På vej til Nepal

FREDAG den 14. februar

Tænk at man kan gå rundt i mudder og pløre og være glad. Men det kan jeg. . .

Det har regnet det meste af dagen. Det lagde op til det allerede i går, da vi sad i parken i Sravasti – jeg med computeren på skødet – himlen blev helt grå, og vejrudsigten på dmi sagde 'regn og torden'. Jeg troede ikke, at det kunne regne i Indien andet end i regntiden. Og nej, det mente hotelværten heller ikke, at det kunne. 'Nej, det regner ikke på den her årstid,' sagde han, da vi fortalte ham, at det ville blive regnvejr. Men jo, vejret er ikke, hvad det har været.

I taxa'en på vej gennem Balrampur, hvor vi prøvede tre forskellige ATM'er uden at få en rupee ud af det, begyndte det at dryppe, og ude på den hullede landevej gav det sig til at styrtøsregne. Pytterne fra nattens regn blev større, vejen blev sølet, og jeg fik mange fantasier om, at vi skred ned i grøften, som på lange strækninger, var temmelig dybe, eller at vi kørte fast i mudder og ikke kunne komme videre. Men bilen var god, chaufføren ligeså, og vi kom frem uden uheld. Det var ellers en af de ture, der er værd at skrive hjem om. Seks timer på bagsædet af en taxa uden sikkerhedsseler, en meget dårlig vej og meget dårligt vejr. Det er anstrengende. Og når jeg siger 'dårlig vej', er det ingen overdrivelse. Jeg har aldrig set en vej med så mange huller. Den var meget værre end sidst.

'Rain no problem,' sagde chaufføren, selvom himmel og jord stod i ét. Dem i oksekærrerne med læs af sukkerrør havde lavet en slags kræmmerhus af et bundt rør og taget over hovedet. Andre gik med et stort stykke plastik over sig. Havde svøbt deres sjal om sig. Eller de var krøbet i ly i de små teboder og skure langs vejen. 'Car good. Road no good. Road problem,' fortsatte chaufføren og forklarede, at bankerne tog alle pengene, så der ikke var råd til at lave vejene.

Nogle få steder var der noget vejarbejde i gang. På et skilt stod der advarende til trafikanterne: 'GO SLOW. MENS ON WORK.'

Der var ikke et øje at se, men det var selvfølgelig ikke vejr til at arbejde udendørs.

På nogle få strækninger var vejen fin, og så speedede chaufføren op. Han kunne de sædvanlige overhalinger, hvor man når ind foran den næste bil, et sekund før man bliver snittet af den modkørende. Jeg er blevet bedre til at trække vejret roligt i de situationer, men jeg er nu meget lettet, når jeg kan stige ud af bilen i god behold, må jeg indrømme.

Nu bor vi femhundrede meter fra Nepals grænse. På et hotel som det i Sravasti – bare til en lidt lavere pris. Et stort og meget grimt hotel, som de kalder 'bungalow', selvom der er tre etager. Der er en meget mærkelig forhal, stor og kold, og da vi ankom, sad der en venlig mand i receptionen og lyste med en lommelygte i bogen, som vi skulle skrive os ind i. Der var strømsvigt, og generatoren, der bliver brugt i nødsituationer, ville først gå i gang senere. Derfor var der buldermørkt. . .

Hovedgaden var et stort opkørt pløre med en lille flod på hver side. Et mylder af kørende og gående kæmpede om at komme frem uden at få våde sokker. Her og der var der lagt murbrokker eller et par plastikkasser ud i vandet, så man kunne komme nogenlunde tørskoet over 'vandet'.

Vi ville bare lige hen og kigge ind i det forjættede land. Nepal.

'Tag med mig til Itsi Bitsi. Vejen er brolagt med rågummisåler. . .Vi skal til lamabal. . . Tag med mig til Nepal. . . ' (En sang, 'Steppeulvene' lavede engang for længe siden)

Frisk frugt og søde sukkerklumper - 10 rupees for en appelsin

Jordnøddesælgeren i Sonouli

I mudder og pløre - alle skal frem alligevel

Sidste skrig inden for damemode i Sonouli

Taler vel for sig selv?!

Tredive meter fra grænseovergangen blev vi stoppet af en grænsebetjent, der skulle kontrollere vores pas. Om vi havde visum? Næh, det havde vi ikke, så vi måtte hellere vente med at kigge indenfor.

En anden fyr greb fat i os og viste os over til en forretning, hvor vi kunne veksle penge. De gav os en rigtig god pris, sagde han. Gebyret var ganske vist højt, og da vi protesterede, fik vi det lidt ned. Og så fik vi fortalt og forklaret om regler og regulationer vedrørende indrejse i Nepal. Vi skal opholde os minimum én nat derinde. Betale 25 dollars per person. Det kunne vekselmanden også hjælpe os med. 'Giv mig hundrede euro, jeg giver dig 50 dollars og resten i nepalesiske rupees. I skal bruge penge derinde til hotel og mad.'

Og i øvrigt – hvis vi kun vil være en dag i Nepal, bare se Lumbini og så tilbage til Indien, kan vi lave en speciel aftale med grænsebetjenten, fik vi at vide. Regler er til for at blive brudt.

'Sørg for at lære reglerne nøje at kende, så kan du bedre bryde dem,' siger Dalai Lama.

Det ville vi lige tænke over, sagde vi, og så balancerede vi gennem mudderet tilbage mod hotellet. Fik et par samosa'er hos Gunjit – en halvstor pige, som stod for serveringen i sin fars lille bod. Købte kiks til aftenteen for en femmer, og gik ind på internetcaféen, der samtidig er rejsebureau, for at få hjælp til at komme videre.

Men den unge fyr, der sad der, kunne kun tre ord på engelsk, og de rakte ikke ret langt. 'Boss, Nepal,' sagde han. Så gik vi hjem med uforrettet sag. . .

I morgen er der atter en dag, og vi må se, hvad vi finder på. Vores hotelvært, der serverede aftensmad til os på værelset, kunne ikke fortælle, om det bliver regnvejr igen. 'It is natural, ma'm,' sagde han og grinede. Det er ikke ham, der bestemmer vejrudsigten.