Jeg er så glad for min cykel. I går formiddags bragte den mig på ingen tid ind til centrum, hvor jeg skulle have hjælp til min nye telefon, og hjem igen. Hvad skule jeg gøre uden?
Min første cykel var rød, og jeg fik den på min otteårs fødselsdag. Blev vækket med sang og flag og rundstykker på sengen - og gaver. Én af dem var en seddel fra min fars skrivebord, hvor der stod nogle underlige tegn, og mens jeg var opslugt af at finde ud af, hvad de betød, havde min mor listet cyklen ind til mig. Glad var jeg, og jeg cyklede stolt af sted til skole. De underlige tegn på sedlen var koden til låsen.
Jeg kørte mange kilometer på min røde cykel, og jeg elskede det. Jeg var meget ked af det, når min mor tvang mig til at tage bussen i skole på grund af vejret.
Siden voksede jeg fra den første cykel, fik en ny og efter den endnu en. . . Jeg har haft mange cykler af forskellige mærker og mange farver. Nogle af dem blev stjålet, andre gik i stykker.
Det var noget af en revolution, da jeg fik en cykel med gear og håndbremse, og jeg var nær stået på hovedet, første gang jeg brugte håndbremsen.
En gang stod på hovedet lige ud foran en bil. Jeg tog et elegant hovedspring ud over styret, og cyklen landede oven på mig. Utroligt at der ikke skete noget.
En anden gang forsvandt cyklen lige pludselig under mig i et sving på en snedækket vej. Også lige foran en bil. Begge gange rejste jeg mig selv og cyklen op og kørte uanfægtet videre. Fortalte det ikke til min mor, for så fik jeg bare ikke lov til at køre mere.
Jeg boede på Amager og gik på gymnasiet inde på Frederiksberg, og jeg knoklede frem og tilbage i sol og regn, sne og slud. Jeg hadede busser, og der skulle meget til for at jeg lod cyklen stå. Den dag jeg kom en halv time for sent på grund af snestorm, fik jeg ikke skældud af min strenge engelsklærer. Tværtimod stregede han mit navn ud i sin lille sorte bog, hvor han havde noteret min forseelse. Det var aldrig sket før, sagde en af mine forbløffede klassekammerater bagefter. . .
Jeg fik muskler, kondi og energi, for der var kun ét og det samme gear, om det gik op ad bakke eller ned. Og der var ikke altid medvind.
En gang var jeg med til 50 kilometer langt motionsløb, og en af de andre deltagere blev så sur, over at jeg kørte hurtigere end ham, at han på vej op ad en bakke greb fat i min sadel og fik stoppet mig. Jeg skulle ikke tro noget! Hans kammerat var lidt mere galant, så op ad de næste par bakker fik jeg et håndfast skub i bagdelen - hvem der nød det mest, ved jeg ikke. Op kom jeg i hvert fald i en fart, mens ham, den tarvelige, sakkede bagud.
Som voksen flyttede jeg væk fra byen og ud i lidt mere landlige omgivelser. De første år var jeg stadig cyklist. Det var noget af en revolution, da jeg fik en cykel med gear og håndbremse, og jeg var nær stået på hovedet, første gang jeg brugte håndbremsen. Men jeg vænnede mig hurtigt til det, og hvor blev det meget nemmere at tage de lange bakker i første gear og siden suse ud ad landevejen i femte. Tju hej, hvor det gik. Lidt tungt måske med en unge bag på og to fyldte indkøbsposer på styret, men jeg var stærk.
Så kom bilen ind i mit liv, og cyklen opholdt sig mere i garagen end på vejen. I flere år havde jeg slet ikke nogen cykel, men jeg blev ikke slap og doven, for motion fik jeg rigeligt af på andre måder.
Nu er jeg så igen blevet en glad cyklist. En bycyklist.
Det var en stor dag, den dag jeg i mit nye liv som bymenneske fik min cykel med mig ind på stenbroen. Jeg var lige så glad, som første gang, jeg kørte til skole på min røde cykel, da jeg en forårsdag i strålende sol indtog Københavns boulevarder, alleer, gader og stræder sammen med hundredevis af andre cyklister. Der er kommet mere trafik, siden jeg som ung og uforfærdet bevægede mig ind og ud mellem biler, busser og taxaer. Men der er også kommet flere cykelstier, og jeg bruger dem flittigt. . .
Min første cykel var rød, og jeg fik den på min otteårs fødselsdag. Blev vækket med sang og flag og rundstykker på sengen - og gaver. Én af dem var en seddel fra min fars skrivebord, hvor der stod nogle underlige tegn, og mens jeg var opslugt af at finde ud af, hvad de betød, havde min mor listet cyklen ind til mig. Glad var jeg, og jeg cyklede stolt af sted til skole. De underlige tegn på sedlen var koden til låsen.
Jeg kørte mange kilometer på min røde cykel, og jeg elskede det. Jeg var meget ked af det, når min mor tvang mig til at tage bussen i skole på grund af vejret.
Siden voksede jeg fra den første cykel, fik en ny og efter den endnu en. . . Jeg har haft mange cykler af forskellige mærker og mange farver. Nogle af dem blev stjålet, andre gik i stykker.
Det var noget af en revolution, da jeg fik en cykel med gear og håndbremse, og jeg var nær stået på hovedet, første gang jeg brugte håndbremsen.
En gang stod på hovedet lige ud foran en bil. Jeg tog et elegant hovedspring ud over styret, og cyklen landede oven på mig. Utroligt at der ikke skete noget.
En anden gang forsvandt cyklen lige pludselig under mig i et sving på en snedækket vej. Også lige foran en bil. Begge gange rejste jeg mig selv og cyklen op og kørte uanfægtet videre. Fortalte det ikke til min mor, for så fik jeg bare ikke lov til at køre mere.
Jeg boede på Amager og gik på gymnasiet inde på Frederiksberg, og jeg knoklede frem og tilbage i sol og regn, sne og slud. Jeg hadede busser, og der skulle meget til for at jeg lod cyklen stå. Den dag jeg kom en halv time for sent på grund af snestorm, fik jeg ikke skældud af min strenge engelsklærer. Tværtimod stregede han mit navn ud i sin lille sorte bog, hvor han havde noteret min forseelse. Det var aldrig sket før, sagde en af mine forbløffede klassekammerater bagefter. . .
Jeg fik muskler, kondi og energi, for der var kun ét og det samme gear, om det gik op ad bakke eller ned. Og der var ikke altid medvind.
En gang var jeg med til 50 kilometer langt motionsløb, og en af de andre deltagere blev så sur, over at jeg kørte hurtigere end ham, at han på vej op ad en bakke greb fat i min sadel og fik stoppet mig. Jeg skulle ikke tro noget! Hans kammerat var lidt mere galant, så op ad de næste par bakker fik jeg et håndfast skub i bagdelen - hvem der nød det mest, ved jeg ikke. Op kom jeg i hvert fald i en fart, mens ham, den tarvelige, sakkede bagud.
Som voksen flyttede jeg væk fra byen og ud i lidt mere landlige omgivelser. De første år var jeg stadig cyklist. Det var noget af en revolution, da jeg fik en cykel med gear og håndbremse, og jeg var nær stået på hovedet, første gang jeg brugte håndbremsen. Men jeg vænnede mig hurtigt til det, og hvor blev det meget nemmere at tage de lange bakker i første gear og siden suse ud ad landevejen i femte. Tju hej, hvor det gik. Lidt tungt måske med en unge bag på og to fyldte indkøbsposer på styret, men jeg var stærk.
Nu er jeg så igen blevet en glad cyklist. En bycyklist.
Det var en stor dag, den dag jeg i mit nye liv som bymenneske fik min cykel med mig ind på stenbroen. Jeg var lige så glad, som første gang, jeg kørte til skole på min røde cykel, da jeg en forårsdag i strålende sol indtog Københavns boulevarder, alleer, gader og stræder sammen med hundredevis af andre cyklister. Der er kommet mere trafik, siden jeg som ung og uforfærdet bevægede mig ind og ud mellem biler, busser og taxaer. Men der er også kommet flere cykelstier, og jeg bruger dem flittigt. . .
 |
| I Sarnath i Indien betalte jeg for at blive kørt rundt i byen. . . |
 |
| I ørkenen kan man vel også have brug for en cykel - (Marokko) |
 |
Her er både biler og cykler - Sarnath, Indien |
 |
| Min egen cykel sammen med alle de andre. . . |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar