Det røde guld - safran, og hvordan blomsten blev til. . .

Her kan man både spise god mad, sove sødt og komme ud på lange vandreture

Når jeg drikker en kop safrante, sender jeg Mafoud en venlig tanke. Det var ham, der lærte mig at lave det.
Mafoud mødte vi i Taliouine, som er safranbyen over dem alle. En hyggelig lille by i omkring 1200 meters højde og kun en dagsrejse fra passet . . . et par tusind meter højere oppe. Byen ligger på den ene side af en flod midt inde mellem bløde, brune bakker, der ser ud, som om de for nylig er blevet fejet med en stor, bred kost. Hårnålesvingene bliver knap så skarpe, når man nærmer sig byen. Langs vejen går mænd med deres æsler, får græsser, og skolebørn er på vej hjem. Sludrende og smilende. For dem er det en helt almindelig hverdag. For mig er det en helt anden verden end den, jeg er vant til.
Mafoud er ejer af Hotel le Safron, hvor vi overnatter for tohundrede dirham. Det er tydeligt, at han har gjort en masse ved sit hotel de sidste år. Der er pænt og rent, malet i klare farver, og vores badeværelse har den fineste håndvask i mosaik, som jeg nogensinde har set. Vi har vinduer til to sider og dermed den smukkeste udsigt over floden og bjergene på den anden side.
Mafoud selv er en travl mand, som udover at passe sit hotel arrangerer kurser i madlavning, laver trekking-ture og dyrker og sælger safran. Han går klædt i en lang blå djellabah og har en kridhvid turban om hovedet.
Om aftenen ved middagen kommer han og sætter sig hos os for at snakke. Han fortæller om sine trekkingture, som han mener mindst skal være på seks dage, og jeg føler mig meget fristet til en vandretur i de fantastisk smukke bjerge. Men det må blive næste gang - 'inshallah!'
Han fortæller om den safran, man dyrker her i Talliouine. Det røde guld, hedder det, og alle taler om, at den bedste kvalitet findes her, hvor højden er den perfekte. Alle har krokus i deres haver, fortæller Mafoud. De blomstrer  fra midten af oktober til midten af november, hvor man høster og tørrer dem og samler de værdifulde støvdragere sammen.

Jeg sidder pakket ind i mit store uldne sjal, for det er koldt, når solen er gået ned. 'J'ai froid,' siger jeg. 'Jeg fryser. Jeg vil gerne have en kop varm te.'
Jeg fortæller Mafoud, at jeg altid er meget forfrossen og meget nemt får kolde hænder.
'Så skal du have en kop safrante,' siger han, og før han begynder at fortælle om det røde gulds fortræffeligheder, har han været nedenunder og sørget for at få sat en kande safrante til fruen over.
Der går lang tid, før den bliver serveret i en fin sølvkande og med mønstrede glaskrus til hver af os. For safrante skal koge længe, for at man kan få det bedste ud af den. Men så får vi også det bedste af det bedste. . .
Mafoud holder kanden en meter over glasset og lader den gyldne te falde i en fin stråle ned i glaskruset, så det skummer. Så hælder han teen tilbage i kanden og gentager proceduren. En gang til og endnu en gang. 'For at opløse sukkeret,' siger han.
Vi skåler i te, som om det var den fineste vin, og hurtigt breder varmen sig helt ud til mine fingerspidser.
'Ca chauffe,' smiler Mafoud. 'Det varmer.' Safranteen giver energi, sætter gang i blodcirkulationen og forhindrer blodet i at tykne.
Mine hænder holder sig varme hele natten, og før vi tager af sted, køber vi nogle gram af verdens dyreste krydderi. Tredive kroner for et gram. . . Men det er den fineste kvalitet, og der skal kun syv små tråde til en kande te. Så vores tre gram skal nok holde et godt stykke tid. . .

Mafouds hyggelige hotel med berbertelt i haven, bederum og den smukkeste udsigt. . . 

Teen skal iltes og sukkeret opløses, før den kan drikkes. . . 

Den smukke, sarte blomst - krokus. . . 

Der var en gang en smuk ung mand, som var ulykkelig forelsket i nymfen Smilax. Han var dødelig, men alligevel var han gode venner med Hermes, købmændenes og tyveknægtenes gud. 
En dag spillede de to venner diskos. Ved et uheld kastede Hermes sin diskos, så den ramte Krokus i hovedet og dræbte ham på stedet. Fra hans sår dryppede tre røde dråber blod, og dér, hvor de faldt, voksede en fin blomst op. Den havde tre røde støvdragere, og den fik navnet krokus efter den unge mand.
Sådan blev krokus-blomsten til.

Et gram safran er alligevel en hel del. . .

- og her er der støvdragere nok til to kander te