Livsenergi-nu: Regler

'You go downstairs?' spørger tjeneren og tager den flaske øl, som vi deler til aftensmaden. Jeg tror, han vil have os til at gå nedenunder, men nej - det er flasken, der skal nedenunder. Altså ned under bordet, for restauranten må ikke servere alkohol, og det er meget hemmeligt, når de alligevel gør det.
Et andet sted får vi øl serveret i et par store porcelænskrus, så det ser ud, som om vi drikker te, og så snart værten har hældt op, skynder han sig at gemme flasken af vejen. Eller måske får man en flaske, der er pakket ind i avispapir, og det er slet ikke til at gætte, hvad der er i. Det er meget hemmeligt, og vi griner indforstået, for politibetjenten står henne på hjørnet, og han holder øje med alting.
Der er mange sjove regler i Indien. Det med øl er bare én af dem.
En anden er reglen om ikke på nogen måde at ødelægge et monument. Det kan koste dyrt. I Udaigiri kostede det 'kun' 10000 rupees at ødelægge eller skamfere Ashoka's søjle - eller tre måneders fængsel eller hvis det er rigtig slemt bliver man straffet med begge dele.
På borgen i Orchha er beløbet lidt højere: hele 50000 rupees kan man komme af med, blive sat i fængsel i et helt år eller begge dele.
Så vi må passe på at opføre os ordentligt. . . I hvert fald når politiet er i nærheden.
I går så jeg et par smådrenge bade i floden. Hvad de havde gjort, ved jeg ikke, men da den ene kom op fra vandet, tog en betjent fat i ham. Gav ham et par svirp over ryggen med den lange pind, han havde i hånden, greb ham i håret og gav ham et par dask i hovedet. Kan du så lære det. . .
'The Government' laver tit nye regler, fortæller folk og trækker på skuldrene. Sådan er det bare. Vi skal udfylde papirer på hotellerne, udfylde skemaer og aflevere fotokopier af vores pas for at købe en togbillet - ikke så slemt, men bøvlet, og det tager tid.
Noget af det mest fjollede var, da vi i Jaipur hver især skulle have et simkort til vores telefoner. Der skulle fire underskrifter til på hver formular, og de skulle være fuldstændig ens. Manden i butikken granskede nøje min kærestes underskrifter. Der var en lille - jeg vil sige mikroskopisk - forskel på J'erne i hans fornavn. . .
Om igen, bad manden. Fik lavet endnu et par kopier af formularen - men ak! der var den samme fejl med J'erne.
'Den duer ikke, sir,' sagde manden, der ellers var ganske flink. Men regler er til for at blive overholdt.
Så er det om at trække vejret og være tålmodig. . .
Det endte med, at jeg måtte købe simkort til os begge to. Jeg kunne nemlig skrive min egen underskrift rigtigt fire gange efter hinanden.
En anden og helt ny regel, som jeg godt nok synes er sjov, er at de i flyveren før landingen i Delhi Lufthavn skal spraye hele kabinen med noget desinficerende. Passagererne skal nødig indføre fremmede bakterier til landet.
Steward'en, der sprayede, beroligede os med, at midlet er godkendt af et eller anden international sundhedsorganisation - jeg kan ikke huske hvilken - og at vi gerne måtte holde et tørklæde for munden imens. . . Det gjorde jeg, og jeg håber ikke, at jeg tog skade af det giftige stads.
Hmhm - når jeg tænker på, hvor beskidt her er alle vegne, og så vil de ikke have mine bakterier! Det kunne jeg skrive side op og side ned om. Men det lader jeg ligge indtil videre og vælger at fokusere på alt det smukke, flotte og sjove, som der er masser af. Der er for eksempel abemor, der løber med sin unge hægtet fast på maven hen ad muren et par meter fra mig - så hurtigt, at jeg ikke kan nå at tage et billede. Og der er drengen, der følger sine to brægende geder over floden nedenfor. De små stribede jordegern, der hviner, så jeg tror, det er fuglekvidder. Sådan lyder det nemlig. Borgen overfor.
For ikke at tale om de gutter, der skal sætte nogle nye lamper op udenfor på vores hotel. De er fem om det, og det tager meeeget lang tid. De har tiden for sig, så de bliver nok ikke færdige, før vi tager af sted. De er fem om det. Den ene pakker ud - de har købt mange lamper - de andre kigger på, diskuterer, tørrer sveden af panden. Det er en god arbejdsfordeling. . .