Selvom jeg er blevet bymenneske, og jeg kan lide det, så skal jeg ud på 'landet' en gang imellem. Det kom jeg i dag, for nogle gange bliver det for meget at være omgivet af en masse mennesker hele tiden. Fred og ro finder man ikke meget af i København, medmindre man bliver hjemme. . .
Så snart den hjemmelavede juice var drukket og morgenmaden spist, gik søndagsturen til Tokkekøb Hegn. Her blomstrer anemonerne, og bøgen er sprunget ud. Der er små søer dækket af andemad, og en stor sø, hvor et par både skvulper rundt. Alt er, som det skal være på en rigtig forårsdag, og jeg er sjældent mere glad, end når jeg kan vandre ud ad en skovsti og lytte til fuglenes kvidren og tage frakken af og på, fordi solen ind imellem driller mig med at lege gemmeleg.
Det er som taget ud af en fædrelandssang. . . 'Haven er skøn, skoven er grøn, der risler en bæk, og der rinder en å. . . Det hele er der - også kæmpehøjene.
Pludselig skifter den idylliske stemning, da vi kommer til en langdysse omkranset af store sten.
Hvem mon ligger her, og hvordan er de kommet af dage? Jeg finder straks på en god historie om en rødhåret konge, der fik sin hovedskal kløvet i kamp. Han havde i tidens løb tilranet sig en hel del land fra sine omkringboende fjender, og nu ville de hævne sig. Det lykkedes dem ikke at få deres land tilbage. De blev slået tilbage, men før de flygtede, nåede de at dræbe den rødhårede til stor sorg for hans folk. De klarede sig da heller ikke særlig godt efter hans død, men de nåede at give ham en storslået begravelse. Nu ligger han dér under mulde sammen med sin trofaste slave, som blevet slået ihjel for at følge sin herre. . .
Måske er det bare min livlige fantasi. Hvem ved? Det er 3400 år siden, man lavede langdyssen, så det er nok ikke helt til at vide, hvad der skete. Men en historie kan man altid lave.
Så snart den hjemmelavede juice var drukket og morgenmaden spist, gik søndagsturen til Tokkekøb Hegn. Her blomstrer anemonerne, og bøgen er sprunget ud. Der er små søer dækket af andemad, og en stor sø, hvor et par både skvulper rundt. Alt er, som det skal være på en rigtig forårsdag, og jeg er sjældent mere glad, end når jeg kan vandre ud ad en skovsti og lytte til fuglenes kvidren og tage frakken af og på, fordi solen ind imellem driller mig med at lege gemmeleg.
Det er som taget ud af en fædrelandssang. . . 'Haven er skøn, skoven er grøn, der risler en bæk, og der rinder en å. . . Det hele er der - også kæmpehøjene.
Pludselig skifter den idylliske stemning, da vi kommer til en langdysse omkranset af store sten.
Hvem mon ligger her, og hvordan er de kommet af dage? Jeg finder straks på en god historie om en rødhåret konge, der fik sin hovedskal kløvet i kamp. Han havde i tidens løb tilranet sig en hel del land fra sine omkringboende fjender, og nu ville de hævne sig. Det lykkedes dem ikke at få deres land tilbage. De blev slået tilbage, men før de flygtede, nåede de at dræbe den rødhårede til stor sorg for hans folk. De klarede sig da heller ikke særlig godt efter hans død, men de nåede at give ham en storslået begravelse. Nu ligger han dér under mulde sammen med sin trofaste slave, som blevet slået ihjel for at følge sin herre. . .
Måske er det bare min livlige fantasi. Hvem ved? Det er 3400 år siden, man lavede langdyssen, så det er nok ikke helt til at vide, hvad der skete. Men en historie kan man altid lave.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar