Flere huler. Denne gang i Udaigiri, hvor vores chauffør kørte os hen for 300 rupees. Til gengæld er det gratis at komme ind og se dem. Bortset lige fra 'tippen' til ham, der har nøglerne, og som lå og sov, da vi kom.
'Vågn op, du har gæster,' råbte chaufføren til ham, og så tøffede manden med nøglerne foran os og viste os den ene og den anden hule med skulpturer af Shiva og Ganesh. De er meget medtagne, hulerne, og flere af dem faldet helt sammen. Men som de andre, vi har set, er de med hammer og mejsel hugget ind i en stejl klippevæg for hundreder af år siden og værd at køre efter. Området ved Udaigiri er meget idyllisk, uden for alfarvej og offentlig transport, med marker og træer og små hyggelige landsbyer med blåmalede huse.
Hvis vi ikke selv havde vidst, at der også var et jain-tempel, havde nøglemanden snydt os for det. Det ligger nemlig et godt stykke vej derfra, og han gad vel ikke gå turen derud. Men vi kom derud og fik den smukkeste udsigt at se ud over en stor flad slette med bjerge i det fjerne og udsigt til stupa'en på Sanchi's bakketop.
Vores chauffør insisterede på at vise os Ashoka's søjle, og trods en 'lille sult' indvilligede vi. Om det virkelig er Ashoka, der har rejst søjlen, er jeg ikke sikker på. Der er altid en del modstridende oplysninger og efter mødet med Ajanta-professoren, er jeg blevet noget mere skeptisk. Men stedet var meget helligt, og vi fik mødt et par hellige mænd, stod under et helligt træ og fik vist fakirens 'pude'.
'Hvis man har problemer, hvis dine børn er syge, og du sidder på den, så bliver de raske,' forklarede chaufføren mig og så overbevisende på mig. 'No problems. . . ,' sluttede han og virrede med hovedet. Den der bevægelse, der både betyder 'ja', 'nej' og 'ved ikke'.
En anden mulighed var også at anbringe et af sine hovedhår på træet. Det ville også hjælpe.
Frokosten tog vi nede i Udisha. Et par frisklavede samosa'er serveret på et stykke fra gårsdagens avis og på et billede af 'the prime minister'. Det sædvanlige mylder af mennesker, motorcykler, biler og larm. . . Og som altid vakte vi opsigt.
'Nice couple,' lød det rundt omkring fra, og nysgerrige blikke hvilede på os, mens vi spiste.
'He musician,' sagde chaufføren og pegede på en af dem, der var kommet til. Vi kunne ikke gætte, hvilken slags.
Så brød han ud i sang. Måske en, han lavede på stedet til ære for det 'nice couple'? Jeg forstod ikke ordene, men det handlede om kærlighed.
Min kæreste gav et nummer, og efter klapsalverne så de omkringstående afventende på mig. De insisterede, og øhhh, hvad er det nu lige, jeg plejer at synge i de indiske marmorbadeværelser, hvor akustikken gør det halve? Det eneste, jeg kunne komme i tanker om, var 'marseillaisen', så den fik de første vers af dér midt i larmen fra hovedgaden. Og så var de tilfredse, og vi kunne tage hjem og slappe lidt af.
Vi har begge to lært at sige: 'Hvad hedder du?' på hindi, og det vækker vild jubel. Både hos frugthandleren, hos ham, der sælger os billetter til stupa'erne, tuktuk-chaufføren og ham, vi køber ristede jordnødder hos.
'Du taler godt hindi,' siger de og griner. Der skal ikke så meget til. Bare et enkelt ord eller to, det imponerer.
Jeg kom i tanker om, at der selvfølgelig findes en app med alle mulige sprog, og den har kæresten straks fundet. Så jeg har fået udvidet ordforrådet og øver og øver. Det er ikke nemt, men det går langsomt fremad. 'Damse, damse. . . '
Mandag aften var det den sidste middag på 'The Gateway Retreat', hvor vi efterhånden havde smagt de fleste retter fra spisekortet. Så det bliver godt med noget andet.
Tirsdag var chaufføren bestilt til kvart i ni, og han var der præcist - som lovet med en fuld tank på sin tuktuk. Det er nemlig meget svært at få benzin i Sanchi, havde han fortalt os.
Der stod en afskedskomité klar, da vi tjekkede ud: havemanden, der kom med min daglige lille buket roser, fejemanden, et par andre samt tjeneren, der har lært mig at sige 'jeg skal op til stupa'erne i en autorickshaw' - en nyttig sætning, selvom meningen var, at jeg ville sige 'I don't understand' - men sprog er svært. Det er ikke alle indere, der taler særlig godt engelsk, og vi har oplevet en hel del misforståelser. Blandt andet den morgen, hvor vi fik to pocherede æg i stedet for grød.
'See you next time,' sagde vi til hinanden, og tjeneren sagde til mig, at til den tid taler jeg rigtig godt hindi.
Jeg skal lige øve mig lidt mere. . .
Og så - endnu en køretur, hvor jeg var glad for at komme frem i god behold. Denne gang en halv time i tuktuk. Så - endnu en banegård med mylder af mennesker, geder, køer, handlende og ventende. Og endnu et forsinket tog.
Vores chauffør sørgede for en bænk til os på perronen. Folk rykkede og gav plads, og snart så jeg os omringet af en større forsamling, der skulle følge med i, hvad vi foretog os. For vi var hurtigt kommet i snak med en yngre mand, der havde brækket sin højre hånd i en motorcykelulykke for halvanden uge siden, hans to ud af tre drenge (på syv og otte år) samt bedstefar. Og snakken gik livligt mellem os, da jeg havde spurgt: 'Hvad hedder du?' på fejlfrit hindi. Jeg siger det ikke for at prale - men jeg bliver glad over at blive forstået. Så kan udtalen ikke være helt ved siden af.
Altid et møde, altid en oplevelse rigere.
Toget var propfyldt. Tredjeklasse igen. Og da vi fandt vores pladser, lå der en mand og sov på 'vores' bænk. Da han var vågnet, viste det sig, at vi havde fået samme pladser. Han undersøgte sin booking og vores - jo, det var rigtigt nok. Men altid plads til en til, og vi rykkede sammen og sagde med indernes yndlingsudtryk: 'No problems.'
Manden skulle helt til Kashmir - meget lang vej. Vi havde kun fire timer foran os, og de gik hurtigt i selskab med en halv snes andre i samme kupé og med de sædvanlige sælgere, der lokker med te, popcorn, samosa'er, vegetariske risretter, vand, sodavand, chokolade. . . Man behøver hverken sulte eller tørste. Og denne gang var der sandelig også en lynlåssælger, der var ekspert i at reparere ødelagte lynlåse, så damen over for mig fik lige ordnet sin kuffert, der ikke kunne lukke, og ham på den øverste hylde ved siden af fik ordnet sin trøje.
Da vi steg af i Jhansi, steg Kashmir-manden også af. Han havde nemlig taget et helt forkert tog. . .
Turen i tuktuk ud af Jhansi var gennem et inferno af trafik og støj. Mine ører tog skade. Jeg forstår ikke, hvorfor de dytter hele hele hele (!) tiden og så igen. Det hjælper jo ikke. Det tager tid at komme igennem sådan et mylder af biler, motorcykler, lastbiler. . . Det er det, jeg siger: hvis jeg havde opfundet dythornet og bare fik ti rupees for hvert dyt, så ville jeg være mangemilliardær. . .
Nu sidder jeg i tusmørket på vores terrasse foran værelset i Orchha. Udsigt til fortet, hvor der om lidt er lys- og lydshow. Det må vi lige se, mens stjernerne kommer frem, og cikaderne sludrer.
'Vågn op, du har gæster,' råbte chaufføren til ham, og så tøffede manden med nøglerne foran os og viste os den ene og den anden hule med skulpturer af Shiva og Ganesh. De er meget medtagne, hulerne, og flere af dem faldet helt sammen. Men som de andre, vi har set, er de med hammer og mejsel hugget ind i en stejl klippevæg for hundreder af år siden og værd at køre efter. Området ved Udaigiri er meget idyllisk, uden for alfarvej og offentlig transport, med marker og træer og små hyggelige landsbyer med blåmalede huse.
Hvis vi ikke selv havde vidst, at der også var et jain-tempel, havde nøglemanden snydt os for det. Det ligger nemlig et godt stykke vej derfra, og han gad vel ikke gå turen derud. Men vi kom derud og fik den smukkeste udsigt at se ud over en stor flad slette med bjerge i det fjerne og udsigt til stupa'en på Sanchi's bakketop.
Vores chauffør insisterede på at vise os Ashoka's søjle, og trods en 'lille sult' indvilligede vi. Om det virkelig er Ashoka, der har rejst søjlen, er jeg ikke sikker på. Der er altid en del modstridende oplysninger og efter mødet med Ajanta-professoren, er jeg blevet noget mere skeptisk. Men stedet var meget helligt, og vi fik mødt et par hellige mænd, stod under et helligt træ og fik vist fakirens 'pude'.
'Hvis man har problemer, hvis dine børn er syge, og du sidder på den, så bliver de raske,' forklarede chaufføren mig og så overbevisende på mig. 'No problems. . . ,' sluttede han og virrede med hovedet. Den der bevægelse, der både betyder 'ja', 'nej' og 'ved ikke'.
En anden mulighed var også at anbringe et af sine hovedhår på træet. Det ville også hjælpe.
 |
| Hulerne i Udaigiri |
 |
| Jain-templet, som nøglemanden ville snyde os for. . . |
 |
| Ashoka's søjle |
 |
| Det hellige træ med fakir-puden - av. . . |
'Nice couple,' lød det rundt omkring fra, og nysgerrige blikke hvilede på os, mens vi spiste.
'He musician,' sagde chaufføren og pegede på en af dem, der var kommet til. Vi kunne ikke gætte, hvilken slags.
Så brød han ud i sang. Måske en, han lavede på stedet til ære for det 'nice couple'? Jeg forstod ikke ordene, men det handlede om kærlighed.
Min kæreste gav et nummer, og efter klapsalverne så de omkringstående afventende på mig. De insisterede, og øhhh, hvad er det nu lige, jeg plejer at synge i de indiske marmorbadeværelser, hvor akustikken gør det halve? Det eneste, jeg kunne komme i tanker om, var 'marseillaisen', så den fik de første vers af dér midt i larmen fra hovedgaden. Og så var de tilfredse, og vi kunne tage hjem og slappe lidt af.
 |
| Vi får en sang fra de varme lande til frokosten |
 |
| Frisklavede samosa'er - stedet her kan anbefales. . . |
Vi har begge to lært at sige: 'Hvad hedder du?' på hindi, og det vækker vild jubel. Både hos frugthandleren, hos ham, der sælger os billetter til stupa'erne, tuktuk-chaufføren og ham, vi køber ristede jordnødder hos.
'Du taler godt hindi,' siger de og griner. Der skal ikke så meget til. Bare et enkelt ord eller to, det imponerer.
Jeg kom i tanker om, at der selvfølgelig findes en app med alle mulige sprog, og den har kæresten straks fundet. Så jeg har fået udvidet ordforrådet og øver og øver. Det er ikke nemt, men det går langsomt fremad. 'Damse, damse. . . '
 |
| Friskristede jordnødder og en lille sludder på hindi |
Mandag aften var det den sidste middag på 'The Gateway Retreat', hvor vi efterhånden havde smagt de fleste retter fra spisekortet. Så det bliver godt med noget andet.
Tirsdag var chaufføren bestilt til kvart i ni, og han var der præcist - som lovet med en fuld tank på sin tuktuk. Det er nemlig meget svært at få benzin i Sanchi, havde han fortalt os.
Der stod en afskedskomité klar, da vi tjekkede ud: havemanden, der kom med min daglige lille buket roser, fejemanden, et par andre samt tjeneren, der har lært mig at sige 'jeg skal op til stupa'erne i en autorickshaw' - en nyttig sætning, selvom meningen var, at jeg ville sige 'I don't understand' - men sprog er svært. Det er ikke alle indere, der taler særlig godt engelsk, og vi har oplevet en hel del misforståelser. Blandt andet den morgen, hvor vi fik to pocherede æg i stedet for grød.
'See you next time,' sagde vi til hinanden, og tjeneren sagde til mig, at til den tid taler jeg rigtig godt hindi.
Jeg skal lige øve mig lidt mere. . .
Og så - endnu en køretur, hvor jeg var glad for at komme frem i god behold. Denne gang en halv time i tuktuk. Så - endnu en banegård med mylder af mennesker, geder, køer, handlende og ventende. Og endnu et forsinket tog.
 |
| Banegården i Udishi - |
 |
| Man går selvfølgelig over skinnerne og ikke udenom, selvom man er handicappet, går med stok eller har et barn på ryggen. . . |
 |
| Vores søde generte og dygtige lille dreng, der skrev sit navn i vores notesbog - og både far og alle de mindst tyve omkringstående jublede. |
Vores chauffør sørgede for en bænk til os på perronen. Folk rykkede og gav plads, og snart så jeg os omringet af en større forsamling, der skulle følge med i, hvad vi foretog os. For vi var hurtigt kommet i snak med en yngre mand, der havde brækket sin højre hånd i en motorcykelulykke for halvanden uge siden, hans to ud af tre drenge (på syv og otte år) samt bedstefar. Og snakken gik livligt mellem os, da jeg havde spurgt: 'Hvad hedder du?' på fejlfrit hindi. Jeg siger det ikke for at prale - men jeg bliver glad over at blive forstået. Så kan udtalen ikke være helt ved siden af.
Altid et møde, altid en oplevelse rigere.
Toget var propfyldt. Tredjeklasse igen. Og da vi fandt vores pladser, lå der en mand og sov på 'vores' bænk. Da han var vågnet, viste det sig, at vi havde fået samme pladser. Han undersøgte sin booking og vores - jo, det var rigtigt nok. Men altid plads til en til, og vi rykkede sammen og sagde med indernes yndlingsudtryk: 'No problems.'
Manden skulle helt til Kashmir - meget lang vej. Vi havde kun fire timer foran os, og de gik hurtigt i selskab med en halv snes andre i samme kupé og med de sædvanlige sælgere, der lokker med te, popcorn, samosa'er, vegetariske risretter, vand, sodavand, chokolade. . . Man behøver hverken sulte eller tørste. Og denne gang var der sandelig også en lynlåssælger, der var ekspert i at reparere ødelagte lynlåse, så damen over for mig fik lige ordnet sin kuffert, der ikke kunne lukke, og ham på den øverste hylde ved siden af fik ordnet sin trøje.
Da vi steg af i Jhansi, steg Kashmir-manden også af. Han havde nemlig taget et helt forkert tog. . .
Turen i tuktuk ud af Jhansi var gennem et inferno af trafik og støj. Mine ører tog skade. Jeg forstår ikke, hvorfor de dytter hele hele hele (!) tiden og så igen. Det hjælper jo ikke. Det tager tid at komme igennem sådan et mylder af biler, motorcykler, lastbiler. . . Det er det, jeg siger: hvis jeg havde opfundet dythornet og bare fik ti rupees for hvert dyt, så ville jeg være mangemilliardær. . .
Nu sidder jeg i tusmørket på vores terrasse foran værelset i Orchha. Udsigt til fortet, hvor der om lidt er lys- og lydshow. Det må vi lige se, mens stjernerne kommer frem, og cikaderne sludrer.
 |
| Fortet i Orchha, hvor vi skal hen i morgen og se os omkring |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar