'Don't go to Sihanoukville,' sagde englænderen, vi spiste hos i går. Vi luftede vores planer om at finde en strand, og der er nogle stykker af dem ved Sihanoukville. Men nej, der skal vi ikke til. For kineserne kommer! Eller rettere: de er allerede kommet i hobetal, de opkøber alt, bygger store hoteller, indkøbscentre og importerer deres egen arbejdskraft i stedet for at bruge de lokale. Ødelægger det hele.
Nu forstår jeg bedre, hvorfor ham englænderen, som jeg kalder 'kong Gulerod', fordi han har et skilt med en fin gulerod uden for sin hyggelige lille restaurant, mener, at fransk er et unyttigt sprog. . . Snart skal vi alle til at tale kinesisk. Men inden den tid er vi taget hjem, og kong Gulerod har solgt sin butik og er flyttet til Columbia. På grund af kinesernes indtog. Æv - alting ændres og desværre ikke altid til det bedre. Anicca, anicca, som Buddha sagde.
Det var smuk fuldmåneaften, og efter en lækker veggieburger med gulerodsjuice satte jeg mig på vores balkon, mens cikaderne skræppede, og munkene i det nærliggende kloster chantede fra tidlig eftermiddag og hele natten, som de har for vane ved fuldmåne. Jeg blev siddende i den lune luft, indtil moskitoerne opdagede mig.
Det meste af dagen brugte vi på selve Angkor Wat. Kæmpemæssigt og igen overvældende. Ikke samme oplevelse som Bayon, men stadig fantastisk. Angkor Wat siges at være den største religiøse bygning i verden, og det har tjent både som tempel tilegnet hinduguden Vishnu og som mausolæum for en af de gamle konger, Suryavarman ll.
Man kommer ind fra vest, som er dødens verdenshjørne, går ad en lang bro over den brede voldgrav og gennem den midterste af de fem porte i ringmuren.
Wouw - det er stort, alt er stort her, og jeg må stadig nærmest knibe mig i armen. . . Jo, jeg er her, og det er svært at få nok. For der er så meget at se. På hver side af vejen hen til Angkor er der en stor dam med lotusblomster, som templet spejler sig i. Alting er symmetrisk lavet. Indenfor er der så mange lange gange og gallerier, statuer og relieffer, trapper op og ned, at det er svært at finde rundt i, og der er langt at gå - og selv i skyggen er det varmt, så det kræver rigeligt med vand.
Tænk - det er et tempel. Så kæmpe - guderne må have været glade, og man må håbe, at de har passet godt på deresjordiske tilbedere.
I den første afdeling er galleriet, hvor de tusind buddha'er har stået. De fleste er blevet stjålet eller ødelagt, og der er kun nogle få tilbage. En af dem - den største - er klædt på i orange og blomsterkranse, og foran den er røgelsespinde og folk i bøn og en kasse til donationer.
I samme rum sidder et par unge munke hver for sig. Drenge er de nærmest. Her i landet er det almindeligt, at drengene bliver munke for en periode, og de får uddannelse og lærer engelsk, før de trækker sig fra det religiøse liv og stifter familie.
Jeg sætter mig foran den ene orangeklædte dreng og får en velsignelse af ham. Han stænker vand på mig fra en spand med lotusblomster i og binder en rød snor om min venstre arm, mens han messer noget på pali. Jeg forstår det ikke, og det gør han nok heller ikke, men det føles godt. Jeg takker og smiler til ham, men han smiler ikke tilbage. En alvorlig gut.
Han har nok at se til med alle dem, der gerne vil velsignes, og hans monotont messende stemme lyder konstant mellem søjlerne..
Jeg går rundt og kommer højere og højere op i byggeriet. Det nederste plan symboliserer helvede, det mellemste jorden og det højeste himlen. Tårnene strækker sig op mod skyerne, og trapperne derop er meget stejle. Det skal ikke være nemt at komme i himlen. . .
På alle mure og søjler er der relieffer, der viser kampe med krigere på elefanter, bueskytter og sårede og dræbte og dem, der sørger over deres tab. Der er dæmoner og devaer, der kæmper mod hinanden, og de gode vinder naturligvis. Der er historien om mælkehavet, som guderne lavede til den drik, der giver udødelighed. Og alle steder danser de himmelske nymfer, der er så underskønne, at de på et tidspunkt fik forvirret khmerfolkets djævelske fjender så meget, at de mistede deres kraft og tabte kampen.
Åhhh, så mange historier at fortælle. Så spændende. . .
Da jeg på et tidspunkt er ved at falde op ad en trappe, fordi jeg mister et trin, forstår jeg signalet. Tid til en pause, sidde ned og få lidt at spise.
Det er også muligt, for inden for murene er der boder med kolde drinks og masser af mad. . . . Vi får hver en gang stegte ris med grøntsager. Flest ris godt nok og selvfølgelig til overpris. Men hvad gør man ikke med den udsigt, vi har? Til gudernes bolig.
Bagefter må jeg lige en sidste gang rundt i komplekset, og jeg er næsten ked af det, da vi går over til vores ventende tuktukchauffør for at køre hjem. Nej, det er umuligt at få nok.
Men fredag tager vi til Bayon igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar