En fremmed er en ven, du endnu ikke har mødt. . .

De første ti kilometer efter Telouet tager en halv time at køre. Vejen er så hullet, at jeg frygter for, om bilen holder. Jeg er lige ved at fortryde, at vi ikke tog imod tilbuddet fra vores guide om at overnatte på landsbyens homestay. Med det her tempo når vi ikke ret langt, før solen går ned. Jeg trøster mig med, at vi altid kan vende om, hvis vejen ikke bliver bedre. VI er ikke helt uden for beboet område, selvom vi ikke møder et eneste menneske på den første strækning.

Men lige pludselig nærmer vi os en by igen, og med ét er vi omgivet af sandfarvede huse på begge sider af vejen. Mænd i djellabaer kigger nysgerrigt efter os. Æsler bærer på deres last af mennesker eller brænde. Børn leger i vejkanten. . . 

Herfra er vejen nyasfalteret, og de små pittoreske landsbyer ligger tæt. Jeg ånder lettet op, og vi fortsætter mod vores bestemmelsessted, der hedder Ait Benhaddou. Der skulle være en halv times kørsel til, havde vores guide fra Telouet fortalt os. Men der går to en halv time med voldsomme stigninger og fald og mange skarpe sving, før vi er fremme. 

Om muligt er landskabet endnu smukkere og mere malerisk end hidtil.  En flod har møjsommeligt ædt sig igennem de rødlige bjerge, og langs med den har foråret indfundet sig i al sin pragt. Mandeltræerne blomstrer, og birketræernes sartgrønne blade lyser op. Solen skinner, himlen er klart blå og uden en sky. 

Vi stopper ved det første hotel lige før Ait Benhaddou. En kasba, som bliver bestyret af Mohammed, en lille spinkel mand med et venligt smil og et stort hjerte. 

Han viser os et stort værelse i underetagen og bagefter et af de fire tårnværelser med adgang fra den store terrasse med smuk udsigt til bjergene. Jeg er ikke i tvivl om, hvilket et jeg vil vælge, og jeg forsøger ikke at virke alt for begejstret, da vi skal snakke pris Jeg har svært ved at forstå, at vi kan få så megen luksus for så få penge, og jeg er klar til at betale, hvad manden forlanger. Men forhandle - det hører til. 

Og Muhammed forsikrer os om, at hans køkken er bedre end de fleste. 

Aftensmaden er god. Den traditionelle tajine er lidt bedre end dem, vi indtil nu har smagt, og herrens kylling er ikke sej, men til at tygge. . . 

Trætte og mætte siger vi godnat til Mohammed og går op ad trappen til tårnværelset. 

På terrassen bliver vi mødt af ørkennattens overvældende skønhed. Ligeså blå himlen er om dagen, ligeså sort er den nu. En fin ny måne ligger som en skål, der venter på at blive fyldt op med sølvstjernerne, der flokkes omkring den. Og der er så stille, at jeg kun hører mit eget åndedrag. . . 

Den ser dyr ud den kasba', som Mohammed bestyrer, men vi forhandler os frem til en rimelig pris. . . 

Vores tårnværelse - her kunne jeg godt blive i noget tid. . . 

Morgenmad på terrassen. . . 

Næste morgen bliver jeg glædelig overrasket, for før vi er stået op, har Mohammed dækket op til os på terrassen. Lige hvad jeg ønskede mig! Friskpresset appelsinjuice og friskbagt brød. Der er mere, end vi kan spise. . . Jeg kunne blive siddende her i timevis og bare nyde udsigten, solen, stilheden - livet, der er så dejligt!