Det var første gang, jeg var i Toulon, og jeg havde ikke noget kort over byen. Vi - min familie og jeg - ville ind i den gamle bydel for at se katedralen, torvet og havnen. . .
'Den vej,' sagde jeg og pegede. Jeg gik efter min intuition, og den fungerede bedre end noget andet. Da jeg lidt efter stod midt i menneskemylderet, udbrød jeg: 'Den vej og så til højre, så ligger havnen dér. . . '
Jeg vidste, at det var her, Jean Baptiste engang havde stået en dag, da hans unge datter kom løbende ham i møde. Hendes forlovede var på sit skib, der lå i havnen, og hendes far skule hilse på hendes tilkommende. . .
Ganske rigtigt. Vi gjorde, som jeg sagde, og så stod vi ved det blå Middelhav.
Et déjà vu?
På vej tilbage til parkeringspladsen uden for centrum, kom vi til et torv, hvor der var marked. Mit blik blev fanget af to spændende bøger med smukke billeder, og jeg måtte bare eje dem. Den ene handlede om de franske konger og dronninger. Den anden om den franske middelalder.
Senere i København var jeg inde i en boghandel, hvor jeg faldt over en brochure om en romankonkurrence. 'Hm,' tænkte jeg, da jeg tog brochuren for at læse den, når jeg kom hjem. 'Så må jeg hellere se at få skrevet den der kedelige bog om min egen sørgelige historie,' tænkte jeg ikke særlig begejstret.
Det viste sig, at konkurrencen handlede om at skrive en middelalderroman.
Så begyndte jeg at skrive historien om Jean Baptiste. En historie, som jeg længe havde gået med i mit hoved. I løbet af et halvt år havde jeg skrevet over 300 sider om den sydfranske vinbondes søn, der blev født i 1385, og som i begyndelsen af 1400-tallet vandrede til Paris for at studere medicin på Sorbonne-universitetet. En lang vej, og der skete mange ting undervejs.
Historien optog mig i den grad. Jeg tog til Sydfrankrig igen, men nu med en anden indgangsvinkel. Jeg fandt de steder, jeg forestillede mig, at Jean Baptiste havde været, og jeg havde mange underlige oplevelser.
Jeg havde en forestilling om, hvor han var født og opvokset, og at der tæt ved hans hjem havde ligget et lille kloster, men når jeg spurgte mig for, rystede folk på hovedet. Der havde aldrig været noget kloster på de egne. . .
En dag besøgte vi en lille by, Les Arcs, og lige uden for den lå et kapel, hvor man gemmer på det indtørrede lig af Sainte Roseline. Hun var så god og ren i sit hjerte, at hun ikke gik i forrådnelse, da hun døde, så nu lå hun der i en glaskiste klædt i sit nonnetøj, og folk kommer og ofrer til hende og beder om helbredelse til sig selv og deres børn.
Min mand havde problemer med sit ene øre, så han gik hen til kisten og bad om hjælp. Skade kunne det ikke, så det var et forsøg værd. Idet han trådte ud af kapellet, fik han hørelsen tilbage.
'Ah, oui madame,' sagde manden, som jeg straks måtte fortælle det til. Han stod for kapellets salg af alterlys, rosenkranse, postkort og kors. 'Der sker jævnligt mirakler her.' Og så fortalte han mig om et par andre af slagsen.
Jeg fik øje på en bog om egnen. Det va den sidste, der var, og jeg købte den.
Det rislede mig koldt ned ad ryggen, da jeg på et kort over området, fandt optegnelser, der viste, at der i middelalderen havde ligget et abbedi tæt ved det sted, hvor Jean Baptiste's fædrene gård havde ligget.
Jeg tog derud og så mig omkring i den smukke, sydfranske natur. Der var ingen rester af klostre eller huse eller andet, men jeg var sikker på, at jeg havde fundet det rigtige sted. Floden var der stadig. Den snoede sig med sit sølvglitrende vand ind og ud imellem træerne, og ligesom for knap sekshundrede år siden gav jeg mig til at hoppe fra sten til sten og over på den anden bred.
Og sådan var der mange ting, der faldt sammen.
Forleden fandt jeg historien frem igen, og nu er jeg ved at læse den igennem. . . For nu skal jeg se at få den ud i verden. Forsiden til den har jeg. Et billede af et blomstrende mandeltræ, som en tidligere kollega malede til mig.
'Den vej,' sagde jeg og pegede. Jeg gik efter min intuition, og den fungerede bedre end noget andet. Da jeg lidt efter stod midt i menneskemylderet, udbrød jeg: 'Den vej og så til højre, så ligger havnen dér. . . '
Jeg vidste, at det var her, Jean Baptiste engang havde stået en dag, da hans unge datter kom løbende ham i møde. Hendes forlovede var på sit skib, der lå i havnen, og hendes far skule hilse på hendes tilkommende. . .
Ganske rigtigt. Vi gjorde, som jeg sagde, og så stod vi ved det blå Middelhav.
Et déjà vu?
På vej tilbage til parkeringspladsen uden for centrum, kom vi til et torv, hvor der var marked. Mit blik blev fanget af to spændende bøger med smukke billeder, og jeg måtte bare eje dem. Den ene handlede om de franske konger og dronninger. Den anden om den franske middelalder.
Senere i København var jeg inde i en boghandel, hvor jeg faldt over en brochure om en romankonkurrence. 'Hm,' tænkte jeg, da jeg tog brochuren for at læse den, når jeg kom hjem. 'Så må jeg hellere se at få skrevet den der kedelige bog om min egen sørgelige historie,' tænkte jeg ikke særlig begejstret.
Det viste sig, at konkurrencen handlede om at skrive en middelalderroman.
Så begyndte jeg at skrive historien om Jean Baptiste. En historie, som jeg længe havde gået med i mit hoved. I løbet af et halvt år havde jeg skrevet over 300 sider om den sydfranske vinbondes søn, der blev født i 1385, og som i begyndelsen af 1400-tallet vandrede til Paris for at studere medicin på Sorbonne-universitetet. En lang vej, og der skete mange ting undervejs.
Historien optog mig i den grad. Jeg tog til Sydfrankrig igen, men nu med en anden indgangsvinkel. Jeg fandt de steder, jeg forestillede mig, at Jean Baptiste havde været, og jeg havde mange underlige oplevelser.
Jeg havde en forestilling om, hvor han var født og opvokset, og at der tæt ved hans hjem havde ligget et lille kloster, men når jeg spurgte mig for, rystede folk på hovedet. Der havde aldrig været noget kloster på de egne. . .
En dag besøgte vi en lille by, Les Arcs, og lige uden for den lå et kapel, hvor man gemmer på det indtørrede lig af Sainte Roseline. Hun var så god og ren i sit hjerte, at hun ikke gik i forrådnelse, da hun døde, så nu lå hun der i en glaskiste klædt i sit nonnetøj, og folk kommer og ofrer til hende og beder om helbredelse til sig selv og deres børn.
Min mand havde problemer med sit ene øre, så han gik hen til kisten og bad om hjælp. Skade kunne det ikke, så det var et forsøg værd. Idet han trådte ud af kapellet, fik han hørelsen tilbage.
'Ah, oui madame,' sagde manden, som jeg straks måtte fortælle det til. Han stod for kapellets salg af alterlys, rosenkranse, postkort og kors. 'Der sker jævnligt mirakler her.' Og så fortalte han mig om et par andre af slagsen.
Jeg fik øje på en bog om egnen. Det va den sidste, der var, og jeg købte den.
Det rislede mig koldt ned ad ryggen, da jeg på et kort over området, fandt optegnelser, der viste, at der i middelalderen havde ligget et abbedi tæt ved det sted, hvor Jean Baptiste's fædrene gård havde ligget.
Jeg tog derud og så mig omkring i den smukke, sydfranske natur. Der var ingen rester af klostre eller huse eller andet, men jeg var sikker på, at jeg havde fundet det rigtige sted. Floden var der stadig. Den snoede sig med sit sølvglitrende vand ind og ud imellem træerne, og ligesom for knap sekshundrede år siden gav jeg mig til at hoppe fra sten til sten og over på den anden bred.
Og sådan var der mange ting, der faldt sammen.
Forleden fandt jeg historien frem igen, og nu er jeg ved at læse den igennem. . . For nu skal jeg se at få den ud i verden. Forsiden til den har jeg. Et billede af et blomstrende mandeltræ, som en tidligere kollega malede til mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar