Ryd op og giv slip. . .

Her til morgen fik jeg en mail med teksten:

Respekter dig selv nok til, at du giver slip på det, der ikke mere tjener dig, ikke får dig til at vokse eller gør dig glad. . . 

En kærlig hilsen fra en cypriotisk kvinde, som jeg mødte til min første eft-masterclass for fem år siden. Vi boede på samme hotel i den lille engelske by, hvor konferencen fandt sted, og vi havde det sjovt og hyggeligt sammen
Vi græd, da vi sagde farvel, og vi har ikke mødt hinanden siden. Men jeg får jævnligt en hilsen fra hende. Denne gang med en 'reminder' om at give slip. Nemt sagt eller hvad? Hvor nemt er det at give slip, smide ud, lave om? 
Nogle gange bliver man tvunget til det. Nogle gange bliver man ikke spurgt. Tingene sker bare, og det kan godt være, at man forsøger at protestere, men det nytter ikke noget. Andre gange må man selv tage ansvaret og se på, hvad man skal vælge til og fra. Hvad er godt? Hvad kan man bruge? Hvad tjener én, og hvad gør én glad? 

For nylig havde jeg engageret to mænd til at rydde mit udhus, der var fyldt med gammelt rod og ting, der havde hobet sig op igennem lang tid. Det var efterhånden blevet så uoverskueligt, at jeg måtte have hjælp til det. Jeg stod og kiggede på, at de to sorterede og slæbte af med det.
'Masser af gamle minder,' sagde den ene til  mig, da han satte et par fyldte kasser op på sækkevognen.
'Så er der plads til nyt,' sagde den anden. 
Så sandt som det er sagt. Om det er fysiske ting - eller om det er andre ting, man giver slip på, så giver det luft. 

Selv synes jeg, at det er helt rart at smide ud en gang imellem, og jeg har rigeligt at tage fat på, for jeg har altid holdt af 'pæne ting'. De har det bare med at fylde! Og sikke meget, der gemmer sig i skuffer og på hylder. Ting, jeg ikke har brugt i lang tid. Tøj, jeg ikke kan passe eller aldrig har brugt. Mapper fyldt med noter fra kurser, jeg har været på. Gamle breve og kort. Bøger, jeg aldrig vil læse igen. Det er der bare, og der er ikke nogen, der løber med det. 

Hvis jeg ikke fortaber mig i gamle minder og ikke finder ud af, at jeg faktisk godt kan bruge den bluse, jeg ikke har haft på de sidste fem år, eller hvis jeg ikke giver mig til at genlæse  brevene og bøgerne, så får jeg pludselig en masse plads. Og jeg får det bedre både fysisk og psykisk. Man bruger meget energi på ting, der bare fylder op.

Men at give slip handler om mere og andet end at rydde op i skufferne. Det handler også om at rydde op i sine 'indre skuffer'. At give slip på fortiden. At give slip på bekymringer. Måske at give slip på nogle drømme. . . Det kan være mange ting, og det kan være noget af en udfordring. Skræmmende - man ved jo, hvad man har, men hvad man får, det kan man ikke vide.

Jeg har ikke opskriften, og jeg øver mig stadig. Men jeg synes, det er værd at tænke over, hvad man har brug for, og hvad man bliver glad over. Og så gøre noget ved de ting, man kan gøre noget ved. Dem er der helt sikkert mange af. 
Og dem, man ikke kan gøre noget ved, må man acceptere. . . 

MINDFULNESS - sæt farten ned og træk vejret. . .

Mindfulness har længe været moderne. Hvem har snart ikke hørt om begrebet? Der tilbydes et utal af kurser og foredrag rundt omkring, og det bliver både forherliget og kritiseret. Nogle gange skulle man tro, at det var en helt ny opfindelse. Noget, man skal lære, og nogle gange kan det lyde, som om det er en mirakelkur. . .

I virkeligheden er mindfulness bare et navn for noget, som vi alle sammen kan eller har kunnet. I hvert fald kunnet bedre. Mange af os har bare glemt, hvordan man gør. 

Mindfulness betyder at være opmærksom og fokuseret. At gøre én ting ad gangen. At være til stede og nærværende og at være i sin krop. Man kan sagtens være til stede uden at være nærværende. Men virkelig at være dér, hvor man er - helt i nuet. Det er mindfulness. 

Det er ok at have travlt og ok at skulle nå det hele på den halve tid. Det er bare ikke sundt i længden, hvis man har det sådan hele tiden. Så er det, man bliver stresset, og måske når man alligevel ikke alt det, man skal. Så bliver man endnu mere stresset. 

Buddha underviste sine elever i mindfulness. Han opfandt det ikke, men han vidste, hvor vigtigt det var, og han mente, at meditation kunne føre os ud af 'lidelsen' og til nirvana. 

Man behøver ikke være buddhist eller tro på noget bestemt. De fleste kan have stor glæde af at meditere, og bare at gøre det kort tid hver dag har en positiv virkning. Hellere lidt end ingenting. En pause i hverdagens travlhed er sund.

Men at gøre det, man gør med mindfulness er også virksomt. At sætte tempoet ned. At lægge mærke til verden omkring sig. Bruge sin sanser - lugte, føle, smage, lytte, når man laver mad, gør rent, udfører sine arbejdsopgaver. 

Forleden så jeg en film fra Afrika,hvor nogle mennesker var ved at lave en meget lang vej hen over savannen. En mand, der var sat til at bøje nogle jernstænger og derefter binde dem sammen, sagde, at når han lavede sit arbejde, tænkte han ikke på andet end på det. Hvis han gjorde det, ville der ske en ulykke.

En kvinde, der sirligt flettede vægge af plantefibre, sagde det samme. 'Hvis jeg ikke koncentrerer mig om det, jeg laver, så går det galt.'

Jeg har det selv med at skulle ordne tre ting på samme tid. Vi kvinder kan jo multitaske, siger vi tit - hvorimod mænd kun kan lave én ting ad gangen. Vi er nærmest stolte over, at vi kan klare mange ting på én gang. Og med børn, hjem, arbejde osv. - du kender det sikkert alt for godt - så er det en kunst ikke at blive stresset.

I virkeligheden er det bare ikke nogen god idé at mulitaske, og de gange, jeg selv har skåret mig på min skarpe køkkenkniv, er det sket, fordi jeg var uopmærksom. Havde tankerne et andet sted. 

Så jeg øver mig stadig, og jeg kan blive endnu bedre til det. Og jeg sætter mig hver dag en stund og trækker vejret, mens jeg forsøger at holde opmærksomheden på det. Kun det. . .