Mit nye legetøj. . .

'Det er sundt at kede sig,' sagde de voksne altid til mig, når jeg som barn ikke kunne finde på noget at lave.
Jeg skulle bare have haft en smartphone af en slags, for så havde jeg altid haft noget at lave, men det havde jeg ikke, så jeg måtte kigge ud i luften og drømme mig langt væk. Noget, jeg er blevet ved med at gøre, og det har jeg haft meget glæde af. Jeg har drømt mig væk fra utallige kedelige undervisningstimer, personalemøder, selskaber og den slags. Gad vide om jeg blev opdaget - jeg var i hvert fald fysisk til stede. . .

Nu behøver jeg ikke kede mig mere, for jeg har langt om længe skiftet min gamle mobil ud med en ny og bedre model. Og hvor er det herligt.
Aldrig havde jeg forestillet mig, at jeg ville blive så glad for en telefon. For det er da helt vildt, så meget den kan - eller rettere: så meget, jeg kan med den. Jeg, der bare skulle kunne snakke og skrive sms'er ligesom på den gamle nokia, der efterhånden var både skrammet og ridset, og som kun virkede, når den havde lyst. . .  Den ny virker hele tiden, og jeg bruger den meget. Faktisk rigtig meget. Jeg ved, hvordan vejret bliver i eftermiddag, og hvor stjernerne står. Jeg kan se, hvorfor jeg har ondt i ryggen, hvis jeg har det, og jeg kan finde vej og tjekke info om planter i Landbohøjskolehaven. Jeg tager billeder og 'deler' dem, og nu har jeg lige lært at få dem til at se ud, som om jeg tager bedre billeder, end jeg i virkeligheden gør.
Det er simpelthen noget af en revolution i mit liv, som en ven sagde til mig for nylig, da vi sad på en café og nød solen. Men især nød vi hver vores legetøj. Ligesom alle de andre omkring os - næsten. Kald mig bare langsom. Smartphone'n er opfundet for længe siden, det ved jeg godt. Jeg har bare først opdaget nu, hvor uundværlig den er.

Så kede mig, nej, det gør jeg ikke, og det er rart, at jeg altid har noget at ty til.
Ganske vist går jeg ikke så tit til kedelige selskaber og møder og den slags mere - men der kunne være andre situationer. Som til en opera for eksempel. Det var jeg til forleden, og det var fint, men operaer er langtrukne - det vil jeg gerne indrømme. Jeg gav mig bare til at se lidt på de andre publikummer, når jeg blev lidt utålmodig. Og hvad så jeg?
Der var flest fra de ældre årgange, og den ældre herre ved siden af mig sov med åben mund på et tidspunkt. Men de unge. Hvad gjorde de? Dem var der en snes af, og de sad dér stadset ud i deres fineste pus og så ud til at være landet et helt forkert sted. Så hvad skulle de have gjort, hvis ikke. . . ?

Den unge mand lidt længere henne ad rækken, ham med de meget sorte øjenbryn og en tatovering på halsen fik sendt en hel del sms'er i løbet af forestillingen. Heldigvis havde vi alle sammen fået et program, og det kan bruges til meget. Blandt andet til at gemme en telefon og nogle aktive fingre. Og så spillede han i øvrig også ind imellem - et spil, jeg selv har fået mange reklamer for på min telefon, men ikke vil have.
Pigen, der sad foran mig, havde en meget rummelig taske, som lå på skødet af hende, så hun kunne skrive sms'er uden at blive 'opdaget'. Hun skrev forøvrigt i et misundelsesværdigt tempo, jeg ikke selv har vænnet mig til endnu.  Det skal jeg nok komme efter, når jeg får øvet mig lidt mere. Nå ja, og så var der også fyren på rækken foran skrev også og ham ved siden af. . .
Og sådan sad de alle sammen, de unge mennesker, og klappede og sms'ede og spillede, mens resten af publikum pænt fulgte med og måske, måske ikke nød det. . .

I går sagde mit ældste barnebarn til mig, at hun kedede sig. 'Hm,' sagde jeg til hende. 'Så tag din telefon - når man har en telefon, så keder man sig aldrig.'
Men jo, hun kedede sig, og hun har endda haft sin telefon kortere tid end jeg har, og hun har hjulpet mig, når jeg ikke kunne finde ud af det. . .
Der kan man bare se. Måske er jeg bare langsom?

Farvel og tak - kasseret efter lang tids tro tjeneste. . . 

Det er godt nok svært at ramme rit

Hvor er der mange muligheder. . .  

Fødselsdag igenigenigen. . .

Og så var det min fødselsdag, og solen skinnede, som den skulle, og jeg fik masser af dejlige hilsener både fra nær og fra den anden ende af verden. Syrenerne blomstrede, som de altid har gjort på den dag, kastanjetræernes lys var tændt, og de japanske kirsebærtræer dryssede, så der var lyserødt sne på vejene.
Maj er min yndlingsmåned - ikke kun fordi jeg har fødselsdag, men simpelthen fordi det er den smukkeste af dem alle. Den måtte godt vare lidt længere. Især den sidste del, hvor vi går ind i tvillingernes tegn, og månen bliver fuld. . . Eller også skulle der bare være flere af min dag, for dér skinner solen altid. Næsten. . . 

I øvrigt synes jeg, at man burde have fri på sin fødselsdag. Jeg kan ikke lide at pjække, så det gør jeg ikke, men passer mit arbejde så godt som muligt. Også den dag, og det var da også hyggeligt, og jeg fik lykønskninger og smil og blomster.  
Da jeg var barn, var det herligt at komme hen i klassen i ny kjole, som min mor havde syet,  og dele bolcher ud og fortælle om alle gaverne. Om eftermiddagen kom nogle af klassekammeraterne med hjem og fik boller og kakao og legede i haven. Når de var gået, kunne jeg gå igang med at læse nogle af alle de bøger, jeg havde fået. Det var dengang en god bog kostede fem kroner, og det passede lige til gavebudgettet. 
Senere var det knap så sjovt at have fødselsdag på en hverdag. En af de værste var, da jeg var til skriftlig eksamen i dansk i gymnasiet, og vi sad ved enmandsborde i gymnastiksalen og svedte over en modbydelig stil, der skulle handle om 'livets mening'. Den var svær at finde den dag, meningen, og jeg fik da også kun et sølle ni-tal. 
Det er også sket, at jeg er kommet glad på arbejde med morgenbrød til kollegerne, som spurgte mig hvorfor. Godt at jeg selv kunne huske min dag, når de andre ikke kunne. 
Der har både været gode og dårlige og runde og mange andre fødselsdage. Jeg vil ikke remse dem alle sammen op. Ikke engang halvdelen. Det minder mig om, hvor  mange der har været, og når man ikke spørger en dame om hendes alder, så skal hun heller ikke selv røbe den. 

Måske handler det her bare om nogle af de tanker, jeg gør mig om livet og meningen og alder. Noget underligt noget - jeg har både børn og børnebørn, og jeg føler mig ikke særlig gammel. Men hvad - livet findes kun i nuet, siger man. Så pyt med alt det andet. Pyt med alle de andre fødselsdage og især med den første af dem, hvor foråret havde ladet vente på sig og først kom et stykke ind i juni. Et symbol på mit liv? Man kan tolke det, som man vil eller lade være. 

Det vigtigste er, at jeg havde en dejlig dag forleden. Blev forkælet af kæresten, var i byen og spiste franske pandekager og gik til koncert i Tivoli. Beethoven udsat for klaver af unge konservatoriestuderende, som nok har flere fødselsdage foran sig end bag, og som nok ikke alle bliver verdensstjerner. 

Jeg sluttede dagen af i sofaen med te og lidt chokolade, som jeg købte til lidt forhøjet pris på hovedbanen, fordi der ikke ventede nogen fødselsdagslagkage derhjemme, og jeg bare måtte have lidt sødt. Og ligesom da jeg blev otte og ni og ti, kastede jeg mig over en bog, jeg havde fået. En bog om det at skrive. Inspirerende og fyldt med gode ideer. En opfordring til at komme videre med skriverierne. Så det gør jeg.
Og så har jeg besluttet at lade min fødselsdag fortsætte på ubestemt tid, for hvor er det dejligt at blive forkælet. 

Bliver så glad, når jeg får blomster.

Flygelet er gjort klar til den håbefulde pianist. . .

Jeg kan da altid læse om, hvordan man skriver. . . 

Måske sku' jeg studere den her nærmere. . . 

Fra landet, hvor ananasserne gror - og fra mit eget køkken. . .

Jeg er blevet helt vild med min hjemmelavede juice, og jeg kan da kun blive super sund med alle de grønne, gule, orange og røde vitaminer, jeg får indenbords. 
For to uger siden blev jeg den lykkelige ejer af en slowjuicer, og det har ændret mit liv. I hvert fald noget af det. Siden den dag er det ikke småting, jeg har hentet hjem fra indkøbsturene af ananas, bananer, æbler, appelsiner, rødbeder, gulerødder, selleri, og hvad der ellers frister. 
Hver morgen laver jeg en herlig drik, som overgår enhver købejuice, og tit om aftenen er min apéritif en vitaminindsprøjtning af rang.

Mit første møde med hjemmelavet juice var i Trivandrum i januar sidste år. Et tidspunkt, hvor der ikke er meget at råbe hurra for med hensyn til frisk frugt på hylderne i supermarkedet. Men her i det sydlige Indien, hvor stjernerne funklede på den sorte tropehimmel, da vi landede aftenen før, kunne de lave juice! Det var stegende varmt, og jeg havde smidt den uldne trøje og de varme strømper og sat mig i restauranten for at få serveret morgenmad. Så var det, den blev stillet foran mig: den smukt lysegule drik med et tykt lag let skum på toppen. Ren, friskpresset, sødtduftende ananassaft. Det var en åbenbaring, en himmerigsmundfuld, en delikatesse, en. . .  
Jeg har ikke ord for, hvor vidunderligt det smagte, og jeg drak det i bittesmå slurke for at lade nydelsen var længst muligt. Jeg var næsten lykkelig - uhm!
Det blev til mange glas ananassaft på den rejse, og jeg fik også set, hvor de rigtige ananasser voksede, og at der var nok af dem. Også af de andre frugter. Guds eget land, kalder de Kerala, den sydligste stat i Indien, og det er til at forstå, for det bugner af frugt, te og krydderier - både stærke og søde, og på markederne kan man købe det hele til ikke ret mange penge. Og så er der altid en bod med friskpresset juice, man kan læske ganen med i den stærke sol. . . 
Det var ikke sjovt at komme hjem igen til februarkulde og købejuice, og hver gang jeg tænker på Indien, så længes jeg. Længes efter sol og palmer og sjove mennesker og hellige køer og pilgrimme, tuktukker - og frisk frugt, der smager af noget. Nu forstår jeg, hvorfor jeg aldrig har været særlig vild med at spise frugt. . .
Et par uger i Marokko i år hjalp lidt på udlængslen, og i de der lande er det altså helt almindeligt med frisk juice. Ja, hvad vidste jeg, før jeg kom ud i den store, store verden? Der fik jeg også juice til morgenmad hver dag. På Fna-pladsen i Marrakech, hvor de råbte grimme ord efter os, når vi ikke ville give penge for at tage billeder, solgte de også friskpresset juice. På havnen i Essouira, hvor mågerne skreg, og én af dem tabte en stor, lyserød klat på skulderen af min kæreste - og han havde ellers været så flink at give dem brød - købte jeg lækker, frisk, syrlig juice i en bod, der var fint udsmykket med guirlander af appelsinskræller. . .
Nu har jeg altså den der slowjuicer. Den gør livet lidt lettere, når jeg nu ikke lige kan sætte mig ind i restauranten på hotellet i Trivandrum, (hvor der i øvrigt var så iskoldt på grund af deres aircondition, at jeg måtte finde den uldne trøje frem igen) - og få et glas af deres bedste ananassaft, men selv må lave det. Bedre end ingenting, for intet kan måle sig med den ægte vare. . . 

På tur i ananasmarkerne

De høje slanke kokospalmer leverer også dejlige drikke

Bananer i juicen gør den mild og blød - og her er nok af dem

Fra banangaden i Margao, Goa - Indien

Hvilken farve skal man vælge?

Juiceboden på markedet i Margao, Goa

Frugten til en himmerigsmundfuld

Solnedgang over Hampi, Indien

Morgenmad i Aid Benhaddou, Marokko - altid med et glad friskpresset juice

De forstår da at udsmykke deres lille butik og lokke kunder til. . . Ved havnen i Essaouira, Marokko 

Nostalgi over en dejlig forårskage. . .

Den gang jeg havde en have, havde jeg også rabarber, og så snart foråret meldte sin ankomst, kunne jeg trække de fine nye rabarber i massevis. Og så lavede jeg ellers kager og tærter og saft og kompot i lange baner. Lige indtil Sankt Hans, for så siges rabarberne at blive for syrlige, og det er ikke godt. . .
Min favorit var kagen med marengslåg. En opskrift, jeg fandt i 'Bo bedre' for meget længe siden. Jeg kan se billedet af den lækre kage for mig. Jeg hev siden ud, og med tiden blev papiret både plettet og krøllet og nusset, som ting gør, når de bliver brugt. Den her opskrift blev meget brugt.

Nu har jeg en altankasse, og det er umuligt at dyrke rabarber i den. Selvom det kunne nu da være meget sjovt at se, hvordan de ville udvikle sig. Nå, men jeg vil ikke forsøge, så siden jeg solgte mig hus og med det også min frodige have, har jeg ikke tænkt i rabarber. Man kan absolut ikke købe et bundt slatne rabarber i Irma, vel?! Jeg kan i hvert fald ikke.

Forleden var jeg en tur på landet og passerede en gårdbutik, hvor jeg af og til har købt kartofler, løg og persille. Nu lå deres sidste bundt rabarber og fristede, så jeg stoppede, lagde ti kroner i deres pengekasse og drog af med de fine, røde tingester. Bladene var knækket af - gad i øvrigt vide, hvad de bruger dem til? Mon de bare ryger på komposten? Hvad ved jeg - jeg kom bare til at tænke på, at min mor engang fortalte mig, at rabarberblade i hendes fattige barndom blev brugt som smørrebrødspapir. De holdt rugbrødsmadderne kølige og friske, når hun og hendes kammerater skulle på skovtur. . .
Nå, men glad var jeg over mit køb, for jeg skulle have en gæst til middag, og jeg vidste, at han ville sætte pris at få serveret barndommens kage på sin 30 års fødselsdag, som det var. . .
Jeg kørte hjem og googlede den gamle opskrift, som i alt mit flytteri er forsvundet. Men på nettet kan man finde alt. Med respekt for Christa Alstrup, som jeg husker, kagedamen hed, tilførte jeg nogle af mine egne gode ideer.
Kagen blev god, men ikke helt perfekt, for jeg lavede den i en springform, og marengsen blev for tyk, så det tog timer at bage den. Næsten - med koldt flødeskum gled den ned.

Ikke mere snak - her er opskriften:

 DEJ:

• 175 g smør - tag det ud af køleskabet i god tid, så det bliver blødt!
• 150 g lyst rørsukker
• korn af en halv stang vanille
• 3 æggeblommer 
• 250 g durummel
• 2 tsk bagepulver
• saft og revet skræl af en halv citron (selvfølgelig øko!)

Pisk smør og sukker og vanillekornene
Pisk æggeblommerne i én ad gangen
Vend forsigtigt mel blandet med bagepulver i sammen med citronsaften

TOP: 

• 3 æggehvider
• 200g lyst rørsukker
• 100g grofthakkede mandler
• et bundt rabarber - skær dem i stykker på en centimeter

Pisk hviderne helt stive og pisk så sukkeret i lidt efter lidt

Bland det hele med mandlerne og rabarberne

Smør et rekstangulært, ildfast fad og drys med rasp

Kom kagedejen i og fordel marengsen ovenpå

Bag i ovnen ved 180 grader i omkring 40 minutter.

Hurra for min cykel!!!

Jeg er så glad for min cykel. I går formiddags bragte den mig på ingen tid ind til centrum, hvor jeg skulle have hjælp til min nye telefon, og hjem igen. Hvad skule jeg gøre uden?

Min første cykel var rød, og jeg fik den på min otteårs fødselsdag. Blev vækket med sang og flag og rundstykker på sengen - og gaver. Én af dem var en seddel fra min fars skrivebord, hvor der stod nogle underlige tegn, og mens jeg var opslugt af at finde ud af, hvad de betød, havde min mor listet cyklen ind til mig. Glad var jeg, og jeg cyklede stolt af sted til skole. De underlige tegn på sedlen var koden til låsen.

Jeg kørte mange kilometer på min røde cykel, og jeg elskede det. Jeg var meget ked af det, når min mor tvang mig til at tage bussen i skole på grund af vejret. 

Siden voksede jeg fra den første cykel, fik en ny og efter den endnu en. . . Jeg har haft mange cykler af forskellige mærker og mange farver. Nogle af dem blev stjålet, andre gik i stykker. 
Det var noget af en revolution, da jeg fik en cykel med gear og håndbremse, og jeg var nær stået på hovedet, første gang jeg brugte håndbremsen.

En gang stod på hovedet lige ud foran en bil. Jeg tog et elegant hovedspring ud over styret, og cyklen landede oven på mig. Utroligt at der ikke skete noget.
En anden gang forsvandt cyklen lige pludselig under mig i et sving på en snedækket vej. Også lige foran en bil. Begge gange rejste jeg mig  selv og cyklen op og kørte uanfægtet videre. Fortalte det ikke til min mor, for så fik jeg bare ikke lov til at køre mere.

Jeg boede på Amager og gik på gymnasiet inde på Frederiksberg, og jeg knoklede frem og tilbage i sol og regn, sne og slud. Jeg hadede busser, og der skulle meget til for at jeg lod cyklen stå. Den dag jeg kom en halv time for sent på grund af snestorm, fik jeg ikke skældud af min strenge engelsklærer. Tværtimod stregede han mit  navn ud i sin lille sorte bog, hvor han havde noteret min forseelse. Det var aldrig sket før, sagde en af mine forbløffede klassekammerater bagefter. . . 
Jeg fik muskler, kondi og energi, for der var kun ét og det samme gear, om det gik op ad bakke eller ned. Og der var ikke altid medvind.
En gang var jeg med til 50 kilometer langt motionsløb, og en af de andre deltagere blev så sur, over at jeg kørte hurtigere end ham, at han på vej op ad en bakke greb fat i min sadel og fik stoppet mig. Jeg skulle ikke tro noget! Hans kammerat var lidt mere galant, så op ad de næste par bakker fik jeg et håndfast skub i bagdelen - hvem der nød det mest, ved jeg ikke. Op kom jeg i hvert fald i en fart, mens ham, den tarvelige, sakkede bagud. 


Som voksen flyttede jeg væk fra byen og ud i lidt mere landlige omgivelser. De første år var jeg stadig cyklist. Det var noget af en revolution, da jeg fik en cykel med gear og håndbremse, og jeg var nær stået på hovedet, første gang jeg brugte håndbremsen. Men jeg vænnede mig hurtigt til det, og hvor blev det meget nemmere at tage de lange bakker i første gear og siden suse ud ad landevejen i femte. Tju hej, hvor det gik. Lidt tungt måske med en unge bag på og to fyldte indkøbsposer på styret, men jeg var stærk.

Så kom bilen ind i  mit liv, og cyklen opholdt sig mere i garagen end på vejen. I flere år havde jeg slet ikke nogen cykel, men jeg blev ikke slap og doven, for motion fik jeg rigeligt af på andre måder. 

Nu er jeg så igen blevet en glad cyklist. En bycyklist.
Det var en stor dag, den dag jeg i mit nye liv som bymenneske fik min cykel med mig ind på stenbroen. Jeg var lige så glad, som første gang, jeg kørte til skole på min røde cykel, da jeg en forårsdag i strålende sol indtog Københavns boulevarder, alleer, gader og stræder sammen med hundredevis af andre cyklister. Der er kommet mere trafik, siden jeg som ung og uforfærdet bevægede mig ind og ud mellem biler, busser og taxaer. Men der er også kommet flere cykelstier, og jeg bruger dem flittigt. . .  

I Sarnath i Indien betalte jeg for at blive kørt rundt i byen. . . 

I ørkenen kan man vel også have brug for en cykel - (Marokko)

Her er både biler og cykler - Sarnath, Indien 

Min egen cykel sammen med alle de andre. . . 

Et déjà vu

Det var første gang, jeg var i Toulon, og jeg havde ikke noget kort over byen. Vi - min familie og jeg - ville ind i den gamle bydel for at se katedralen, torvet og havnen. . . 
'Den vej,' sagde jeg og pegede. Jeg gik efter min intuition, og den fungerede bedre end noget andet.  Da jeg lidt efter stod midt i menneskemylderet, udbrød jeg: 'Den vej og så til højre, så ligger havnen dér. . . ' 
Jeg vidste, at det var her, Jean Baptiste engang havde stået en dag, da hans unge datter kom løbende ham i møde.  Hendes forlovede var på sit skib, der lå i havnen, og hendes far skule hilse på hendes tilkommende. . . 
Ganske rigtigt. Vi gjorde, som jeg sagde, og så stod vi ved det blå Middelhav.
Et déjà vu?

På vej tilbage til parkeringspladsen uden for centrum, kom vi til et torv, hvor der var marked. Mit blik blev fanget af to spændende bøger med smukke billeder, og jeg måtte bare eje dem. Den ene handlede om de franske konger og dronninger. Den anden om den franske middelalder. 

Senere i København var jeg inde i en boghandel, hvor jeg faldt over en brochure om en romankonkurrence. 'Hm,' tænkte jeg, da jeg tog brochuren for at læse den, når jeg kom hjem. 'Så må jeg hellere se at få skrevet den der kedelige bog om min egen sørgelige historie,' tænkte jeg ikke særlig begejstret.
Det viste sig, at konkurrencen handlede om at skrive en middelalderroman.

Så begyndte jeg at skrive historien om Jean Baptiste. En historie, som jeg længe havde gået med i mit hoved. I løbet af et halvt år havde jeg skrevet over 300 sider om den sydfranske vinbondes søn, der blev født i 1385, og som i begyndelsen af 1400-tallet vandrede til Paris for at studere medicin på Sorbonne-universitetet. En lang vej, og der skete mange ting undervejs. 

Historien optog mig i den grad. Jeg tog til Sydfrankrig igen, men nu med en anden indgangsvinkel. Jeg fandt de steder, jeg forestillede mig, at Jean Baptiste havde været, og jeg havde mange underlige oplevelser.
Jeg havde en forestilling om, hvor han var født og opvokset, og at der tæt ved hans hjem havde ligget et lille kloster, men når jeg spurgte mig for, rystede folk på hovedet. Der havde aldrig været noget kloster på de egne. . .
En dag besøgte vi en lille by, Les Arcs, og lige uden for den lå et kapel, hvor man gemmer på det indtørrede lig af Sainte Roseline. Hun var så god og ren i sit hjerte, at hun ikke gik i forrådnelse, da hun døde, så nu lå hun der i en glaskiste klædt i sit nonnetøj, og folk kommer og ofrer til hende og beder om helbredelse til sig selv og deres børn.
Min mand havde problemer med sit ene øre, så han gik hen til kisten og bad om hjælp. Skade kunne det ikke, så det var et forsøg værd. Idet han trådte ud af kapellet, fik han hørelsen tilbage.
'Ah, oui madame,' sagde manden, som jeg straks måtte fortælle det til. Han stod for kapellets salg af alterlys, rosenkranse, postkort og kors. 'Der sker jævnligt mirakler her.' Og så fortalte han mig om et par andre af slagsen.
Jeg fik øje på en bog om egnen. Det va den sidste, der var, og jeg købte den.
Det rislede mig koldt ned ad ryggen, da jeg på et kort over området, fandt optegnelser, der viste, at der i middelalderen havde ligget et abbedi tæt ved det sted, hvor Jean Baptiste's fædrene gård havde ligget. 
Jeg tog derud og så mig omkring i den smukke, sydfranske natur. Der var ingen rester af klostre eller huse eller andet, men jeg var sikker på, at jeg havde fundet det rigtige sted. Floden var der stadig. Den snoede sig med sit sølvglitrende vand ind og ud imellem træerne, og ligesom for knap sekshundrede år siden gav jeg mig til at hoppe fra sten til sten og over på den anden bred.

Og sådan var der mange ting, der faldt sammen.

Forleden fandt jeg historien frem igen, og nu er jeg ved at læse den igennem. . . For nu skal jeg se at få den ud i verden. Forsiden til den har jeg. Et billede af et blomstrende mandeltræ, som en tidligere kollega malede til mig. 

Fra fjerpen til taster. . .

Jeg har skrevet, siden jeg fik en blyant i hånden for første gang. Før jeg kunne læse og skrive, lavede jeg små tegneserier med pindemennesker. Så snart jeg stave, begyndte jeg at lave historier og digte, og jeg skrev side op og side ned. Skrev dagbog. Brugte det som terapi og som en god ven, jeg altid kunne hælde af på, og som jeg kunne stole på.
Da jeg var tolv, fik jeg en smuk læderindbundet rød dagbog med guldkanter af min storebror. Der var lås på bogen, og jeg begyndte at skrive pænt og sirligt i den. Da jeg en dag spurgte min bror, om han ville læse, hvad jeg havde skrevet, kastede han et blik i den og sagde nej. Det var noget helt personligt, som jeg skulle holde for mig selv.
Siden skrev jeg videre, og det blev til mange håndskrevne papirer og fyldte kinabøger købt for ikke ret mange penge. Altsammen tæt beskrevet. Side op og side ned om ferier og følelser, mine overvejelser om livet og meningen med det eller manglen på samme, besværlighederne med det og siden hen om børnenes opvækst. . .
Det hele blev gemt i en skuffe, og jeg viste det aldrig til nogen.
Da jeg for nogle måneder siden ryddede op i mit gamle hus for at flytte fra det og lægge fortiden bag mig, fandt jeg nogle af mine gamle dagbøger i kommodeskuffen. Jeg bladrede dem hurtigt igennem, læste lidt sporadisk - og så smed jeg dem ud. År af mit liv smidt på lossepladsen, makuleret og brændt, og det er fint. Det jeg skal huske, behøver jeg ikke at have sort på hvidt. Det sidder i mit hjerte, i mine muskler, i mine tårekanaler, mine grå hår og mine smilerynker. . .

Noget har jeg dog gemt, og det ligger på den computer, som jeg sidste år skiftede ud til ære for en anden og hurtigere model. . . Siden jeg fik den, har jeg skrevet mere end nogensinde, og måske kan mine skriverier være til glæde for andre end mig selv.

På opfordring fra en god ven meldte jeg mig for en måneds tid siden på et online-forfatterkursus, og i lørdags var jeg på min første kursusdag hos Saxo.com -  en 'selvudgiverdag', der gav mig blod på tanden til at gøre noget ved den drøm, jeg har haft siden min allerførste blyant blev spidset. . .

I går fandt jeg historien om 'Jean-Baptiste' frem igen. En historie om en anden side af mig selv, mit alter ego. En middelalderroman, som jeg skrev for tolv år siden. Dengang havde jeg fat i et par forlag, som begge var interesseret i at udgive den, men tiden eller heldet, eller hvad det nu var, var ikke med mig, og historien blev gemt af vejen.
Nu skal jeg læse de trehundrede sider igennem og se, hvad jeg vil gøre ved dem. . .

Der er så dejligt ude på landet. . .

Selvom jeg er blevet bymenneske, og jeg kan lide det, så skal jeg ud på 'landet' en gang imellem. Det kom jeg i dag, for nogle gange bliver det for meget at være omgivet af en masse mennesker hele tiden. Fred og ro finder man ikke meget af i København, medmindre man bliver hjemme. . . 
Så snart den hjemmelavede juice var drukket og morgenmaden spist, gik søndagsturen til Tokkekøb Hegn. Her blomstrer anemonerne, og bøgen er sprunget ud. Der er små søer dækket af andemad, og en stor sø, hvor et par både skvulper rundt. Alt er, som det skal være på en rigtig forårsdag, og jeg er sjældent mere glad, end når jeg kan vandre ud ad en skovsti og lytte til fuglenes kvidren og tage frakken af og på, fordi solen ind imellem driller mig med at lege gemmeleg. 
Det er som taget ud af en fædrelandssang. . . 'Haven er skøn, skoven er grøn, der risler en bæk, og der rinder en å. . . Det hele er der - også kæmpehøjene. 
Pludselig skifter den idylliske stemning, da vi kommer til en langdysse omkranset af store sten. 
Hvem mon ligger her, og hvordan er de kommet af dage? Jeg finder straks på en god historie om en rødhåret konge, der fik sin hovedskal kløvet i kamp. Han havde i tidens løb tilranet sig en hel del land fra sine omkringboende fjender, og nu ville de hævne sig. Det lykkedes dem ikke at få deres land tilbage. De blev slået tilbage, men før de flygtede, nåede de at dræbe den rødhårede til stor sorg for hans folk. De klarede sig da heller ikke særlig godt efter hans død, men de nåede at give ham en storslået begravelse. Nu ligger han dér under mulde sammen med sin trofaste slave, som blevet slået ihjel for at følge sin herre. . . 

Måske er det bare min livlige fantasi. Hvem ved? Det er 3400 år siden, man lavede langdyssen,  så det er nok ikke helt til at vide, hvad der skete. Men en historie kan man altid lave.