Endelig er der lidt huller imellem skyerne, så jeg benytter mig af chancen og har sat mig på terrassen. Varmt er det ikke, men det minder lidt om, hvordan en lun forårsdag i Toscana kunne være.
Det er påskesøndag, og kirkeklokkerne vækkede mig tidligt i morges. Klokken syv fik vores værtsfamilie besøg af en flok meget højrøstede kvinder, så jeg opgav at sove mere.
Det var 'la nanna', bedstemoren, der lavede morgenmad til os. Hun er sød og venlig og snakkesalig. Jeg gjorde mit bedste for at tale med hende, og det gik nogenlunde. Et par uger sammen med hende og jeg ville tale flydende italiensk.
Som traditionen byder, fik vi påskebrød - noget meget gult og sødt brød med rosiner i. Bagt med æg og safran. Lækkert. De kan lave god mad her i landet. Vi har bestemt ikke sultet, tværtimod. I går fik vi en lækker middag på en meget lille restaurant her i byen. Vinandro hedder den, og den ligger nede på torvet. Den er indrettet i et langt, smalt butikslokale, så der er ikke plads til mere end en tolv-femten gæster, hvis man sætter sig tæt. Der er en lang bænk langs den ene væg, et smalt bord foran og fire stole. På den anden væg er der to små borde med et par skamler. Særlig mageligt er det ikke, men der er hyggeligt - og maden og vinen er lækker!
www.vinandrofiesole.com
De italienske oste er også delikate. Ricotta, pecorino, parmesan, og hvad de ellers hedder. Manden i osteboden på torvet her i går formiddags, havde lidt af hvert, og hans snakketøj var ligeså godt som hans oste. Selvom jeg sagde, at jeg ikke forstod ret meget, blev han ved med at snakke og forklare og give os småbidder at smage. Det virkede. Det var svært at modstå fristelsen, så nu har vi en pæn klump gedeost fra Sardinien til at tage med hjem.
Olivenolie må vi også have noget med hjem af. Det kan ikke være det samme, vi kan købe i de danske butikker som her, hvor olivenlundene breder sig op og ned ad bjergene. Det må bestemt smage bedre, når det er egen import. Desuden har vi fem kilo luft i vores kuffert, så der er plads til flere souvenirs af den gode slags.
Måske skulle jeg også købe mig en Dior-model og en Gucci-taske? Og et Versace-jakkesæt eller måske et Armani-sæt og et Tag Heuer-ur til kæresten min? Så ville vi gøre os på marmorgulvene under de venetianske prismekroner i paladserne, ville vi. Mig og så signor Giorgio, som han kalder sig hernede. Han er nemlig tilpasningsdygtig. . .
Drømme kan man altid, og særudstillingen af kjoler fra før og nu i Palazzo Pitti gav mig lyst til at lege fin dame, som jeg elskede at gøre som barn. Dengang drømte jeg om at leve i en anden tid og klæde mig i lange kjoler af silke og med kniplinger. Helst i en af dem fra empiremoden.
Skulle jeg føle trang til at købe vildt ind, er der er muligheder nok for at forny garderoben med noget helt særlig. De dyre forretninger ligger på side ved side i kvarteret omkring Ufizzi-museet. Indenfor står der altid en ulastelig klædt italiensk herre og åbner døren for én. Hvis man altså vover at gå derind. Men jeg gør det ikke. Jeg tror ikke, at mit budget holder til det, så jeg nøjes med at kigge vinduer og tage billeder, og når jeg ser ind i butikken, er der meget tomt. Jeg tror ikke, de nævnte herrer overanstrenger sig.
Det er påskesøndag, og kirkeklokkerne vækkede mig tidligt i morges. Klokken syv fik vores værtsfamilie besøg af en flok meget højrøstede kvinder, så jeg opgav at sove mere.
Det var 'la nanna', bedstemoren, der lavede morgenmad til os. Hun er sød og venlig og snakkesalig. Jeg gjorde mit bedste for at tale med hende, og det gik nogenlunde. Et par uger sammen med hende og jeg ville tale flydende italiensk.
Som traditionen byder, fik vi påskebrød - noget meget gult og sødt brød med rosiner i. Bagt med æg og safran. Lækkert. De kan lave god mad her i landet. Vi har bestemt ikke sultet, tværtimod. I går fik vi en lækker middag på en meget lille restaurant her i byen. Vinandro hedder den, og den ligger nede på torvet. Den er indrettet i et langt, smalt butikslokale, så der er ikke plads til mere end en tolv-femten gæster, hvis man sætter sig tæt. Der er en lang bænk langs den ene væg, et smalt bord foran og fire stole. På den anden væg er der to små borde med et par skamler. Særlig mageligt er det ikke, men der er hyggeligt - og maden og vinen er lækker!
www.vinandrofiesole.com
De italienske oste er også delikate. Ricotta, pecorino, parmesan, og hvad de ellers hedder. Manden i osteboden på torvet her i går formiddags, havde lidt af hvert, og hans snakketøj var ligeså godt som hans oste. Selvom jeg sagde, at jeg ikke forstod ret meget, blev han ved med at snakke og forklare og give os småbidder at smage. Det virkede. Det var svært at modstå fristelsen, så nu har vi en pæn klump gedeost fra Sardinien til at tage med hjem.
Olivenolie må vi også have noget med hjem af. Det kan ikke være det samme, vi kan købe i de danske butikker som her, hvor olivenlundene breder sig op og ned ad bjergene. Det må bestemt smage bedre, når det er egen import. Desuden har vi fem kilo luft i vores kuffert, så der er plads til flere souvenirs af den gode slags.
Måske skulle jeg også købe mig en Dior-model og en Gucci-taske? Og et Versace-jakkesæt eller måske et Armani-sæt og et Tag Heuer-ur til kæresten min? Så ville vi gøre os på marmorgulvene under de venetianske prismekroner i paladserne, ville vi. Mig og så signor Giorgio, som han kalder sig hernede. Han er nemlig tilpasningsdygtig. . .
Drømme kan man altid, og særudstillingen af kjoler fra før og nu i Palazzo Pitti gav mig lyst til at lege fin dame, som jeg elskede at gøre som barn. Dengang drømte jeg om at leve i en anden tid og klæde mig i lange kjoler af silke og med kniplinger. Helst i en af dem fra empiremoden.
Skulle jeg føle trang til at købe vildt ind, er der er muligheder nok for at forny garderoben med noget helt særlig. De dyre forretninger ligger på side ved side i kvarteret omkring Ufizzi-museet. Indenfor står der altid en ulastelig klædt italiensk herre og åbner døren for én. Hvis man altså vover at gå derind. Men jeg gør det ikke. Jeg tror ikke, at mit budget holder til det, så jeg nøjes med at kigge vinduer og tage billeder, og når jeg ser ind i butikken, er der meget tomt. Jeg tror ikke, de nævnte herrer overanstrenger sig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar