Hvor mange sten gik der til byggerierne i Angkor Wat - verdens største tempelområde?
Nej, det er ikke en dårlig vits. Jeg ved det ikke selv, men jeg ved, at der til Bayon-templet, som vi så i går, blev brugt flere hundrede tusinde slaver og tusindvis af elefanter. Hvis det altså ikke var væsner fra det ydre rum, der byggede det?! Aliens?! Hvem ved? For hvilket menneske har skabt 'paradis på jord', som det bliver kaldt?
Paradisisk, overvældende, imponerende, overdådig er disse mægtige templer, der ligger ude i junglen på et kæmpe område, jeg aldrig får overblik over.
Vi kører med tuktuk ud forbi Angkor Wat, der ligger ude i en stor sø. Derfra kører vi videre ud ad en lang, lige vej, hvor turistbusserne holder side om side, mens de ventende chauffører slapper af i hængekøjer, de har spændt ud mellem træerne.
Angkor Wat har sjovt nok aldrig stået på min ønskeseddel over ting, jeg ville se i det her liv. Jeg vidste knap nok, hvad det var - Cambodia var laaaangt væk i min bevidsthed. Jeg har ikke tænkt på den mulighed, tror jeg. Men nu er jeg her. Livet er fyldt med overraskelser, og jeg lærer hele tiden nyt.
Ti konger har bidraget til at skabe tempelområdet. Fra det 9. til det 14. århundrede herskede de over khmer-riget, og de byggede Angkor, der blev større og større. Den ene konge skulle overgå den forrige. 'Se, mit tempel er større end dit,' har de tænkt hver især. Og så fortsatte de byggeriet.
Den sidste i rækken af khmer-kongerne er Cambodias helt. Kongen over alle konger.
Jayavarman d. 7., hed han. og der er mange anekdoter om ham. Han var over halvtreds, da han kom til magten, og han herskede i 40 år. Han startede med at fordrive de cham-folk - muslimer fra Indonesien -, for hvem det var lykkedes uset at sejle op gennem Mekongdeltaet, videre op ad floden, gennem kanalerne ved Angkor og erobre området. I fire år havde de magten, men så kom Jayavarman d. 7., han fik dem overvundet, og så blev der fred i landet.
Jayavarman var buddhist, mild og god. Han levede efter de fire buddhistiske dyder: medfølelse, medglæde, kærlighed og balance. Hans talemåde var: 'folkets smerte, m i n smerte.' Han byggede gratis hospitaler og sørgede godt for både rig og fattig, og selvom han ændrede området fra hinduisme til buddhisme, forstod han, at man ikke bare kan lave om på sin tro, så han accepterede begge religioner.
Se, han var en rigtig konge.
Og så byggede han Bayon-templet. Det var dér, vi brugte en del timer i går sammen med mange andre, der havde fået samme idé.
Selvom man går rundt i 50 graders varme, så selv cambodianerne sveder, så det drypper, - og de er født i solen - så er det fantastisk. Jeg har næsten ikke ord for det - jeg har aldrig set noget, der har gjort så dybt indtryk, og jeg tror ikke, at jeg nogensinde vil opleve noget, der overgår dette.
Vi siger ja til at få en guide til at vise os rundt, og efter fem minutter står han foran os. En mand på 40 iført lange bukser, støvler og ternet skjorte med lange ærmer og et tørklæde om halsen til at tørre sveden af med. Han hedder pudsigt nok noget i retning af 'Jo'ren' ligesom min kæreste - meget flink er han, fuld af energi, og efter de indledende høflighedsfraser: hvad hedder I, og hvor kommer I fra - fortæller han begejstret om sit lands spændende historie, om Jayavarman og alle hans gode gerninger, mens vi mere eller mindre sveddryppende lyttede og følger med op og ned og ind i det imponerende bygningsværk.
'I har brug for en konge som ham,' udbryder jeg, da jeg har hørt lidt på ham. 'En, der kan tage sig af alle ofrene for den grumme tid, dem, der mangler hænder og arme, og som må overleve ved at tigge.'
Følelserne overtager, jeg er lige ved at græde - det gør jeg nemt. Jo'ren ser alvorligt på mig, han bliver tydeligvis selv rørt.
'Jeg forstår, hvad du mener,' siger han, og giver mig spontant et varmt kram. Så står vi der i lidt tid, og jeg får sundet mig.
En afstand er blevet kortere, han er ikke bare guiden og vi turisterne, der skal vises rundt. Og da vi senere fortæller om vores daglige vipassanameditation (en buddhistisk form af medi), bryder han ud i et begejstret råb, og hans ansigt er et stort smil.
Nu kan vi virkelig snakke sammen.
Mennesker mødes. . .
Overalt i Bayon er der gådefuldt smilende ansigter - 260 ialt. Fire og fire sidder de sammen, et mod hvert verdenshjørne. Og de er store - alt er stort her! Tårnene, de sidder på, er ca 45 meter høje.
Nogle siger, at ansigterne er Avaloketesvara's - en kommende buddha - andre siger, at de har en påfaldende lighed med Jayavarman selv.
Der er relieffer bedre end nogen tegneserie. Her skildres kampe og dagligliv, dans og cirkus. Her er fiskehandleren og dem, der drikker sig fulde og har tømmermænd dagen efter. Her er undersåtter, der med højre hånd over hjertet tilbeder deres gudekonge. Der kærlighed og krig. Og det er nemt at finde ud af, hvem der er hvem: kineserne har fipskæg, muslimerne har langt hår, og de gode khmer'er har ligesom Buddha lange øreflipper. Tegn på et langt liv.
Foran en smuk og stor buddhafigur i et af tårnene, fyldes jeg med den smukkeste energi, jeg længe har mærket. En ren hjerteenergi, som heler, giver ro og balance. Må den altid være med mig, så jeg kan dele ud af den. . .
Jeg er fyldt op af indtryk, da vi skilles fra vores guide Jo'ren og kører videre til Ta Prohm.
Et tempel, som den gode konge lod bygge til sin moders og dermed visdommens ære, og som nu er noget af det mest eventyrlige, man kan finde derude i junglen. Helt overgroet af mægtige træer, hvis rødder har sat deres store kløer i de stakkels mure. Kæmpe dynger af sten fra sammenfaldne mure ligger allevegne, og vi kan ikke komme ind i ret meget af templet. Restaureringen har stået på i årevis, og der er en hel del at lave endnu. Men det er magisk! Trods et hav af turister, der fylder og snakker og står i vejen for mine perfekte billeder, mærker jeg magien. Jeg går i min helt egen verden.
Da vi forlader Ta Prohm og går ud for at finde vores chauffør, tænker jeg på sangen om Mandalay: . . ' - hvor de ti bud ikke gælder, og hvor en mand kan føle tørst. . ., ' lyder noget at teksten.
Jeg kan føle tørst i den grad! Jeg er tør langt ned i halsen, selvom jeg har drukket ret meget vand, jeg er klistret og klam, og sulten kan jeg slet ikke mærke på grund af varmen.
Og så kører vi hjem og finder køligheden i vores airconditionerede værelse.
Glæder mig til næste tur derud. Vi har købt en tredages billet - den var dyr: 37 dollars pr person, men hvad - en dag er langt fra nok. Så må vi spare på noget andet.
Buddha bliver beskyttet af slangen Naga. . .
Et par rigtige turister - hvem mon jeg ser så beundrende på?
Nej, det er ikke en dårlig vits. Jeg ved det ikke selv, men jeg ved, at der til Bayon-templet, som vi så i går, blev brugt flere hundrede tusinde slaver og tusindvis af elefanter. Hvis det altså ikke var væsner fra det ydre rum, der byggede det?! Aliens?! Hvem ved? For hvilket menneske har skabt 'paradis på jord', som det bliver kaldt?
Paradisisk, overvældende, imponerende, overdådig er disse mægtige templer, der ligger ude i junglen på et kæmpe område, jeg aldrig får overblik over.
Vi kører med tuktuk ud forbi Angkor Wat, der ligger ude i en stor sø. Derfra kører vi videre ud ad en lang, lige vej, hvor turistbusserne holder side om side, mens de ventende chauffører slapper af i hængekøjer, de har spændt ud mellem træerne.
Angkor Wat har sjovt nok aldrig stået på min ønskeseddel over ting, jeg ville se i det her liv. Jeg vidste knap nok, hvad det var - Cambodia var laaaangt væk i min bevidsthed. Jeg har ikke tænkt på den mulighed, tror jeg. Men nu er jeg her. Livet er fyldt med overraskelser, og jeg lærer hele tiden nyt.
Ti konger har bidraget til at skabe tempelområdet. Fra det 9. til det 14. århundrede herskede de over khmer-riget, og de byggede Angkor, der blev større og større. Den ene konge skulle overgå den forrige. 'Se, mit tempel er større end dit,' har de tænkt hver især. Og så fortsatte de byggeriet.
Den sidste i rækken af khmer-kongerne er Cambodias helt. Kongen over alle konger.
Jayavarman d. 7., hed han. og der er mange anekdoter om ham. Han var over halvtreds, da han kom til magten, og han herskede i 40 år. Han startede med at fordrive de cham-folk - muslimer fra Indonesien -, for hvem det var lykkedes uset at sejle op gennem Mekongdeltaet, videre op ad floden, gennem kanalerne ved Angkor og erobre området. I fire år havde de magten, men så kom Jayavarman d. 7., han fik dem overvundet, og så blev der fred i landet.
Jayavarman var buddhist, mild og god. Han levede efter de fire buddhistiske dyder: medfølelse, medglæde, kærlighed og balance. Hans talemåde var: 'folkets smerte, m i n smerte.' Han byggede gratis hospitaler og sørgede godt for både rig og fattig, og selvom han ændrede området fra hinduisme til buddhisme, forstod han, at man ikke bare kan lave om på sin tro, så han accepterede begge religioner.
Se, han var en rigtig konge.
Og så byggede han Bayon-templet. Det var dér, vi brugte en del timer i går sammen med mange andre, der havde fået samme idé.
Selvom man går rundt i 50 graders varme, så selv cambodianerne sveder, så det drypper, - og de er født i solen - så er det fantastisk. Jeg har næsten ikke ord for det - jeg har aldrig set noget, der har gjort så dybt indtryk, og jeg tror ikke, at jeg nogensinde vil opleve noget, der overgår dette.
Vi siger ja til at få en guide til at vise os rundt, og efter fem minutter står han foran os. En mand på 40 iført lange bukser, støvler og ternet skjorte med lange ærmer og et tørklæde om halsen til at tørre sveden af med. Han hedder pudsigt nok noget i retning af 'Jo'ren' ligesom min kæreste - meget flink er han, fuld af energi, og efter de indledende høflighedsfraser: hvad hedder I, og hvor kommer I fra - fortæller han begejstret om sit lands spændende historie, om Jayavarman og alle hans gode gerninger, mens vi mere eller mindre sveddryppende lyttede og følger med op og ned og ind i det imponerende bygningsværk.
'I har brug for en konge som ham,' udbryder jeg, da jeg har hørt lidt på ham. 'En, der kan tage sig af alle ofrene for den grumme tid, dem, der mangler hænder og arme, og som må overleve ved at tigge.'
Følelserne overtager, jeg er lige ved at græde - det gør jeg nemt. Jo'ren ser alvorligt på mig, han bliver tydeligvis selv rørt.
'Jeg forstår, hvad du mener,' siger han, og giver mig spontant et varmt kram. Så står vi der i lidt tid, og jeg får sundet mig.
En afstand er blevet kortere, han er ikke bare guiden og vi turisterne, der skal vises rundt. Og da vi senere fortæller om vores daglige vipassanameditation (en buddhistisk form af medi), bryder han ud i et begejstret råb, og hans ansigt er et stort smil.
Nu kan vi virkelig snakke sammen.
Mennesker mødes. . .
Overalt i Bayon er der gådefuldt smilende ansigter - 260 ialt. Fire og fire sidder de sammen, et mod hvert verdenshjørne. Og de er store - alt er stort her! Tårnene, de sidder på, er ca 45 meter høje.
Nogle siger, at ansigterne er Avaloketesvara's - en kommende buddha - andre siger, at de har en påfaldende lighed med Jayavarman selv.
Der er relieffer bedre end nogen tegneserie. Her skildres kampe og dagligliv, dans og cirkus. Her er fiskehandleren og dem, der drikker sig fulde og har tømmermænd dagen efter. Her er undersåtter, der med højre hånd over hjertet tilbeder deres gudekonge. Der kærlighed og krig. Og det er nemt at finde ud af, hvem der er hvem: kineserne har fipskæg, muslimerne har langt hår, og de gode khmer'er har ligesom Buddha lange øreflipper. Tegn på et langt liv.
Foran en smuk og stor buddhafigur i et af tårnene, fyldes jeg med den smukkeste energi, jeg længe har mærket. En ren hjerteenergi, som heler, giver ro og balance. Må den altid være med mig, så jeg kan dele ud af den. . .
Jeg er fyldt op af indtryk, da vi skilles fra vores guide Jo'ren og kører videre til Ta Prohm.
Et tempel, som den gode konge lod bygge til sin moders og dermed visdommens ære, og som nu er noget af det mest eventyrlige, man kan finde derude i junglen. Helt overgroet af mægtige træer, hvis rødder har sat deres store kløer i de stakkels mure. Kæmpe dynger af sten fra sammenfaldne mure ligger allevegne, og vi kan ikke komme ind i ret meget af templet. Restaureringen har stået på i årevis, og der er en hel del at lave endnu. Men det er magisk! Trods et hav af turister, der fylder og snakker og står i vejen for mine perfekte billeder, mærker jeg magien. Jeg går i min helt egen verden.
Da vi forlader Ta Prohm og går ud for at finde vores chauffør, tænker jeg på sangen om Mandalay: . . ' - hvor de ti bud ikke gælder, og hvor en mand kan føle tørst. . ., ' lyder noget at teksten.
Jeg kan føle tørst i den grad! Jeg er tør langt ned i halsen, selvom jeg har drukket ret meget vand, jeg er klistret og klam, og sulten kan jeg slet ikke mærke på grund af varmen.
Og så kører vi hjem og finder køligheden i vores airconditionerede værelse.
Glæder mig til næste tur derud. Vi har købt en tredages billet - den var dyr: 37 dollars pr person, men hvad - en dag er langt fra nok. Så må vi spare på noget andet.
Et par rigtige turister - hvem mon jeg ser så beundrende på?
TA PROHM - templet, som Jayavarman byggede til ære for sin mor. Det var dengang, der var respekt for de ældre. Far og mor betragtedes simpelthen som ens guder.
