Atlasbjergene er en bjergkæde, der strækker sig over 2500 kilometer. Fra Agadir ved Marokkos vestkyst over Algeriet og til Tunesien. Det højeste bjerg er Jebel Toubkal, som ligger syd for Marrakech, og som er 4167 meter højt.
Efter Ait-Ourir begynder vejen at gå opad, og den snor sig mere og mere ind imellem bjergene. Det er om at holde tungen lige i munden i de mange hårnålesving - noget andet end at køre på en flad, dansk landevej, og jeg nyder det!
Efterhånden som vejen bliver stejlere, og det klikker for ørerne, kommer der flere og flere boder langs vejen. Her bliver solgt keramik, men især er det kvarts, krystaller og fossiler, der er fundet rundt om i højderne. Vi stopper ved passet Tizi N'Tichka, som ligger i godt 2200 meters højde. Vi nyder udsigten, som er betagende og tager pusten fra mig. Helt heroppe er der udstilling af diverse sten og krystaller. Tre gutter konkurrerer om at lokke mig til at købe nogle af deres varer. Den ene viser mig noget, der ligner et stort, hvidt æg. Men da han åbner det, viser der sig en eventyrverden af glimtende krystaller inden i det. Jeg er fristet, men siger nej tak. Han griner af mig, da jeg siger, at jeg selv vil prøve at finde noget lignende.
'Åhh, madame, man skal være meget dygtig for at finde sådanne sten,' siger han.
Efter frokost på caféen lige efter passet kører vi fra hovedvejen og ud på en mindre vej, som bliver anbefalet i 'Lonely Planet'. Som der står, så snyder man sig selv for en vidunderlig tur, hvis man holder sig til N10 (route nationale). . .
Jeg er lidt spændt. Faktisk meget spændt. Det er uden for sæsonen. Der er ikke mange turister, og der er langt mellem beboelse.Det er kun anden gang, jeg er uden for Europa, og meget er nyt. . . I indien, hvor vi rejste rundt i syv uger sidste år, var vi altid omgivet af mennesker, men her i Marokko er der lange øde strækninger, og man kan køre i timevis uden at møde en sjæl.
Da vi kører ned ad den noget smallere vej, bliver vi til min lettelse fulgt af en autocamper, som vi dog hurtigt mister af syne.
Men mine bekymringer for hvad der nu kan ske, fordufter hurtigt ved synet af det smukke, smukke landskab. Vi bevæger os ind imellem bjergene i en højtliggende dal langs en flod, der ikke er mange dråber vand tilbage i, men som alligevel giver liv og frodighed. Endnu flere blomstrende frugttræer end hidtil er der, og de mildner det ellers så barske område.Der er en forunderlig modsætning imellem de barske, golde bjerge og den lette livsbekræftende forårsblomstrende dal.
I lang tid møder vi ikke et levende væsen. Vi er helt alene. Der er højt til himlen, luften er ren og klar, og jeg kan trække vejret frit. . . Hvilken befrielse er det ikke? Hvornår er vi nogensinde alene?
Efter nogle timers kørsel begynder spredte klynger af huse at dukker op, og vi nærmer vi os snart en by, som står på vores kort. Telouet hedder den. Vi bliver stoppet af en yngre mand klædt i en lys djellaba. Han viser os hen til et sted, vi kan parkere, og vi stiger ud og bliver mødt med et venligt håndtryk. Han præsenterer sig som Ahmed. Han er pæn og slank, og når han smiler, viser han sin halvt tandløse mund. .
Der er pludselig masser af liv omkring os. Overraskende efter den lange ensomme tur. Men ligeså ensomt der er derude, ligeså meget liv er her. Ahmed følger os hen til en café og sørger for, at vi får en kop af den sædvanlige søde myntete, og da et par tiggere dukker op, sørger han også for at få dem vinket væk, så vi kan sidde i fred.
Ahmed trækker sig lidt tilbage, men holder øje med os, mens vi nyder vores te. Vi betragter de mange lastbiler, der er ved at pakke sammen efter den store souk, som vi desværre er gået glip af. Torsdag er markedsdag i Telouet, og der har været travlt med at sælge alt det, der er nødvendigt for at opretholde hverdagen. Tøj, sko, grønt, plastikbaljer, lamper. . .
Et stykke fra os venter skolebusserne på at blive fyldt op af børnene, som de skal køre ud til de nærliggende landsbyer, som er så små, at man nærmest ikke kan kalde dem landsbyer. Nogle af de småhuse, vi har passeret på vores vej hertil
Senere får vi at vide at Ahmed, at byen, vi er kommet til, har 14.000 indbyggere. . . For ni år siden fik man elektricitet - og skolebussystemet har ikke fungeret i mere end tre år. Så der er mange fra omegnen, der aldrig har lært at læse og skrive.
Ahmed spørger, om vi vil se kasba'en i hans by - og heldigvis siger vi ja. Det skal nemlig vise sig at være den smukkeste af slagsen, vi overhovedet kommer til at se. . . Vi følger ham uden for landsbyen, hvor vi kan se kasbaen hæve sig højt over landsbyen og op mod himlen. . . En frodig dal er dens kulisse. En paradisets have. Blomstrende mandeltræer, abrikostræer, brægende får og geder, jordstykker med bønner og hvede. . . Nogle sludrende kvinder slår blikket ned og trækker sig lidt, da vi passerer.
'Kvinderne er meget generte,' siger Ahmed og beder os om at lade være med at tage billeder. Selvfølgelig. . . Men vi hilser, og kvinderne hilser igen, og vi går videre.
Efter Ait-Ourir begynder vejen at gå opad, og den snor sig mere og mere ind imellem bjergene. Det er om at holde tungen lige i munden i de mange hårnålesving - noget andet end at køre på en flad, dansk landevej, og jeg nyder det!
Når man kører inde mellem bjergene, kan man ikke se ret langt, og man ved aldrig, hvad der venter efter det næste sving. Men hele tiden viser der sig de smukkeste syn for mine øjne, og jeg er fuldstændig betaget. Hvert andet øjeblik må jeg udbryde et 'åhhh' og 'næhhhh' og 'se dér'. Jeg tror ikke, jeg nogensinde har set noget så fantastisk. Høje tinder med sne og dybe kløfter. Mærkelige formationer, grotter og flade sletter. Små klynger af huse, der altid har samme farve som den jord, de er bygget på.
Solen skinner tålmodigt på os fra en dybtblå himmel, så lyset er stærkt, og der er knasende tørt. Alligevel er der masser af frodighed. Oliventræer med deres grågrønne blade vokser i massevis, og mandeltræerne har netop foldet de små fine, hvide blomster ud til ære for mig. Mandeltræer i blomst - det er noget, jeg altid har ønsket mig at se - og det ønske får jeg opfyldt i rigt mål. Ind imellem kommer folk ridende på et tungt læsset æsel. Fåreflokke og geder går rundt og gumler i sig, mens deres hyrder holder øje med dem.
'Åhh, madame, man skal være meget dygtig for at finde sådanne sten,' siger han.
Efter frokost på caféen lige efter passet kører vi fra hovedvejen og ud på en mindre vej, som bliver anbefalet i 'Lonely Planet'. Som der står, så snyder man sig selv for en vidunderlig tur, hvis man holder sig til N10 (route nationale). . .
Jeg er lidt spændt. Faktisk meget spændt. Det er uden for sæsonen. Der er ikke mange turister, og der er langt mellem beboelse.Det er kun anden gang, jeg er uden for Europa, og meget er nyt. . . I indien, hvor vi rejste rundt i syv uger sidste år, var vi altid omgivet af mennesker, men her i Marokko er der lange øde strækninger, og man kan køre i timevis uden at møde en sjæl.
Da vi kører ned ad den noget smallere vej, bliver vi til min lettelse fulgt af en autocamper, som vi dog hurtigt mister af syne.
Men mine bekymringer for hvad der nu kan ske, fordufter hurtigt ved synet af det smukke, smukke landskab. Vi bevæger os ind imellem bjergene i en højtliggende dal langs en flod, der ikke er mange dråber vand tilbage i, men som alligevel giver liv og frodighed. Endnu flere blomstrende frugttræer end hidtil er der, og de mildner det ellers så barske område.Der er en forunderlig modsætning imellem de barske, golde bjerge og den lette livsbekræftende forårsblomstrende dal.
I lang tid møder vi ikke et levende væsen. Vi er helt alene. Der er højt til himlen, luften er ren og klar, og jeg kan trække vejret frit. . . Hvilken befrielse er det ikke? Hvornår er vi nogensinde alene?
Efter nogle timers kørsel begynder spredte klynger af huse at dukker op, og vi nærmer vi os snart en by, som står på vores kort. Telouet hedder den. Vi bliver stoppet af en yngre mand klædt i en lys djellaba. Han viser os hen til et sted, vi kan parkere, og vi stiger ud og bliver mødt med et venligt håndtryk. Han præsenterer sig som Ahmed. Han er pæn og slank, og når han smiler, viser han sin halvt tandløse mund. .
Der er pludselig masser af liv omkring os. Overraskende efter den lange ensomme tur. Men ligeså ensomt der er derude, ligeså meget liv er her. Ahmed følger os hen til en café og sørger for, at vi får en kop af den sædvanlige søde myntete, og da et par tiggere dukker op, sørger han også for at få dem vinket væk, så vi kan sidde i fred.
Ahmed trækker sig lidt tilbage, men holder øje med os, mens vi nyder vores te. Vi betragter de mange lastbiler, der er ved at pakke sammen efter den store souk, som vi desværre er gået glip af. Torsdag er markedsdag i Telouet, og der har været travlt med at sælge alt det, der er nødvendigt for at opretholde hverdagen. Tøj, sko, grønt, plastikbaljer, lamper. . .
Et stykke fra os venter skolebusserne på at blive fyldt op af børnene, som de skal køre ud til de nærliggende landsbyer, som er så små, at man nærmest ikke kan kalde dem landsbyer. Nogle af de småhuse, vi har passeret på vores vej hertil
Senere får vi at vide at Ahmed, at byen, vi er kommet til, har 14.000 indbyggere. . . For ni år siden fik man elektricitet - og skolebussystemet har ikke fungeret i mere end tre år. Så der er mange fra omegnen, der aldrig har lært at læse og skrive.
Ahmed spørger, om vi vil se kasba'en i hans by - og heldigvis siger vi ja. Det skal nemlig vise sig at være den smukkeste af slagsen, vi overhovedet kommer til at se. . . Vi følger ham uden for landsbyen, hvor vi kan se kasbaen hæve sig højt over landsbyen og op mod himlen. . . En frodig dal er dens kulisse. En paradisets have. Blomstrende mandeltræer, abrikostræer, brægende får og geder, jordstykker med bønner og hvede. . . Nogle sludrende kvinder slår blikket ned og trækker sig lidt, da vi passerer.
'Kvinderne er meget generte,' siger Ahmed og beder os om at lade være med at tage billeder. Selvfølgelig. . . Men vi hilser, og kvinderne hilser igen, og vi går videre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar