Livsenergi-nu: Heldig er den, der dør i Varanasi

Varanasi er byen, hvor ligbålene brænder døgnet rundt, hvor hinduerne vasker sig rene for deres synder i floden, hvor køerne går rundt i de smalle gyder, og de handlende har hård konkurrence.

Fra vores lille altan, der er lukket af med gitter, så aberne ikke kan komme ind på værelset og hugge vores ting, har jeg en fantastisk udsigt. Vi bor højt over byen, og jeg kan se hen over tagterrasserne, hvor kvinderne vasker op, renser ris og grøntsager til middagen og hænger tøj til tørre, mens børnene leger, græder, bliver trøstet, vasket, lullet til ro.

Jeg kan se floden, hvor små robåde sejler frem og tilbage hele dagen med turister, der vil se ghat'ene fra vandet eller med indere, der skal over på den modsatte bred og lave deres puja'er – ritualer. Jeg kan høre lyden fra deres små trommer på lang afstand.

Sidst på dagen, når tusmørket falder på, er der rigtig mange både. Små lys i skåle fyldt med gule blomster bliver sat i vandet, og de skinner som små stjerner derude. Imens kan jeg lytte til larmen fra den store puja – trommerne, hornene, folks råb – og jeg kan lugte røgen fra bålene ikke så langt fra vores hotel.

Heldig er den, der dør i Varanasi, for gør man det, er man sikker på en plads i hinduernes paradis.

Man bliver mindet om sin egen dødelighed her i byen. De store brændestabler er ikke til at tage fejl af, og lugten fra bålene er tung og kvalm. Passerer man forbi den store ghat, kan man se, hvor travlt ligbrænderne har, og måske får man et glimt af et lig, der endnu ikke er helt brændt. Men vi skal endelig ikke tage billeder, så får vi ballade.

Jeg stjæler mig til et glimt.

Den døde bliver vasket og smurt ind i æteriske olier derhjemme, og hyllet i gult og orange silke bliver han eller hun ført gennem byen på en båre lavet af bambusrør omviklet med bananpalmeblade. Et optog følger den døde på den sidste rejse. Kun mænd er det, for de græder ikke ligesom kvinderne, der må blive hjemme. De råber højt: 'Ram, ram - guds navn er sandt', så alle flytter sig og lader dem komme frem i de smalle gyder. Forrest går brændemanden med sin cykel læsset med brænde, der nøje bliver vejet af på en kæmpe vægt. Brænde er dyrt, især sandeltræ, som kun de rigeste har råd til, og der skal være akkurat nok til liget. Hverken mere eller mindre.

Nede ved floden bliver brændet lagt til rette med den døde ovenpå og mere brænde over sig. Så bliver der sat ild til. Den får hurtigt fat i ligklæderne, og det ryger og slår gnister.

Flere bål er i gang. Der dør altid nogen. . .

Asken bliver hældt i floden fra en af bådene, og så er den døde på vej til det sted, alle hinduer ønsker at havne. Derfor har maharaja'erne fra hele Indien bygget paladser langs med floden for at have et godt sted at dø.

Det har været en utrolig flot by engang. Nu er pragten falmet og forfaldet, og jeg kan kun fantasere mig til, hvordan det har været, og med tanken om min egen død nyde dagen i dag. . .

Her er stadig utrolig livligt, farverigt og fornøjeligt, og her er masser at se på.

Langs floden er de mange ghats – brede trapper - , der fører ned til vandet.

I går gik vi en lang tur helt hen til den sidste ghat, dér, hvor floden Assi løber sammen med Ganges.

Der er så meget at kigge på. Masser af billeder at tage.

Mændene, der sæber sig ind og hopper i floden. Ham, der jager sine bøfler i floden og vasker dem. Dem, der vasker tøj og hænger det til tørre på mure og rækværk eller breder det ud på de sammenstyrtede ghat'er.

Der er sadhu'erne, der går rundt i deres safranfarvede gevandter med en madspand i den ene hånd og en stok i den anden. Tigger måske eller nøjes med at hilse på os. Beder om at blive fotograferet for derpå at kræve nogle rupees. Eller de ligger og sover på trappetrinene i solen.

Der er sadhu'en, der sidder og ryger en beedee – en lille meget tynd cigaret. Jeg forsøger meget diskret at tage et billede af ham uden held, for han bliver ved med at kigge på mig. Jeg undrer mig over, hvad han har i de lerpotter, han har stående foran sig. Det finder jeg snart ud af, da han ser smilende op på mig, mens han hiver det stof af, der dækker den ene. . . En halvstor dreng tager en slange op af den, og jeg løber straks fem meter væk.

'No problem,' råber manden efter mig.

Så åbner han den næste krukke, og en større slange stikker hovedet op.

'Bvadr,' siger jeg og giver mig til at fotografere på tryg afstand. Tak for zoom'en. . .

'Boa no bite,' råber han til mig.

Godt med ham. Jeg bliver aldrig ven med en slange. . .

De bider ikke, slangerne, påstår han, men jeg skal ikke for tæt på. . .

Der er alle de andre turister, for Varanasi har en stor tiltrækningskraft. Her er tyskere, englændere, japanere, russere og franskmænd. Unge og ældre. Nogle med filtret hår og hippietøj, som om 70'erne ikke er overstået.

Jeg kan nogle gange føle mig som den eneste turist, og så lige pludselig på en trappe møder vi en flok andre, der sidder og kigger ud og vandet. Eller møder dem på en café. . .

'Hello, ma'm, hello sir, you want boat,' råber bådmændene efter os.

Jeg har lært at sige: 'Jeg skal ikke have noget' på hindi. Det har jeg klaret mig ret godt med.

'Good hindi,' siger folk til mig og griner, men for det meste forstår de, hvad jeg mener, og jeg kan gå videre i fred. Indtil den næste kommer og spørger, om jeg ikke vil ud og sejle en tur eller se hans shop.

Når vi går væk fra floden, ligger husene tæt, klistret sammen, og en labyrint af snævre gyder og stræder – nogle af dem overdækkede - fører igennem byen. Det er nemt at fare vild, men efterhånden kan jeg finde rundt. Det svære er både at balancere uden om kolortene og alt det andet skidt, finde den rigtige vej, samtidig med at man skal kigge på alle de spændende ting.

Der er masser af butikker med sjaler og tørklæder, smykker og sten, figurer, tøj, sengetæpper, puder, blomster og så igen sjaler og tørklæder. . . Ikke kun billigt tingeltangel. Det er det første sted, jeg har haft lyst til at købe noget – og gjort det, men rygsækken giver ikke meget plads til at shoppe amokka. . .