Livsenergi-nu: Stemninger fra Firenze

Firenze er en by med en lang historie, og det kan ses, mærkes og høres, uanset hvor man går.
Selv længe efter jeg er kommet hjem, kan jeg mærke det i benene, at jeg har gået og gået, stået og gået igen. Jeg er fyldt op af indtryk, der skal fordøjes.

Den sidste dag slentrer vi rundt på må og få. Det er påskemandag, og halvdelen af butikkerne er lukket, men museerne er åbne, og mylderet af mennesker var er samme. Man kan altid finde en kø i Firenze. . . Vi lader os følge med strømmen og væk fra strømmen. Lader bykortet blive i lommen og lader tingene ske. Går rundt om domkirken og i modsat retning af, hvor vi før har gået. Finder ind i små snævre gader. Følger et et skilt, der viser hen til et sted med et navn, der tiltaler mig. En plads, en kirke, en bygning.

Går ned til floden og kigger ned i det brusende, grumsede vand. Går ind i gaderne igen og befinder os pludselig på en plads med en imponerende kirke for den ene ende og på de andre tre sider tre- og fireetagers huse, der har beholdt det samme udseende siden middelalderen.
Et kig gennem en gitterport ind i en klosterhave med søjlegange omkring en fintklippet græsplæne omkranset af blomsterbede og høje cypresser. Et spring tilbage til munkelivet i den gryende renaissance og samtidig nutiden, hvor en masse mennesker står i kø for at komme ind i klosterhaven, hvor man aldrig mere finder den fred til meditation og kontemplation, som det oprindeligt var hensigten.

Midt på pladsen sidder en ung fyr og spiller banjo og akkompagnerer sig selv med en meget insisterende, ensformig rytme fra en rytmeboks. Han bliver ved og ved, mens folk, der trænger til en pause sidder på bænkene på langsiderne af pladsen. En ung fyr, der har givet sig i søvnens vold og ligger med hovedet i favnen på sin kæreste. Måske er han som så mange andre bliver, ramt af Firenze-bacillen? Et par unge piger ligger ved siden af hinanden på maven og studerer deres turistguide midt ude på pladsen, mens en gråhåret marionetfører lader sit dukkeorkester spille og synge neworleansjazz. . .
Underholdning er der mange steder. Der er klovnen, der i sine ternede bukser og hvidmalede ansigt render rundt midt i vrimlen og får os alle sammen til at grine - især af hinanden, når han tager en af de forbipasserende damer og slæber af med hende og prustende og mat i knæene smider hende på skødet af en fremmed herre. Eller når han låner et kamera af en ung fyr og løber efter folk med de største bagdele og tager billeder af dem. Når han diskret stikker sin arm under en ældre dames og følger med hende, mens hun snakker videre uden at opdage, at det ikke mere er hendes mand, hun går sammen med.
Folk begynder at danne en stor rundkreds om klovnen. I en afstand, så man føler sig i sikkerhed, for hvem kan lide at blive grinet af?

Der er malerne, der udstiller deres billeder foran museerne. Udsigten over Arno-floden med guldsmedebroen, byens røde tage og domkirken er foreviget gang på gang og til salg for en 'rigtig god pris'. Andre tilbyder at lave en hurtig karikatur af folk her og nu. . .

Der er den gamle mand, der spiller violin siddende ved siden af sin sure kone, der konstant skælder ham ud. I hvert fald når vi går forbi. Der er ham, der har sat sig med sin harmonika og spiller især for dem, der står i den kilometerlange kø ved domkirken.
Ved Ufizzi er statuerne, der står helt stille, indtil nogen begynder at nærme sig dem. Så lever de op, begynder at blinke og bevæge sig og vente på, at der bliver smidt penge i den skål, de har stillet foran sig.

Og så er der de rigtige statuer - og de placeret alle vegne både ude og inde.
Dante, Macchiavelli, Donatello, da Vinci, Michelangelo og Medici'erne ser på os fra deres høje sokler eller kigger eftertænksomt hen for sig, mens de tænker deres store tanker, og andre tænker på, om de skal købe en ny taske. . .

Én vigtig person er David. Ham støder man på mange steder. Uden for Palazzo Vecchio står han og lader sig beundre af menneskemængden. Først fik han lagt Goliath ned, og siden har han lagt hele verden for sine fødder. Han må være en af de mest fotograferede mænd.
Der er mange forretninger med hans navn. Lædervareforretninger, caféer og restauranter brger hans billede som blikfang. Man kan ligefrem blive 'davidmaniac', og så har man alle muligheder for at dyrke sin afhængighed her. . . Man kan købe lightere, kalendere, notesblokke, kuglepenne og æsker med hans billede på. Man kan købe figurer af ham i forskellige størrelser. Og forklæder og underbukser i to størrelser til herrer med et billede af Davids ædlere dele. Der er noget for enhver smag.

På Galleria dell'Academia står originalen, som Michelangelo skabte ham i begyndelsen af 1500-tallet. Noget af en kæmpe er han. Godt fem meter høj og nitten tons hugget i det hvideste marmor fra Carrara, der har det smukkeste af slagsen. Og han holder sig godt, selvom han igennem tiden både er blevet ramt af et lyn, har brækket sin ene arm og fået knust tæerne. Han står stadig dér og ser godt ud med sine spændte muskler, årerne, der træder lidt frem på armene, klar til at dræbe Goliath. . .
Mon ikke han bliver stående sådan, til næste gang jeg kommer?