Vi har et bodhitræ i vores have og en buddhastatue bag ved vores hæk. Det kan næsten ikke være bedre. Vi har fuglefløjt og -kvidder dagen lang. . .
Vi har et par små firben bag sofaen og en femogtyve centimeter lang gekko i soveværelset. Dens venner gnækker højlydt i mørkningen, når cikaderne for alvor begynder deres disharmoniske koncert.
Vi har ti minutters gang til stranden med hvidt sand, slanke palmer og roligt, turkisfarvet vand. Vi har et dejligt hus lidt oppe ad bjerget, udsigt til høje, slanke kokospalmer og dyre luksusvillaer højere oppe.
Jeg sidder på vores store veranda og nyder den lette vind, som får temperaturen lidt ned under de 30 grader.
Her er fredeligt og roligt, og her er tid til at meditere, vegetere, tænke over livet og over ingenting. Tid til at læse, skrive og tegne.
De største spørgsmål er, hvornår vi skal gå i vandet, hvor mange gange, vi skal, om vi har husket solcremen, og om vi skal spise middag det sædvanlige sted tæt på vandkanten, når tusmørket er kommet, og vi kan se lysene fra en lille by på naboøen Koh Pangang og fra de få fiskerbåde, der er sejlet ud. Svarene er nemme, for vi går i vandet flere gange om dagen, og vi spiser det samme sted hver aften til lyden af bølgeskvulp. Godt de har et meget stort menukort!
Med andre ord er jeg havnet på en tropeø, hvor livet er enkelt, dagene ligner hinanden, og jeg sluger grådigt store doser af d-vitaminer, som jeg har manglet i flere år. Ren vitaminindsprøjtning og en øvelse i dovenskab, som ellers ikke er min stærke side. Men jeg er ved at vænne mig til det, og jeg har stadig ikke hjemve.
Mit første besøg i Thailand er det. Vi bor på Koh Samui, en ø med en kyststrækning på hundrede kilometer. Vi har været heldige at finde et meget fredeligt sted, hvor turisterne hovedsagelig er ældre mennesker og børnefamilier. Og der er ikke så mange af dem.
Her er smuk natur med jungle og vandfald, og vi skal nok få set lidt af det. I morgen tager vi en sejltur ud mellem 42 helt ubeboede øer, og det skulle være sååå paradisisk smukt.
På øen her er nogle få templer og en kæmpestor gylden buddhastatue ved lufthavnen. Vi ankom i mørke, så jeg fik ikke set den fra luften. Der er også en mummificeret munk i et tempel et sted. Man kan se ham siddende i den sædvanlige skrædderstilling - gad vide, om han er død sådan? Nå - ham vil jeg nu ikke se. Så hellere et par vandfald og nogle farvestrålende fisk under vandet.
Meeeen jeg tror ikke, at det her kommer til at slå Siem Reap og Angkor Wat og Bayontemplet, som jeg stadig drømmer om. . .
Selvom Thailand i nogle hundrede år var en del af khmer-riget, har de ikke noget lignende. . . En miniaturemodel af Cambodias tempelanlæg har de dog - den håber jeg at få set, når vi tager til Bangkok for at se os om i et par dage før vores hjemrejse.
Den tid, den glæde. . .
Indtil da vil jeg fortsætte den sunde øvelse i at lave så lidt som muligt over så lang tid som mulig. . . Glæde mig over at undgå vinteren derhjemme, for jeg trives i varme og er ikke skabt til kulde. Her har jeg næsten ikke kolde fingre, som jeg får derhjemme, bare jeg kigger ud af vinduet. . .
Vi har et par små firben bag sofaen og en femogtyve centimeter lang gekko i soveværelset. Dens venner gnækker højlydt i mørkningen, når cikaderne for alvor begynder deres disharmoniske koncert.
Vi har ti minutters gang til stranden med hvidt sand, slanke palmer og roligt, turkisfarvet vand. Vi har et dejligt hus lidt oppe ad bjerget, udsigt til høje, slanke kokospalmer og dyre luksusvillaer højere oppe.
Jeg sidder på vores store veranda og nyder den lette vind, som får temperaturen lidt ned under de 30 grader.
Her er fredeligt og roligt, og her er tid til at meditere, vegetere, tænke over livet og over ingenting. Tid til at læse, skrive og tegne.
De største spørgsmål er, hvornår vi skal gå i vandet, hvor mange gange, vi skal, om vi har husket solcremen, og om vi skal spise middag det sædvanlige sted tæt på vandkanten, når tusmørket er kommet, og vi kan se lysene fra en lille by på naboøen Koh Pangang og fra de få fiskerbåde, der er sejlet ud. Svarene er nemme, for vi går i vandet flere gange om dagen, og vi spiser det samme sted hver aften til lyden af bølgeskvulp. Godt de har et meget stort menukort!
Med andre ord er jeg havnet på en tropeø, hvor livet er enkelt, dagene ligner hinanden, og jeg sluger grådigt store doser af d-vitaminer, som jeg har manglet i flere år. Ren vitaminindsprøjtning og en øvelse i dovenskab, som ellers ikke er min stærke side. Men jeg er ved at vænne mig til det, og jeg har stadig ikke hjemve.
Mit første besøg i Thailand er det. Vi bor på Koh Samui, en ø med en kyststrækning på hundrede kilometer. Vi har været heldige at finde et meget fredeligt sted, hvor turisterne hovedsagelig er ældre mennesker og børnefamilier. Og der er ikke så mange af dem.
Her er smuk natur med jungle og vandfald, og vi skal nok få set lidt af det. I morgen tager vi en sejltur ud mellem 42 helt ubeboede øer, og det skulle være sååå paradisisk smukt.
På øen her er nogle få templer og en kæmpestor gylden buddhastatue ved lufthavnen. Vi ankom i mørke, så jeg fik ikke set den fra luften. Der er også en mummificeret munk i et tempel et sted. Man kan se ham siddende i den sædvanlige skrædderstilling - gad vide, om han er død sådan? Nå - ham vil jeg nu ikke se. Så hellere et par vandfald og nogle farvestrålende fisk under vandet.
Meeeen jeg tror ikke, at det her kommer til at slå Siem Reap og Angkor Wat og Bayontemplet, som jeg stadig drømmer om. . .
Selvom Thailand i nogle hundrede år var en del af khmer-riget, har de ikke noget lignende. . . En miniaturemodel af Cambodias tempelanlæg har de dog - den håber jeg at få set, når vi tager til Bangkok for at se os om i et par dage før vores hjemrejse.
Den tid, den glæde. . .
Indtil da vil jeg fortsætte den sunde øvelse i at lave så lidt som muligt over så lang tid som mulig. . . Glæde mig over at undgå vinteren derhjemme, for jeg trives i varme og er ikke skabt til kulde. Her har jeg næsten ikke kolde fingre, som jeg får derhjemme, bare jeg kigger ud af vinduet. . .
Her er vores strand
Bag ved vores hæk
Vores bodhitræ. . .
Så mange farvestrålende blomster
Udsigt lidt længere oppe ad vejen. Der er meget stejlt. . .
Min palme på stranden
Joooo, der er skam andre mennesker, men der er et stykke imellem os
Sidste rejse, hedder bogen - og nej, det er ikke en metafor på min. . .
Her er vores hus medsamt scooter - har ikke forsøgt mig endnu. De kører vildt og hurtigt her
Ingen kommentarer:
Send en kommentar