Livsenergi-nu: En oase midt imellem golde bjerge. . .

Min forestilling om en oase var nok lidt tegneserieagtig på forhånd. Jeg så for mig en lille grøn plet med lidt palmer og nogle få huse beliggende midt ude i ørkenens hvide sand. . .
Skoura er 200 kvadratkilometer stor, ligger i en stenørken omgivet af høje, rødlige bjerge. Den har flere landsbyer, store kasbah'er, der bor 30.000 mennesker, og der er 100.000 palmer foruden mandeltræer og andre frugttræer.

Vi bor hos Ahmed, som byder os velkommen med te og dadler på den lille kasbah's tagterrasse.
'Danmark,' udbryder han, da vi fortæller, hvor vi kommer fra. 'Ligger det ved siden af Amerika? Eller Rusland?' Han har aldrig været ret langt væk fra sin oase, men er vant til at folk kommer til ham. Vi bliver godt behandlet, og da jeg den næste dag får lidt vrøvl med maven, kommer han med en skål spidskommen. Det vil hjælpe, lover han, tilføjer 'Inshallah' og peger op mod den blå himmel, for vi ved jo godt, hvem der bestemmer.
Jeg vil ikke have ødelagt min korte ferie af et anfald af turistmave, så jeg tager Ahmeds spidskommen i små mundfulde, og sammen med mine egne homøopatiske dråber og ditto piller går der ikke ret mange timer, før jeg er frisk igen.

Om eftermiddagen kører vi med Ahmed en tur ud til palmeriet, som vi aldrig selv vil kunne finde vej til. Her skal være i titusindvis af dadelpalmer og et rigt fugleliv.
Ad små, støvede veje skrumpler vi ind og ud imellem små landsbyer og frodige haver, hvor korn og bønner spirer under frugttræerne. Rundt omkring er der børn, der leger. Unge mænd ræser af sted på knallert, mens de gamle mænd sidder ved vejen og drikker te og sludrer. De vinker til os, når vi kører forbi.
Der er betagende smukt med det lysegrønne løv og lette hvide blomster, men modsætningen til skønheden er iøjenfaldende og trist at se på.
Indtil for tre år siden havde tørken varet i ti år, og hele området bærer tydeligt præg af at have manglet vand i så lang tid. Efter tørkens ophør har det kun regnet få gange. Sidst i oktober måned, og de skyer, der viser sig langt mod vest i dag, kommer nok ikke til at give regn her. 'Inshallah,' siger Ahmed, da jeg spørger, om han tror, det bliver regnvejr.
Nogle steder ligger jordlodderne øde hen. Folk har forlængst opgivet at dyrke dem og har forladt dem. Ikke så meget som et enkelt græsstrå gror der.

Jorden er så tør, at den slår store revner, og den er blevet ligeså hård som sten. De gamle vandingskanaler er flere steder ødelagt, og ingen er i gang med at reparere det. Brønde er udtørret, og de mange floder, vi passerer, er blevet til stenede veje. Ikke en dråbe vand er der i dem. Ørkenen nærmer sig langsomt og vil ubarmhjertigt brede sig mere og mere.
Palmerne bliver syge af tørken. De bliver angrebet af en svamp, og for at undgå smitte brænder man dem. Nu står de som sorte monumenter mellem deres raske venner. Dem, der ikke er gået helt til, begynder snart at give frugt igen.

Ved bredden af en stor udtørret flod ligger den store kasbah, som er afbildet på 50-dirhamsedlerne. For længe siden har her boet femogtyve familier, og berberne har vundet et stort slag over araberne her en gang.
Kun lidt af kasbah'en er restaureret, resten ligger hen i ruiner. Mod entré kan man komme ind og se de sørgelige rester af den engang så imponerende bygning, hvor noget af filmen 'Lawrence of Arabia er indspillet. Udenfor står et æsel med en trækvogn og venter på nogen, der vil have en køretur. Et par piger, der leger i et stort træ, nærmer sig genert og giver os en kamel, de har flettet af siv.

Mohammed leder os op til det eneste udsigtspunkt i den ellers så flade oase. Her er det mest fantastiske panorama ud over oasen. De høje palmer trækker sig højt op over den lavere bevoksning, og husene er næsten ikke til at få øje på. På den ene side viser Midtatlasbjergene sig og i baggrunden er ørkenen med sine røde bjerge og røde sand.
Jeg kan ikke få nok af at kigge på den vidunderlige udsigt og indsnuse den rene, stærke luft. . .