Forår på stenbroen

Jeg er blevet bymenneske. Jeg har ikke jord under neglene og ondt i ryggen af at luge og grave og køre trillebør. Jeg har en lille altankasse i nå-højde, og i den dyrker jeg timian, rosmarin og så lidt blomster, som ikke rigtig vil trives.

Når jeg ser ud af vinduet, kan jeg nyde vores hyggelige lille anlæg med god samvittighed. Magnoliaen, som blomstrer med sine fine, næsten lysende blomster. Den gule forsythia og påskeliljerne. Alle de blå scillaer, der breder sig ligeså meget som altid. Roserne, der ser ud til at komme fint i år trods den megen frost. Og græsplænen, der snart skal slås - bare ikke af mig.

Himlen er blå, og solen skinner. Det er forår i byen, og jeg kan nyde det uden at blive stresset over, at skvalderkålen vokser hurtigere, end jeg kan få den hevet op. Her er mange grønne pletter, og de bliver passet og plejet, hækkene klippet, træerne beskåret og bedene luget. Lige nu eksploderer det hele i lysegrønne knopper efter den alt for lange og alt for kolde vinter. Piletræerne er blevet langhårede, og hylden har store knopper, så der skal nok blive til nogle liter hyldeblomstsaft i år.

Jeg elsker at gå, og jeg skal helst gå langt. Efterhånden har jeg gået mange kilometer herinde. Frederiksberg Have og de andre parker får jeg gennemtravet på kryds og tværs. Jeg slentrer under kastanjetæerne langs søerne, mens jeg bliver overhalet af kondiløberne, der prustende og stønnende forsøger at slå deres egen rekord. Jeg lader dem løbe, mens jeg tæller svaneungerne fra sidste år. Der er mange af dem, og de slås om det tørre brød, de får smidt ud. 

Alle har ventet utålmodigt på foråret - og nu er det der endelig. Selvom luften er kølig, er alle bænkene optaget af solskinselskende mennesker, og caféerne er fyldt godt op. Der bliver sludret og drukket kaffe og læst og daset. Og der er flere smil end før.

Man kan altid opleve noget, når man bevæger sig rundt i byen. Der sker altid noget. Der er selvfølgelig  kunst og kultur og udstillinger. Der er jazzfestival og filmuge. Der er koncerter og biografer og teater, og der er metroen, som kører mig hjem på syv minutter, når jeg er blevet træt i benene.

Men der er også så  meget andet.

Forleden mødte jeg en mand, der kom gående med sin papegøje på skulderen. Den var helt klart opvokset på stenbroen, for den kunne sige ligesom lastbilerne gør, når de bakker. Og så kunne den sige 'Skal vi ud og gå tur?' - og det gentog den og gentog.

Hunde er der også mange af. Især de små buldogger med underbid og rynkede ansigter, der får dem til at se meget alvorlige ud. Der er duer, der kurrer, og gæs og hejrer, og i Frederiksberg Have kan jeg ganske gratis se alle elefanterne, når jeg kommer der omkring middagstid.
Og så er der solsorten, der synger så smukt fra tagryggen på huset henne om hjørnet. Jeg tror, det er 'min' solsort fra Humlebæk, der er fulgt med mig her ind til byen.

Svanetræf

På udkig efter lidt tørt brød

Der er dejligt i Kongens Have - jeg kommer nok til at gå derind mange gange

Operaen har jeg kun set udefra indtil videre

Tænk at jeg tog helt til Firenze for at se ham her - han står jo lige dér og kigger ud over vandet. . . 

Ved kastellet, hvor vinden var isnende kold

Broen over til Kastellet

Et sørgeligt syn var det at se Frihedsmuseet, der brændte i nat - de pøsede stadig vand på, da jeg gik forbi.