Snart retur. . .

Jeg har fået en del velsignelser på denne rejse.  Hvis du har fulgt med, husker du måske nogle af dem? Der var guiden Jo'rn, som viste os rundt i Bayon-templet, og som lirede en lang, lang remse af om alt det gode, han ville ønske for os. Der var de søde, gamle og temmelig tandløse nonner, der lokkede mig med et armbånd af en rød og gul uldsnor samme sted. Der var drengemunken i Angkor Wat's skyggefulde arkade, og så var der buddhastatuen, der sad lige uden for vores første hus på Samui. Jeg gav ham en frisk blomst hver dag, og før vi rejste, forærede jeg ham nonnernes uldsnor. Sådan en smider man nemlig ikke væk. Det ville være en slags helligbrøde.
På hotelværelset i Siem Reap havde jeg lagt den første uldsnor, jeg havde fået, på mit natbord. Den strammede og generede mig, så jeg hev den af. Da jeg kom tilbage efter min bytur, fandt jeg den liggende nydeligt oven på de rene håndklæder, som rengøringsdamen havde lagt til os.

Den seneste velsignelse - jeg vil ikke kalde den for den sidste, for der skal nok komme flere hen ad vejen - nå, men det var i dag i en lille butik nede ved havet. Fisherman's pants shop. En af de butikker, der har kvalitetsvarer og ikke bare souvenirs og det samme ragelse, som tusind andre bikse har. Befriende - og jeg skulle lige lure dem kunsten af. De laver nemlig nogle ret fede bukser. Løse, rummelige og til at vikle om sig og binde med en snor. Passer sikkert til de fleste størrelser.
Uden for butikken hænger der tibetanske bedeflag, og indenfor sælger der ud over det lækre tøj også mala'er - tibetanske bedekranse - til meget pæne priser. På bagvæggen hænger der små vægtæpper med tibetanske og nepalesiske motiver.
'Det er min udstilling,' sagde indehaveren, da vi nysgerrigt kom nærmere for at se på dem.
Han sad og hang over en fodboldkamp i fjernsynet og havde overladt arbejdet med at vise varerne frem til en anden.
Joh, han havde rejst i både Nepal og Tibet, og selvom han var født jøde, var han mere til buddhisme og kabbalah.
'I don't like religion,' sagde han, og vi kunne hurtigt blive enige både om det, om rejserne og om buddhismen.
Jeg sagde, at jeg har en drøm om en dag at komme til Nepal.
'You guys, you are a little buddhists, yes?' sagde han. 'I skal have en sten. Vælg én,' fortsatte han og greb en lille kurv fyldt med sten. Rakte den først til manden min, så til mig.
Stenene havde han taget med sig hjem fra en rejse til Mount Kailash i Tibet. Et bjerg, der af hele fire trosretninger betragtes som helligt, og som i buddhismen bliver kaldt 'Mount Meru', og hvor fire af Asiens længste floder udspringer. Blandt andet en, der slutter sig til Ganges længere sydpå. Mange myter og legender fortæller om bjerget, som tusindvis valfarter til hvert år.
Vi valgte hver en sten fra det hellige bjerg, og han rejste sig og gav os sin velsignelse. 'All my blessings,' sagde han og ønskede os alt godt for vores fremtid.
Da vi gik ud af butikken, og jeg satte mig for at tage sko på, lød Bob Marley's stemme i højttaleren: 'I've been waiting for you my whole life. . . '
Kunne det siges bedre? For hvem er det lige, jeg er sammen med?

 Vi drog af med hver vores sten i lommen, og jeg tænkte, at når jeg nu ikke kommer til bjerget, må bjerget komme til mig. Stenene har i øvrigt en meget kraftig energi, der får det til at risle helt ned ad ryggen på mig.

Nu er det ved at være farvel til Koh Samui. Den uldne trøje, hue og vanter ligger øverst i kufferten, så det er nemt at komme til, når jeg lander i kulden i dk. Nedenunder ligger sommertøjet og klipklapperne, der næsten er slidt op. I mit hjerte er jeg fyldt op med alle de venlige mennesker, jeg har mødt, alle dem, jeg har grædt for, og dem jeg har grinet med. Dem, jeg har fået smil fra og hjælp fra. Energierne fra Bayon tager jeg med mig og deler gerne ud af. Billederne, jeg har taget, vil jeg gense og gense, og jeg vil fortælle til dem, der gider høre på det om stort og småt fra den vide verden, jeg har set endnu en lille bid af.
Om jeg fandt ud af, hvad jeg lavede her? som jeg spurgte mig selv om den første nat i Siem Reap. Jo, det gjorde jeg. . .

Og til dig, der læser dette, giver jeg 'all my blessings' - må dine guder være med dig og dine i alt, hvad I foretager jer.


 

Sightseeing

Hellere et par tropestorme end snevejr og kulde.
I beskrivelserne af Koh Samui står der, at vejret stort set altid er godt - himlen er blå, solen skinner, og fuglene synger. Det er næææsten rigtigt, men lige nu er det gråvejr, det blæser, og et voldsomt regnskyl før oversvømmede terrassen og jog alle folk væk fra stranden.

Siden søndag har vi boet femten meter fra stranden, og jeg har opdaget, hvor meget havet larmer. Især om natten lægger jeg mærke til det. Ret forstyrrende faktisk - jeg skal aldrig have en cd med lyden af bølgeskvulp for at falde i søvn. Til gengæld overdøver de utrættelige bølger næsten vores støjende nabo. En ung fyr med en stemme som en rundsav, og som han bruger ret meget. I nat gav han sig til at spille guitar - han er ikke helt uden talent, men han må godt bruge det på et andet tidspunkt for min skyld.
Hm - ja, sådan er livet også ved stranden. Der er mange andre end os, der kan lide det sol og varme, og de fleste er flinke og stilfærdige. Vi snakker lidt med den ældre tysker, der har lånt en strandstol foran vores rum til gengæld for at købe en øl eller to her. Han har været her tre måneder og bliver to endnu. Han har adopteret en af de 'indfødte' hunde, og normalt ligger den under hans stol, men i dag er den væk. Sikkert ude efter de 'junge frauen', siger han.

Her er hoteller, guesthouses, bungalows, resorts side om side med restauranter, barer, souvenirshopper og turbureauer.
Heldigvis er der en byggeregel, der siger, at der ikke må bygges huse højere end et palmetræ, så de højeste bygninger er på fire etager. Kokos kan bruges til meget. . .
Til gengæld har Koh Samui Thailands største buddhastatue. 'Big Buddha' hedder den ikke særligt opfindsomt. En forgyldt statue af Buddha anbragt på en terrasse, som man kommer op til ad en lang, stejl trappe. Folk valfarter til stedet for at beundre eller tilbede  eller for at tage et par selfier foran Buddha'en, der er højt hævet over alle kokospalmerne.
Stort er godt! Men udsigten deroppefra er smuk, smuk, smuk. . . Alle de klippeøer, der ligger spredt i det blå, turkise, grønne hav.

Området omkring Big Buddha er noget af et tivoli med souvenirboder og iskiosker med øens bedste is, som de selv siger. Til dobbelt pris naturligvis. Og så er der fjollede figurer af drager og nymfer - der er lidt af hvert.
Vi var der i går på vores sightseeing med privatchauffør. Ikke en af de faste ture med elefanttrekking og monkeyshow - synd for dyrene, så det støtter vi ikke. I stedet var vi nogle af de smukkeste steder, hvor der ikke kommer ret mange turister. Ind i junglen til vandfald og smukke udsigter. Der er slanger og smukke sommerfugle. Der vokser kokos, bananer, ananas og dorianfrugter, der stinker som døde fisk, men som skulle smage himmelsk. Et håndskrevet skilt advarer mod at stjæle dem. De er i høj kurs, men hold dig fra dem - du får en bøde på 2000 bath = 500 kroner.
Et sted førte en smal, tilgroet sti hen til et udsigtspunkt - vi skulle betale lidt for at få lov til at nyde det. Putte pengene i en plastikflaske, der hang på en gren. Manden, der skulle holde øje med gæster, holdt sikkert fri. Ham, der passede ingangen til vandfaldet, lå og sov i sin lille bod og vågnede op, da vi kom. Det er bedst ikke at overanstrenge sig.
Men tilbage til stien . . .
Lænet op ad et træ stod et relief i sten. Et hjørne var brækket af og selve motivet var sat sammen af mindre stykker. Jamen, er det ikke? udbrød jeg og standsede for at tage et par billeder. Jo, det er da den gode konge Jayavarman 7., som jeg kender fra fra Bayontemplet ved Angkor Wat i Cambodia.Gode gamle Jayavarman, som er cambodianernes helt. Ham, der byggede Bayon-templet og fyldte det med statuer og relieffer af en buddha, der skulle have en slående lighed med ham selv.
Templet fra khmertidens glansperiode, som jeg blev så overvældet over at se. Som jeg ikke kunne få nok af. Som jeg aldrig har set mage til. Som jeg stadig drømmer om. .
En eller anden fra Koh Samui må have været en tur i Siem Reap og er blevet fristet til at hjembringe en souvenir fra templet. Hvordan kan jeg ikke gætte. Den er tung, sådan en sag. Men folk 'låner', røver, tager lidt af hvert. Så hvorfor ikke? Hvis man har plads i kufferten og kræfter til at slæbe den, så kan man hjembringe lidt af hvert.
Jeg er ikke i tvivl om, at det var en 'souvenir'. Hvorfor skulle lidt af det ødelagte tempel i nabolandet ikke været havnet på en thailandsk ø? På selve Angkor Wat er størstedelen af de gamle buddhafigurer forsvundet, ødelagt, fjernet, stjålet, og der står kun nogle få tilbage i dag.

Før vi kørte op i bjergene, var vi i det røde tempel ikke langt fra, hvor vi bor. Her var rart og fredeligt, og jeg fandt noget af den ro og trang til fordybelse, jeg kan lide. Et smukt sted ved en lille bugt med nogle få hytter og en udsigt med en stor herlighedsværdi. Smukke relieffer med motiver fra Buddhas liv og et mægtigt bodhitræ udenfor. Slangen Naga i flere udgaver vogtede ved indgangen, og solen skinnede, og havet var stille, blankt og smukt turkisgrønt
Der vil jeg hen igen for bare at være lidt, og det får jeg mulighed for, eftersom vi bliver her til på tirsdag.

Det grimmeste, jeg har set inden for tempelverdenen - ja, undskyld mig, kinesere, men jeg synes godt nok ikke om jeres stil. De har fornylig byttet et tempel ikke så langt fra det røde tempel. Det er ikke helt færdigt. Der går stadig håndværkere rundt. Foran står der en drabelig statue, som man kan bruge til at skræmme børn og andre sarte sjæle med. Ubeskriveligt grimt, men interessant at se. Hver sin smag. .

I dag er vi flyttet igenigen - til et værelse på tredjesal hos John, vi kørte med i går. Han har boet her på øen i 23 år. Han lejer motorcykler ud og kører lidt med turister, der ikke vil deltage i de organiserede ture siddende på ladet af en off roader sammen med ti andre. Eller anbragt på taget af den. Det sidste ser godt nok lidt farligt ud, skulle jeg hilse og sige. Nå, men da vi hørte om værelset på tredje, skiftede vi mening som så tit før. Skulle have været til øen Koh Pahngan de sidste dage, havde booket et sted, men man har en mening, til man tager en ny. Vi bliver her - og den anden ø bliver næste gang. Måske. Jeg glæder mig allerede til  vores næste ferie.

 Big Buddha på Koh Samui

Med dhamma-hjulet og kongens båd som nakkestøtte

 Der bliver ofret

 Slangen Naga i en særlig glimmer-udgave

 Udsigten til de andre øer er smuk, men svær at fange med et lille kamera

Et ring med klokken får opmærksomheden rettet mod nuet

Og så til det røde tempel:

 En anden slags Naga

 - og endnu én

 Templets vægge er dækket af relieffer med motiver fra Buddhas liv

 Et kæmpe bodhitræ udenfor

 Er vild med det træ. . .

Munkene tigger sig til lidt af hvert

- Og det kinesiske tempel - hmhm. . . 

Så lad mig hellere få lidt vandfald:

- og et fodbad efter en strabadserende tur op og ned

 'Vores' hund forstod det. . .

 Her er souvenir'en fra Bayontemplet - ligner til forveksling

Og udsigten var god

Og der var gjort plads til en siesta - hængekøjer er populære her

Ø-liv. . .

Tidligt i går morges ved nymåne gik vi ind i hundens år i følge kineserne. Det bliver fejret fra nu af og indtil fuldmåne i begyndelsen af marts. Noget af en fest, må man sige.
Mange steder er der pyntet med røde papirlamper, og der har været lidt fyrværkeri de sidste dage.
Kineserne har vist et bedre omdømme her i Thailand, end de har i Cambodia. Her har de været købmænd i århundreder, og det er de stadig.
Hundens år - og det er ikke vandhunden, men jordhunden, vi taler om - lyder lovende. Jeg er ikke meget inde i den kinesiske astrologi, så jeg tjekkede på nettet og faldt over nogle ord, der beskriver det kommende år, der varer indtil den 5. februar 2019: solidaritet og broderskab, mere ro, stabilitet, og så er året godt for livsstilsændringer som fx at holde op med at ryge.
Spændende hvad det bliver til. Kineserne må kunne et eller andet, eftersom det var dem, der opfandt krudtet. . . 

Her på øen er der ikke meget andet at lave end at gå i vandet, sole sig og svede - og så kan man komme på sejlture ud til nogle af de mange ubeboede øer. Man kan dykke og snorkle og se på koraller og farvestrålende fisk.
Jeg er ikke vild med dybt vand. Kan bedst lide at se det på afstand, og jeg skal helst svømme, hvor jeg kan bunde. Så det var lidt af en udfordring, da jeg forleden gik ombord i en lille  motorbåd med plads til ti-tolv personer. Det var lidt overskyet, og det blæste, så vi huggede os frem, vandet stod os om ørerne, og vi blev hurtigt drivvåde.
Men smukt var der - og jeg kom også i vandet, da vi lagde til et stykke uden for en af øerne for at svømme blandt fiskene, der grådigt flokkedes om de stumper brød, vi smed til dem. Som der stod i brochuren, vi var faldet for nogle dage før, skulle vi ud til smukke koralrev, hvor fiskene ikke er generte.
Så yes - jeg har rørt ved en bolchestribet fisk. Eller rettere en hel masse. Sjov fornemmelse. Som at svømme i tyk suppe.

På en øde ø lagde vi til, og mens vores to bådsmænd tog sig en lur i deres hængekøjer, plaskede vi lidt i vandet og så på alle de andre, der var på lignende udflugter. Nogle havde fanget fisk og stegte dem til deres frokost. Vi klarede os med et par sandwich fra båden, og som på de fleste øde øer var der selvfølgelig en iskiosk, så helt Robinson Crusoe var det ikke.
Men de findes, den slags øer - smukke, hvide sandstrande, hvor man kan ligge i skyggen af palmer og drømme, eller man kan samle muslingeskaller og eventyrligt formede koraller. Jeg har samlet en del, og min kuffert skal nok blive for tung.

På tilbagevejen skulle vi liiige endnu engang i vandet og se på fisk, men denne gang blev jeg siddende på båden og så på. Det var for meget - jeg havde opbrugt dagens kvote af mod, og der var lidt for store bølger til mig. Men de andre seks passagerer, der snorklede rundt, var glade, og en havde set en meget stor leopardplettet fisk, så hun var begejstret, og hun havde et vandtæt kamera med sig og filmede det hele.
Selv sad jeg og tog billeder undervejs, og de blev alle sammen meeeget skæve. . .
Jeg var glad for at have prøvet sejlturen. Det var paradisisk smukt, men sømand bliver jeg aldrig. Jeg var glad, da vi var kommet så langt ind mod vores havn, at jeg ville kunne svømme resten af vejen. Og rigtig glad var jeg, da vi sad bænket på en restaurant ved vandet og fik en god frokost, mens vi snakkede med vores medpassagerer.
Jeg var også glad over først i går at læse om den båd, hvis motor var eksploderet for nylig med 27 kinesere, og de var alle kommet slemt til skade.
På nogle områder er jeg en kylling', det erkender jeg, men så kan jeg en hel del andre ting.

 Malerisk ser det ud

 Ø efter ø - store og små

 En helet ubeboet klippeø

 Skumsprøjt

Vores glade bådsmand - skal lige sige, at motoren på båden lød som en gammel folkevognsmotor

 Is og frugt kan man få de fleste steder

Farven er rigtig nok - smuk turkis

 Ikke alle kan lide solen, og så må man jo dække sig til

Dase og dovne. . .

Vi har et bodhitræ i vores have og en buddhastatue bag ved vores hæk. Det kan næsten ikke være bedre. Vi har fuglefløjt og -kvidder dagen lang. . .
Vi har et par små firben bag sofaen og en femogtyve centimeter lang gekko i soveværelset. Dens venner gnækker højlydt i mørkningen, når cikaderne for alvor begynder deres disharmoniske koncert.
Vi har ti minutters gang til stranden med hvidt sand, slanke palmer og roligt, turkisfarvet vand. Vi har et dejligt hus lidt oppe ad bjerget, udsigt til høje, slanke kokospalmer og dyre luksusvillaer højere oppe.
Jeg sidder på vores store veranda og nyder den lette vind, som får temperaturen lidt ned under de 30 grader.
Her er fredeligt og roligt, og her er tid til at meditere, vegetere, tænke over livet og over ingenting. Tid til at læse, skrive og tegne.
De største spørgsmål er, hvornår vi skal gå i vandet, hvor mange gange, vi skal, om vi har husket solcremen, og om vi skal spise middag det sædvanlige sted tæt på vandkanten, når tusmørket er kommet, og vi kan se lysene fra en lille by på naboøen Koh Pangang og fra de få fiskerbåde, der er sejlet ud. Svarene er nemme, for vi går i vandet flere gange om dagen, og vi spiser det samme sted hver aften til  lyden af bølgeskvulp. Godt de har et meget stort menukort!
Med andre ord er jeg havnet på en tropeø, hvor livet er enkelt, dagene ligner hinanden, og jeg sluger grådigt store doser af d-vitaminer, som jeg har manglet i flere år. Ren vitaminindsprøjtning og en øvelse i dovenskab, som ellers ikke er min stærke side. Men jeg er ved at vænne mig til det, og jeg har stadig ikke hjemve.

Mit første besøg i Thailand er det. Vi bor på Koh Samui, en ø med en kyststrækning på hundrede kilometer. Vi har været heldige at finde et meget fredeligt sted, hvor turisterne hovedsagelig er ældre mennesker og børnefamilier. Og der er ikke så mange af dem.
Her er smuk natur med jungle og vandfald, og vi skal nok få set lidt af det. I morgen tager vi en sejltur ud mellem 42 helt ubeboede øer, og det skulle være sååå paradisisk smukt.
På øen her er nogle få templer og en kæmpestor gylden buddhastatue ved lufthavnen. Vi ankom i mørke, så jeg fik ikke set den fra luften. Der er også en mummificeret munk i et tempel et sted. Man kan se ham siddende i den sædvanlige skrædderstilling - gad vide, om han er død sådan? Nå - ham vil jeg nu ikke se. Så hellere et par vandfald og nogle farvestrålende fisk under vandet.
Meeeen jeg tror ikke, at det her kommer til at slå Siem Reap og Angkor Wat og Bayontemplet, som jeg stadig drømmer om. . .
Selvom Thailand i nogle hundrede år var en del af khmer-riget, har de ikke noget lignende. . . En miniaturemodel af Cambodias tempelanlæg har de dog - den håber jeg at få set, når vi tager til Bangkok for at se os om i et par dage før vores hjemrejse.
Den tid, den glæde. . .
Indtil da vil jeg fortsætte den sunde øvelse i at lave så lidt som muligt over så lang tid som mulig. . . Glæde mig over at undgå vinteren derhjemme, for jeg trives i varme og er ikke skabt til kulde. Her har jeg næsten ikke kolde fingre, som jeg får derhjemme, bare jeg kigger ud af vinduet. . .

Her er vores strand

 Bag ved vores hæk

 Vores bodhitræ. . .

 Så mange farvestrålende blomster

 Udsigt lidt længere oppe ad vejen. Der er meget stejlt. . .

Min palme på stranden

 Joooo, der er skam andre mennesker, men der er et stykke imellem os

 Sidste rejse, hedder bogen - og nej, det er ikke en metafor på min. . .

Her er vores hus medsamt scooter - har ikke forsøgt mig endnu. De kører vildt og hurtigt her