er.

Der er sadhu'erne, der går rundt i deres safranfarvede gevandter med en madspand i den ene hånd og en stok i den anden. Tigger måske eller nøjes med at hilse på os. Beder om at blive fotograferet for derpå at kræve nogle rupees. Eller de ligger og sover på trappetrinene i solen.

Der er sadhu'en, der sidder og ryger en beedee – en lille meget tynd cigaret. Jeg forsøger meget diskret at tage et billede af ham uden held, for han bliver ved med at kigge på mig. Jeg undrer mig over, hvad han har i de lerpotter, han har stående foran sig. Det finder jeg snart ud af, da han ser smilende op på mig, mens han hiver det stof af, der dækker den ene. . . En halvstor dreng tager en slange op af den, og jeg løber straks fem meter væk.

'No problem,' råber manden efter mig.

Så åbner han den næste krukke, og en større slange stikker hovedet op.

'Bvadr,' siger jeg og giver mig til at fotografere på tryg afstand. Tak for zoom'en. . .

'Boa no bite,' råber han til mig.

Godt med ham. Jeg bliver aldrig ven med en slange. . .

De bider ikke, slangerne, påstår han, men jeg skal ikke for tæt på. . . 

Der er alle de andre turister, for Varanasi har en stor tiltrækningskraft. Her er tyskere, englændere, japanere, russere og franskmænd. Unge og ældre. Nogle med filtret hår og hippietøj, som om 70'erne ikke er overstået.

Jeg kan nogle gange føle mig som den eneste turist, og så lige pludselig på en trappe møder vi en flok andre, der sidder og kigger ud og vandet. Eller møder dem på en café. . .

'Hello, ma'm, hello sir, you want boat,' råber bådmændene efter os.

Jeg har lært at sige: 'Jeg skal ikke have noget' på hindi. Det har jeg klaret mig ret godt med.

'Good hindi,' siger folk til mig og griner, men for det meste forstår de, hvad jeg mener, og jeg kan gå videre i fred. Indtil den næste kommer og spørger, om jeg ikke vil ud og sejle en tur eller se hans shop.

Når vi går væk fra floden, ligger husene tæt, klistret sammen, og en labyrint af snævre gyder og stræder – nogle af dem overdækkede - fører igennem byen. Det er nemt at fare vild, men efterhånden kan jeg finde rundt. Det svære er både at balancere uden om kolortene og alt det andet skidt, finde den rigtige vej, samtidig med at man skal kigge på alle de spændende ting.

Der er masser af butikker med sjaler og tørklæder, smykker og sten, figurer, tøj, sengetæpper, puder, blomster og så igen sjaler og tørklæder. . . Ikke kun billigt tingeltangel. Det er det første sted, jeg har haft lyst til at købe noget – og gjort det, men rygsækken giver ikke meget plads til at shoppe amokka. . .

En af de store både bliver ordnet og repareret - nogle arbejder hårdere end andre

Ikke en dag uden en sadhu 

På vej hjemad i robåd. . . 

TIRSDAG d. 18. februar

Nu ved jeg næsten, hvordan det er at sove på en banegård. Det er der jo mange, der gør her i Indien hver nat, så jeg skal ikke klage. Bare konstatere, at jeg højst har fået et par timers søvn i nat. Resten af tiden har jeg ligget og forsøgt at slappe en lille smule af til lyden af dyttende biler, tudende tog og damen, der i højttaleren gentager hvert halve minut: 'May I have your attention, please. Tog til xxx afgår fra spor 3 om få minutter.' Og så var der også lige den underlige konstante hyletone på selve hotellet. Man skal ikke tage til Indien for at få fred og ro.

Hotellerne ligger på stribe lige over for banegården, og vi tog et tilfældigt af dem. Fik et værelse på tredjesal til 650 rupees. Ikke særlig rent, kun koldt vand, halvklamt sengetøj, men hvad – vi skulle kun overnatte, og hvad kan man forlange til den pris?

Til gengæld blev togturen rar. Der var ikke ret mange mennesker med toget, så vi havde en hel kupé for os selv. Jeg fik indhentet lidt af min tabte søvn, fik tænkt over stort og småt, hvilket er ret svært, når der er meget larm omkring én. Og så fik jeg skrevet. . .

I Sarnath – vores næstsidste station – holdt vi i lang tid. Jeg var lige ude og mærke den varme luft og mindes vores sidste besøg der. Et dejligt og fredeligt sted er det. Der hvor Buddha for længe siden holdt sin første 'tale', og vi boede hos mister Jain. En meget venlig mand. Måske tager vi dertil en af dagene og hilser på ham.

Lige nu sidder jeg på 'roof-top-terrassen med udsigt over Ganges. Solen går ned. Små både i massevis sejler rundt, og nu begynder den store, daglige puja. Der messes, ringes med klokker, tudes i horn. Små skåle lavet af tørrede blade og fyldt med lys og blomster bliver sendt ud på vandet, mens drengene flyver med deres drager. . .

Tilføj billedtekst

Nedtur i Nepal. . .

Søndag den 16. februar

Jeg havde glædet mig til at komme til Nepal, men nu glæder jeg mig bare til at komme herfra. Jeg var ved at falde for fristelsen til at tage til Pokhara eller Kathmandu, men valgte det heldigvis fra. Har lige hørt, at et fly på vej til Pokhara er meldt savnet. Det kunne have været os – pyhha! Måske var nogle af de andre rygsækrejsende, vi mødte ved grænsen, med flyet. Der var mange, der skulle op i bjergene.

Sidder her på vores kolde værelse og kigger ud på regnen. Vejret er forrykt, hvad de også siger på BBC, som vi er så heldige at kunne se her, når der ellers er 'rigtig' strøm. Det nyder vi, så længe det varer. Lige pludselig slukker det nemlig. . .

I de sidste dage har der været voldsom regn i Nordindien og Nepal, og det fortsætter noget tid endnu. Driver østover til Bangla Desh, ned ad østkysten i Indien, og helt nede i Cennai kan de forvente regn. Det vil sige, at Kalkata, hvor vi har talt om at tage til, også bliver ramt.

Vi må finde ud af det, når vi kommer til Varanasi. Der er forhåbentlig bedre vejr, og der er internet.

Men nu kan jeg altså sætte endnu et kryds på verdenskortet og sige, at jeg har været i Lumbini, og jeg har set Buddha's fødested. Det ligger inde i en meget stor park, som hollænderen, vi sludrede med i aftes nede på 'Restaurant Buddha', kaldte for 'Disneyland'.

'Bare vent til om tyve år,' sagde han. 'Så er det én stor forlystelsespark.'

Jeg forstår godt, hvad han mener.

Udenfor parken er der boder med bedekranse, buddhafigurer i mange afskygninger og andre souvenirs, og cykelrickshaw'ene holder parkeret på en lang række og venter på passagerer. Indenfor er der templer for alle de buddhistiske samfund: Sri Lanka, Thailand, Vietnam, Korea og Malaysia. I det første blev vi modtaget af en venlig munk, der påstod, at han var 'sotapanna' (en, der er oplyst). Det var vist pral. . .

Thailand er ved at udvide. Cambodia er ved at få bygget et kæmpe tempel, og flere er på vej. Jeg så mindst tre meditationscentre og et par klostre – og der er plads til mange flere.

Indgangen til parken er gratis, men i templerne står der altid en bøsse til donationer, hvis man skulle føle trang.

Så er der et stort museum med billeder fra de vigtige buddhasteder, som vi efterhånden har set nogle stykker af, buddhafigurer og andre. For enden af bygningen er der fire store tibetanske bedemøller. Jeg satte et par af dem i gang og sendte et par fromme ønsker af sted. Det kan vel ikke skade, selvom det måske ikke er det, man bruger dem til.

fint anlagt område med en lang kanal med brede stier på hver side. For den ene ende er der en stor stupa, og for den anden ende er Buddha's fødested.

I et anfald af optimisme havde vi taget en cykelrickshaw og var startet med at se templerne. Solen var kommet frem lidt op ad formiddagen, og det var hurtigt blevet lunt. Men da vi nærmede os det vigtigste – 'The birthplace of Lord Buddha' – var himlen truende sort. Vores cykelchauffør gav mig sin paraply og lovede at vente på os på den anden side.

De første store, tunge dråber begyndte at falde, da vi kom ud fra de udgravningerne af ruinerne fra Buddha's fars kongeslot efter en meeeget hurtig rundgang. Og mens dråberne blev til en meget voldsom byge, og lyn og tordenskrald kom nærmere, løb vi efter chaufføren og satte os op på cyklen.

Vi var gennemblødte, da vi ankom til vores hotel.

Jeg havde helt ondt af chaufføren, da han efter at have slubret en varm kop te i sig, begav sig ud i regnen med sin paraply og trækkende på sin cykel.

Nu – et par timer senere – skinner solen ind af vinduet, mens regnen stadig siler ned. Og for foden af Himmalayabjergene ligger der en skat, som jeg vil hente i morgen, for der ender regnbuen.

*       *       *

Aldrig har jeg været så lettet over at sige farvel til en chauffør, som jeg var, da vi lige før solnedgang mandag aften nåede frem til Gorakhpur og blev sat af foran banegården.

Det var den 17. - en 'otter-dag', som min kæreste sagde fra morgenstunden. Sådan en dag, hvor Saturn hersker, og det kan betyde forsinkelser og besvær.

Og jeg skal lige love for at vi fik begge dele.

Nepal havde været en skuffelse især på grund af vejret, som til gengæld også var vores held. Det fik os fra at tage længere nordpå, og det var jeg glad for, da jeg hørte, at det savnede fly, der havde været på vej til Pokhara, var styrtet ned. Alle 18 ombordværende – deriblandt en dansker - var dræbt. Det sker nu og da oppe i bjergene, når der er dårligt sigte. Og det var der den weekend.

Derudover var alting forkert. Hotellet var ikke det, vores mand i røverkulen Sonouli havde lovet os. 'Ohh, much better than this,' havde han sagt, mens han pegede over på den modsatte side af gaden, hvor vi havde overnattet.

Chaufføren, der kørte os til Lumbini, kunne ikke finde noget hotel med det navn, vi havde fået, så han satte os af på et andet. Da hotelværten fik vores seddel med navnet på, sagde han bare, at vores mand havde misforstået det. Og den hoppede vi på.

Havde det ikke styrtregnet søndag, var vi flyttet, for den dag myldrede det ind med unge indere, der var på druktur i Lumbini – af alle steder! hvem har hørt om party i Lumbini? - og de kom buldrende hjem og smadrede glas midt om natten og vågnede ret tidligt næste morgen og var i højt humør, sang og råbte. Dem om det – det gik bare ud over min nattesøvn.

Der var næsten ingen strøm, og det wifi, jeg var blevet lovet, eksisterede ikke. Så snart solen gik ned, blev der buldermørkt, så igen takkede jeg for professorens lommelygte. Den og månen hjalp os til at finde frem og tilbage ad vores morads af en vej fyldt med mudder og store vandpytter, når vi skulle hen og spise på 'Restaurant Lotus'. Og vores kindle'r blev også værdsat i den grad! De gjorde, at vi kunne læse selv i mørke.

Alt blev vådt og klamt, og ingenting kunne tørre. Der var koldt på værelset og kun koldt vand i hanen.

Den rene jammer!

Som canadieren, vi sludrede med over morgenmaden den sidste dag, sagde: 'Jeg kysser jorden under mine fødder, når jeg kommer hjem til mit eget, hvor alting fungerer.'

Han var et af de oplivende momenter. En midaldrende herre, der arbejder tre-fire måneder om året og ellers rejser for resten. Hans liste over lande, han skulle besøge, var meget lang. Lige nu var det Nepal – dog skulle han ikke op på Mount Everest. Han havde været halvvejs oppe, og der var minus tolv grader om natten, så han var glad for sit tøj lavet af yakokseuld. Men han havde haft den smukkeste udsigt til Himmalayabjergene, så det havde været det hele værd. . . Bare det var mig! Drømmen lever stadig.

Den unge kineser, der kom og satte sig hos os, skulle lige hen og se Buddha's fødested, før han skulle videre på trekking. Men han havde de rigtige støvler – jeg har kun mine teva-sandaler, og det er langtfra nok.

Han så beundrende på mit store sjal, som jeg sad pakket ind i for nogenlunde at holde varmen. Jeg købte det for to år siden i Mysore, og det er så smukt – og så er det praktisk. Fin tynd uld med håndbroderede borter. Har ikke set et mage til.

Sådan et ville han købe til sin mor, sagde han. For ens mor er det vigtigste menneske i hele verden, og hende skal man passe godt på. Hans mor var 52 år og talte allerede om, hvordan det skulle gå hende, når hun blev gammel. Tænk hvis han, hendes søn flyttede til Shanghaj og dermed væk fra hende. . .

Vi skiltes, og vi gik hen for at pakke sammen og vente på taxaen.

Kom endelig tilbage til Indien og ind på rejsebureauet til 'vores mand', der skulle have skældud. Over hotellet. Over den pris, han havde taget for vores pakke-tur. Men først skulle vi have vores togbilletter, hvilket tog sin tid, for nettet var meeeget langsomt, men det lykkedes. Og så ville vi godt lige have en forklaring på, hvordan billetterne kunne blive så dyre?

Manden blev sur og gav os en sang fra de varme lande.

Er der noget, inderne ikke kan lide, er det at blive kaldt 'snyder'. Så bliver de sure og kommer med alle mulige forklaringer, og det er de ret gode til. Vi kom heller ikke nogen vegne med ham her, så vi tog billetterne, sikrede os, at de var rigtige, og så ventede vi på at blive kørt videre.

Vi satte os ind i taxaen, en stor af slagsen med plads til mange, men med lovning på, at der ikke kom andre passagerer end os.

En fyr fra bureau'et skulle med. Jeg spurgte hvorfor og fik en mærkelig forklaring, jeg ikke fattede et ord af.

Jeg var ikke særlig godt tilpas, og det blev ikke bedre, da vi et stykke uden for byen holdt ind til siden. Her kom en anden fyr hen til bilen og stak hovedet ind gennem det nedrullede vindue.

'Give me simcard,' sagde han.

Min kæreste fandt simkortet frem og gav ham. Fyren stak hånden ind af vinduet.

'600 rupees,' sagde han og så meget sur ud.

'For hvad?'

'600 rupees charge,' sagde han endnu mere surt.

Min kæreste var vred. Vi havde fået et nepalesisk simkort af 'vores mand'. Det kunne vi bare låne, havde han sagt, så vi havde taget det med, selvom vi ikke regnede med at bruge det. Og det gjorde vi heller ikke – og kunne heller ikke, fordi det ikke virkede.

'Du får ingen penge,' sagde min kæreste til fyren, der efter en del palaver med de andre gik hen og satte sig op bag på en ventende motorcykel, og de kørte tilbage mod byen. Den første fyr blev siddende på forsædet, da vi kørte et lille stykke for endnu en gang at holde ind til siden. Min mave roterede.

'Hvad sker der?' spurgte jeg.

'Hvor meget har min boss givet jer tilbage?' spurgte han på dårligt engelsk.

'Ingenting,' svarede vi måbende. Fattede stadig ingenting.

Jeg troede først, at han var på vores side, men det var han ikke. Nu begyndte han også at snakke om 600 rupees. Min kæreste var rød i hovedet af raseri, og jeg var ved at dø af skræk. Forestillede mig alt muligt om, hvad de kunne finde på. Jeg så mig om – der var selvfølgelig ikke en betjent i nærheden. Jeg tænkte på, hvad mr. Sarnath på vores guesthouse i Sravasti havde sagt om sine landsmænd: 'They are not violent, but they will always cheat you.' Så jeg kunne være helt tryg, tilføjede han, for politiet ville altid hjælpe en udlænding, hvis der var nogen problemer.

Så dumme var de ikke at holde ind, hvor jeg kunne få hjælp.

Jeg tog min pung op.

'Jeg betaler,' insisterede jeg. 'Lad os blive fri for ham.'

'Han skal ikke have nogen penge,' sagde min kæreste, og det havde han ret i. Jeg var bare utryg. Hellere betale mig fra det.

Jeg gav fyren mine sidste to 500-sedler.

'No change?' spurgte han stadig ret så uvenligt.

Det føltes som meeeget lang tid, mens min kæreste meget modstræbende vekslede den ene seddel til 100- sedler, men endelig fik fyren sine 600. Stak dem i lommen, så skummelt på os og gik.

'Now Gorakhpur,' sagde jeg til chaufføren, der ikke kunne et ord engelsk. Han nikkede og startede bilen.

Det føltes som en evighed, før vi endelig nåede frem

Over grænsen til Nepal

Jeg fik da set Himmalayas på afstand. . . WOUW!

. 

Et billigt grin kan man altid få - og en cykelrickshaw for 200 rupees

Ved Buddha's fødested i Lumbini, før tordenvejret brager løs

ADVARSEL:

Lad være med at bede et rejsebureau om at ordne din rejse. Gør det selv. . . Nu er vi hoppet på krogen to gange på den her tur. Først i Delhi, så i Sonouli. Dumt og ærgerligt, men det var svært at undgå. Uden en internetforbindelse er det ikke nemt at finde ud af noget som helst.

Men så skal man jo heller ikke græde over spildt mælk. Det gør jeg lidt – for det værste var, at jeg mistede min super gode jakke, som jeg havde købt på udsalg på Gammel Kongevej til rejsen. Nu er der en eller anden røvers kone, som går rundt med den på. ØV!

På vej til Nepal

FREDAG den 14. februar

Tænk at man kan gå rundt i mudder og pløre og være glad. Men det kan jeg. . .

Det har regnet det meste af dagen. Det lagde op til det allerede i går, da vi sad i parken i Sravasti – jeg med computeren på skødet – himlen blev helt grå, og vejrudsigten på dmi sagde 'regn og torden'. Jeg troede ikke, at det kunne regne i Indien andet end i regntiden. Og nej, det mente hotelværten heller ikke, at det kunne. 'Nej, det regner ikke på den her årstid,' sagde han, da vi fortalte ham, at det ville blive regnvejr. Men jo, vejret er ikke, hvad det har været.

I taxa'en på vej gennem Balrampur, hvor vi prøvede tre forskellige ATM'er uden at få en rupee ud af det, begyndte det at dryppe, og ude på den hullede landevej gav det sig til at styrtøsregne. Pytterne fra nattens regn blev større, vejen blev sølet, og jeg fik mange fantasier om, at vi skred ned i grøften, som på lange strækninger, var temmelig dybe, eller at vi kørte fast i mudder og ikke kunne komme videre. Men bilen var god, chaufføren ligeså, og vi kom frem uden uheld. Det var ellers en af de ture, der er værd at skrive hjem om. Seks timer på bagsædet af en taxa uden sikkerhedsseler, en meget dårlig vej og meget dårligt vejr. Det er anstrengende. Og når jeg siger 'dårlig vej', er det ingen overdrivelse. Jeg har aldrig set en vej med så mange huller. Den var meget værre end sidst.

'Rain no problem,' sagde chaufføren, selvom himmel og jord stod i ét. Dem i oksekærrerne med læs af sukkerrør havde lavet en slags kræmmerhus af et bundt rør og taget over hovedet. Andre gik med et stort stykke plastik over sig. Havde svøbt deres sjal om sig. Eller de var krøbet i ly i de små teboder og skure langs vejen. 'Car good. Road no good. Road problem,' fortsatte chaufføren og forklarede, at bankerne tog alle pengene, så der ikke var råd til at lave vejene.

Nogle få steder var der noget vejarbejde i gang. På et skilt stod der advarende til trafikanterne: 'GO SLOW. MENS ON WORK.'

Der var ikke et øje at se, men det var selvfølgelig ikke vejr til at arbejde udendørs.

På nogle få strækninger var vejen fin, og så speedede chaufføren op. Han kunne de sædvanlige overhalinger, hvor man når ind foran den næste bil, et sekund før man bliver snittet af den modkørende. Jeg er blevet bedre til at trække vejret roligt i de situationer, men jeg er nu meget lettet, når jeg kan stige ud af bilen i god behold, må jeg indrømme.

Nu bor vi femhundrede meter fra Nepals grænse. På et hotel som det i Sravasti – bare til en lidt lavere pris. Et stort og meget grimt hotel, som de kalder 'bungalow', selvom der er tre etager. Der er en meget mærkelig forhal, stor og kold, og da vi ankom, sad der en venlig mand i receptionen og lyste med en lommelygte i bogen, som vi skulle skrive os ind i. Der var strømsvigt, og generatoren, der bliver brugt i nødsituationer, ville først gå i gang senere. Derfor var der buldermørkt. . .

Hovedgaden var et stort opkørt pløre med en lille flod på hver side. Et mylder af kørende og gående kæmpede om at komme frem uden at få våde sokker. Her og der var der lagt murbrokker eller et par plastikkasser ud i vandet, så man kunne komme nogenlunde tørskoet over 'vandet'.

Vi ville bare lige hen og kigge ind i det forjættede land. Nepal.

'Tag med mig til Itsi Bitsi. Vejen er brolagt med rågummisåler. . .Vi skal til lamabal. . . Tag med mig til Nepal. . . ' (En sang, 'Steppeulvene' lavede engang for længe siden)

Frisk frugt og søde sukkerklumper - 10 rupees for en appelsin

Jordnøddesælgeren i Sonouli

I mudder og pløre - alle skal frem alligevel

Sidste skrig inden for damemode i Sonouli

Taler vel for sig selv?!

Tredive meter fra grænseovergangen blev vi stoppet af en grænsebetjent, der skulle kontrollere vores pas. Om vi havde visum? Næh, det havde vi ikke, så vi måtte hellere vente med at kigge indenfor.

En anden fyr greb fat i os og viste os over til en forretning, hvor vi kunne veksle penge. De gav os en rigtig god pris, sagde han. Gebyret var ganske vist højt, og da vi protesterede, fik vi det lidt ned. Og så fik vi fortalt og forklaret om regler og regulationer vedrørende indrejse i Nepal. Vi skal opholde os minimum én nat derinde. Betale 25 dollars per person. Det kunne vekselmanden også hjælpe os med. 'Giv mig hundrede euro, jeg giver dig 50 dollars og resten i nepalesiske rupees. I skal bruge penge derinde til hotel og mad.'

Og i øvrigt – hvis vi kun vil være en dag i Nepal, bare se Lumbini og så tilbage til Indien, kan vi lave en speciel aftale med grænsebetjenten, fik vi at vide. Regler er til for at blive brudt.

'Sørg for at lære reglerne nøje at kende, så kan du bedre bryde dem,' siger Dalai Lama.

Det ville vi lige tænke over, sagde vi, og så balancerede vi gennem mudderet tilbage mod hotellet. Fik et par samosa'er hos Gunjit – en halvstor pige, som stod for serveringen i sin fars lille bod. Købte kiks til aftenteen for en femmer, og gik ind på internetcaféen, der samtidig er rejsebureau, for at få hjælp til at komme videre.

Men den unge fyr, der sad der, kunne kun tre ord på engelsk, og de rakte ikke ret langt. 'Boss, Nepal,' sagde han. Så gik vi hjem med uforrettet sag. . .

I morgen er der atter en dag, og vi må se, hvad vi finder på. Vores hotelvært, der serverede aftensmad til os på værelset, kunne ikke fortælle, om det bliver regnvejr igen. 'It is natural, ma'm,' sagde han og grinede. Det er ikke ham, der bestemmer vejrudsigten.