Solen var SÅ rød som en blodappelsin i aftes. Vi tog til magiske Angkor Wat for at se den gå ned og for at få et sidste glimt af disse imponerende byggerier. Men templerne var indhyllet i en tynd dis, der bare fik dem til at virke endnu mere mystiske, og skyerne slørede himlen, før solen forsvandt under horisonten. Der blev ikke meget solnedgang den aften.
Vi tæller ned. Det er helt vemodigt og alligevel fint nok at komme videre.Vi har været her to uger og har set og oplevet en del. Jeg er fyldt op af indtryk, og når jeg lukker øjnene, ser jeg film af livet her for mit indre blik.
Vi har set markedet en hel del gange, så jeg nu kan finde rundt uden at fare vild og i rask trav gå den modsatte vej, når jeg skal hjem. Vi har spist godt og vi er blevet ekviperet, så det er godt, at min kuffert kun var halvfuld, da jeg tog hjemmefra.
Om morgenen har vi set munkene alene eller i små grupper gå målbevidst ud på deres tiggerrunde. De lyser op i gadebilledet med deres gule og orange rober, og de bliver brugt som motiv på mange af de lokale kunstneres billeder. Et sort hvidt billede af Bayon med et par orangeklædte munke med parasol som blikfang. De bærer ikke på en tiggerskål, men en stor lærredstaske, og den er til penge.
Foran en forretning eller uden for en café stiller de sig op og venter i stilhed på en eller anden, der for sin gode karmas skyld putter lidt penge i tasken og bliver gengældt med en velsignelse.
At give en munk mad eller penge er godt for ens karma og sikrer en bedre genfødsel.
Mon ikke lidt af de penge, jeg har givet til både et par munke, nogle nonner og de tiggere, jeg er stødt ind i, sikrer mig en god karma og et nemmere næste liv? Jo, jo, jeg har det godt i forhold til så mange andre, men er der ikke altid noget, man kunne ønske sig bedre, nemmere, mindre udfordrende? Jeg har da et par 'småting', jeg gerne ville have haft anderledes, men det er så mit karma udløst af alt det, jeg har gjort og ikke gjort i mine mange tidligere liv. Og munk har jeg helt sikkert også været, siden jeg er så fascineret af deres liv. . .
Munkene holder til i Wat Bo klosteret, som ligger ikke ret langt fra vores hotel. Ind imellem kan jeg høre gongongen kalde til samling og høre deres messende stemmer. Et rart akkompagnement til fuglekvidderet, genboernes snakken og den svage gadelarm.
Forleden gik vi derover. Et stort område med tempel, skole, statuer i massevis, et bibliotek, en hæk klippet i form som slangen Naga, grønne træer, blandt andet flere af det obligatoriske boddhitræ plus flere bygninger, hvor munkene bor. Uden for hang deres vasketøj til tørre, og loppebefængte hunde rendte rundt sammen med en stor ildelugtende gris med et grimt sår bag sit ene øre.
Et sted hang et skilt med påskriften 'noble silence' - og jeg mindedes mit vipassanakursus i England for seks et halvt år siden: ti dage i stilhed og indadvendthed. Hårdt, udfordrende og meget givende.
Her i Wat Bo blev den ædle stilhed dog ikke helt opfyldt blandt de munke, der gik rundt og fejede med deres riskoste. Men de talte stille sammen, og der var en dejlig stemning. . . Faldefærdigt og støvet var der, og kirkegården - den første, jeg har set for buddhister - var overgroet med ukrudt og farverne på stenene falmet.
I klosteret bor der 140 munke i alderen syv år og opefter, fortalte en venlig munk, der standsede os og stillede det sædvanlige spørgsmål: 'Where are you from?'
De lever et simpelt liv, og de må kun eje ganske få ting, såsom deres tøj, et bælte, en tiggerskål, en ragekniv og lignende. Otte ting ialt. Men jeg tror, der er lavet lidt om på reglerne, for de fleste har en mobiltelefon, har jeg set, og jeg tænker på munken, jeg så gå over broen ved Angkor Wat, mens han tog en selfie med templet i baggrunden. Anicca, anicca - alting ændrer sig. Også munkelivet. . .
Vi tæller ned. Det er helt vemodigt og alligevel fint nok at komme videre.Vi har været her to uger og har set og oplevet en del. Jeg er fyldt op af indtryk, og når jeg lukker øjnene, ser jeg film af livet her for mit indre blik.
Vi har set markedet en hel del gange, så jeg nu kan finde rundt uden at fare vild og i rask trav gå den modsatte vej, når jeg skal hjem. Vi har spist godt og vi er blevet ekviperet, så det er godt, at min kuffert kun var halvfuld, da jeg tog hjemmefra.
Om morgenen har vi set munkene alene eller i små grupper gå målbevidst ud på deres tiggerrunde. De lyser op i gadebilledet med deres gule og orange rober, og de bliver brugt som motiv på mange af de lokale kunstneres billeder. Et sort hvidt billede af Bayon med et par orangeklædte munke med parasol som blikfang. De bærer ikke på en tiggerskål, men en stor lærredstaske, og den er til penge.
Foran en forretning eller uden for en café stiller de sig op og venter i stilhed på en eller anden, der for sin gode karmas skyld putter lidt penge i tasken og bliver gengældt med en velsignelse.
At give en munk mad eller penge er godt for ens karma og sikrer en bedre genfødsel.
Mon ikke lidt af de penge, jeg har givet til både et par munke, nogle nonner og de tiggere, jeg er stødt ind i, sikrer mig en god karma og et nemmere næste liv? Jo, jo, jeg har det godt i forhold til så mange andre, men er der ikke altid noget, man kunne ønske sig bedre, nemmere, mindre udfordrende? Jeg har da et par 'småting', jeg gerne ville have haft anderledes, men det er så mit karma udløst af alt det, jeg har gjort og ikke gjort i mine mange tidligere liv. Og munk har jeg helt sikkert også været, siden jeg er så fascineret af deres liv. . .
Munkene holder til i Wat Bo klosteret, som ligger ikke ret langt fra vores hotel. Ind imellem kan jeg høre gongongen kalde til samling og høre deres messende stemmer. Et rart akkompagnement til fuglekvidderet, genboernes snakken og den svage gadelarm.
Forleden gik vi derover. Et stort område med tempel, skole, statuer i massevis, et bibliotek, en hæk klippet i form som slangen Naga, grønne træer, blandt andet flere af det obligatoriske boddhitræ plus flere bygninger, hvor munkene bor. Uden for hang deres vasketøj til tørre, og loppebefængte hunde rendte rundt sammen med en stor ildelugtende gris med et grimt sår bag sit ene øre.
Et sted hang et skilt med påskriften 'noble silence' - og jeg mindedes mit vipassanakursus i England for seks et halvt år siden: ti dage i stilhed og indadvendthed. Hårdt, udfordrende og meget givende.
Her i Wat Bo blev den ædle stilhed dog ikke helt opfyldt blandt de munke, der gik rundt og fejede med deres riskoste. Men de talte stille sammen, og der var en dejlig stemning. . . Faldefærdigt og støvet var der, og kirkegården - den første, jeg har set for buddhister - var overgroet med ukrudt og farverne på stenene falmet.
I klosteret bor der 140 munke i alderen syv år og opefter, fortalte en venlig munk, der standsede os og stillede det sædvanlige spørgsmål: 'Where are you from?'
De lever et simpelt liv, og de må kun eje ganske få ting, såsom deres tøj, et bælte, en tiggerskål, en ragekniv og lignende. Otte ting ialt. Men jeg tror, der er lavet lidt om på reglerne, for de fleste har en mobiltelefon, har jeg set, og jeg tænker på munken, jeg så gå over broen ved Angkor Wat, mens han tog en selfie med templet i baggrunden. Anicca, anicca - alting ændrer sig. Også munkelivet. . .
Shhhhh!!!
Ikke særlig effektive
Tørresnoren, tørresnoren. . .
Lidt slidt er han
Med inspiration fra Angkor Wat
Klar til tiggergang
Stakkels, sårede gris
Kirkegården
Egen radiokanal - jeg har ikke hørt den endnu
Ingen kommentarer:
Send en kommentar