Livsenergi-nu: Farvel til Varanasi og på farten igen

En sidste tur ad de små gyder, hvor de handlende endnu en gang forsøgte at lokke os med gode tilbud. Råbte på gensyn til dem, vi havde handlet med – smykkehandleren, manden i 'bageriet', vandsælgeren - og så lige endnu en tur langs med Ganges. Indtrykkene derfra – de mennesker, vi mødte, de ting, vi så, lydene, lugtene - er prentet dybt i mit sind.

Vi løb på de australske unge gutter, der skulle have et bad i floden, før de fløj videre til Kathmandu. Havde jeg haft en dag mere, var jeg måske også hoppet i, men det må vente til næste gang.

Sagde nej tak til de sidste tilbud om massage og bådture til de bedste priser.

Gav for sidste gang lidt rupees til tiggerne, der lå og sov på trinene ved en af de store ghats.

Kastede et sidste blik hen på ligbålene, hvor brændet stadig tårnede sig op, og endnu en båre var ved at blive lagt til rette.

Faldt i snak med en af de gulklædte sadhu'er. Vi bød på en kop te og slog os ned på en trappesten.

Baba Jee, præsenterede den gulklædte sig som og fortalte, at han havde været i Berlin engang. Han havde en ven dér, som kom ud til ham en gang om året for at blive en måned. Baba Jee var på alder med mig og havde for tyve år siden forladt arbejde og familie for at slå sig ned i bjergene og meditere. Nu havde han sit eget tempel i nærheden af vores hotel. Ærgerligt at vi ikke havde mødtes før.

Men han kunne få min flybillet og tage hjem og hente min familie, foreslog han. Han skulle nok tage sig af min mor – hun kunne bo i hans tempel. Og mine børnebørn skulle jeg tage med til Varanasi en anden gang.

'God bless you,' sagde han, da vi skiltes.

'I lige måde,' sagde jeg, men nej, det var ikke nødvendigt, forsikrede han.

'I am so blessed,' sagde han, pegede op mod himlen. 'This is not my home.' Han pegede på den jord, han stod på - næh, hans hjem var himlen.

Før vi tog afsked gav han os sine velsignelser til vores rejse, til børnebørnene og til min gravide datter.

Vores ven Anshu på sarod og hans bror på tablas - værd at lytte til!

Bøflerne nyder deres daglige bad i Ganges - jeg må se at hoppe i næste gang. . . PS: al fnulleret, man kan se på billedet, er blomser fra hinduernes ritualer

Hvad med lidt massage? Bare fem minutter. . . good price, indian price.

Guru'en, der inviterede os og hele vores familie til at bo i hans tempel i Varanasi næste gang - Baba Jee

Jeg elsker at rejse på den måde, vi gør. Uden nogen bestemt plan, kun med nogle ideer, og vi kan lade os inspirere undervejs.

'Tag til Chitrakan,' foreslog franskmanden med cowboyhatten. Der skulle han hen. En meget fredelig miniaturemodel af Varanasi og kun et par timers rejse derfra.

'Trekking i Nepal,' sagde australierne, der havde rejst en del rundt. Også været i Hampi, og der kunne jeg godt tænke mig at tage til igen. Der er så vidunderligt smukt, og der er varmt!

'Hvad med at tage til Thailand?' sagde de to unge franskmænd, der arbejdede i Paris' metro, og som havde to en halv måneds ferie om året. De skulle flyve dertil fra Kolkata den følgende dag. Og det kunne også være rart med sol og strand og hav.

'Rishikesh er det smukkeste sted, jeg har set,' havde mrs. Madura sagt til os på togturen fra Goa til Aurangabad. 'Det er værd at tage til.'

Det sidstnævnte var meget i vores overvejelser. Især da jeg mødte Meike, en ung kvinde fra Holland, nede foran 'bageriet', hvor hun stod og sludrede med en indisk mand i en butik på noget, der lød som flydende hindi. Jeg kunne høre, hun nævnte Rishikesh, så jeg greb fat i hende og spurgte til det.

Jo, hun kom netop derfra, og der var fantastisk. Koldt om natten, lunt om dagen, men smukt og fredeligt. Stedet, hvor Ganges har sit udspring oppe i forbjergene til Himmalaya. Wow – det ville jeg gerne!

Og hindi – jo, hun talte hindi, havde gået til det hjemme i Holland en gang om ugen i de sidste to år, og hun var i Varanasi for femte gang. Alene. Pudsigt nok boede hun på vores hotel. Selvfølgelig – der er så mange sammentræf.

Vi aftalte at mødes om aftenen på tagterrassen, så skulle hun nok lære mig lidt.

Det blev til flere 'møder', flere snakke og flere hindigloser, og måske mødes vi en anden gang på Hotel Puja ved Lalita Ghat. Hvem ved. . .

Rishikesh var højt på vores ønskeliste, vi overvejede for og imod, talte på knapper, men da det var temmelig besværligt at få billetter, og vejrudsigten ikke var for god, tog vi det som det afgørende tegn.

Billetterne til Kolkata var nemme at få ordnet, toget videre til Santiniketan ligeså – og derved blev det.

Den lille spinkle vaskemand slæbte vores rygsække ned til rundkørslen. Den ene på ryggen, den anden på hovedet. Og så var det med tuktuk de få kilometer til banegården. En lille time tog det gennem trafikmylderet.

Så sad vi der på banegården og ventede i flere timer, fordi toget var forsinket. Sludrede med en ung pige fra Thailand, der havde fået stjålet sin rygsæk i toget en nat, mens hun lå og sov i øverste køje. Væk var alt undtagen sovepose, pas og penge.

'Men. . .,' smilede hun. 'Hun havde fået lært, hvor lidt hun i virkeligheden havde brug for.'

Vi sad inde på kontoret hos mr. Abushankar, manden, der hjælper med at bestille billetter til hvorsomhelst, mens han ordnede billetter til ventende rygsækrejsende. Sammen med franskmanden, der havde været i Indien nu i fire måneder og havde syv tilbage, og som skulle med samme tog som os, men af i Bodhgaya, grinede vi sammensvorent af Abushankar's evigt brugte udtryk: 'No problem, no problem.'

Og vi tog os ikke af hans tilbagevendende udbrud: 'Only queue here. This is not a waiting-hall.'

De er sjove, de indere - og vi blev siddende i noget, der føltes som en evighed.

Langt om længe kunne vi stige på toget og finde vores pladser. En under- og en overkøje i kørselsretningen. Det er de smalleste, og den nederste har en revne i midten, hvor ryglænene møder hinanden, når de er slået ned. Den 'vandt' min kæreste, og efter en billig gang thali, kravlede jeg til vejrs og lagde mig til at sove, så godt jeg kunne. Det blev til mange gange falden i søvn og venden og drejen. . .

Til morgen vågnede jeg op til den gode nyhed, at toget havde indhentet forsinkelsen, og at vi kunne nå vores tog til Santiniketan. . .