Livsenergi-nu: På tredjeklasse til Sanchi

Efterhånden har jeg kørt en del kilometer i indiske tog, og det er som sagt en helt speciel oplevelse.

Det lykkes os at få billetter til en tredjeklasses sleeper efter at have brugt halvanden time på at stå i kø, fotokopiere pas og stå i kø igen i Jalgaon. . .

Så er det op klokken fem fredag morgen og hen på banegården, hvor vi nærmest må sno os ind og ud mellem alle dem, der ligger og sover både udenfor og i selve banegårdshallen. Ned på perronen og vente, vente, vente i morgenkulden. Ombord på vores meget forsinkede tog, hvor folk stadig snorksover på deres 'hylder', og hvor vi efter en halv times kørsel med hjælp fra en venlig medpassagerer endelig får vores pladser.

Der er propfuldt, og det er et bumletog uden ac, så det går meeeget langsomt derudad. . . Vi standser ved alle stationer og også indimellem dem nogle gange, når der er rødt lys, og vi skal overhales af et eller andet eksprestog eller to. Så snart toget sagtner farten, springer folk ud på skinnerne for at strække benene, sludre, købe frisklavede samosas, frugt eller andet godt. Der er tid til det hele, for vi holder længe – rekorden er halvtreds minutter. Når toget tuder, springer alle hu hej ind igen. Meget fornøjeligt at se på. . .

Kvinden i lilla, der sidder på sædet ved vinduet skråt overfor, smiler til mig. Jeg smiler igen. Den korteste afstand mellem to mennesker som bekendt. Smilet.

Smilet bærer mig igennem en elve-timer lang køretur i en overfyldt kupé, hvor jeg sidder klemt op i krogen ved vinduet og først fryser og siden sveder.

Vi kan ikke tale sammen, den lilla og jeg. Hun kan ikke engelsk, og de andre damer på bænkene kan heller ikke, men snakke kan de, og det gør de. Især hende overfor. En ret tyk midaldrende kvinde, som roterer rundt som en flue i en flaske. Hun lægger sig og snorker støjende helt gemt under sit blomstrede tæppe, sætter sig pludselig op, roder efter noget i sin taske, stiller den ned under sædet, tager den op igen, roder efter noget andet, sætter fødderne op ved siden af mig, så snart min kæreste går ud, spiser højt smaskende, piller næse, børster tænder. . . Jeg trykker mig længere ind i mit hjørne.

Hun underholder hele kupéen, og undervejs udveksler den lilla og jeg smil.

På en station, hvor vi holder, får jeg øje på en af de her mænd, der kaldes saddhu'er. Hellige mænd. Jeg ved ikke lige, hvor hellig han er, ham her. Han er tynd med langt hvidt hår og skæg, klædt i sorte gevandter med gyldne borter, malet grå i ansigtet med en rød streg mellem øjenbrynene, og med en madskål i den ene hånd og en tyk, kort kæp i den anden.

Da vi er kørt et stykke, kommer han pludselig højlydt messende ind i vores kupé, får øje på min kæreste og stiller sig over for ham, siger en masse uforståelige ting, prikker ham med en finger i panden. Det virker ret så påtrængende, og den hellige forstår ikke vores høflige opfordring til at gå. Bliver stående og ser hvast på den her underlige udlænding, der har puttet en pengeseddel ned til den gule blomst i hans skål. Måske vil han forsøge at omvende os.

Men så er der lige det her kupésammenhold, der for længst er opstået, og det virker. Ligesom da tesælgeren ville tage dobbelt pris for vores te, da fik damerne lige sat ham på plads, og vi fik vores 10'er tilbage. Ikke noget med at snyde. . .

Også sådan nu. Damerne får vippet den gråmalede vildmand ud, og den lilla gør tegn til mig. 'Han er tosset,' siger hun med pegefingeren, og jeg svarer tilbage med det universelle tegn: 'Skingrende skør.'

Så griner vi om kap.

Et par timer før Sanchi stiger en hel familie på toget. Mand og kone slår sig ned hos os og damerne. De skal bare til Bhopal, så det gør vel ikke noget?! På tredjeklasse kan man altid klemme sig ind på en plads.

De tager madspanden frem, konen serverer, og vi får også tilbudt en portion. Der er både ris og noget sammenkogt og chapati'er. Det ser fristende ud, men jeg takker nej. Kommer der noget ind, skal der også noget ud, og togtoiletter er mildest talt ikke særlig indbydende. . .

Snakken går nu endnu mere end tidligere. Den tykke dame fører an, som om de er gamle venner, og jeg kan fornemme, at hun fortæller, hvor mange tæpper og sjaler, jeg pakkede mig ind i til morgen, da jeg frøs, fordi vinduet ikke kunne lukkes, og det trak ind, og hvor lidt jeg har spist i løbet af dagen, hvor tynd jeg er, og hvor tyk hun er, og den lilla viser mig, hvor tyk hun er, og hvor meget hun spiser, og hvor pæn jeg er. Vi smiler og griner, og jeg føler, at jeg får lidt mere plads i mit hjørne.

Manden, der er lidt mere modig end damerne, begynder at spørge min kæreste og mig ud med sine få engelske gloser. Hvor vi kommer fra, hvor gamle vi er, hvor mange 'babyer' vi har, hvor vi skal hen. Og vi forklarer med fagter og vores få hindi-ord, og der kommer flere og sætter sig i vores kupé.

Jeg finder ud af, at den tykke dame er syerske, og at hun og den lilla og et par andre skal køre i tog til klokken ni i aften.

'I love you,' spørger en ung fyr, som åbenbart kender den lilla. Han peger på hende og på mig. Jeg tager mig til hjertet og forsøger at se genert ud. Den lilla skraldgriner, klasker hænderne sammen. Hun vil lære, hvad 'I love you' hedder på dansk. Selvom jeg er tidligere sproglærer, lykkes det mig ikke at lære hende det. Der skal mere tid til. . .

Vores bestemmelsessted nærmer sig. Mobiltelefonerne kommer frem, og der bliver taget billeder af mig, af os, af den ene og den anden og på kryds og tværs, og ham, der er kravlet op på den øverste hylde, sidder i skrædderstilling og følger med i alt, hvad jeg foretager mig.

Fem minutter før Sanchi kommer smykkesælgeren og hænger sine varer op. Jeg har en fornemmelse – ved bare, at den lilla vil købe noget til mig. Jeg lader som ingenting, mens jeg ser ud af vinduet.

Ganske rigtigt – fyren overfor prikker mig på armen. Giver mig et lille armbånd og peger på den lilla. Jeg tager det på, takker hende på hindi. Hun forklarer fyren noget, som jeg gætter mig til betyder:

'Sig til hende, at jeg inviterer på te, hvis hun kommer forbi.'

Men jeg får det aldrig at vide, og vi ses sikkert aldrig igen, for nu er det farvel.

'Toujours les adieux,' som de siger på fransk. Jeg ved ikke, hvad det hedder på hindi.

Vi giver hånd til hele kupéen, lægger hånden på hjertet og smiler. Den lilla og jeg giver hinanden et stort, varmt kram.

Får rygsækken på, og da toget holder helt stille, stiger jeg ned på perronen. Lidt efter tuder toget og sætter i gang. Jeg får et sidste glimt af den lilla mellem tremmerne i vinduet. Vinker. . .

Farvel, min søde lilla veninde.

Vi går hen ad perronen, op ad trappen og over på den modsatte side til stationsbygningen uden at møde et eneste menneske, uden at blive råbt an. Utroligt. Er vi stadig i Indien? Ude foran stationen er der ikke en eneste tuktuk at se. Det ligner fred og ro, det her. Endelig alene, min kæreste og jeg, tænker jeg, mens vi vandrer hen ad vejen for at finde vores hotel. . .