Palazzo Pitti

Der er mere gang i paraplysælgernes forretning i dag. I går stod de og hang på gadehjørnerne og forsøgte at prakke folk en paraply på. En kort eller en lang i fine farver. Kvaliteten, som man ikke får bedre i tigerbutikkerne derhjemme. . . Men hvad skal man bruge en paraply til, når det ikke ser ud til regn?
I dag lørdag er det anderledes. Paraplyerne lyser op overalt i byen, og man må sno sig og strække sin paraply højt op over de andres for ikke at ramme øjne eller forårsage sammenstød i den tætte menneskemængde. Det øser ned fra morgenstunden, og efter en kort pause med truende gråsorte skyer hængende ned over bakketoppene, begynder det igen. Vi har ikke gået ret længe rundt i Firenze, før sluserne bliver åbnet, så jeg slår straks til, da en sort fyr tilbyder mig en paraply til fem euro. Den får jeg meget brug for.

Dagens mål er Palazzo Pitti. Et stort palads fra midten af 1400-tallet bygget i kæmpe store sten på den anden side af Arno-floden. Udenfor bliver der annonceret med en udstilling af moderne kunst, og vi trænger til lidt modvægt til alt de højtidelige renaissance-kunst fra i går, så det vil vi se. Men først haven. . . Boboli-haven ligger bag ved paladset, og vi slæber os op af en masse skæve trappetrin og er forpustede længe før vi er halvvejs. Det lover ikke godt for den trekking-tur, vi drømmer om at tage på engang. . .

Men haven er anstrengelserne værd. Vi får set neptunspringvandet, passerer pinjealléen og går med stadig tunge skridt og hurtig puls videre op til den øverste del af haven. Her bliver vi belønnet med den skønneste udsigt. Toscana i en nøddeskal: bløde bakker med olivenlunde, pinjer og cypresser og villaer spredt lidt her og der. Og til den anden side byen. Oven i købet er der lidt små pletter af blå himmel og et enkelt solstrejf.

Længst oppe i parken ligger en bygning, som gemmer på en udstilling af porcelæn. Meget af det er prangende og overpyntet med billeder og guldkanter og sære figurer, men andet er ganske fint, og jeg kunne såmænd godt falde for et blomstret fad i det franske sèvres-porcelæn. Men hvad skulle jeg dog bruge det til? Selvom jeg har plads nok i kufferten denne gang. . .

Vi går ned igen godt tilfredse med vores indsats og sætter os på museets café for at puste ud til en kop te og en flaske vand. Det koster det samme som middagen den første aften. Firenze er ikke nogen billig udflugt. . .

Selve museet er en anden oplevelse end Ufizzi. Her er store flotte rum med søjler og malede lofter. Store vinduer med udsigt til  parken.
Moderne kunst vil jeg ikke kalde udstillingen, men selvfølgelig noget nyere end rennaissancen. Jeg får et indtryk af livet i og omkring Firenze, som det var i 17-1800-tallet. Her er glæde og sorg. Portrætter af rigtige mennesker. Billeder af mødre med deres småbørn. Handelsfolk. Bønder i marken.  En kone ved sin mands dødsleje. Krigsscener med død og ødelæggelse. Voldsomme og uhyggelige. Spild af ungt liv.
Det er billeder, der gør indtryk på en anden måde end dem på Ufizzi i går. . . Jeg bliver både rørt, glad og ked af det, og jeg er helt fyldt op, da vi har bevæget os igennem den øverste etage i paladset. De kongelige gemakker må vente til en anden gang. Jeg vil ned og ud og have luft. . .

Neptun-springvandet i Boboliparken

Højere oppe i parken - udsigt over den smukke by

Store mursten, de brugte dengang. . . 

. 

Firenze. . .

Så springer jeg fra rejsen til Marokko og til virkeligheden nu og her. . . Og den er en helt anden.

Det var mørkt, da vi kom til Fiesole sent torsdag aften og blev installeret på vores hotel. Spiste dejlig mad på den restaurant, som vores flinke hotelvært anbefalede. Typisk toskanske retter, lovede han, at vi ville få, hvis vi gik lidt længere hen ad 'vores' gade - og det fik vi. Dejlig mør kylling til herren og god pasta til mig og rødvin fra egnen. Og så bagefter på hovedet i seng efter en lang dag med stress over den københavnske metro, der brød sammen på Nørreport, så vi måtte løbe efter en taxa, der på min opfordring kørte meget hurtigt ud til lufthavnen. Flere gange over for rødt. . . Vi nåede det.

Efter en gedigen morgenmad serveret af hotelværten selv i orangeriet, som er bygget på tagterrassen, gik vi hen til vores lille bys torv for at tage bus linie syv. Og her opdagede jeg alt det skønne, som lå gemt i mørket i aftes, da der fra busholdepladsen åbenbarede sig den skønneste udsigt. . . Et kig ud over Firenze med de mange røde tage, det høje tårn og domkirkens mægtige kuppel og ind imellem ragede cypresser og pinjetræer op, mens tunge grå skyer hang ned over de blide bjerge.

Vejen ned til byen snor og drejer sig forbi store villaer imellem olivenlunde og med blomstrende mimoser, magnoliaer og kirsebærtræer. Det er mit andet forår i år. . .

På et kvarter er vi midt i Firenzes mylder af mennesker. De fleste turister som os. Nogle af dem følges i større grupper og går i gåsegang efter deres guide, der med en rød eller gul paraply rakt i vejret viser vej. Andre står i kø foran museer, paladser og domkirken. Lange køer. . . meget lange, og jeg bliver træt ved tanken om at stå der i timevis. Jeg har hørt om folk, der ikke har fået set noget andet end det hele udefra, fordi de har opgivet. jeg forstår det godt.
Men det ret nye firenze-kort, som vi har bestilt hjemmefra, viser sig at holde det, der bliver lovet. nemlig at man kan gå direkte ind, hvor man vil.
Da vi har hentet vores kort i turisdkontoret, går vi straks til Ufizzi-museet, og efter at have ventet i ti minutter kommer vi ind. Så kan vi udforske Boticelli's, Michelangelo's, Rubens' og alle de andre vidt berømte renaissancemaleres værker så meget, vi vil. Malerier, som jeg kun har set i bøger, ser jeg nu i virkeligheden. Nogle af dem er ligesom Mona Lisa i Paris gemt bag et tykt glas, og foran står en kødrand af tilskuere og betragter med stille ærefrygt. Det ene vidunder efter det andet hænger her. 'Den hellige familie', 'Den sidste nadver', 'Den skumfødte Venus', selvportrætter af 'kunstneren' og et utal af madonnaer med barnet, Jesus på korset og helgener.

På rækværket under et portræt af en gammel mand malet af Dürer har en museumsgæst lagt en seddel, som kustoderne endnu ikke har opdaget:
'Waited for 3 hours. . . Fuck you, Ufizzi'. . . ', står der skrevet med blokbogstaver.

Der er rum efter rum og lange gange med loftsmalerier så smukke, at det er ubeskriveligt. Udsigt til Arno-floden, der skærer sig gennem Firenze med sit grønne vand. Guldsmedebroen og flere andre broer. Uden om bløde bakker med cypresser og pinjer.

Efter et par timer med indtryk går vi hurtigere og hurtigere igennem museet. Jeg er ved at få nok af renaissancens voluminøse skønhed og vil ud. . . Der er langt til udgangen, og vi skal da også liiiige se afdelingen med udenlandsk kunst, som vi havde glemt, så vi når lige et par Rembrandt'er og Breugel'er og den slags. Bliver lidt blasert.

Vi følger strømmen ud af museet og finder det første det bedste sted at få lidt frokost. Dyrt og ikke særlig godt, men det mætter. Så går vi hen til guldsmedebroen og kigger på guld og glimmer.

Man siger, at folk kan blive syge af at opholde sig i Firenze. Al den kunst samlet på så lille et område er for overvældende for mange. Man bliver svimmel, får åndenød, hjertebanken, influenzalignende symptomer. Den franske forfatter Stendhal beskrev det, og efter ham har man kaldt det for 'Stendhal-syndromet'.

Jeg håber, jeg klarer det uden at få det mærkeligt, men det er meget stærke indtryk, man får her. Flere tusind års historie og den verdensberømte kunst har sat sit præg. På vej hen over domkirkepladsen kan jeg tydeligt se munke og nonner fra fordums tid knæle ærbødigt på vej ind i kirken, mens en kardinal med sin røde kantede hat bliver båret igennem menneskemylderet. . .

Da vi begiver os hjemad sidst på dagen, er der stadig kø uden for museerne.

Det er svært at tage et billede uden en masse mennesker på. . . De er nemlig alle steder. 

En af broerne over Arno-floden

Et udsnit af domkirken - køen udenfor var kilometerlang. . . 

Guldsmedebroen med smykker i massevis. . . 

Vores ven i Taroudhant. . .

Vi er dårligt nok kørt ind igennem byporten i Taroudhant, før vi bliver stoppet af en ung mand, der spørger, hvad vi leder efter.
Da han hører, at vi er danskere, lægger han sin højre hånd på hjertet og siger: 'Åh, jeg bliver blød, når jeg møder danskere. Jeg har en søster, der er gift med en dansker, og de bor i København.'
Jeg finder aldrig ud af, om det er rigtigt, men Yonnes, som han hedder, bliver vores ven for en dag i Taroudant. Han hopper op bag på en kammerats knallert, og de to unge fyre viser os vej ind og ud gennem labyrinten af små gader til centrum og en parkeringsplads med overvågning.

På byens plads, der bliver kaldt en miniudgave af den store 'fna-plads' i Marrakech, ligger slangerne og sover i en stor sæk, mens slangetæmmerne holder frokostpause. En større gruppe mænd har slået kreds om en mand, der fortæller om helbredende urter. På caféerne er der tæt med både marokkanere og turister, der drikker te eller spiser couscous og tajine.

Efter en kop af den søde myntete fører Yonnes os en genvej hen til soukh'en. Den er mindre og mere overskuelig end den i Marrakech, og de handlende er knap så pågående. Vi slentrer rundt og ser os om.  Her er oliven og krydderier stillet op som høje kegler, her er masser af frisk frugt og grønt, duftende brød, tøj, tæpper og smykker.
Yonnes fortæller imens om sin familie og især om sin søster, Bushra, der bor i Danmark. Hende skal jeg kontakte, når jeg kommer hjem, siger han.  Om sig selv fortæller han, at han arbejder som skulptør i familiens forretning. Men i dag behøver han ikke lave andet end at følges med os. Han viser os sin onkels lille bod, der er fyldt med forskellige figurer. Vi skal bare kigge, siger han. Der er ingen købetvant, understreger han og viser os en lille dromedar.
'Den har jeg lavet,'siger han.

Vi har efterhånden hørt meget om arganolie og dens fortræffeligheder, så vi siger ja til at gå med hen i byens argankooperativ.
Indenfor er der den typiske lugt af olien. Et par kvinder sidder og presser olie ud af arannødder ved håndkraft. Hårdt arbejde er det - de bruger noget, der ligner en morter, og det tager tid. De lader sig gerne fotografere - ikke noget, ret mange vil og særlig ikke kvinderne.
De er enker, fortæller Yonnes, og arbejdet her som 'oliepresser' er en slags social hjælp.
En kvinde, der taler udmærket fransk, forklarer os om oliefremstillingen på en måde, som om hun har gjort det hundrede gange før. Vi bliver hurtigt vist ind i et baglokale, hvor der er et større udvalg af olier, sæber, cremer og lækkerier til at spise. Vi lader os friste og køber lidt forskelligt. Olie til salaten, lidt massageolie, noget fugtighedscreme og lidt andet godt. Rygsækken skal proppes. . . Og da jeg kommer hjem, ærgrer jeg mig over, at jeg ikke købte mere af den lækre creme, for det er ikke bare reklame. Den er god.

Vores dag er også god, og ved vores vens hjælp bliver vi installeret på et fint hotel. Værelset er meget langt og smalt med tre senge, tunge, blomstrede tæpper og mørke gulvtæpper. Der er meget stille, og jeg føler mig lidt underlig tilpas her. Men værtsparret er flinke mennesker, og vi skal endelig sige til, hvis vi mangler det mindste.  Og morgenmaden vil være som en konges, lover Yonnes.

At vi så går med til at at slutte dagen af med en tur i hestevogn, er vi ikke stolte af. . . Ingen af os har i virkeligheden lyst. Det er for latterligt og mindst ligeså turistet som at købe en figur af den lille havfrue eller en miniudgave af Eiffeltårnet. Jeg har ingen af delene. . .
Da vi sidder i vognen bag kusken og Yonnes og kører rundt om byens syv kilometer lange og meget velbevarede bymur, og de to gutter ryger 'sjov tobak', så det lugter kvalmende på det meste af turen, og de spørger, om vi vil købe noget, for Yonnes' bror kan skaffe noget af en rigtig god kvalitet, forsøger jeg at se positivt på det hele. Også da vi helt tydeligt betaler overpris for turen, og endnu mere da Yonnes siden beder om penge til sit tandlægebesøg. Hvad kan man lære af det?

Morale: tag aldrig på hestevognstur eller nogen anden tur uden at have forhandlet om prisen først. Ellers kan det blive meget dyrt. . . 

Marokkanske dadler smager SÅ godt! 

Oliven er de også gode til at lave! 

Krydderier i massevis - fint ser det ud. 

Gammeldags sukkertoppe

Yonnes' onkel på arbejde i sin butik 

Kvinderne presser arganolie. . .  

På en øde bjergtop. . .

Sikke en udsigt at stå op til om morgenen, når solens første stråler vækker én. Og sikke en udsigt om aftenen, når solen farver himlen rød og gemmer sig bag bjergkammen. 
Her er bjerge til alle sider og ikke et hus i miles omkreds. Her er øde, her er total stilhed og en ren og frisk luft. 

Helt på toppen!

Den gamle berber har det hele lige uden for sin dør. Han bor heroppe ved passet Tizi-n-Bachkoum i omkring 1800 meters højde i en lille hytte, der er bygget ind i klipperne. Det eneste selskab, han har, er hunden, der passer sine små hvalpe på den anden side af vejen.  Ellers er han alene.
'Bonjour, ca va?' siger han, da vi stopper og stiger ud af bilen. Han smiler bredt og afslører sine få halvrådne tænder.

Jeg går med ham hen i hans butik, for sådan én har han, og dér kan man købe de sædvanlige skåle og fade i fine mønstre, tunge smykker, fossiler og klart blå krukker. Han fortæller mig lidt om sit sted og om sine varer, og jeg prøver at forstå ham, for han taler en blanding af nogle få franske brokker og sit eget sprog. Han har et billede hængende af kongen, ligesom jeg har set mange andre steder, og jeg nikker og smiler, da han forklarer, hvad der står skrevet under kong Hassans portræt på arabisk. 

Jeg vil gerne gøre ham glad ved at købe noget, men jeg har hverken brug for krukker eller smykker, og jeg har heller ikke ret meget plads i min rygsæk. Monsieur George fortæller mig også, hver gang jeg får et bestemt udtryk i øjnene, når jeg ser noget pænt eller fint, at jeg selv skal slæbe det. Så det begrænser mit behov for at shoppe amok. . . 

Jeg beslutter mig for en fin sort sten med glimmer. Den smitter af, og berberen forklarer mig, at det er 'kohl' - det, som berberkvinder gennem tusinder af år har sminket sig med. Jeg smører lidt glimmer på øjenlågene og føler mig straks meget kønnere. Ikke mindst da berberen nikker anerkendende. . . 

Jeg giver ham de få dirham, han forlanger for stenen, og vi tager hjerteligt afsked med ham. Han giver os hver et fast håndtryk, mens han ser os direkte i øjnene. 'Bonne route - à la prochaine fois,' siger han. 'God tur og vi ses igen - inshallah!' 
For nej, afsked er det aldrig her i Marokko. Om Gud vil, mødes vi igen. 

Se min fine lille butik. . .  

Bjerge og atter bjerge. . . 
 

- og endnu flere bjerge - udsigten fra passet 

En blåmalet dør til berbermandens hytte

En sød lille lænkehund. . . 

Kohl er i årtusinder blevet brugt rundt omkring i verden til sminke. Det ses tydeligt på billeder af de gamle ægyptere med deres tykke, sorte streger om øjnene. . .
Både mænd og kvinder, rig og fattig brugte kohl, der blev blandet med bly og nogle steder også med mandler.
Det var dog mere end blot et skønhedsmiddel. Det holdt også de onde ånder på afstand, og samtidig hjalp det mod øjenbetændelse. Man malede en streg på kanten af øjnelåget under vipperne, og hver gang man blinkede, fik øjnene en behandling. 
Men der var også en stor sundhedsfare ved at bruge det. Hvis der var for meget bly i, ville man langsomt forgifte sig selv - og dø. 
Hvordan man har fundet den rette blanding, har den moderne videnskab endnu ikke fundet ud af. 

Det røde guld - safran, og hvordan blomsten blev til. . .

Her kan man både spise god mad, sove sødt og komme ud på lange vandreture

Når jeg drikker en kop safrante, sender jeg Mafoud en venlig tanke. Det var ham, der lærte mig at lave det.
Mafoud mødte vi i Taliouine, som er safranbyen over dem alle. En hyggelig lille by i omkring 1200 meters højde og kun en dagsrejse fra passet . . . et par tusind meter højere oppe. Byen ligger på den ene side af en flod midt inde mellem bløde, brune bakker, der ser ud, som om de for nylig er blevet fejet med en stor, bred kost. Hårnålesvingene bliver knap så skarpe, når man nærmer sig byen. Langs vejen går mænd med deres æsler, får græsser, og skolebørn er på vej hjem. Sludrende og smilende. For dem er det en helt almindelig hverdag. For mig er det en helt anden verden end den, jeg er vant til.
Mafoud er ejer af Hotel le Safron, hvor vi overnatter for tohundrede dirham. Det er tydeligt, at han har gjort en masse ved sit hotel de sidste år. Der er pænt og rent, malet i klare farver, og vores badeværelse har den fineste håndvask i mosaik, som jeg nogensinde har set. Vi har vinduer til to sider og dermed den smukkeste udsigt over floden og bjergene på den anden side.
Mafoud selv er en travl mand, som udover at passe sit hotel arrangerer kurser i madlavning, laver trekking-ture og dyrker og sælger safran. Han går klædt i en lang blå djellabah og har en kridhvid turban om hovedet.
Om aftenen ved middagen kommer han og sætter sig hos os for at snakke. Han fortæller om sine trekkingture, som han mener mindst skal være på seks dage, og jeg føler mig meget fristet til en vandretur i de fantastisk smukke bjerge. Men det må blive næste gang - 'inshallah!'
Han fortæller om den safran, man dyrker her i Talliouine. Det røde guld, hedder det, og alle taler om, at den bedste kvalitet findes her, hvor højden er den perfekte. Alle har krokus i deres haver, fortæller Mafoud. De blomstrer  fra midten af oktober til midten af november, hvor man høster og tørrer dem og samler de værdifulde støvdragere sammen.

Jeg sidder pakket ind i mit store uldne sjal, for det er koldt, når solen er gået ned. 'J'ai froid,' siger jeg. 'Jeg fryser. Jeg vil gerne have en kop varm te.'
Jeg fortæller Mafoud, at jeg altid er meget forfrossen og meget nemt får kolde hænder.
'Så skal du have en kop safrante,' siger han, og før han begynder at fortælle om det røde gulds fortræffeligheder, har han været nedenunder og sørget for at få sat en kande safrante til fruen over.
Der går lang tid, før den bliver serveret i en fin sølvkande og med mønstrede glaskrus til hver af os. For safrante skal koge længe, for at man kan få det bedste ud af den. Men så får vi også det bedste af det bedste. . .
Mafoud holder kanden en meter over glasset og lader den gyldne te falde i en fin stråle ned i glaskruset, så det skummer. Så hælder han teen tilbage i kanden og gentager proceduren. En gang til og endnu en gang. 'For at opløse sukkeret,' siger han.
Vi skåler i te, som om det var den fineste vin, og hurtigt breder varmen sig helt ud til mine fingerspidser.
'Ca chauffe,' smiler Mafoud. 'Det varmer.' Safranteen giver energi, sætter gang i blodcirkulationen og forhindrer blodet i at tykne.
Mine hænder holder sig varme hele natten, og før vi tager af sted, køber vi nogle gram af verdens dyreste krydderi. Tredive kroner for et gram. . . Men det er den fineste kvalitet, og der skal kun syv små tråde til en kande te. Så vores tre gram skal nok holde et godt stykke tid. . .

Mafouds hyggelige hotel med berbertelt i haven, bederum og den smukkeste udsigt. . . 

Teen skal iltes og sukkeret opløses, før den kan drikkes. . . 

Den smukke, sarte blomst - krokus. . . 

Der var en gang en smuk ung mand, som var ulykkelig forelsket i nymfen Smilax. Han var dødelig, men alligevel var han gode venner med Hermes, købmændenes og tyveknægtenes gud. 
En dag spillede de to venner diskos. Ved et uheld kastede Hermes sin diskos, så den ramte Krokus i hovedet og dræbte ham på stedet. Fra hans sår dryppede tre røde dråber blod, og dér, hvor de faldt, voksede en fin blomst op. Den havde tre røde støvdragere, og den fik navnet krokus efter den unge mand.
Sådan blev krokus-blomsten til.

Et gram safran er alligevel en hel del. . .

- og her er der støvdragere nok til to kander te

En oase midt imellem golde bjerge. . .

Min forestilling om en oase var nok lidt tegneserieagtig på forhånd. Jeg så for mig en lille grøn plet med lidt palmer og nogle få huse beliggende midt ude i ørkenens hvide sand. . .
Skoura er 200 kvadratkilometer stor, ligger i en stenørken omgivet af høje, rødlige bjerge. Den har flere landsbyer, store kasbah'er, der bor 30.000 mennesker, og der er 100.000 palmer foruden mandeltræer og andre frugttræer.

Vi bor hos Ahmed, som byder os velkommen med te og dadler på den lille kasbah's tagterrasse.
'Danmark,' udbryder han, da vi fortæller, hvor vi kommer fra. 'Ligger det ved siden af Amerika? Eller Rusland?' Han har aldrig været ret langt væk fra sin oase, men er vant til at folk kommer til ham. Vi bliver godt behandlet, og da jeg den næste dag får lidt vrøvl med maven, kommer han med en skål spidskommen. Det vil hjælpe, lover han, tilføjer 'Inshallah' og peger op mod den blå himmel, for vi ved jo godt, hvem der bestemmer.
Jeg vil ikke have ødelagt min korte ferie af et anfald af turistmave, så jeg tager Ahmeds spidskommen i små mundfulde, og sammen med mine egne homøopatiske dråber og ditto piller går der ikke ret mange timer, før jeg er frisk igen.

Om eftermiddagen kører vi med Ahmed en tur ud til palmeriet, som vi aldrig selv vil kunne finde vej til. Her skal være i titusindvis af dadelpalmer og et rigt fugleliv.
Ad små, støvede veje skrumpler vi ind og ud imellem små landsbyer og frodige haver, hvor korn og bønner spirer under frugttræerne. Rundt omkring er der børn, der leger. Unge mænd ræser af sted på knallert, mens de gamle mænd sidder ved vejen og drikker te og sludrer. De vinker til os, når vi kører forbi.
Der er betagende smukt med det lysegrønne løv og lette hvide blomster, men modsætningen til skønheden er iøjenfaldende og trist at se på.
Indtil for tre år siden havde tørken varet i ti år, og hele området bærer tydeligt præg af at have manglet vand i så lang tid. Efter tørkens ophør har det kun regnet få gange. Sidst i oktober måned, og de skyer, der viser sig langt mod vest i dag, kommer nok ikke til at give regn her. 'Inshallah,' siger Ahmed, da jeg spørger, om han tror, det bliver regnvejr.
Nogle steder ligger jordlodderne øde hen. Folk har forlængst opgivet at dyrke dem og har forladt dem. Ikke så meget som et enkelt græsstrå gror der.

Jorden er så tør, at den slår store revner, og den er blevet ligeså hård som sten. De gamle vandingskanaler er flere steder ødelagt, og ingen er i gang med at reparere det. Brønde er udtørret, og de mange floder, vi passerer, er blevet til stenede veje. Ikke en dråbe vand er der i dem. Ørkenen nærmer sig langsomt og vil ubarmhjertigt brede sig mere og mere.
Palmerne bliver syge af tørken. De bliver angrebet af en svamp, og for at undgå smitte brænder man dem. Nu står de som sorte monumenter mellem deres raske venner. Dem, der ikke er gået helt til, begynder snart at give frugt igen.

Ved bredden af en stor udtørret flod ligger den store kasbah, som er afbildet på 50-dirhamsedlerne. For længe siden har her boet femogtyve familier, og berberne har vundet et stort slag over araberne her en gang.
Kun lidt af kasbah'en er restaureret, resten ligger hen i ruiner. Mod entré kan man komme ind og se de sørgelige rester af den engang så imponerende bygning, hvor noget af filmen 'Lawrence of Arabia er indspillet. Udenfor står et æsel med en trækvogn og venter på nogen, der vil have en køretur. Et par piger, der leger i et stort træ, nærmer sig genert og giver os en kamel, de har flettet af siv.

Mohammed leder os op til det eneste udsigtspunkt i den ellers så flade oase. Her er det mest fantastiske panorama ud over oasen. De høje palmer trækker sig højt op over den lavere bevoksning, og husene er næsten ikke til at få øje på. På den ene side viser Midtatlasbjergene sig og i baggrunden er ørkenen med sine røde bjerge og røde sand.
Jeg kan ikke få nok af at kigge på den vidunderlige udsigt og indsnuse den rene, stærke luft. . .

                                Dejlig te i solskinnet på terrassen. Dadlerne er egen avl. . . 

Ahmed ved panoramaudsigten over oasen. . . 

Et palmetræ er nemt at klatre op i - jeg fik også selv prøvet. . . 

En af de mange, mange kasbah'er. Den her er meget stor og temmelig faldefærdig, men flot ser den ud foran den helt udtørrede flod. . . 

Et par søde unger. . . 

En fin dromedar flettede de til os. . . 

Og mandeltræerne blomstrede overalt. . . 

På gensyn næste gang. . .

'Et maintenant,' siger Mohammed, da vi har pakket bilen og er klar til at køre videre. 'Nu vil jeg gerne invitere jer hjem til mig.'
Lidt efter holder vi foran hans hus, og da han stiger ud, kommer en lille pige løbende ham i møde. Han tager hende op.
'Det er Amina på tre år,' siger han og giver hende et knus. 'Min brors yngste. Han døde, da hun var en måned gammel.'
Vi følger efter ham ind igennem en mørk gang. Passerer en tom stald - dyrene er ude - og et redskabsrum. Så kommer vi ud i gården, hvor tre kvinder tager imod os med store smil. Hans mor, hans kone og svigerinden. Tre smådrenge dukker op og ser nysgerrigt på gæsterne. De fniser genert og begynder at løbe efter hinanden. Rundt om gården er værelserne. Jeg bliver vist ud i køkkenet, der er pænt og ordentligt med gasblus og blå forhæng for hylderne. Så skal jeg se stuen, der næsten kun bliver brugt til gæster. Der er bænke langs den ene væg og en reol på den anden. Der er tæpper på gulvet. Den ældste pige sidder og ser 'Tom og Jerry' på et meget lille fjernsyn. Jeg snakker lidt med hende, men hun har ikke lært meget fransk endnu, så det bliver ikke til den lange samtale. 

Jeg går ud i gården, hvor Mohammeds mor er ved at servere te for os. Hun er mindst tres år, siger Mohammed. Hendes præcise alder kender han ikke, for dengang hun blev født, var der ikke nogen form for registrering af nyfødte. Hun smiler venligt til os og siger 'bonjour, ca va?' flere gange. Det er det eneste franske, hun kan. Hun har aldrig lært at læse og skrive og taler kun berbisk. Ærgerligt at vi ikke kan tale sammen, men et smil kan man altid give.
Vi tager med glæde imod tilbuddet om at få lidt frokost. Vores lange vandretur har gjort os sultne, og mens vores vært selv trækker sig tilbage for at bede, får vi serveret den hidtil bedste omelet, grøntsagstajine og hjemmebagt brød med olie til at dyppe det i. Det er, hvad køkkenet lige kunne præstere. . . 
Børnene sidder sammen med os og leger med en mobiltelefon af ældre dato med revnet glas og slidte taster. Men den kan et enkelt spil, og ligesom alle andre børn er Mohammeds helt opslugte af skærmen. 

Det er sen eftermiddag, da vi tager afsked med Muhammed og takker for hans gæstfrihed. Vi siger 'på gensyn' - en typisk skik her i Marokko. Endnu har jeg ikke hørt nogen sige farvel. Altid 'à la prochaine fois'! 'På gensyn næste gang!' Og så lægger man en hånd på sit hjerte og tilføjer 'inshallah' - 'om Gud vil'. For man ved jo aldrig . Det er der kun én, der gør. Og tanken om at vende tilbage en dag og se mere af den frodige floddal, ørkenen og besøge familien her er tiltrækkende. 

Havevandring og stenørken. . .

Fredag er moske-dag, og da imamen's røst gjalder fra moskeens høje tårn, spørger jeg Mohammed, om han ikke skal derhen. Men nej, han er på arbejde, så han behøver ikke, siger han.
Hans arbejde består i at følge os på den dejligste vandretur igennem byens haver, hvor mandeltræerne vokser sammen med abrikostræer, pæretræer og granatæbler. Alting blomstrer og knoppes, og på de afgrænsede stykker jord vokser hvede, ris og bønner. En labyrint af smalle kanaler sørger for at lede vandet fra floden rundt, og vi må springe over dem fra den ene have til den anden. 
Det skulle kun være en lille tur, havde Mohammed lovet. Men jeg er glad for at jeg har taget en flaske vand med, for jeg havde en fornemmelse af, at 'en lille tur' ikke er så lille endda. Når fem minutter er en time i Marokko, kan man ikke være sikker på, at det bare er en halv times spadseretur, vi snakker om.
Mohammed fortæller ivrigt om de forskellige afgrøder, og jeg spørger nysgerrigt. Men de små smukke blå blomster, der gror spredt her og der, kender han ikke. 'Jeg kender kun dem, vi bruger,' siger han.
Vi tager skoene af for at gå over floden. En af de få, der stadig er vand i. Vi sætter os på bredden og tørrer fødderne i varmen. 
'I skulle købe en grund her og bygge et hus,' foreslår Mohammed, da vi viser vores glæde over hans smukke hjemegn. Mohammed forklarer om jord og husbyggeri og regner om fra dirham til euro og skriver beløbet i sandet. 
Det ville være skønt med et sommerhus her, så det er værd at overveje. . . 

LIdt efter nærmer vi os de høje klippevægge, og vi begynder vi at kravle opad. Vi går rundt om et klippefremspring, og med ét har vi forladt naturens stilhed og er dumpet midt ind i kasbah'ens mylder af smalle stræder med handlende. Klædt i lange farverige gevandter og med turban på hovedet ser ud, som om de lige er steget af deres kamel efter en lang karavanetur. De gør, hvad de kan for at lokke os til at købe deres fossiler, tasker, tæpper eller tunge smykker, som dem, berberkvinderne har båret gennem tiderne. Turkiser, sølv og rav fra Sahara. 

Men der er ingen kameler, og det er ikke berbere, der går rundt og tinger om priserne eller forsøger at bytte salt til et tæppe. Alle de gamle huse er blevet forladt for nogle år siden, og familierne er flyttet over på den anden side af floden, hvor de har bygget nyt. 
Sammen med en masse andre turister går vi rundt i en stor filmkulisse, og de handlende har klædt sig ud for vores skyld og stiller gerne op til fotografering for lidt dirham. 
Her i Aît Benhaddou var det nemlig, at en stor del af filmen 'Lawrence of Arabia' blev indspillet, så jeg går rundt nogle af de samme steder, som Peter O'Toole med de blå, blå øjne gjorde i begyndelsen af 60'erne.

Og kulissen er imponerende flot. Den er ikke lavet af gibs og papmaché og med en malet baggrund, der skal ligne noget, den ikke er. Nej, den her er ægte nok. Kasbah'en er af sten, og Saharas ubarmhjertige stenørken med høje rødlige bjerge viser sig for os, da vi kommer på toppen af bygningen. Mellem os og bjergene kan jeg se karavanevejen, der gik fra TImbouktou og til Marrakech. Når jeg skygger med hånden for mine øjne, kan jeg se en flok kameler belæsset med varer bevæge sig af sted mod nordvest. Deres glidende bevægelser, ørkenens skibe. De har gået langt, og der er lang vej endnu. De bliver mindre og mindre og forsvinder helt . . Måske et aftryk af en fortidig historie? Måske bare et syn i det stærke, flimrende sollys?  

Udsigt til karavanevejen

Vi vil lige have en kop te, før vi går tilbage til hotellet - og hvor får man en bedre kop te end hos tæppehandleren, Abdel? Snart sidder vi og bliver beværtet med sød myntete i den kølige butik. Vi skal bare se på varerne, siger tæppehandleren. Vi er gode venner, uanset om vi køber noget eller ej. Og så begynder han at hive det ene tæppe frem efter det andet og fortælle og forklare. De er ret pæne, nogle af dem, og et lille tæppe kunne jeg nu godt tænke mig. Der mangler ét foran min seng derhjemme. . . 

Sådan bliver det også. Halvanden time senere og meget klogere på væveteknikker, plantefarver og handel forlader vi butikken med et lille bitte tæppe, der er pakket, så det fylder ganske lidt. Nødvendigt, for vi har ikke været så forudseende, at vi har taget en stor kuffert med. Og monsieur George, som min kæreste kalder sig på fransk, har fået en rigtig god ven i Abdel. 

Vores gode ven Muhammed. . . 

En fremmed er en ven, du endnu ikke har mødt. . .

De første ti kilometer efter Telouet tager en halv time at køre. Vejen er så hullet, at jeg frygter for, om bilen holder. Jeg er lige ved at fortryde, at vi ikke tog imod tilbuddet fra vores guide om at overnatte på landsbyens homestay. Med det her tempo når vi ikke ret langt, før solen går ned. Jeg trøster mig med, at vi altid kan vende om, hvis vejen ikke bliver bedre. VI er ikke helt uden for beboet område, selvom vi ikke møder et eneste menneske på den første strækning.

Men lige pludselig nærmer vi os en by igen, og med ét er vi omgivet af sandfarvede huse på begge sider af vejen. Mænd i djellabaer kigger nysgerrigt efter os. Æsler bærer på deres last af mennesker eller brænde. Børn leger i vejkanten. . . 

Herfra er vejen nyasfalteret, og de små pittoreske landsbyer ligger tæt. Jeg ånder lettet op, og vi fortsætter mod vores bestemmelsessted, der hedder Ait Benhaddou. Der skulle være en halv times kørsel til, havde vores guide fra Telouet fortalt os. Men der går to en halv time med voldsomme stigninger og fald og mange skarpe sving, før vi er fremme. 

Om muligt er landskabet endnu smukkere og mere malerisk end hidtil.  En flod har møjsommeligt ædt sig igennem de rødlige bjerge, og langs med den har foråret indfundet sig i al sin pragt. Mandeltræerne blomstrer, og birketræernes sartgrønne blade lyser op. Solen skinner, himlen er klart blå og uden en sky. 

Vi stopper ved det første hotel lige før Ait Benhaddou. En kasba, som bliver bestyret af Mohammed, en lille spinkel mand med et venligt smil og et stort hjerte. 

Han viser os et stort værelse i underetagen og bagefter et af de fire tårnværelser med adgang fra den store terrasse med smuk udsigt til bjergene. Jeg er ikke i tvivl om, hvilket et jeg vil vælge, og jeg forsøger ikke at virke alt for begejstret, da vi skal snakke pris Jeg har svært ved at forstå, at vi kan få så megen luksus for så få penge, og jeg er klar til at betale, hvad manden forlanger. Men forhandle - det hører til. 

Og Muhammed forsikrer os om, at hans køkken er bedre end de fleste. 

Aftensmaden er god. Den traditionelle tajine er lidt bedre end dem, vi indtil nu har smagt, og herrens kylling er ikke sej, men til at tygge. . . 

Trætte og mætte siger vi godnat til Mohammed og går op ad trappen til tårnværelset. 

På terrassen bliver vi mødt af ørkennattens overvældende skønhed. Ligeså blå himlen er om dagen, ligeså sort er den nu. En fin ny måne ligger som en skål, der venter på at blive fyldt op med sølvstjernerne, der flokkes omkring den. Og der er så stille, at jeg kun hører mit eget åndedrag. . . 

Den ser dyr ud den kasba', som Mohammed bestyrer, men vi forhandler os frem til en rimelig pris. . . 

Vores tårnværelse - her kunne jeg godt blive i noget tid. . . 

Morgenmad på terrassen. . . 

Næste morgen bliver jeg glædelig overrasket, for før vi er stået op, har Mohammed dækket op til os på terrassen. Lige hvad jeg ønskede mig! Friskpresset appelsinjuice og friskbagt brød. Der er mere, end vi kan spise. . . Jeg kunne blive siddende her i timevis og bare nyde udsigten, solen, stilheden - livet, der er så dejligt!