Nedtur i Nepal. . .

Søndag den 16. februar

Jeg havde glædet mig til at komme til Nepal, men nu glæder jeg mig bare til at komme herfra. Jeg var ved at falde for fristelsen til at tage til Pokhara eller Kathmandu, men valgte det heldigvis fra. Har lige hørt, at et fly på vej til Pokhara er meldt savnet. Det kunne have været os – pyhha! Måske var nogle af de andre rygsækrejsende, vi mødte ved grænsen, med flyet. Der var mange, der skulle op i bjergene.

Sidder her på vores kolde værelse og kigger ud på regnen. Vejret er forrykt, hvad de også siger på BBC, som vi er så heldige at kunne se her, når der ellers er 'rigtig' strøm. Det nyder vi, så længe det varer. Lige pludselig slukker det nemlig. . .

I de sidste dage har der været voldsom regn i Nordindien og Nepal, og det fortsætter noget tid endnu. Driver østover til Bangla Desh, ned ad østkysten i Indien, og helt nede i Cennai kan de forvente regn. Det vil sige, at Kalkata, hvor vi har talt om at tage til, også bliver ramt.

Vi må finde ud af det, når vi kommer til Varanasi. Der er forhåbentlig bedre vejr, og der er internet.

Men nu kan jeg altså sætte endnu et kryds på verdenskortet og sige, at jeg har været i Lumbini, og jeg har set Buddha's fødested. Det ligger inde i en meget stor park, som hollænderen, vi sludrede med i aftes nede på 'Restaurant Buddha', kaldte for 'Disneyland'.

'Bare vent til om tyve år,' sagde han. 'Så er det én stor forlystelsespark.'

Jeg forstår godt, hvad han mener.

Udenfor parken er der boder med bedekranse, buddhafigurer i mange afskygninger og andre souvenirs, og cykelrickshaw'ene holder parkeret på en lang række og venter på passagerer. Indenfor er der templer for alle de buddhistiske samfund: Sri Lanka, Thailand, Vietnam, Korea og Malaysia. I det første blev vi modtaget af en venlig munk, der påstod, at han var 'sotapanna' (en, der er oplyst). Det var vist pral. . .

Thailand er ved at udvide. Cambodia er ved at få bygget et kæmpe tempel, og flere er på vej. Jeg så mindst tre meditationscentre og et par klostre – og der er plads til mange flere.

Indgangen til parken er gratis, men i templerne står der altid en bøsse til donationer, hvis man skulle føle trang.

Så er der et stort museum med billeder fra de vigtige buddhasteder, som vi efterhånden har set nogle stykker af, buddhafigurer og andre. For enden af bygningen er der fire store tibetanske bedemøller. Jeg satte et par af dem i gang og sendte et par fromme ønsker af sted. Det kan vel ikke skade, selvom det måske ikke er det, man bruger dem til.

fint anlagt område med en lang kanal med brede stier på hver side. For den ene ende er der en stor stupa, og for den anden ende er Buddha's fødested.

I et anfald af optimisme havde vi taget en cykelrickshaw og var startet med at se templerne. Solen var kommet frem lidt op ad formiddagen, og det var hurtigt blevet lunt. Men da vi nærmede os det vigtigste – 'The birthplace of Lord Buddha' – var himlen truende sort. Vores cykelchauffør gav mig sin paraply og lovede at vente på os på den anden side.

De første store, tunge dråber begyndte at falde, da vi kom ud fra de udgravningerne af ruinerne fra Buddha's fars kongeslot efter en meeeget hurtig rundgang. Og mens dråberne blev til en meget voldsom byge, og lyn og tordenskrald kom nærmere, løb vi efter chaufføren og satte os op på cyklen.

Vi var gennemblødte, da vi ankom til vores hotel.

Jeg havde helt ondt af chaufføren, da han efter at have slubret en varm kop te i sig, begav sig ud i regnen med sin paraply og trækkende på sin cykel.

Nu – et par timer senere – skinner solen ind af vinduet, mens regnen stadig siler ned. Og for foden af Himmalayabjergene ligger der en skat, som jeg vil hente i morgen, for der ender regnbuen.

*       *       *

Aldrig har jeg været så lettet over at sige farvel til en chauffør, som jeg var, da vi lige før solnedgang mandag aften nåede frem til Gorakhpur og blev sat af foran banegården.

Det var den 17. - en 'otter-dag', som min kæreste sagde fra morgenstunden. Sådan en dag, hvor Saturn hersker, og det kan betyde forsinkelser og besvær.

Og jeg skal lige love for at vi fik begge dele.

Nepal havde været en skuffelse især på grund af vejret, som til gengæld også var vores held. Det fik os fra at tage længere nordpå, og det var jeg glad for, da jeg hørte, at det savnede fly, der havde været på vej til Pokhara, var styrtet ned. Alle 18 ombordværende – deriblandt en dansker - var dræbt. Det sker nu og da oppe i bjergene, når der er dårligt sigte. Og det var der den weekend.

Derudover var alting forkert. Hotellet var ikke det, vores mand i røverkulen Sonouli havde lovet os. 'Ohh, much better than this,' havde han sagt, mens han pegede over på den modsatte side af gaden, hvor vi havde overnattet.

Chaufføren, der kørte os til Lumbini, kunne ikke finde noget hotel med det navn, vi havde fået, så han satte os af på et andet. Da hotelværten fik vores seddel med navnet på, sagde han bare, at vores mand havde misforstået det. Og den hoppede vi på.

Havde det ikke styrtregnet søndag, var vi flyttet, for den dag myldrede det ind med unge indere, der var på druktur i Lumbini – af alle steder! hvem har hørt om party i Lumbini? - og de kom buldrende hjem og smadrede glas midt om natten og vågnede ret tidligt næste morgen og var i højt humør, sang og råbte. Dem om det – det gik bare ud over min nattesøvn.

Der var næsten ingen strøm, og det wifi, jeg var blevet lovet, eksisterede ikke. Så snart solen gik ned, blev der buldermørkt, så igen takkede jeg for professorens lommelygte. Den og månen hjalp os til at finde frem og tilbage ad vores morads af en vej fyldt med mudder og store vandpytter, når vi skulle hen og spise på 'Restaurant Lotus'. Og vores kindle'r blev også værdsat i den grad! De gjorde, at vi kunne læse selv i mørke.

Alt blev vådt og klamt, og ingenting kunne tørre. Der var koldt på værelset og kun koldt vand i hanen.

Den rene jammer!

Som canadieren, vi sludrede med over morgenmaden den sidste dag, sagde: 'Jeg kysser jorden under mine fødder, når jeg kommer hjem til mit eget, hvor alting fungerer.'

Han var et af de oplivende momenter. En midaldrende herre, der arbejder tre-fire måneder om året og ellers rejser for resten. Hans liste over lande, han skulle besøge, var meget lang. Lige nu var det Nepal – dog skulle han ikke op på Mount Everest. Han havde været halvvejs oppe, og der var minus tolv grader om natten, så han var glad for sit tøj lavet af yakokseuld. Men han havde haft den smukkeste udsigt til Himmalayabjergene, så det havde været det hele værd. . . Bare det var mig! Drømmen lever stadig.

Den unge kineser, der kom og satte sig hos os, skulle lige hen og se Buddha's fødested, før han skulle videre på trekking. Men han havde de rigtige støvler – jeg har kun mine teva-sandaler, og det er langtfra nok.

Han så beundrende på mit store sjal, som jeg sad pakket ind i for nogenlunde at holde varmen. Jeg købte det for to år siden i Mysore, og det er så smukt – og så er det praktisk. Fin tynd uld med håndbroderede borter. Har ikke set et mage til.

Sådan et ville han købe til sin mor, sagde han. For ens mor er det vigtigste menneske i hele verden, og hende skal man passe godt på. Hans mor var 52 år og talte allerede om, hvordan det skulle gå hende, når hun blev gammel. Tænk hvis han, hendes søn flyttede til Shanghaj og dermed væk fra hende. . .

Vi skiltes, og vi gik hen for at pakke sammen og vente på taxaen.

Kom endelig tilbage til Indien og ind på rejsebureauet til 'vores mand', der skulle have skældud. Over hotellet. Over den pris, han havde taget for vores pakke-tur. Men først skulle vi have vores togbilletter, hvilket tog sin tid, for nettet var meeeget langsomt, men det lykkedes. Og så ville vi godt lige have en forklaring på, hvordan billetterne kunne blive så dyre?

Manden blev sur og gav os en sang fra de varme lande.

Er der noget, inderne ikke kan lide, er det at blive kaldt 'snyder'. Så bliver de sure og kommer med alle mulige forklaringer, og det er de ret gode til. Vi kom heller ikke nogen vegne med ham her, så vi tog billetterne, sikrede os, at de var rigtige, og så ventede vi på at blive kørt videre.

Vi satte os ind i taxaen, en stor af slagsen med plads til mange, men med lovning på, at der ikke kom andre passagerer end os.

En fyr fra bureau'et skulle med. Jeg spurgte hvorfor og fik en mærkelig forklaring, jeg ikke fattede et ord af.

Jeg var ikke særlig godt tilpas, og det blev ikke bedre, da vi et stykke uden for byen holdt ind til siden. Her kom en anden fyr hen til bilen og stak hovedet ind gennem det nedrullede vindue.

'Give me simcard,' sagde han.

Min kæreste fandt simkortet frem og gav ham. Fyren stak hånden ind af vinduet.

'600 rupees,' sagde han og så meget sur ud.

'For hvad?'

'600 rupees charge,' sagde han endnu mere surt.

Min kæreste var vred. Vi havde fået et nepalesisk simkort af 'vores mand'. Det kunne vi bare låne, havde han sagt, så vi havde taget det med, selvom vi ikke regnede med at bruge det. Og det gjorde vi heller ikke – og kunne heller ikke, fordi det ikke virkede.

'Du får ingen penge,' sagde min kæreste til fyren, der efter en del palaver med de andre gik hen og satte sig op bag på en ventende motorcykel, og de kørte tilbage mod byen. Den første fyr blev siddende på forsædet, da vi kørte et lille stykke for endnu en gang at holde ind til siden. Min mave roterede.

'Hvad sker der?' spurgte jeg.

'Hvor meget har min boss givet jer tilbage?' spurgte han på dårligt engelsk.

'Ingenting,' svarede vi måbende. Fattede stadig ingenting.

Jeg troede først, at han var på vores side, men det var han ikke. Nu begyndte han også at snakke om 600 rupees. Min kæreste var rød i hovedet af raseri, og jeg var ved at dø af skræk. Forestillede mig alt muligt om, hvad de kunne finde på. Jeg så mig om – der var selvfølgelig ikke en betjent i nærheden. Jeg tænkte på, hvad mr. Sarnath på vores guesthouse i Sravasti havde sagt om sine landsmænd: 'They are not violent, but they will always cheat you.' Så jeg kunne være helt tryg, tilføjede han, for politiet ville altid hjælpe en udlænding, hvis der var nogen problemer.

Så dumme var de ikke at holde ind, hvor jeg kunne få hjælp.

Jeg tog min pung op.

'Jeg betaler,' insisterede jeg. 'Lad os blive fri for ham.'

'Han skal ikke have nogen penge,' sagde min kæreste, og det havde han ret i. Jeg var bare utryg. Hellere betale mig fra det.

Jeg gav fyren mine sidste to 500-sedler.

'No change?' spurgte han stadig ret så uvenligt.

Det føltes som meeeget lang tid, mens min kæreste meget modstræbende vekslede den ene seddel til 100- sedler, men endelig fik fyren sine 600. Stak dem i lommen, så skummelt på os og gik.

'Now Gorakhpur,' sagde jeg til chaufføren, der ikke kunne et ord engelsk. Han nikkede og startede bilen.

Det føltes som en evighed, før vi endelig nåede frem

Over grænsen til Nepal

Jeg fik da set Himmalayas på afstand. . . WOUW!

. 

Et billigt grin kan man altid få - og en cykelrickshaw for 200 rupees

Ved Buddha's fødested i Lumbini, før tordenvejret brager løs

ADVARSEL:

Lad være med at bede et rejsebureau om at ordne din rejse. Gør det selv. . . Nu er vi hoppet på krogen to gange på den her tur. Først i Delhi, så i Sonouli. Dumt og ærgerligt, men det var svært at undgå. Uden en internetforbindelse er det ikke nemt at finde ud af noget som helst.

Men så skal man jo heller ikke græde over spildt mælk. Det gør jeg lidt – for det værste var, at jeg mistede min super gode jakke, som jeg havde købt på udsalg på Gammel Kongevej til rejsen. Nu er der en eller anden røvers kone, som går rundt med den på. ØV!