Medglæde

Glæden ved andres glæde. . . 

Damen i forretningen smiler bredt til mig. 

Jeg er kommet jævnligt hos hende igennem et par år, men vi har aldrig udvekslet andet end almindeligheder. I dag er vi pludselig faldet i snak, og jeg har fortalt hende, at jeg har det godt. Jeg er ikke i tvivl om, at hun er oprigtig, da hun udbryder:

'Hvor er det dejligt for dig! Der er så mange, der ikke har det godt. . . '

Hendes smil varmer mit hjerte, og jeg går glad ud af butikken. Lidt efter møder jeg en bekendt, som jeg ikke har talt med i lang tid. Også hun giver mig sit største smil, da jeg fortæller, at jeg har det godt. 

'Det har du fortjent,' siger hun. 'Hvor er det godt for dig!'

Min dag bliver endnu bedre efter mødet med de to kvinder, der har vist mig deres 'medglæde'. 

Medglæde er et ord, der nærmest ikke findes, men en dyd, der er værd at være opmærksom på. Jeg slog det op på nettet og fandt ikke andet end en kort kommentar i 'Ordbog over det danske sprog'. Ellers var der forskellige artikler med overskrifter som: 'Betal din skat med glæde'  eller 'Dyrk motion med glæde', og det er jo noget helt andet. Heller ikke i 'En lille bog om store dyder', der efter sigende giver vejledning i at leve det rette liv, skriver forfatteren om medglæde. . . 

Medfølelse ved vi alle sammen, hvad er. Men det handler mere om at føle med andre og være der for dem, når de er kede af det. At glæde sig med andre er noget andet. Noget meget vigtigt, og noget, jeg selv har tænkt en hel del over på det sidste. Jeg har fået så meget af det fra andre, så jeg ind imellem er blevet helt overvældet og rørt. Det har fået mig til at tænke over, hvor god jeg selv er til det?
Vi kan det alle sammen - glæde os over en andens lykke, held eller succes. Og vi gør det tit. Når børnene trives, når det lykkes for dem, når de er glade, bliver vi glade på deres vegne. Som forældre lever man med. Når partneren eller vennerne har det godt, glæder vi os med dem, fordi vi under dem alt det gode. 
Og det at unde andre noget er det, det handler om. 
Jeg tror, at det er nemmest at glæde sig med andre, når man selv har det godt. 
Hvordan er det at glæde sig over, at en anden får noget, man selv ønsker sig. At glæde sig over, at en anden kan noget, man ikke selv kan. Noget, man måske har kunnet engang, eller som man ville ønske, man kunne? Glæde sig uden at føle det der stik af misundelse og tænke: bare det var mig. 
Det er værd at kigge lidt på. . . 

 

Mere mindfulness. . . 

I aftes holdt jeg mit andet arrangement med mindfulness i Den gule Villa på Frederiksberg. Over skriften var 'introduktion og træning'. Mange havde fundet vej denne regnvåde januaraften, og jeg var helt overvældet over deltagelsen, motivationen og interessen for emnet. Alle stole kom i brug. Folk sad tæt, og den øvelse, der krævede lidt plads, måtte jeg droppe. Men der var rigeligt at fortælle om, træne og udveksle.

En helt speciel stemning opstod, og alle havde mod på at forsøge sig med en meditation på tyve minutter. For de flestes vedkommende var det første gang. Sidde dér blandt lutter fremmede mennesker, lukke øjnene og fokusere på vejrtrækningen - det er godt gået, synes jeg.

Der var mange kommentarer.
'Tænk at tyve minutter kan gå så hurtigt, når de fem sekunder, det tager for computeren at starte, virker som meget laang tid,' sagde én.
En yngre kvinde, der var sygemeldt på grund af stress, kunne for første gang i lang tid slappe af, fortalte hun. Det gav hende håb om, at hun nok skulle få det godt igen. En anden var overrasket over, hvor enkelt det var. Hun havde troet, at det skulle være meget kompliceret at meditere.
Og så var der hende, der faldt i søvn, og ham, der ikke kunne få sit åndedræt til at harmonere med vægurets høje tikken.

Mindfulness er selvfølgelig andet og mere end at meditere. Det er en måde at leve på - og meditationen en træning i blandt andet at være nærværende, koncentreret og fokuseret.
Jeg vil ikke påstå, at det er nemt. Det kræver øvelse, tålmodighed, venlighed over for én selv, åbenhed, accept - og det er ikke for tøsedrenge.

Jeg var helt høj, da jeg tog hjem i aftes. Glad og taknemmelig over at kunne give det her videre. . .

Det her, som man kalder 'mindfulness', og som er blevet så moderne.

PS: Den gule Villa ligger på Dirch Passers Allé på Frederiksberg. En smuk gammel patriciervilla placeret midt imellem sterilt nybyggeri og Liedl på den ene side og ældre boligejendomme på den anden side. En sjov blanding.
Her kan man låne lokalerne til at lave arrangementer, som kan være til interesse for borgerne, og der sker mange spændende ting: der er strikkeklub, maleriudstillinger, musik, selvhjælpsgrupper og meget andet.
Og så er der mindfulness igen den 27. februar kl. 19.30 til 21.00. Gratis adgang og tilmelding er ikke nødvendig. SÆT X i kalenderen. . . !!

Du bist wunderbar, Berlin

Nytår i Berlin. . . 

Det tager tid at komme ud af lufthavnen. Vi løber alt, hvad vi kan for at nå toget, som næsten altid kører lige, når flyveren er landet. Trods de lange gange og mange trapper op og ned når vi det i sidste øjeblik. Vi sætter os og får pusten igen, mens vi kører ind mod byen. 

Tyve minutter, så er vi på Alexanderplatz i et mylder af berlinere, turister, sporvogne, biler og cykler og omgivet af høje bygninger, kraner og med fjernsynstårnet stolt knejsende med sin kuppel, der drejer rundt og rundt. Butiksvinduerne stråler og lokker med smart tøj, og jeg håber, at de holder åbent, selvom det er nytår.

Restauranter er der mange af, men der er mange mennekser i byen denne aften. Ikke kun berlinerne selv vil holde nytår her. Der er masser af turister, og den marrokanske restaurant, vi har udset os, er helt fyldt. Vi må drive rundt i gaderne for at vente på et ledigt bord. Men tålmodighed betaler sig, og selvom vi også skal vente meget længe på vores couscous, er det det hele værd. Et hyggeligt sted er det , og vi begynder straks at drømme om at rejse til landet med de høje bjerge, spændende markeder og smukke farver.

Men én ting ad gangen, og først skal vi fejre nytårsaften. Jeg spiser mit livs første og måske eneste østers, drikker champagne og lærer at sige 'Gut rutsch!' ligesom de indfødte, Jeg 'rutscher' ind i det nye år oppe på tagterrassen i 'vores' hus. Fyrværkeriet er overdådigt, og det varer ved til langt hen på morgenen. Hvem kan sove i den larm? Ikke jeg - og måske er det på grund af søvnmangel, at jeg er mere åben for indtryk end ellers. For nytårsdag, da hele byen flyder med pap og papir og knuste flasker, begynder jeg at se på flere planer på samme tid.

Berlin er ikke kun en spændende by med seværdigheder i massevis og så mange, at vi kun kan nå at se ganske lidt af den. Det er også en by med en historie. En grum historie, og noget af den dukker pludselig og helt spontant op og viser sig tydeligt for mig.
Vi er på vej hen til café for at spise morgenmad. Vi passerer et lille område, hvor nogle børn løber og spiller bold. Om sommeren er det sikkert en grøn græsplæne, men nu er det hele gråt og mudret. Jeg kigger over mod en sidegade på den anden side. Nogle mennesker kommer gående ud mod den store gade, som vi går henad. 
Den første, jeg får øje på, er en halvstor pige. Hun ser mig ikke, men jeg ser hende temmelig tydeligt: en tynd og ranglet pige klædt i en glat, grå, halvlang frakke. Hendes støvler er korte og lidt klodsede, og et par tykke strømper åler op ad pigens ben. Bleg og alvorlig ser hun ud, som hun kommer gående ved siden af et par, som må være hendes forældre. Bag dem aner jeg en gruppe voksne. 
Så løber det koldt ned ad ryggen på mig, og jeg forstår, hvad det er, jeg ser. Et syn fra et andet Berlin, der var engang. 
Jeg ser igen over mod gruppen af mennesker, der langsomt bevæger sig ud mod den store gade. Det er mennesker på vej til en koncentrationslejr. Jeg mere fornemmer end ser soldaterne, der peger på dem med deres geværer. 

Synet forsvinder langsomt, men kuldegysningerne bliver ved med at skylle gennem hele kroppen. Selv da vi har sat os på caféen, bliver de ved, og når jeg  ser ned ad den brede gade, kan jeg se militærkøretøjerne passere forbi i lange rækker. Om det er min fantasi, der er på spil, ved jeg ikke. Jeg har set mange film fra Anden Verdenskrig med scener af den slags, og jeg kan sagtens genkalde mig dem. Men pigen på tolv med det sørgmodige ansigtsudtryk har jeg aldrig set før, og hun bliver stående for mit indre blik længe efter. 

I fortovsbelægningen foran mange af gadedørene er der nedlagt små mindesten. Der er indgraveret navne i dem. Årstal. Navne på lejrene. Hele tiden bliver jeg mindet om dengang. Ikke kun i det tidligere øst, hvor vi bor, men også i rigmandskvarteret med de store villaer. Ingen har kunnet vide sig sikker. 
Og jeg bliver ved med at se den alvorlige, halvstore pige for mig. Jeg ved ikke, hvem hun er, men jeg ved, hvad der er sket med hende. 

Der er andre historier om folk, der får besøg af forlængst forsvundne personer. I huse, der er bygget, hvor andre huse blev bombet sønder og sammen under krigen, kommer tidligere beboere på besøg. Måske kommer de for at få fred med en frygtelig fortid. Måske for at minde os om den Jeg håber, at jeg med mit syn kan hjælpe pigen og hendes familie til at finde ro dér på den anden side. . . 

    

                                               

 



Et andet levn fra fortiden er Nefertite, og fundet af hende fejrer hundrede år. Det er åbenbart helt almindeligt at bruge nytårsdag på at gå på museum. Uden for 'Neues Museum' er der lang køer. En kø for at købe billetter og en kø for at komme ind til udstillingen. Vi væbner os med tålmodighed - også da vi tager fejl af tidspunktet på billetten og må vente en ekstra halv time på at blive lukket ind. 

                                                                      

Der er nærmest højtideligt stille i rummet, hvor montren med Nefertite er.
Hun kigger på mig med et mystisk og uudgrundeligt smil. Som en Mona Lisa, hvis hemmelighed man aldrig opdager. Jeg ser hende i øjnene. Nogle gange smiler hun, nogle gange er hun alvorlig. Jeg er i tvivil om, hun i virkeligheden er en kvinde. Jeg synes, hun ligner en ung dreng. 

Min fantasi har travlt, og jeg forestiller mig, hvordan hendes liv har været blandt pyramider, sphinxer, ørken, paladser, slaver og fornemme faraonere. . .  

Vores sidste dag på vores korte ophold i storbyen bliver brugt på det etnologiske museum. Udstillingen om Indien ville jeg gerne fordybe mig mere i. Reliefferne med buddhalegenden giver længsler efter Sarnath og Bodhgaya, hvor jeg gik rundt for snart et år siden. Og hvor Buddha selv opholdt sig for 2500 år siden. Jeg bliver så opslugt af at undersøge en gammel klippehule, at jeg vover mig for langt ind i den. Alarmen ringer højt, og jeg farer forskrækket ud. Det varer lidt, før det går op for mig, at det var mig, der udløste den. 
Kustoden griner heldigvis bare.

Med et par billeder af Buddha i kameraet skynder vi os tilbage til lejligheden for at pakke sammen og rydde op. Så begiver vi os mod Alelxanderplatz, men vi har god tid og kan lige nå at kigge ind i dansebutikken på hjørnet. Og mig, der drømte om et par røde sko, får mit ønske opfyldt. . . Her er de så - og med dem siger jeg auf wiedersehen, Berlin. . .