FREDAG
den 14. februar
Tænk
at man kan gå rundt i mudder og pløre og være glad. Men det kan
jeg. . .
Det
har regnet det meste af dagen. Det lagde op til det allerede i går,
da vi sad i parken i Sravasti – jeg med computeren på skødet –
himlen blev helt grå, og vejrudsigten på dmi sagde 'regn og
torden'. Jeg troede ikke, at det kunne regne i Indien andet end i
regntiden. Og nej, det mente hotelværten heller ikke, at det kunne.
'Nej, det regner ikke på den her årstid,' sagde han, da vi
fortalte ham, at det ville blive regnvejr. Men jo, vejret er ikke,
hvad det har været.
I
taxa'en på vej gennem Balrampur, hvor vi prøvede tre forskellige
ATM'er uden at få en rupee ud af det, begyndte det at dryppe, og ude
på den hullede landevej gav det sig til at styrtøsregne. Pytterne
fra nattens regn blev større, vejen blev sølet, og jeg fik mange
fantasier om, at vi skred ned i grøften, som på lange strækninger,
var temmelig dybe, eller at vi kørte fast i mudder og ikke kunne
komme videre. Men bilen var god, chaufføren ligeså, og vi kom frem
uden uheld. Det var ellers en af de ture, der er værd at skrive hjem
om. Seks timer på bagsædet af en taxa uden sikkerhedsseler, en
meget dårlig vej og meget dårligt vejr. Det er anstrengende. Og når
jeg siger 'dårlig vej', er det ingen overdrivelse. Jeg har aldrig
set en vej med så mange huller. Den var meget værre end sidst.
'Rain
no problem,' sagde chaufføren, selvom himmel og jord stod i ét.
Dem i oksekærrerne med læs af sukkerrør havde lavet en slags
kræmmerhus af et bundt rør og taget over hovedet. Andre gik med et
stort stykke plastik over sig. Havde svøbt deres sjal om sig. Eller
de var krøbet i ly i de små teboder og skure langs vejen. 'Car
good. Road no good. Road problem,' fortsatte chaufføren og
forklarede, at bankerne tog alle pengene, så der ikke var råd til
at lave vejene.
Nogle
få steder var der noget vejarbejde i gang. På et skilt stod der
advarende til trafikanterne: 'GO SLOW. MENS ON WORK.'
Der
var ikke et øje at se, men det var selvfølgelig ikke vejr til at
arbejde udendørs.
På
nogle få strækninger var vejen fin, og så speedede chaufføren op.
Han kunne de sædvanlige overhalinger, hvor man når ind foran den
næste bil, et sekund før man bliver snittet af den modkørende. Jeg
er blevet bedre til at trække vejret roligt i de situationer, men
jeg er nu meget lettet, når jeg kan stige ud af bilen i god behold,
må jeg indrømme.
Nu
bor vi femhundrede meter fra Nepals grænse. På et hotel som det i
Sravasti – bare til en lidt lavere pris. Et stort og meget grimt
hotel, som de kalder 'bungalow', selvom der er tre etager. Der er en
meget mærkelig forhal, stor og kold, og da vi ankom, sad der en
venlig mand i receptionen og lyste med en lommelygte i bogen, som vi
skulle skrive os ind i. Der var strømsvigt, og generatoren, der
bliver brugt i nødsituationer, ville først gå i gang senere.
Derfor var der buldermørkt. . .
Hovedgaden
var et stort opkørt pløre med en lille flod på hver side. Et
mylder af kørende og gående kæmpede om at komme frem uden at få
våde sokker. Her og der var der lagt murbrokker eller et par
plastikkasser ud i vandet, så man kunne komme nogenlunde tørskoet
over 'vandet'.
Vi
ville bare lige hen og kigge ind i det forjættede land. Nepal.
'Tag
med mig til Itsi Bitsi. Vejen er brolagt med rågummisåler. . .Vi
skal til lamabal. . . Tag med mig til Nepal. . . ' (En sang, 'Steppeulvene' lavede engang for længe siden)
Jordnøddesælgeren i Sonouli |
I mudder og pløre - alle skal frem alligevel |
Sidste skrig inden for damemode i Sonouli |
Taler vel for sig selv?! |
Tredive
meter fra grænseovergangen blev vi stoppet af en grænsebetjent, der
skulle kontrollere vores pas. Om vi havde visum? Næh, det havde vi
ikke, så vi måtte hellere vente med at kigge indenfor.
En
anden fyr greb fat i os og viste os over til en forretning, hvor vi
kunne veksle penge. De gav os en rigtig god pris, sagde han. Gebyret
var ganske vist højt, og da vi protesterede, fik vi det lidt ned. Og
så fik vi fortalt og forklaret om regler og regulationer vedrørende
indrejse i Nepal. Vi skal opholde os minimum én nat derinde. Betale
25 dollars per person. Det kunne vekselmanden også hjælpe os med.
'Giv mig hundrede euro, jeg giver dig 50 dollars og resten i
nepalesiske rupees. I skal bruge penge derinde til hotel og mad.'
Og
i øvrigt – hvis vi kun vil være en dag i Nepal, bare se Lumbini
og så tilbage til Indien, kan vi lave en speciel aftale med
grænsebetjenten, fik vi at vide. Regler er til for at blive brudt.
'Sørg
for at lære reglerne nøje at kende, så kan du bedre bryde dem,'
siger Dalai Lama.
Det
ville vi lige tænke over, sagde vi, og så balancerede vi gennem
mudderet tilbage mod hotellet. Fik et par samosa'er hos Gunjit
– en halvstor pige, som stod for serveringen i sin fars lille bod.
Købte kiks til aftenteen for en femmer, og gik ind på
internetcaféen, der samtidig er rejsebureau, for at få hjælp til
at komme videre.
Men
den unge fyr, der sad der, kunne kun tre ord på engelsk, og de rakte
ikke ret langt. 'Boss, Nepal,'
sagde han. Så gik vi hjem med uforrettet sag. . .
I
morgen er der atter en dag, og vi må se, hvad vi finder på. Vores
hotelvært, der serverede aftensmad til os på værelset, kunne ikke
fortælle, om det bliver regnvejr igen. 'It is natural,
ma'm,' sagde han og grinede. Det
er ikke ham, der bestemmer vejrudsigten.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar