Det er mærkeligt at komme hjem. Det tager tid at lande, selvom de gamle vaner og rutiner er så indgroede, at jeg med det samme kan huske, i hvilken ende af sofaen, jeg plejer at sidde, hvor lyskontakten er, og jeg kan finde ned i Irma uden at tænke over vejen, og jeg kan både køre bil og cykel i den rigtige side, som var det fem minutter siden, jeg gjorde det sidst.

Men en tidsforskel på fire en halv time skulle jeg lige vænne sig til. Først tog de dem fra mig, og så fik jeg dem tilbage, da jeg landede i Kastrup. De første dage herhjemme i DK var mega lange, og lyset var skarpere, end da vi tog af sted. Solen skinnede, og fuglene kvidrede lystigt - jo, jeg kom hjem til forår, som mine venner havde lovet mig. Det ændrede sig nu hurtigt, og jeg har fået både udlængsler og sommerdrømme igen! At have været i Indien er som at have en virus, det tager lang tid at komme over.

For at slå en knude på historien, må vi tilbage til Indien, hvor en stor del af mig stadig svæver rundt. . . 

Fra Santenekitan kørte vi gennem Ganges-flodens delta i Bengalen - har altid syntes, navnet var enormt eksotisk; lige siden jeg var barn og læste Kipling har jeg kunnet lide det - og tænk, nu var jeg dér. Kørte gennem små landsbyer med lerklinede hytter, uendelige rismarker, hvor folk var i færd med at høste.Mod Kolkata's lufthavn, som chaufføren ikke kunne finde, fordi han ikke kunne læse skiltene, så jeg måtte hjælpe ham med at finde vej. Tak for google map, som altid kan vise os, hvor vi er. Det har vi haft stor glæde af. . . 

Ankom til Delhi hen under aften - det er over to uger siden nu - tog metroen til banegården, fandt en tuktuk og bad om at blive kørt til det hotel, hvor vores danske ven havde bestilt et værelse til os. Vi havde kørt tyve meter, da chaufføren standsede.
'I kan ikke komme ind i Pahar Ganj,' sagde han på gebrokkent engelsk. Han tilkaldte en ven, der kunne hjælpe med at forklare. 
Det var rigtigt nok, sagde denne. Der var en festival, så det var umuligt at komme ind.
De tager p. . . på mig, tænkte jeg - ja, undskyld udtrykket, men helt ærligt - havde jeg ikke hørt den historie før?! Den dag vi ankom og måtte bruge både tid og alt for mange penge på at komme videre?! Hørt den samme historie fra et par tyskere, vi mødte i Aurangabad? Dengang var det hinduerne, der festede, nu var det muslimerne. Og dem er der også temmelig mange af, så de kan godt fylde i gadebilledet.

Hvad gør vi nu? spurgte vi hinanden. Prøvede at ringe til vores ven, som vi vidste, havde været på hotellet i flere dage. Han tog ikke telefonen. 
'I kan gå derind,' sagde manden. 'Det tager ti minutter.'
Jeg må have set håbløs ud - og det var jeg også - orkede ikke at slæbe på min rygsæk, så han tilbød at køre os for 250 rupees. 
Hvordan kan det lade sig gøre? tænkte jeg. Er der lukket, eller er der ikke lukket?
Den sædvanlige prutten om prisen var hurtigt klaret, og så satte vi os atter ind i tuktukken. 
Chaufføren kørte os en kæmpe omvej, før han kørte ind ad gaden, hvor vores hotel skulle ligge. Der var masser af liv, turister og indere slentrede rundt mellem hinanden, butikkerne var åbne - ingen tegn på nogen festival.  
Vi blev indlogeret på hotellet, fik et udmærket værelse og gik ned i restauranten - en filial af 'Borwn Bread Bakery', hvor vi havde spist så mange gange på i Varanasi. Her var dog ikke levende musik, men en masse andre turister, der sad med deres bærbare, sludrede om deres oplevelser og drak friskpresset grøntsagsjuice. Og i det ene hjørne var der en forretning med smart tøj, der nemt kunne friste til at proppe rygsækken, i det andet en magelig sofagruppe og en masse bøger om spirituelle emner. 

Så dukkede vores ven op. Hans telefon var løbet ud for penge, så han havde ikke kunnet tage den. Men nu kunne han give os den rette sammenhæng, som vi allerede var begyndt at ane. . 

ADVARSEL: 

Det her er historien om, hvordan den kloge narrer den mindre kloge. Hvordan man kan blive snydt, så det driver eller gør ondt i pengepungen. For nogle så ondt, at de bliver nødt til at rejse hjem før planlagt. 

Tager du til Delhi, så lad være med at tro på alt, hvad folk siger. 
Det kan være svært, når man ankommer midt i det hvirvlende storbymylder og fra alle sider får at vide, at det er umuligt at komme ind i den bydel, man vil ind i. . . Inderne kan virke så overbevisende, og de er gode til at komme med forklaringer på alt muligt. Heller et forkert svar end ikke noget.

Vi gik i fælden som mange andre. Selv erfarne indiensrejsende er hoppet i den. . . 
'Der er en festival, som lukker byen i flere dage,' var beskeden, og da vi hørte det samme fra mindst fire andre, troede vi på det. De var tilsyneladende helt uafhængige af hinanden. 
Men kun tilsyneladende, for i virkeligheden er det aftalt spil. Dem på banegården, der fortalte, at vi ikke kunne komme ind i Pahar Ganj, manden, der med rystende stemme afviste os, da vi endelig havde overtalt en tuktuk til at køre os ind i bydelen, chaufførerne, alle sammen havde aftalt at snyde os blåøjede turister.
'Få turisterne til at tro på, at byen er lukket, kør dem hen til mr. Sharma's rejsebureau og sig, at det er et government-støttet bureau. Så arrangerer han en dyr rundrejse for dem, og de tror, jeg hjælper dem ud af en uheldig situation.'
Noget i den retning bliver der sagt. 

Snedigt og overbevisende. 
Vi fik set Taj Mahal, fordi vi blev lokket til at tage en taxatur til Agra og Jaipur for at tage toget der. Fra Delhi var der ingen pladser at få før en måned senere. 
Vores ven, der skulle videre fra Agra og helt ned sydpå, havde ikke nogen plads i det tog, han var blevet lovet, og som han steg på midt om natten. Vi måtte selv tage flyet fra Mumbai videre til Goa, fordi der alligevel ikke var plads i det tog, vi havde billetter til.
Mange andre som sagt har været ude for det samme. Nogle er blevet snydt til så dyr en videre rejse, at de ikke har haft råd til andet end at tage hjem efter kort tid. 

Så dyrt blev det heldigvis ikke for os, og det kan ikke betale at ærgre sig. Men det har været lidt svært bare at grine af. . . 
Det gode råd: se dig for, pas på og tro ikke på alt, hvad folk fortæller dig. . . 

Bahrat Mata - moder Indien - i Varanasi

En af duemændene i Delhi - ud over byen lyder hans høje kalden, og snart kommer en flok duer og besøger ham.

Udsigt fra vores hotel til en anden tagterrasse - ikke dårligt!

Og så gik det hjemad - hen over Afghanistan. Fantastisk flot, men ikke et sted, jeg ville bo. . . 

Har du fundet din passion?!

Så sad vi pludselig på et hotelværelse og lyttede til levende musik.

Først var det hos canadieren, der spiller citar, og som kommer her hvert andet år for at få undervisning. Hun skulle rejse hjem i dag, men først ville hun spille for os og det franske par, som vi har hygget os med de sidste dage.

Nogle gange møder man et menneske, og det føles, som man har kendt hinanden altid. Sådan var det med Jeanne og mig. Vi faldt i snak en af vores første dage her, da hun sad alene i haven og spiste frokost. Hun var fransktalende, og jeg benytter mig gerne af en mulighed for at praktisere mit franske lidt. Og her var der genklang hos os begge. 

'Man skal følge sin passion,' sagde hun til mig på et tidspunkt. 'Det er derfor, jeg er her.'

Hun er fem år ældre end mig, og hele sit liv har hun drømt om for  alvor at gå igang med at  spille. Men ligesom for så mange andre af os har der været meget andet, der har taget Jeanne's tid: uddannelse, familie, børn, arbejde. Citaren har stået og ventet på hende, og hun har vidst, at en dag så. . . For fem år siden gjorde hun alvor af det. Jeg var imponeret over, hvor dygtig hun er blevet på så forholdsvis kort tid. Men øvelse gør som bekendt mester, og hun øver sig tre timer dagligt. Det er det, hun vil, og nu havde hun investeret i en helt ny citar. Så smukt et instrument!

Jeg var rørt og glad over at høre den raga, hun øver sig på for tiden. En raga er et stykke indisk musik, og der er en raga til enhver lejlighed. Den her var en, man spiller for at få regnen til at komme efter lang tids tørke. Ikke så relevant et valg, eftersom det har regnet hele dagen. Men det var smukt at høre, og det var tydeligt, at det var hendes passion. Et venskab mellem instrumentet og dets udøver. 

Senere på dagen, da Jeanne forlængst var taget af sted, blev vi inviteret ind hos vores naboer - det franske par. De har været her længe og bliver her et par uger endnu. De er her for at lave en dokumentarfilm om baul-folket, og det er deres passion. Deres tolk, Nitya, havde lovet at spille for os, og klokken 17 kom han med sine instrumenter: et lut-lignende strengeinstrument, en kamhook - en meget speciel tromme, som også har et par strenge, man slår an med et plektar - (billede følger senere) - samt små bjælder, han holder mellem tæerne. Han satte sig på gulvet i skrædderstilling og gav sig til at spille. Også han rørte mit hjerte - og fik mig til at smile. Baul-musik er glad musik. 

Før vi kom til Varanasi, havde jeg ønsket mig at høre noget rigtigt musik. Det ønske har jeg fået opfyldt, og nu rejser vi hjem med både en masse cd'er indspillet af musikere, vi har mødt på vores tur, og med den dersens kamhook. 

'I can buy a new one,' sagde Nitya. 'No problem.'

Og så skiftede kamhook'en ejer. 

Næste år, sagde han og smilede lykkeligt, så mødes vi alle sammen igen her. 

Så skal vi se hans landsby og den ashram, han er ved at få lavet. 

Jeg håber det. . . 

Jeg ved ikke så meget om baul-folket endnu. Jeg havde aldrig hørt om dem, før jeg kom hertil Santenekitan og mødte de to franskmænd, som jeg takket være Jeanne kom i snak med. Men jeg lærer hele tiden nyt, og lidt har jeg fundet ud af. 

Baul-folket er et særligt folk, der hører hjemme her i Vestbengalen. Musik er meget vigtigt for dem, og mange er udøvende. Nogle lever i almindelige famlier med kone og børn, andre er som sadhu'er og lever for sig selv. 

De har ikke en egentlig religion. Har ikke nogen gud, man skal tro på, ikke nogen templer, man skal besøge. 

'Min krop er mit tempel,' sagde Nitya. Ethvert menneske besidder det guddommelige indeni, og det er det, man søger. Kærlighed til alle levende væsner er det vigtigste. En filosofi, som har inspireret Tagore meget. 

Jeg må se franskmændenes film, når den er færdig, og få noget mere at vide. . . 

*       *       *

I går var vi på marked sammen med Jeanne. Havde det ikke været for hende, havde vi aldrig hørt om det. Heldigvis for alle disse 'tilfældige' møder og for den åbenhed, der er så meget af på vores rejse. 

Markedet bliver holdt hver lørdag på et stort område ved en lille lund af eukalyptustræer. Der kommer mange handlende med håndlavede varer, og der var et og andet at købe. Sarier, tørklæder, håndskårne ting, håndmalede billeder, smykker, tasker og meget andet til ikke ret mange penge. Jeg havde lyst til at fylde rygsækken med alt muligt. Nogle gange har jeg lyst til at købe bare for at gøre sælgeren glad. 

Åh, at se ind i alle de øjne. . . Det er ikke alle, der har det nemt. 

Og så var der musik, så det rungede mellem træerne. Baul-musik spillet og sunget af folk i det karakteristiske farverige tøj. Man bliver glad af at høre det. 

Santenekitan er et ganske specielt sted. . .  

Først var vi på Tagore museet, hvor fotografering er forbudt

Så var vi på marked

Der var mange ting at købe til ikke ret mange penge

Der var masser af musik

Der blev tækket tag

Og der blev tid til et par frisklavede samosa'er

Fredelige dage i Santenekitan - Vestbengalen

Santenekitan. . . 

Hver dag høres lyden af trommer på et eller andet tidspunkt fra landsbyen, som vi bor ved siden af. Altid en puja. I nat var det Shiva's Nat, og der blev trommet det meste af natten. Shiva selv, der sidder med sin trefork henne i det lille tempel ved indgangen til 'vores' landsby, blev forleden malet, så han kunne se pæn ud til anledningen. Han fik serveret en stor grøn papaya, og der blev tændt lys for ham. Folk fastede det meste af dagen, bad og sang til hans ære. En årlig fest og en meget vigtig dag.

Ellers er Santenekitan et af Indiens mere fredelige steder. Vi bor på et hotel i noget, vi for sjov kalder Klampenborg. Et meget nydeligt kvarter. Her er masser af store villaer omgivet af mure og med låste smederjernslåger. Der er nydeligt anlagte haver med smukke blomster i stærke farver, og to minutter herfra ligger Dyrehaven. Dér gik vi en tur i dag, betalte 100 rupees for at komme ind, men jeg så ikke et eneste dådyr. En enkelt abe, et par smukke sommerfugle og to guldsmede af en art. Det var det hele. Til gengæld var der en hel del unge par, der sad tæt, og som forfjamsket fòr fra hinanden, når vi nærmede os. De stakler – det er ikke nemt at være kærester, for de unge må ikke besøge hinanden, før de er gift. Så de må finde hemmelige steder, hvor de kan mødes, og i 'The deer Park er udsigtstårnet eller bænkene under de tætte træer, der hvor stien ender, gode steder.

Santenekitan er præget af Tagore's arv.

Tagore – digter, musiker, sangskriver, maler – den første ikke-europæer, der har fået nobelprisen i litteratur, har grundlagt en skole og et universitet her.

Jeg synes, han tanker er meget sympatiske, og jeg blev meget bevæget over at besøge museet, der fortæller hans historie i billeder og tekst og med udstillinger af nogle af hans personlige ting. En stor kunstner og et stort menneske har han været. Født den 7. maj 1861 i Kolkata som det fjortende ud af femten børn. Hans familie tilhørte aristokratiet, var meget velhavende, og der var mange kunstnere og musikere iblandt dem.

Han voksede op med en tjener på hver finger, og han måtte nøjes med at opleve verden gennem sit vindue, eftersom det ikke var ham tilladt at gå udenfor. Det satte sine spor.

Han mente – selvfølgelig på baggrund af sin egen skolegang, som ikke har været rar – at 'klasselokalet er et fængsel,' så i 1901 startede han en skole, hvor undervisningen fandt sted udendørs under store, skyggefulde træer. Der var fem elever og fem lærere.

Skolen voksede til det universitet, der nu rummer 9000 studerende og 700 lærere.

Campus breder sig over et område på fem gange to kilometer. En park med mango- og banyantræer. De sidste er jeg vildt fascineret over. De er som en evig cyklus i sig selv med deres grene, der både vokser opad og samtidig danner rødder, der langsomt bevæger sig nedad for at finde fodfæste i jorden.

Rundt omkring er der skulpturer og dekorerede huse. Huse til de ansatte og kollegier til piger og til drenge. Skarpt adskilt tyve af hver. Der er Tagores egne huse, hvor han boede – afhængigt at årstiden boede han det ene eller det andet sted. Femten huse i alt havde han, så han har haft plads nok. Der er værksteder og klasselokaler, for noget undervisning foregår indendørs. Der er pergolaer med slyngplanter, blomsterbede med roser og sommerblomster. Blomsterne er ikke helt sprunget ud – der må være utrolig smukt i midten af marts, når det er rigtigt forår.

Der er en helt særlig stemning i parken, hvor cykler er det helt almindelige transportmiddel. Her og der støder man på folk, der sidder og maler, eller man møder en musiker, der giver sig til at synge vemodige sange, når man nærmer sig. Publikum skal der selvfølgelig til. Om det så er Tagore's poesi, de synger, ved jeg ikke. Men dejligt er det.

Uden for parken venter cykelrickshaws i massevis på at få en kunde, så man kan altid komme hjem, hvis man ikke orker at gå. Og så er der temmelig stille, for på hovedvejene gennem parken er der ikke meget trafik, og en vigtig ting: det er ikke tilladt at bruge hornet. . . Desuden er der rent, jorden under banyantræerne og stierne bliver fejet hver dag, det flyder ikke med affald alle vegne, og langs vejene står der affaldsspande. En helt normal ting hjemme hos os, men ikke noget, jeg har set mange steder i Indien. . .

Har man ikke været i Santenekitan, kan man ikke sige, at man har været i Indien, skal Indiens premierminister have sagt. 

Og nu har jeg været her. . . 

En gris af jern, et mødested, skyggefulde træer og udsmykkkede huse. . . 

En af de smukt dekorerede villaer

Ville ønske, jeg ku' male. . . Så inspirerende!

Sidder på en balkon på drengenes kollegium

Sjov figur i parken

Shiva - nymalet og pyntet til anledningen af sin store årlige fest

Nedtælling

Forsøger at vænne mig til tanken om snart at skulle hjem. Om præcis en uge lander vi i Kastrup - mærkeligt at tænke på. 
Vi er i Santiniketan nu, godt hundredehalvtreds kilometer nord for Kolkata, og her bliver vi til mandag. Sætter tempoet ned, forsøger at fordøje de mange, mange indtryk fra de sidste to måneder.
Tid er noget underligt noget. Det føles som meeeget lang tid siden, vi var i Agra og gik rundt om Taj Mahal i morgendisen, besøgte Amber Fortet i Jaipur, svedte på stranden i Goa og lyttede til cikadernes sang om aftenen, købte ametystperlekæde af mister Khan i Ellora, spiste middag med professoren i Ajanta og frøs i Nepal. 
Der sker mere her på to måneder end der gør på et helt år derhjemme. Eller også er det bare fordi det hele er så anderledes. Det kan ikke sammenlignes.
Jeg har taget de første par tusind billeder. Der er hele tiden motiver. Og jeg har skrevet de første par tusind ord, for der er altid noget at skrive om. Ord og sætninger myldrer rundt i mit hoved. Jeg formulerer og beskriver alt det, jeg oplever, og jeg kan ikke følge med, for indtrykkene løber hurtigere, end mine ord gør. Under halvdelen af dem bliver skrevet ned. Resten er i min indre notesbog. 
Lige sådan med billeder. 
Dér er hele tiden et godt motiv, og jeg skynder mig at finde kameraet frem: - et par kvinder klædt i sarier og bærende på lange sukkerrør på hovedet. En langhalset hvid fugl flyver hen over en sø og spejler sig i det stille, klare vand. En lastbil fuld af glade unger, der vinker  til mig. 
Og nu da jeg sidder på terrassen og spiser min frokost: - en flok kvinder småløber ned ad vejen. Rødmalede fodsåler, røde streger i panden, klædt i smukke sarier og med skåle i hænderne. Den forreste stænker nogle dråber vand her og der. De andre følger efter. Nogle med et barn ved hånden, andre alene. De eneste mænd i optoget er to trommeslagere, der prydet med store, hvide fjer, slår takt i en intens rytme. Nogle af kvinderne danser henført. Helt i deres egen verden. Bemærker ikke, at jeg står og kigger på. Andre ser genert på mig.
Et farvestrålende motiv - og vips er det væk. Før jeg kan nå at tage et ordentligt billede, er det meste af optoget forsvundet hen om hjørnet, og jeg kan kun høre trommernes larm.
Før jeg får beskrevet oplevelsen, er den væk, og den næste igang. 

To måneder - vips er de væk. . . 
Men det hele har jeg affotograferet på min nethinde, skrevet kladder om i mit indre. Jeg kan genkalde mig det meste. Og det er ikke så lidt.

Jeg har altid været vemodig, når jeg skulle hjem fra en ferie. Det er jeg også nu. Jeg ved ikke, om jeg ville starte forfra, hvis jeg kunne. Det er ikke muligt - men hvis? Jo, jeg tror, jeg ville. I hvert fald tænker jeg meget på den næste gang, jeg kan komme af sted. Hvor vil jeg så hen? Mulighederne er mange, og der er mange steder, jeg gerne vil se, men færdig med Indien er jeg ikke. 

Da jeg kom her for to år siden, var det første gang, jeg var uden for Europa. En helt ny og meget anderledes verden åbnede sig, og jeg faldt pladask for det altsammen. Men ikke lige med det samme. . . Der gik vist et par timer. 
Det var i bazaren i Delhi, hvor jeg gik rundt sammen med min kæreste. Han skule vise mig Indien, havde han lovet. 
Da jeg gik der midt i støvet og skidtet mellem køer, politibetjente, tiggere, mænd, der sludrede over deres te, kvinder i farverige gevandter, blev råbt til af sælgerne i de små bikse, der solgte sarier, vand, sjaler og tingeltangel, lugtede til stegeosen fra gadekøkkenerne, blev døv af støjen fra trafikken, blev gloet på - spurgte jeg først mig selv, hvad jeg dog lavede dér?! Og så lige med ét var jeg solgt. Jeg overgav mig, kom til at elske det hele. 
Derfor måtte jeg tilbage - for at finde ud af, hvad det er, jeg laver her. Svaret er ligeså blandet og mangfoldigt, som Indien selv er. Sikkert er det, at landet og dets indbyggere både får mig til at grine, græde, blive irriteret, taknemmelig, træt, overvældet, nysgerrig, åben, bevæget, lykkelig, foruroliget. . . 

Trommeslageren holder takten

Den årlige puja 

- og vips er optoget væk. . . 

Hotellet, vi bor på - et af de dyrere af slagsen - 125 kroner i døgnet

Cykler til leje for 15 rupees i timen - (knap 1.50 krone)

Manden, der cykler rundt og sælger hjemmelavet curd

Mums, hvor det smagte - serveret i engangsskåle og med et stykke af et blad som teske

Vi behøver ikke sulte, og maden på hotellet er god. Her er en lækker thali til knap 12 kroner

Farvel til Varanasi og på farten igen

En sidste tur ad de små gyder, hvor de handlende endnu en gang forsøgte at lokke os med gode tilbud. Råbte på gensyn til dem, vi havde handlet med – smykkehandleren, manden i 'bageriet', vandsælgeren - og så lige endnu en tur langs med Ganges. Indtrykkene derfra – de mennesker, vi mødte, de ting, vi så, lydene, lugtene - er prentet dybt i mit sind.

Vi løb på de australske unge gutter, der skulle have et bad i floden, før de fløj videre til Kathmandu. Havde jeg haft en dag mere, var jeg måske også hoppet i, men det må vente til næste gang.

Sagde nej tak til de sidste tilbud om massage og bådture til de bedste priser.

Gav for sidste gang lidt rupees til tiggerne, der lå og sov på trinene ved en af de store ghats.

Kastede et sidste blik hen på ligbålene, hvor brændet stadig tårnede sig op, og endnu en båre var ved at blive lagt til rette.

Faldt i snak med en af de gulklædte sadhu'er. Vi bød på en kop te og slog os ned på en trappesten.

Baba Jee, præsenterede den gulklædte sig som og fortalte, at han havde været i Berlin engang. Han havde en ven dér, som kom ud til ham en gang om året for at blive en måned. Baba Jee var på alder med mig og havde for tyve år siden forladt arbejde og familie for at slå sig ned i bjergene og meditere. Nu havde han sit eget tempel i nærheden af vores hotel. Ærgerligt at vi ikke havde mødtes før.

Men han kunne få min flybillet og tage hjem og hente min familie, foreslog han. Han skulle nok tage sig af min mor – hun kunne bo i hans tempel. Og mine børnebørn skulle jeg tage med til Varanasi en anden gang.

'God bless you,' sagde han, da vi skiltes.

'I lige måde,' sagde jeg, men nej, det var ikke nødvendigt, forsikrede han.

'I am so blessed,' sagde han, pegede op mod himlen. 'This is not my home.'  Han pegede på den jord, han stod på - næh, hans hjem var himlen. 

Før vi tog afsked gav han os sine velsignelser til vores rejse, til børnebørnene og til min gravide datter.

Vores ven Anshu på sarod og hans bror på tablas - værd at lytte til!

Bøflerne nyder deres daglige bad i Ganges - jeg må se at hoppe i næste gang. . .  PS: al fnulleret, man kan se på billedet, er blomser fra hinduernes ritualer

Hvad med lidt massage? Bare fem minutter. . . good price, indian price.

Guru'en, der inviterede os og hele vores familie til at bo i hans tempel i Varanasi næste gang - Baba Jee

Jeg elsker at rejse på den måde, vi gør. Uden nogen bestemt plan, kun med nogle ideer, og vi kan lade os inspirere undervejs.

'Tag til Chitrakan,' foreslog franskmanden med cowboyhatten. Der skulle han hen. En meget fredelig miniaturemodel af Varanasi og kun et par timers rejse derfra.

'Trekking i Nepal,' sagde australierne, der havde rejst en del rundt. Også været i Hampi, og der kunne jeg godt tænke mig at tage til igen. Der er så vidunderligt smukt, og der er varmt!

'Hvad med at tage til Thailand?' sagde de to unge franskmænd, der arbejdede i Paris' metro, og som havde to en halv måneds ferie om året. De skulle flyve dertil fra Kolkata den følgende dag. Og det kunne også være rart med sol og strand og hav.

'Rishikesh er det smukkeste sted, jeg har set,' havde mrs. Madura sagt til os på togturen fra Goa til Aurangabad. 'Det er værd at tage til.'

Det sidstnævnte var meget i vores overvejelser. Især da jeg mødte Meike, en ung kvinde fra Holland, nede foran 'bageriet', hvor hun stod og sludrede med en indisk mand i en butik på noget, der lød som flydende hindi. Jeg kunne høre, hun nævnte Rishikesh, så jeg greb fat i hende og spurgte til det.

Jo, hun kom netop derfra, og der var fantastisk. Koldt om natten, lunt om dagen, men smukt og fredeligt. Stedet, hvor Ganges har sit udspring oppe i forbjergene til Himmalaya. Wow – det ville jeg gerne!

Og hindi – jo, hun talte hindi, havde gået til det hjemme i Holland en gang om ugen i de sidste to år, og hun var i Varanasi for femte gang. Alene. Pudsigt nok boede hun på vores hotel. Selvfølgelig – der er så mange sammentræf.

Vi aftalte at mødes om aftenen på tagterrassen, så skulle hun nok lære mig lidt.

Det blev til flere 'møder', flere snakke og flere hindigloser, og måske mødes vi en anden gang på Hotel Puja ved Lalita Ghat. Hvem ved. . .

Rishikesh var højt på vores ønskeliste, vi overvejede for og imod, talte på knapper, men da det var temmelig besværligt at få billetter, og vejrudsigten ikke var for god, tog vi det som det afgørende tegn.

Billetterne til Kolkata var nemme at få ordnet, toget videre til Santiniketan ligeså – og derved blev det.

Den lille spinkle vaskemand slæbte vores rygsække ned til rundkørslen. Den ene på ryggen, den anden på hovedet. Og så var det med tuktuk de få kilometer til banegården. En lille time tog det gennem trafikmylderet.

Så sad vi der på banegården og ventede i flere timer, fordi toget var forsinket. Sludrede med en ung pige fra Thailand, der havde fået stjålet sin rygsæk i toget en nat, mens hun lå og sov i øverste køje. Væk var alt undtagen sovepose, pas og penge.

'Men. . .,' smilede hun. 'Hun havde fået lært, hvor lidt hun i virkeligheden havde brug for.'

Vi sad inde på kontoret hos mr. Abushankar, manden, der hjælper med at bestille billetter til hvorsomhelst, mens han ordnede billetter til ventende rygsækrejsende. Sammen med franskmanden, der havde været i Indien nu i fire måneder og havde syv tilbage, og som skulle med samme tog som os, men af i Bodhgaya, grinede vi sammensvorent af Abushankar's evigt brugte udtryk: 'No problem, no problem.'

Og vi tog os ikke af hans tilbagevendende udbrud: 'Only queue here. This is not a waiting-hall.' 

De er sjove, de indere - og vi blev siddende i noget, der føltes som en evighed. 

Langt om længe kunne vi stige på toget og finde vores pladser. En under- og en overkøje i kørselsretningen. Det er de smalleste, og den nederste har en revne i midten, hvor ryglænene møder hinanden, når de er slået ned. Den 'vandt' min kæreste, og efter en billig gang thali, kravlede jeg til vejrs og lagde mig til at sove, så godt jeg kunne. Det blev til mange gange falden i søvn og venden og drejen. . . 

Til morgen vågnede jeg op til den gode nyhed, at toget havde indhentet forsinkelsen, og at vi kunne nå vores tog til Santiniketan. . .

Vores flinke vaskemand på Puja Guesthouse - beklager billedkvaliteten

Her går vores rygsække 

Gennem gaden med alle de store butikker 

Forbi vores yndlings-frokoststed - byens bedste samosa'er

Hen til banegården og ventetid

Og så - lidt udsigt fra toget. Kan man ikke sidde ned, må man holde sig godt fast

'Same old story'

Musik skal der til - en blanding af vest og øst vakte stor glæde
 

- og der var mange tilskuere

LØRDAG D. 22. februar

Så sad vi dér igen i tæppehandlerens butik. To år efter. . .

Det var hotelværten, Shiva, der absolut syntes, at vi skulle se hans families butik. Jeg sagde ja til tilbuddet, for hvad var der ellers at lave sådan en regnvåd lørdag? Hele dagen stod det ned i stænger, alt var gråt og vådt, og restauranten var propfyldt med gæster, der skulle spise og drikke te og spise igen. Jeg havde siddet alt for meget ned, så det ville være rart at komme ud og se sig lidt om.

Vi hoppede over vandpytterne efter Shiva. Et par gader væk fra vores hotel viste han os ind i en stor indre gård med balkoner hele vejen rundt i flere etager.

'Der bor min onkel og hans familie,' sagde han. 'Og der bor de folk, der arbejder her.'

Han viste os hen til en shiva-linga – et symbol på frugtbarhed, som næsten enhver familie har en udgave af, og som man kan købe i miniature i mange af shopperne i kvarteret. Den her befinder sig nede i en kælder, som man kun kan kigge ned til. Noget begyndte at dæmre. 'Her har vi været før,' sagde min kæreste. Og ja, verden er lille.

'Oh, I know you,' udbrød den tykke mand, da vi trådte ind i et rum, hvor han sad i skrædderstilling på gulvet omgivet af hylder fyldt med sjaler og tæpper.

Stor gensynsglæde. Jeg spurgte efter Prakash, som var ham, der havde fået os med derhen sidst. Og som var årsag til, at min kæreste fik købt sig et sjal til overpris. . .

Prakash mødte vi for to år siden ved en tebod ved en af ghat'erne. Som de fleste andre spurgte han os, hvor vi kom fra, og vi faldt hurtigt i snak. Han virkede flink og venlig med sit hennarøde hår og meget lange negle på sine to lillefingre. Det var mode, fortalte han senere.

Han havde ikke andet at lave end at holde os med selskab, og vi tilbragte to dage sammen med ham. Vi fik set en hel del af Varanasi, fik forklaret traditioner og levevis og fik hørt lidt om ham selv. Han ville ikke have penge for det. . . Men så var det, at vi endte i hans onkels forretning, og det blev dyrt. Prakash har sikkert fået en god procentdel.

Jeg havde kigget efter ham denne gang uden held, og eftersom jeg ikke bærer nag til ham, har jeg ønsket det bedste for ham. Han havde en kæreste i Frankrig og en drøm om at flytte over til hende.

Han var rejst udenlands, fortalte den tykke – bossen. Som altså var onkel til både Prakash og vores hotelvært. Det er åbenbart en stor familie.

Shiva overlod os i tæppehandlernes varetægt sammen med en ung gut fra Australien, der var nysgerrig og ville se på sjaler til sin kæreste. Og så satte vi os på gulvet, mens vi fik vist det ene sjal efter det andet – silke, kashmir, yakuld og pashmina, mens vi ventede på teen, der var meget speciel – nemlig fra Darjeeling, og det varede en evighed, før den kom. Så der var tid til at se mange sjaler.

Vi skulle ikke have noget – jeg har set et pænt sjal et andet sted, og det vil jeg have. Meeeen min kæreste faldt alligevel for ét.

'4800 rupees,' sagde manden.

Jeg bød to, og jeg holdt fast. Næh, det var ikke hans pris.

'Give me your best price,' sagde han. Det var virkelig god kvalitet. Ikke noget syntetisk overhovedet.

Jeg havde givet ham min bedste pris, sagde jeg. Han rystede på hovedet.

Den unge australier købte to små silketørklæder. Fik dem lagt i en pose og betalte.

'Your best price?' gentog manden så og kiggede på mig.

Jeg trak på skuldrene.

Han begyndte at lægge det lækre – (det er virkeligt fint og blød og meget lækket) – tørklæde sammen.

'Ok, 2000,' sagde han og så meget bedrøvet ud. Men som gammel kunde skulle jeg få det trods den meget lave pris. 'If you happy, me happy,' sluttede han.

Vi tog hjertelig afsked med den tykke onkel, så en helt dårlig handel kan det ikke være.

'See you next year,' sagde jeg.

Mon ikke vi begge to grinede lidt. Hvem blev mon snydt mest?

Jeg er alligevel lidt stolt af mig selv, selvom jeg måske kunne have fået sjalet endnu billigere. Men denne gang ærgrer jeg mig ikke, som jeg gjorde sidst. Og nu kan kæresten varme sig i dejligt yakuld af bedste kvalitet. . .

PS: da vi kom ned i receptionen på vores hotel senere, løb vi på Shiva, der straks spurgte, om vi havde købt noget. Vi viste ham tørklædet.

'Oh, very high quality,' sagde han overbevisende. This must be 5-6000 rupees.'

SØNDAG AFTEN. . . 

Solen er gået ned over Ganges, og stjernerne blinker. Lyden af musik og stemmer strømmer op til os nede fra byen, og fårekyllingerne synger. Om lidt bliver der helt stille, som der kun kan være om natten i Varanasi. Folk går tidligt til ro. Nogle har allerede lagt sig med et tæppe helt op over hovedet på stenbænkene i de smalle gyder. De fleste butikker har rullet jernskodderne ned. Kun mælkemanden og den lille bod med vand og kiks har åbent endnu.

Vi har sagt farvel til Anshu og hans bror henne i 'bageriet', hvor vi snart er blevet stamkunder.

Men i morgen pakker vi og tager videre til Kolkata. Togbilletterne er købt og printet ud, flybilletten tilbage til Delhi den 3. marts ligeså.

Udvalget er stort. Det er bare om at vælge

Det ville være dejligt, hvis det blev sådan,  men det kommer til at vare længe!

Et bad i floden blev det ikke til, men et lille lys fik jeg sendt af sted med alle gode ønsker

Moder Ganges tager imod dine bønner. . . Mange lys og blomster bliver sendt af sted hver dag