Sikke en udsigt at stå op til om morgenen, når solens første stråler vækker én. Og sikke en udsigt om aftenen, når solen farver himlen rød og gemmer sig bag bjergkammen.
Her er bjerge til alle sider og ikke et hus i miles omkreds. Her er øde, her er total stilhed og en ren og frisk luft.
Den gamle berber har det hele lige uden for sin dør. Han bor heroppe ved passet Tizi-n-Bachkoum i omkring 1800 meters højde i en lille hytte, der er bygget ind i klipperne. Det eneste selskab, han har, er hunden, der passer sine små hvalpe på den anden side af vejen. Ellers er han alene.
'Bonjour, ca va?' siger han, da vi stopper og stiger ud af bilen. Han smiler bredt og afslører sine få halvrådne tænder.
Jeg går med ham hen i hans butik, for sådan én har han, og dér kan man købe de sædvanlige skåle og fade i fine mønstre, tunge smykker, fossiler og klart blå krukker. Han fortæller mig lidt om sit sted og om sine varer, og jeg prøver at forstå ham, for han taler en blanding af nogle få franske brokker og sit eget sprog. Han har et billede hængende af kongen, ligesom jeg har set mange andre steder, og jeg nikker og smiler, da han forklarer, hvad der står skrevet under kong Hassans portræt på arabisk.
Jeg vil gerne gøre ham glad ved at købe noget, men jeg har hverken brug for krukker eller smykker, og jeg har heller ikke ret meget plads i min rygsæk. Monsieur George fortæller mig også, hver gang jeg får et bestemt udtryk i øjnene, når jeg ser noget pænt eller fint, at jeg selv skal slæbe det. Så det begrænser mit behov for at shoppe amok. . .
Jeg beslutter mig for en fin sort sten med glimmer. Den smitter af, og berberen forklarer mig, at det er 'kohl' - det, som berberkvinder gennem tusinder af år har sminket sig med. Jeg smører lidt glimmer på øjenlågene og føler mig straks meget kønnere. Ikke mindst da berberen nikker anerkendende. . .
Jeg giver ham de få dirham, han forlanger for stenen, og vi tager hjerteligt afsked med ham. Han giver os hver et fast håndtryk, mens han ser os direkte i øjnene. 'Bonne route - à la prochaine fois,' siger han. 'God tur og vi ses igen - inshallah!'
For nej, afsked er det aldrig her i Marokko. Om Gud vil, mødes vi igen.
Kohl er i årtusinder blevet brugt rundt omkring i verden til sminke. Det ses tydeligt på billeder af de gamle ægyptere med deres tykke, sorte streger om øjnene. . .
Både mænd og kvinder, rig og fattig brugte kohl, der blev blandet med bly og nogle steder også med mandler.
Det var dog mere end blot et skønhedsmiddel. Det holdt også de onde ånder på afstand, og samtidig hjalp det mod øjenbetændelse. Man malede en streg på kanten af øjnelåget under vipperne, og hver gang man blinkede, fik øjnene en behandling.
Men der var også en stor sundhedsfare ved at bruge det. Hvis der var for meget bly i, ville man langsomt forgifte sig selv - og dø.
Hvordan man har fundet den rette blanding, har den moderne videnskab endnu ikke fundet ud af.
Her er bjerge til alle sider og ikke et hus i miles omkreds. Her er øde, her er total stilhed og en ren og frisk luft.
 |
| Helt på toppen! |
Den gamle berber har det hele lige uden for sin dør. Han bor heroppe ved passet Tizi-n-Bachkoum i omkring 1800 meters højde i en lille hytte, der er bygget ind i klipperne. Det eneste selskab, han har, er hunden, der passer sine små hvalpe på den anden side af vejen. Ellers er han alene.
'Bonjour, ca va?' siger han, da vi stopper og stiger ud af bilen. Han smiler bredt og afslører sine få halvrådne tænder.
Jeg går med ham hen i hans butik, for sådan én har han, og dér kan man købe de sædvanlige skåle og fade i fine mønstre, tunge smykker, fossiler og klart blå krukker. Han fortæller mig lidt om sit sted og om sine varer, og jeg prøver at forstå ham, for han taler en blanding af nogle få franske brokker og sit eget sprog. Han har et billede hængende af kongen, ligesom jeg har set mange andre steder, og jeg nikker og smiler, da han forklarer, hvad der står skrevet under kong Hassans portræt på arabisk.
Jeg vil gerne gøre ham glad ved at købe noget, men jeg har hverken brug for krukker eller smykker, og jeg har heller ikke ret meget plads i min rygsæk. Monsieur George fortæller mig også, hver gang jeg får et bestemt udtryk i øjnene, når jeg ser noget pænt eller fint, at jeg selv skal slæbe det. Så det begrænser mit behov for at shoppe amok. . .
Jeg beslutter mig for en fin sort sten med glimmer. Den smitter af, og berberen forklarer mig, at det er 'kohl' - det, som berberkvinder gennem tusinder af år har sminket sig med. Jeg smører lidt glimmer på øjenlågene og føler mig straks meget kønnere. Ikke mindst da berberen nikker anerkendende. . .
Jeg giver ham de få dirham, han forlanger for stenen, og vi tager hjerteligt afsked med ham. Han giver os hver et fast håndtryk, mens han ser os direkte i øjnene. 'Bonne route - à la prochaine fois,' siger han. 'God tur og vi ses igen - inshallah!'
For nej, afsked er det aldrig her i Marokko. Om Gud vil, mødes vi igen.
 |
| Se min fine lille butik. . . |
 |
| Bjerge og atter bjerge. . . |
 |
| - og endnu flere bjerge - udsigten fra passet |
 |
| En blåmalet dør til berbermandens hytte |
 |
| En sød lille lænkehund. . . |
Både mænd og kvinder, rig og fattig brugte kohl, der blev blandet med bly og nogle steder også med mandler.
Det var dog mere end blot et skønhedsmiddel. Det holdt også de onde ånder på afstand, og samtidig hjalp det mod øjenbetændelse. Man malede en streg på kanten af øjnelåget under vipperne, og hver gang man blinkede, fik øjnene en behandling.
Men der var også en stor sundhedsfare ved at bruge det. Hvis der var for meget bly i, ville man langsomt forgifte sig selv - og dø.
Hvordan man har fundet den rette blanding, har den moderne videnskab endnu ikke fundet ud af.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar