Der er mere gang i paraplysælgernes forretning i dag. I går stod de og hang på gadehjørnerne og forsøgte at prakke folk en paraply på. En kort eller en lang i fine farver. Kvaliteten, som man ikke får bedre i tigerbutikkerne derhjemme. . . Men hvad skal man bruge en paraply til, når det ikke ser ud til regn?
I dag lørdag er det anderledes. Paraplyerne lyser op overalt i byen, og man må sno sig og strække sin paraply højt op over de andres for ikke at ramme øjne eller forårsage sammenstød i den tætte menneskemængde. Det øser ned fra morgenstunden, og efter en kort pause med truende gråsorte skyer hængende ned over bakketoppene, begynder det igen. Vi har ikke gået ret længe rundt i Firenze, før sluserne bliver åbnet, så jeg slår straks til, da en sort fyr tilbyder mig en paraply til fem euro. Den får jeg meget brug for.
Dagens mål er Palazzo Pitti. Et stort palads fra midten af 1400-tallet bygget i kæmpe store sten på den anden side af Arno-floden. Udenfor bliver der annonceret med en udstilling af moderne kunst, og vi trænger til lidt modvægt til alt de højtidelige renaissance-kunst fra i går, så det vil vi se. Men først haven. . . Boboli-haven ligger bag ved paladset, og vi slæber os op af en masse skæve trappetrin og er forpustede længe før vi er halvvejs. Det lover ikke godt for den trekking-tur, vi drømmer om at tage på engang. . .
Men haven er anstrengelserne værd. Vi får set neptunspringvandet, passerer pinjealléen og går med stadig tunge skridt og hurtig puls videre op til den øverste del af haven. Her bliver vi belønnet med den skønneste udsigt. Toscana i en nøddeskal: bløde bakker med olivenlunde, pinjer og cypresser og villaer spredt lidt her og der. Og til den anden side byen. Oven i købet er der lidt små pletter af blå himmel og et enkelt solstrejf.
Længst oppe i parken ligger en bygning, som gemmer på en udstilling af porcelæn. Meget af det er prangende og overpyntet med billeder og guldkanter og sære figurer, men andet er ganske fint, og jeg kunne såmænd godt falde for et blomstret fad i det franske sèvres-porcelæn. Men hvad skulle jeg dog bruge det til? Selvom jeg har plads nok i kufferten denne gang. . .
Vi går ned igen godt tilfredse med vores indsats og sætter os på museets café for at puste ud til en kop te og en flaske vand. Det koster det samme som middagen den første aften. Firenze er ikke nogen billig udflugt. . .
Selve museet er en anden oplevelse end Ufizzi. Her er store flotte rum med søjler og malede lofter. Store vinduer med udsigt til parken.
Moderne kunst vil jeg ikke kalde udstillingen, men selvfølgelig noget nyere end rennaissancen. Jeg får et indtryk af livet i og omkring Firenze, som det var i 17-1800-tallet. Her er glæde og sorg. Portrætter af rigtige mennesker. Billeder af mødre med deres småbørn. Handelsfolk. Bønder i marken. En kone ved sin mands dødsleje. Krigsscener med død og ødelæggelse. Voldsomme og uhyggelige. Spild af ungt liv.
Det er billeder, der gør indtryk på en anden måde end dem på Ufizzi i går. . . Jeg bliver både rørt, glad og ked af det, og jeg er helt fyldt op, da vi har bevæget os igennem den øverste etage i paladset. De kongelige gemakker må vente til en anden gang. Jeg vil ned og ud og have luft. . .
.
I dag lørdag er det anderledes. Paraplyerne lyser op overalt i byen, og man må sno sig og strække sin paraply højt op over de andres for ikke at ramme øjne eller forårsage sammenstød i den tætte menneskemængde. Det øser ned fra morgenstunden, og efter en kort pause med truende gråsorte skyer hængende ned over bakketoppene, begynder det igen. Vi har ikke gået ret længe rundt i Firenze, før sluserne bliver åbnet, så jeg slår straks til, da en sort fyr tilbyder mig en paraply til fem euro. Den får jeg meget brug for.
Dagens mål er Palazzo Pitti. Et stort palads fra midten af 1400-tallet bygget i kæmpe store sten på den anden side af Arno-floden. Udenfor bliver der annonceret med en udstilling af moderne kunst, og vi trænger til lidt modvægt til alt de højtidelige renaissance-kunst fra i går, så det vil vi se. Men først haven. . . Boboli-haven ligger bag ved paladset, og vi slæber os op af en masse skæve trappetrin og er forpustede længe før vi er halvvejs. Det lover ikke godt for den trekking-tur, vi drømmer om at tage på engang. . .
Vi går ned igen godt tilfredse med vores indsats og sætter os på museets café for at puste ud til en kop te og en flaske vand. Det koster det samme som middagen den første aften. Firenze er ikke nogen billig udflugt. . .
Selve museet er en anden oplevelse end Ufizzi. Her er store flotte rum med søjler og malede lofter. Store vinduer med udsigt til parken.
Moderne kunst vil jeg ikke kalde udstillingen, men selvfølgelig noget nyere end rennaissancen. Jeg får et indtryk af livet i og omkring Firenze, som det var i 17-1800-tallet. Her er glæde og sorg. Portrætter af rigtige mennesker. Billeder af mødre med deres småbørn. Handelsfolk. Bønder i marken. En kone ved sin mands dødsleje. Krigsscener med død og ødelæggelse. Voldsomme og uhyggelige. Spild af ungt liv.
Det er billeder, der gør indtryk på en anden måde end dem på Ufizzi i går. . . Jeg bliver både rørt, glad og ked af det, og jeg er helt fyldt op, da vi har bevæget os igennem den øverste etage i paladset. De kongelige gemakker må vente til en anden gang. Jeg vil ned og ud og have luft. . .
 |
| Neptun-springvandet i Boboliparken |
 |
| Højere oppe i parken - udsigt over den smukke by |
 |
| Store mursten, de brugte dengang. . . |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar