Turen går snart til Indien. . .

Hverdagen har ikke levnet meget tid til blog-skriverier i lang tid - eller rettere: jeg har simpelthen prioriteret anderledes. 

Jeg skal have noget at skrive om, når jeg skal dele ud af mine oplevelser til omverdenen. Noget anderledes, noget mere spændende end den almindelige hverdag. Selvom den er god nok.

Men det jeg helst vil skrive om, er rejser, og det varer ikke ret længe, før jeg igen tager ud i den store verden og ser mig om. Den 7. januar tager jeg til Indien for at være der et par måneder. Wow - jeg glæder mig vildt. . . Det har været meget uvirkeligt i lang tid, for der har været så meget andet at tage stilling til, end om vi skulle tage til Kerala eller Goa eller Mumbai først. 

Men vores visa er ordnet, vaccinationerne klaret, og der mangler kun lidt småting, før jeg pakker rygsækken og drager herfra. Ned til strand, sol og palmer, til storbyer med et inferno af larm, os, menneskemylder, tuktuk'er, til stærkt krydret vegetarmad, ananasjuice og chai til ingen penge. Til gensyn eller nyt. . .  

Det gælder om at nyde livet så længe, man har det. Lige fra jeg var omkring fem år, og det gik op for mig, at jeg var dødelig ligesom alle andre, har jeg haft det i baghovedet, at alting slutter en dag. Alligevel har jeg troet, at jeg skulle leve evigt. Det skal jeg ikke, så jeg må hellere få set noget af alt det, jeg gerne vil. Og måske finder jeg ungdommens kilde denne gang?

Også 'efter Søren Kierkegaards mening er det den selvfølgeligste af alle sandheder, at man skal glæde sig over livet og nyde det med alle sanser. . . '
Fra Johannes Sløk: Kierkegaards Univers

Herunder er der lidt billeder fra Varanasi ved Gangesflodens bred (2012):
Kogødning ligger til tørre, mens kvinder tørrer sig efter deres hellige bad, en ko får et klap, en mand bliver barberet, nogle drenge leger med deres hjemmelavede drage, mænd diskuterer over en kop te, og brændet til ligbålene ligger i store bunker.