fredag den 27. februar 2015

Vil du vide lidt om EFT?

Jeg er ret begejstret for EFT. Det har ændret mit liv på mange måder.
Ved at bruge EFT er jeg nemlig sluppet af med en voldsom migræne, der fulgte mig trofast igennem 34 år. Rædsomt - intet mindre.
Jeg forsøgte mig med næsten alle former for behandling, men intet hjalp. Intet af det var selvfølgelig spildt, for det var en lang og lærerig rejse ind i et spirituelt univers, hvor jeg lærte en hel del om mig selv, om sammenhænge, årsager og konsekvenser.
Jeg uddannede mig til healer, clairvoyant, kranio sakral terapteut, gestaltterapeut, energiformidler, thetahealer. . . jeg pendulerede, lagde tarotkort og mediterede. Jeg snakkede med engle og åndelige vejledere, og jeg havde stadig migræne.
Jeg var ved at opgive, da jeg stødte på EFT, som jeg først syntes virkede temmelig fjollet.
Men heldigvis var min nysgerrighed stor, og jeg gav metoden en chance. Satte mig en solskinsdag på min terrasse med en bog, der fortalte, hvordan jeg skulle gøre, og jeg gik i gang.
Det var i 2006.
Noget skete - og jeg fortsatte. Blev ved og ved og ved. . . Fik det langsomt bedre og bedre.
Nu er det snart otte år siden, jeg havde det sidste anfald.
Migrænen er helt og aldeles væk!

Jeg er et af mange mennesker, der efter at have prøvet alt muligt finder ud af, at EFT kan hjælpe. Det er ikke til at beskrive, hvilken lettelse, hvilken ændring og hvilken glæde, det har givet mig.

EFT står for: emotional freedom technique
En behandlingsform, der er udviklet i USA, og som siden har bredt sig til det meste af verden.
I 2007 var jeg for første gang i England til en EFT-konference  med nogle af de dygtigste lærere i verden, og vi var flere hundrede deltagere fra 25 forskellige lande. Det var lærerigt, inspirerende og spændende at høre om folks mange gode erfaringer med behandlingsmåden.
Jeg blev så begejstret for det hele, at jeg siden er taget til England flere gange for at lære mere. 

Kort fortalt:
EFT er en slags moderne psykoterapi, som man anvender sammen med en form for akupunktur uden nåle.
Mens man siger en sætning, der klart beskriver noget af det problem, man vil arbejde med, banker man blidt på forskellige punkter på ansigt og overkrop med fingrene.




EFT kan bruges på både børn og voksne mange forskellige symptomer og lidelser:
For eksempel:

- smerter
- fobier
- angst
- dårlige vaner
- vægttab
- uhensigtsmæssige overbevisninger
- rygeafvænning
- og meget andet
Det er kun fantasien, der begrænser. . .
Og skulle behandlingen ikke virke umiddelbart, så skader den i hvert fald ikke. Der er ingen bivirkninger. 


Jeg er i gang med at lave et lille filmklip, hvor du kan se, hvordan du bruger metoden på dig selv
og H U S K at du har mulighed for at få sessioner med EFT hos mig via skype



Ingen kommentarer:

Send en kommentar