fredag den 6. februar 2015

Min udgave af 'verdens bedste brød'



Når der er langt til bageren, og han alligevel ikke er den bedste, så må man bage selv.
Det gør jeg - og her får du min version af 'verdens bedste brød'.
Det er ret nemt at lave,  det smager fantastisk - det eneste, der kræves er planlægning god tid, for dejen skal hæve natten over. Men det betaler sig, for den lange hævning gør brødet let og lækkert.

BASISOPSKRIFT til 2 store brød

1 l vand
1250 g mel
2 g gær
3 tsk salt
Olie 

Verdens bedste brød er bagt med hvedemel, men jeg kan bedst lide det lidt grovere, så jeg varierer melet fx sådan her:

150 g grahamsmel
500 g speltmel (fint eller groft efter hvad jeg har i skabet)
600 g hvedemel

eller:

700 g speltmel 
550 g hvedemel

Bland melet og salt i en stor skål
Rør gæren ud i en lille smule koldt vand og bland det i melet
Hæld vandet i og ælt, ælt, ælt, til dejen er glat

Hæld (oliven)-olie hele vejen rundt i skålen og løft dejen, så der kommer olie over det hele
Dæk dejen med et rent viskestykke og lad det hæve i 12-16 timer

Næste dag: 

Vend dejen ud på et meldrysset bord, vend den et par gange og lad den hvile et kvarter

Del dejen i to, som glattes pænt og lægges i hver sin skål
Drys godt med mel og dæk hver skål med et viskestykke
Efterhæv et par timer til dobbeltstørrelse

Tænd ovnen på 250 grader - max temperatur
Sæt to brødforme i ovnen
Når ovnen er varm og formene det samme, tager du dem ud og hælder dej i hver af dem
Hvis du ikke har forme med låg, kan du lægge sølvpapir over
Efter et kvarter fjerner du låg/sølvpapir og bager videre endnu et kvarter

Læg brødene på en rist og vent, hvis du kan, til de er afkølede. . .
Uhm, siger jeg bare. . .

PS: jeg bruger en springform til det ene brød og en glasform til det andet, men man kan kan bruge specielle forme med låg eller en gryde, der kan tåle at gå i ovnen, eller man kan bage brødene direkte på bagepladen på bagepapir. Der er mange muligheder.

Og nej, formene skal ikke smøres, brødene slipper let og hopper som ingenting ud af dem





 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar