Livsenergi-nu: Nedtælling

Forsøger at vænne mig til tanken om snart at skulle hjem. Om præcis en uge lander vi i Kastrup - mærkeligt at tænke på.
Vi er i Santiniketan nu, godt hundredehalvtreds kilometer nord for Kolkata, og her bliver vi til mandag. Sætter tempoet ned, forsøger at fordøje de mange, mange indtryk fra de sidste to måneder.
Tid er noget underligt noget. Det føles som meeeget lang tid siden, vi var i Agra og gik rundt om Taj Mahal i morgendisen, besøgte Amber Fortet i Jaipur, svedte på stranden i Goa og lyttede til cikadernes sang om aftenen, købte ametystperlekæde af mister Khan i Ellora, spiste middag med professoren i Ajanta og frøs i Nepal.
Der sker mere her på to måneder end der gør på et helt år derhjemme. Eller også er det bare fordi det hele er så anderledes. Det kan ikke sammenlignes.
Jeg har taget de første par tusind billeder. Der er hele tiden motiver. Og jeg har skrevet de første par tusind ord, for der er altid noget at skrive om. Ord og sætninger myldrer rundt i mit hoved. Jeg formulerer og beskriver alt det, jeg oplever, og jeg kan ikke følge med, for indtrykkene løber hurtigere, end mine ord gør. Under halvdelen af dem bliver skrevet ned. Resten er i min indre notesbog.
Lige sådan med billeder.
Dér er hele tiden et godt motiv, og jeg skynder mig at finde kameraet frem: - et par kvinder klædt i sarier og bærende på lange sukkerrør på hovedet. En langhalset hvid fugl flyver hen over en sø og spejler sig i det stille, klare vand. En lastbil fuld af glade unger, der vinker til mig.
Og nu da jeg sidder på terrassen og spiser min frokost: - en flok kvinder småløber ned ad vejen. Rødmalede fodsåler, røde streger i panden, klædt i smukke sarier og med skåle i hænderne. Den forreste stænker nogle dråber vand her og der. De andre følger efter. Nogle med et barn ved hånden, andre alene. De eneste mænd i optoget er to trommeslagere, der prydet med store, hvide fjer, slår takt i en intens rytme. Nogle af kvinderne danser henført. Helt i deres egen verden. Bemærker ikke, at jeg står og kigger på. Andre ser genert på mig.
Et farvestrålende motiv - og vips er det væk. Før jeg kan nå at tage et ordentligt billede, er det meste af optoget forsvundet hen om hjørnet, og jeg kan kun høre trommernes larm.
Før jeg får beskrevet oplevelsen, er den væk, og den næste igang.

To måneder - vips er de væk. . .
Men det hele har jeg affotograferet på min nethinde, skrevet kladder om i mit indre. Jeg kan genkalde mig det meste. Og det er ikke så lidt.

Jeg har altid været vemodig, når jeg skulle hjem fra en ferie. Det er jeg også nu. Jeg ved ikke, om jeg ville starte forfra, hvis jeg kunne. Det er ikke muligt - men hvis? Jo, jeg tror, jeg ville. I hvert fald tænker jeg meget på den næste gang, jeg kan komme af sted. Hvor vil jeg så hen? Mulighederne er mange, og der er mange steder, jeg gerne vil se, men færdig med Indien er jeg ikke.

Da jeg kom her for to år siden, var det første gang, jeg var uden for Europa. En helt ny og meget anderledes verden åbnede sig, og jeg faldt pladask for det altsammen. Men ikke lige med det samme. . . Der gik vist et par timer.
Det var i bazaren i Delhi, hvor jeg gik rundt sammen med min kæreste. Han skule vise mig Indien, havde han lovet.
Da jeg gik der midt i støvet og skidtet mellem køer, politibetjente, tiggere, mænd, der sludrede over deres te, kvinder i farverige gevandter, blev råbt til af sælgerne i de små bikse, der solgte sarier, vand, sjaler og tingeltangel, lugtede til stegeosen fra gadekøkkenerne, blev døv af støjen fra trafikken, blev gloet på - spurgte jeg først mig selv, hvad jeg dog lavede dér?! Og så lige med ét var jeg solgt. Jeg overgav mig, kom til at elske det hele.
Derfor måtte jeg tilbage - for at finde ud af, hvad det er, jeg laver her. Svaret er ligeså blandet og mangfoldigt, som Indien selv er. Sikkert er det, at landet og dets indbyggere både får mig til at grine, græde, blive irriteret, taknemmelig, træt, overvældet, nysgerrig, åben, bevæget, lykkelig, foruroliget. . .